Chocolate Bar 1

Bare navnet på det produkt, som det skal omhandle i dag, lyder utrolig lækkert, hvis du spørger mig; Too Faced Chocolate Bar. Too Faced har for flere år siden udgivet en bronzer, der også havde chokolade som en del af titlen, og det er et rigtig godt produkt, som jeg har haft i flere år. Da jeg havde prøvet et af deres produkter, som indeholder den kendte chocolate duft, vidste jeg godt, hvad jeg kunne forvente, når det kom til duften, men da jeg ikke rigtig har begivet mig ud i deres øjenskygger, var jeg meget spændt – især fordi Chocolate Bar paletten er blevet hypet op ligesom Naked palette fra Urban Decay. Det tog mig noget tid at få taget mig sammen til at købe denne, da den jo på papiret “bare” er en neutral palette som så mange andre, men jeg er nu glad for, at jeg til sidst fik fingre i den.

Chocolate Bar 3

Hvis vi starter med den farvesammensætning, som de har lavet, så er jeg rigtig glad for, at de har smidt lidt farve ind i den, uden at det bliver for forvirrende at sætte dem sammen. Farverne klæder hinanden rigtig godt, hvilket gør paletten nemmere at bruge. De har også lavet et godt udvalg af matte farver, hvilket kun giver pluspoint i min bog, og det er nogle virkelig gode farver, som de har valgt. Der er i alt fem helt matte, hvor min ynglings helt sikkert er Salted Caramel.

Række 1

Hvis vi starter på første række, har vi Gilded Ganache, som ser en smule mørke grøn ud, når du kigger på den, men jeg synes ikke, den sådan giver et grønt look, når man påfører den. Den har en guld/grønlig glitter løbende igennem, hvilket kan være grunden til, at den ser en smule grøn ud.  

White Chocolate er en helt almindelig mat, nautral cremefarvet øjenskygge. Den er fantastisk som base, og hvis ens øjenskygge ser lidt kantet ud, er det en god farve at fikse det med.

Milk Chocolate er en mat mellem brun farve, som er en fantastisk overgangsfarve.

Black Forest Truffle er en mørk blommefarve blandet med noget brun og en bronze/blomme farvet glitter. Det er en af de farver, som adskiller sig fra den typiske brune og er en farve, man sagtens kan bruge til at gøre et look mørkere.

Triple Fudge er en koldtonet mørkebrun mat farve, hvilket kan erstatte, at der ingen sort er i paletten. Det er en farve, der er nem at bygge intensiteten op på.

Række 2

Næste række har vi Salted Caramel, som er en vinder farve i den her palette, hvis du spørger mig. Jeg ELSKER den farve. Det er en varm caramel farve, som er rigtig nem at bruge, og den kan være med til at varme et look op.

Marzipan er en fersken/orange farve med et metallic udseende. Jeg synes, det var en lidt kedelig farve ved første øjekast, men den er virkelig flot, når den kommer på og så med en sort eyeliner til.

Semi Sweet er en mellem-mørk brun farve, som er god som overgangsfarve og kan også bruges til at gøre ens look mørkere.

Strawberry Bon Bon er en af de farver, som skuffer mig. Den er ikke særlig pigmenteret, og det er en af de farver, hvor du skal have en base under for at kunne se farven på dit øjenlåg. Det er en pastel lyserød, og så er den mat. Jeg ville bare have ønsket, at den havde lidt mere farve i sig, da det ikke er en farve, man tit støder ind i, når man køber en ”neutral” palette.

Candied Violet er en nedtonet violet farve med lilla glitter i. En af de farver som står lidt ud, og som har en okay pigmentering. Den kan i hvert fald bygges op i intensitet.

Amaretto er en varmtonet brun med røde undertoner og har et metallic udseende. Det er en utrolig flot farve, som man sagtens kan lave et one-eyshadow look med.

Række 3

Hazelnut er en varmtonet guld/brun farve. Det er ikke en farve, der er vildt speciel, men den passer godt ind med resten af farverne.

Créme Brulee er en mørk guld med en kold undertone. Normalt er jeg ikke helt vild med de varme guld farver, og guld tiltrækker mig ikke rigtig, når jeg skal vælge øjenskygge, men da jeg først fik den her farve påført, så ændrede jeg helt mening. Den er virkelig flot og en af de få guld, som jeg gerne vil bruge. Den har et metallic udseende.

Haute Chocolate  er en nedtonet mørk mellem-brun farve, som har et metallic udseende. Der er ikke så meget at sige om den, da den minder mig om andre øjenskygger jeg har, som er brune.

Cherry Cordial er en varmtonet brun/blomme farve, som har en mat base men med en lille smule glimmer i. Det er en lidt skuffende farve, da den ikke har så meget pigmentering i sig, så man skal arbejde med den, før man får noget ud af den.

Champagne Truffle er en flot lys pink farve med et metallic udseende. Det  er en rigtig flot farve, som er nem at arbejde med, og ikke nok med at den kan bruges på øjnene så er den også rigtig flot på ansigtet som highlighter, hvilket du nok har hørt før, hvis du følger Nikkitutorials.

Alt i alt er det en fin palette, men jeg synes ikke, at den kvalitetmæssigt slår Original Naked palette, som altid er den, jeg tyr til, hvis jeg skal have en palette med. Pigmenteringen på øjenskyggerne er meget svingende – nogle er lidt svære at arbejde med, og andre virker som en drøm. Jeg kan godt lide, at der er lidt farve at arbejde med, uden at det går ud over det neutrale. Jeg er også glad for, at jeg har købt den, da det på ingen måde er en dårlig palette, den svinger bare i kvalitet ved de forskellige øjenskygger. Jeg synes, de har en rigtig fin holdbarhed, men det skal siges, at jeg altid bruger en primer under, så hvordan de er uden, kan jeg ikke svare på.

Indpakningen på den er gennemført, og den kan man ikke sætte en finger på. Den synes jeg virkelig, de har gjort det godt med. Bonuspoint for at navnene på øjenskyggerne står på paletten i stedet for at få en plastic side med, hvor navnene står på.

Sammen med paletten får man også en lille guide, hvor de viser tre forskellige looks, som man kan lave.

Chocolate Bar2

Den kan købes i Sephora til 360 kr.

*Alle billeder med øjenskygger er påført uden primer.