For omkring en måneds tid siden gjorde jeg noget dumt. Jeg tænkte mig ikke om, og det gik først op for mig, da det var for sent, at jeg havde smidt alt mit tomme makeup ud. Det har dog alligevel lykkedes mig at tømme endnu flere produkter, som jeg her vil gennemgå.
Covergirl Lash Blast Volume Mascara
Den første mascara er fra det amerikanske mærke Covergirl. Den er blevet rost til skyerne online, og det er med god grund. Både Maria og jeg elsker den, og vi ærgrer os med jævne mellemrum over, at den endnu ikke forhandles i Danmark. Formularen er den perfekte grænse mellem tør og våd, der gør, at den ikke klatter rundt men i stedet er nem at arbejde med – også uden at den tørrer og skaller af. Man kan nemt påføre flere lag og opnå et mere intens look, uden at vipperne klumper sammen. Selve børstehårene er af gummi. Der er mange af dem (sammenlignet med andre mascara), hvilket giver mulighed for at separere alle vipperne, så man opnår den volumen, som navnet antyder, man kan forvente. Børstehårene bliver også mindre og mindre, jo længere ud man kommer, hvilket gør, at man kan ramme selv de mindste små vipper ved øjets kant. Alt dette er selvfølgelig meget godt, men det, der i sandhed gør denne mascara til en vinder, er, at den ikke smitter af om øjnene på mig.
Maybelline The Falsies Feather-look Volume Express Waterproof Mascara
Først er jeg nødt til lige at slå en kommentar på det sindssygt lange navn, hold da op en mundfuld. Efter at have hørt meget godt om hele Maybelline Falsies-linjen besluttede jeg mig for at prøve denne. Den er ikke skrækkelig, men den er bestemt heller ikke fejlfri. Formularen var forholdsvis våd ved første påføring, hvilket gjorde, at den ikke var nem at arbejde med, og det tog tid, før den tørrede på vipperne, så man kunne putte endnu et lag på. Det fik mig til at lægge den væk, mens jeg ventede på, at den tørrede lidt ud. Børsten kan bukkes for mere fleksibilitet, men det er ikke noget, jeg har brugt eller oplevet nogen gavn af. Børstehårene er længst på midten og bliver så kortere ud til hver side, og det er nemt at ramme alle vipperne og adskille dem. Jeg kan ikke gennemskue, hvilket materiale de er lavet af, men jeg har oplevet, at hårene har bukket sig/klumpet sammen. Den efterlod mine vipper separerede men klumpede, og så føltes de stive og hårde. Efter nogen tid oplevede jeg også, at den smittede af på huden omkring mine øjne, hvilket bestemt ikke er forventeligt, når produktet lover at være vandfast. Den kan bl.a. købes i Matas og online.
Urban Decay All Nighter Makeup Setting Spray
Jeg vil ikke sige så meget om dette produkt, da jeg ved, Maria arbejder på et mere dybdegående indlæg i den nærmeste fremtid, men jeg vil afsløre, at jeg har købt det flere gange, og at jeg allerede har en ny stående. En setting spray er blevet en fast del af min daglige rutine, og denne er særligt god, fordi den giver en fin mist fra sig og får min makeup til at sætte sig og holde hele dagen. Den kan købes i Magasin og online.
Lush Honey Trap Lip Balm
Jeg havde SÅ høje forventninger til dette produkt, for generelt elsker jeg Lushs produkter, og jeg havde hørt meget godt om lige netop denne lip balm online. Duften er – klassik Lush – ret kraftig af honning, mandel og andre bløde dufte, som jeg ikke helt kan placere. Selve produktet er meget tykt og meget hårdt, så jeg har haft problemer med at samle produktet op. Det er ikke nok at køre fingeren rundt på overladen, for at opvarme produktet og smelte det lidt, nej, jeg har faktisk været nødt til nærmest at grave det ud i flager. Når det så er sagt, så føles det godt på læberne, og duften er behagelig. Indpakningen er en LILLE dåse med skruelåg, hvilket er uhygiejnisk, og så er den svær at åbne. Alt i alt er der for mit vedkommende for meget arbejde ved dette produkt, og jeg smider det derfor ud, selvom det ikke er tomt endnu (det ville jo tage en evighed, når produktet er så hårdt, at det næsten er umuligt at få ud, ikke?). Den kan købes hos Lush butikker verden over og online. (Måske har jeg bare været uheldig med min, for den minder overhovedet ikke om den i videoen på hjemmesiden konsistensmæssigt).