Kan I huske dengang, I var børn? Ventetiden til juleaften var uendeligt lang, og tiden gik altså ikke hurtigere, når kalenderen langt om længe sagde d. 24. – faktisk var det som om, lige netop den dag sneglede sig af sted. Nogle fik lov til at åbne en lille gave tidligt på dagen, så de var underholdt, andre blev placeret foran fjernsynet til tegnefilm, og i min familie har vi altid brugt dagen på at pynte træet (en disciplin der efterhånden kun er min, så det står knivskarpt hvert år), tage på kirkegården, blande slikskåle og lave konfekt. Alt det skal jeg naturligvis også nå i år, men da jeg nu efterhånden er rundet de 24 (gisp!) tager det altså ikke en hel dag at prøvesmage slikket. I stedet vil jeg bruge ventetiden på at pleje mig selv, og I kunne jo passende gøre det samme.
Jeg vil starte dagen med et langt bad (altså efter at have åbnet mine julekalendere, naturligvis)– jeg er alligevel oppe før alle de andre. I ved, sådan et bad med høj (jule) musik, en ansigtsmaske eller to og så lige en hårmaske. Jeg er begyndt at gøre det, at jeg renser min hud ved at bruge en eller flere L’Oréal Clay Masks og derefter påføre en fugtmaske f.eks. Origins Drink Up Mask, så min hud ikke helt strippes for det gode fugt her i vinterhalvåret. Det kan man sagtens gøre uden at fedte huden til igen, da det ikke er fugten man ønsker at fjerne men snavs! (I drømmer ikke om alle de gymnasiefester og nytårsaftener, Maria og jeg har varmet op til med diverse ansigtsmasker i fjæset – en alternativ form for forfest må man sige). Når man alligevel skal vente på masken, kan man fugte håret og komme en maske i – to fluer med et smæk og noget, jeg fornemmer, mange nok glemmer til hverdag.
I badet vil jeg skrubbe min hud med en lækker, grov scrub. Jeg bruger en detox scrub fra Stenders, og jeg føler mig som et nyt menneske, når jeg har brugt den. Min hud er SÅ blød. Benene skal lige have en ekstra tur med skraberen, og håret skal vaskes.
Efter badet smører jeg kroppen ind i en god, fed body butter, som skal have lov til at trænge ind helt stille og roligt. Soap and Glorys The Righteous Butter er ikke særlig julet, men den dufter alligevel skønt og fugter kroppen. Duften kan godt hænge lidt ved, og det har jeg faktisk ikke noget imod. Jeg har flere gange oplevet at få komplimenter på min duft, hvor det faktisk har været denne body butter, folk har kunnet dufte. Jeg vil også forkæle ansigtet lidt og påføre en lækker creme, der kan trænge godt ind, da der er flere timer, inden makeuppen skal på for mit vedkommende.
Hvis man vil give sig selv den store tur, som man normalt ikke har tid til, så skal man da gøre det netop i dag – dagen hvor tiden for en gangs skyld snegler sig afsted. Hvorfor ikke tage et fodbad? Fjerne dødt hud under fødderne, file tåneglene og presse neglebåndene ned. Husk også at vores negle har ligeså meget brug for fugt som vores hud og hår, så forkæl dem med en god olie eller creme og afslut til sidst med neglelak. Det samme kan man jo gøre på hænderne. Det bliver ikke aktuelt for mig, for jeg er nemlig i gang med en neglekur, som jeg vil fortælle jer mere om i det nye år.
Til sidst inden makeuppen skal på, mangler vi bare én ting. Huden er klar og fugtet, men hvad med læberne? Jeg tager mit lip game ret seriøst, og derfor starter jeg tidligt med at eksfoliere læberne, så død og tør vinterhud fjernes. Dertil bruger jeg min e.l.f. Lip Exfoliator. Efterfølgende tilfører jeg fugt – ikke noget for voldsomt men blot en ”almindelig” læbepomade. F.eks. synes jeg, at Nuxes Rêve de Miel lip balm er for fed, da den lægger sig som et tykt lag på læberne. Så må jeg indrømme, at jeg faktisk godt kan finde på at lægge lipliner og det første lag læbestift så tidligt som muligt, fordi jeg på den måde får bygget farven op over dagen, og så føler jeg, den holder bedre, når jeg skal spise og sludre hele aftenen.
Så er der vist ikke så meget andet at gøre end at ønske jer god jul og held og lykke, når I sidder om bordet og kæmper om mandlen.