Dette indlæg indeholder affiliate links.
Hvis du har fulgt bloggen her i noget tid, ved du, hvor glade vi er for mascara. For mig var det det første makeupprodukt, jeg fik fingre i, da jeg var omkring 11 år gammel (hvis vi altså ser bort fra mors læbestift og diverse glitterkits fra BR), og allerede den gang stod det mig klart, at der ville blive tale om et livslangt afhængighedsforhold. Det er som om, når man først har vænnet sig til at se sig selv med mascara, så er det svært at se sig tilbage, ikke?
I dag skal det handle om den nyeste mascara i min samling, The Balm What’s Your Type? Tall, Dark and Handsome.
Børsten
Ved første øjekast var jeg ikke imponeret. Børsten er forholdsvis normal og neutral. Den er lavet af plastic og rimelig fleksibel, så hovedet kan vippe let frem og tilbage. ”Hårene” er let adspredte og varierer i længde og bliver længst op mod skaftet, således de mindste ”hår” bruges på den inderste del af øjet, mens de længste ”hår” bruges på den yderste del af øjet. Noget jeg dog har bidt mærke i er, at børsten – altså selve hovedet – er ret lang, og det kan jeg faktisk rigtig godt lide, fordi det gør det nemt at fordele produktet på alle vipperne samtidig. På en eller anden måde har det virkelig gjort en forskel for mig, og jeg føler, mine vipper ser længere ud og spredes flot ud (i stedet for at klistre sammen). Derudover vil jeg sige, at jeg ikke har oplevet problemer i forhold til opsamlingen af produktet. I ved, den der lille bevægelse, man altid gør uden at tænke over det, hvor man tørrer lidt af produktet af i kanten af tuben inden brug, fordi der ellers er for meget produkt på børsten? Ja, den har jeg helt undgået at lave, siden jeg startede med at bruge denne mascara.
Produktet
Den første gang jeg brugte den, var jeg langt fra imponeret. Mine vipper så godt nok længere ud, og de klumpede heller ikke sammen, men det var som om produktet tyngede dem, og de holdte ikke det buk, jeg havde givet dem – noget mine vipper ellers plejer at gøre rimelig godt. Da jeg kom hjem, var jeg også lidt sort under øjnene, så det var alt i alt ikke en god oplevelse. Heldigvis skal der mere til at skræmme mig, og jeg er nu glad for, at jeg fortsatte brugen. Jeg har ikke siden den gang oplevet at blive sort under øjnene, og det gælder altså også de aftner (som f.eks. jul og nytår), hvor jeg havde den på i maaange timer, og det var varmt. Når jeg bukker mine vipper, skal de lige falde til, og det er klart at mascara altid vil tynge dem lidt, men jeg synes faktisk, at denne holder dem bukket i løbet af dagen. Ja, jeg ved ikke rigtigt, hvad der skete den første gang, jeg prøvede denne mascara, for sidenhen har jeg kun været imponeret. Selv folk omkring mig har kommenteret på mine vipper!
Indpakningen
Hvis der er én ting, The Balm kan, så er det indpakning. Indpakningen på alle deres produkter er helt genial. Navnet What’s Your Type? Tall, Dark and Handsome kunne jo referere til ens præference i mænd, og hvis man kender bare lidt til The Balm, så er det nok ikke helt forkert, men samtidig passer de kriterier jo også på det, vi alle gerne vil opnå, når vi bruger en mascara; lange, mørke, flotte vipper. På forsiden af produktet er der også trykt en checkliste, som alle er krydset af – altså opfylder produktet alle kriterierne (Tall, Dark, Handsome, Rich og Romantic). Jeg synes simpelthen, det er så unikt og sjovt et design, og selvom det ikke har nogen indflydelse på produktet (eller min anmeldelse af det), så er jeg vild med, at The Balm på den måde tager sig tiden til at gøre noget ekstra og skabe et unikt brand.
Hvis du også vil have Tall, Dark and Handsome vipper, så kan du købe mascaraen på Spashop.dk.