Origins Drink Up Intensive Overnight Mask er en maske, som vi flere gange her på bloggen har nævnt uden rigtig at lave et indlæg omkring den. Hvorfor så gøre det nu? I denne måned støtter Origins Støt Brysterne med deres Drink Up Overnight Mask ved at donere 100% af udsalgsprisen ex. moms, når der sælges en limited edition tube. Det vil sige at donationen ender på 156 kr (kilde Origins.dk), og produktet koster 195 kr.
Denne maske er én, både Tanja og jeg er glade for, og det er nok også den nemmeste maske, jeg ejer. Den kræver nemlig intet andet end at påføre den, hvilket nogle gange kan være rart, så man ikke skal sidde der og vente på at kunne vaske den af.
Dette er, som I nok har gættet ved navnet af produktet, en maske, som man skal efterlade på huden natten over.
Hvordan påføres den?
Når jeg bruger denne maske, starter jeg altid med at løbe hele min hudplejerutine igennem. Jeg starter med at fjerne min makeup (duh!), og derefter vasker jeg min hud og bruger min toner. Jeg bruger dog ikke min natcreme, selvom man sagtens kan gøre det (især hvis du har rigtig tør hud, men lad den lige sidde 5 min. inden masken). Når jeg så har klargjort min hud, og den er helt ren, påfører jeg faktisk bare masken, som jeg ville have gjort med en creme. Den kan godt føles en lille smule klistret, så jeg giver den lige 5 minutter, før jeg går i seng, så det meste af produktet ikke lander på hovedpuden.
Dufter den?
Ja, det gør den, og den dufter faktisk rigtig godt! Men ikke på en ”Jeg er ved at putte ren parfume på min hud”-måde men mere på en sart, spa måde, så den føles rigtig dejlig at bruge og er god for din hud. Konsistensen er tyk som en creme, så den er meget nem at bruge.
Virker den?
Ja det gør den, ellers ville vi ikke have nævnt den flere gange. Det er nemlig et solidt produkt, som gør det, den skal. Den giver fugt til din hud, og efterlader din hud dejlig blød. Jeg havde en periode med meget tør hud, og der brugte jeg den her hver aften, og min hud blev helt normal igen efter nogle dage med brug af masken. Ellers bruger jeg den normalt 2 gange i ugen, da det er meget vigtigt at holde huden fugtet, også selvom man har fedtet hud.
Hvis du har overvejet at købe denne maske, så synes jeg, at du skal gøre det i denne måned og finde denne version, da du ikke kun får et godt produkt i hænderne, men samtidige giver du penge til et godt formål.
Kan købes i Matas og på Origins.dk