Hvis jeg skulle beskrive denne sommer med to farver, så ville jeg vælge rød og fuchsia, for det er de eneste to konstante farver, der har fulgt mig sommeren igennem. De har været med mig på mine negle både på hænder og fødder, og jeg har fjernet det og lagt det på igen som en gal.

Looket så jeg første gang i foråret på flere(!) Instagrammere, og det var vidst kærlighed ved første blik. Jeg var vild med det fra start! Sidenhen har jeg søgt efter den helt perfekte fuchsia med nok blå undertone til at adskille sig skarpt fra den røde farve (ikke en nem jagt, skal jeg hilse og sige!) men i New York fandt jeg den endelig. Den er fra Sally Hansen, og da jeg endelig fandt den havde jeg ikke en rød neglelak med i kufferten, så sådan en købte jeg også. Den fuchsia hedder ”320 Fuchsia Power,” og den røde hedder ”175 Pucker Up.” De er begge fra Sally Hansens Hard as Nails Xtreme Wear linje.

Jeg ved ikke, om jeg vil sige, at de egner sig til ”xtreme wear,” og jeg er nok heller ikke den rette til at bedømme det, for neglelak holder generelt ret godt på mig, men disse holder en lille uge, hvor jeg synes, jeg kan tillade mig at gå med dem, og det synes jeg faktisk er helt okay. Efter en uge oplever jeg, at de begynder at skalle af ved spidserne af neglene, og det er vel, hvad man kan forvente, da det er dem, man støder mod ting med hele tiden. Påføringen er nem, og jeg kan faktisk rigtig godt lide børsten, fordi den hverken er for bred eller for smal i forhold til mine små negle. Jeg vil ikke sige, de tørrer hurtigt, for det gør de ikke, men to tynde lag er nok til at få en flot farve (den fuchsia kan trække lidt streger og ikke være heeeelt gennemfarvet efter to lag, men det er noget man virkelig skal nærstudere for at se), og det er nemt at påføre tynde lag – jo tyndere lag, jo hurtigere tørretid. Jeg synes omvendt heller ikke, de er lang tid om at tørre, hvilket overraskede mig, fordi de var forholdsvis billige.

Én ting, jeg er helt vild med, er, at de ikke falmer i farven, når man har dem på. Jeg oplever ofte med især røde lakker, at de bliver lidt triste at se på, når man har haft dem på nogle dage. Det gør disse ikke! Jeg synes virkelig, de skinner flot, som om det var falske negle eller gele – faktisk er jeg så begejstret for deres shine faktor, at jeg måtte tage et billede den anden dag på arbejdet (derfor det grimme arbejdsbord i baggrunden). Se hvor de skinner!

Det kan godt være lidt svært at finde Sally Hansen Xtreme Wear linjen herhjemme, da det er en ældre linje, men jeg ser den af og til (og gerne på tilbud) rundt omkring, så det er bare med at holde øje. Ellers forhandles de online.