Raunsborg er et dansk mærke, som Jim Lyngvild står bag, og jeg har længe gerne ville prøve nogle af produkterne, for de bliver rost til skyerne på nettet (se f.eks. anmeldelserne på deres Facebook side). Nu har jeg fået købt mig håndcremen til sensitiv hud og wow! Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte, for jeg er virkelig imponeret. Som I kunne læse i sidste uge, er jeg ikke den største forbruger af håndcreme, men efter jeg har fået fingre i denne, er mit forbrug steget en del.

Det, der lokkede mig, var faktisk den omtale, som håndcremen fik for sin virkning på bl.a. udslæt, eksem og psoriasis. Jeg lider ikke selv, men pga. nær familie ved jeg, hvor svært det er at komme psoriasis til livs, så hvis en creme kan gøre det eller bare hjælpe på det, så må den altså kunne et eller andet. Jeg har dog IKKE testet den på eksem, udslæt eller psoriasis. Hvis det er dét, der har din interesse, så bør du klikke forbi anmeldelserne på deres Facebook, hvor en del har delt før og efter billeder. Det er helt vildt, siger jeg jer!

Heldigvis er cremen også god for os, der bare har lidt vintertør hud. Konsistensen er tyk uden at være fed som en fedtcreme, så den er nem at smøre ud. Det bedste af det hele er, at selvom den er tyk, så trænger den hurtigt ind uden at fedte. Jeg har helt ærligt aldrig oplevet noget lignende. Efter et par minutter (hvis der endda går så lang tid) kan man bruge sine hænder, tage vanter på og alt andet, uden at mærke mere til cremen end at hænderne er dejligt bløde og fugtede. For et vedvarende resultat har jeg brugt den mere eller mindre dagligt, men jeg har kunnet læse mig frem til, at folk med f.eks. psoriasis bruger den to gange dagligt for at opnå gode resultater.  Selv min kæreste, som er fedtskræmt (er det et ord? Han kan ikke tåle følelsen af at have creme på) og lider af meget tørre hænder elsker denne og har endda selv været ude og købe en, uden jeg har opfordret ham til det. Dét er altså et tegn på, at den her creme kan noget.

Cremen er uden parfume, og ifølge anmeldelserne på Facebook er den også egnet til småbørn. Parfumefri er altid et hit i min bog, og det gør også, at produktet er nemmere for mænd at bruge. Samtidig er indpakningen flot, nordisk og stilren.

Cremen forhandles i Matas til 120 kr. for 100 ml. (og den er altså drøj i brug!)