I sidste indlæg lagde jeg en lille smule op til dette indlæg, uden rigtig at nævne hvad I kunne forvente. Det handler om, at jeg skal have tømt ud i alle mine produkter. Jeg har en følelse af, at der er for mange ting omkring mig, og jeg smider ikke ting (der ikke er for gamle) ud, så derfor skal mine produkter jo tømmes ved brug.

Regler
Jeg gennemgår her nogle kategorier med de produkter, jeg gerne vil have brugt, og jeg vil senere komme med en opdatering her på bloggen, mens jeg løbende vil opdatere på vores Instagram. Der kommer ikke til at være et bestemt tidspunkt for, hvornår produkterne skal være tomme, men jeg vil have for øje at tømme dem, før jeg går i gang med noget nyt.  

Ansigtsmasker
Inspirationen til indlægget her kom faktisk fra en ansigtsmaske. Min foundation ville ikke påføres ordentligt, fordi min hud så tør ud og trængte til fugt. I stedet for at gå ud og bruge penge på et serum, blev jeg enig med mig selv om at bruge noget, jeg allerede havde liggende. Valget faldt på Origins Drink Up Mask 10 Minute, som jo lige netop også tilfører fugt. Det gik altså op for mig, at nogle af mine behov kunne opfyldes med produkter, jeg allerede har liggende! Masken her er naturligvis på listen over produkter, der skal bruges, men det er L’Oréal Clay maskerne (både Pure Clay Brightening Mask og Pure Clay Blemish Rescue Mask, som Tanja har lavet et indlæg om her) også, da der er åbnet for dem begge.

Foundation
Jeg har tyvstartet lidt på det her i slutningen af 2017, hvor jeg fik tømt min  Armani Power Fabric Foundation (bevismateriale på vores Instagram amakeupchaos). Derudover har jeg også allerede tømt Bourjois Healthy Mix Serum Foundation. Nu har jeg så min elskede Estée Lauder Double Wear Light Foundation og Bourjois Healthy Mix Foundation, som begge snart er ved at være tomme, så nu skal de bare tømmes!

Pudder
Her har jeg to puddere fra Rimmel i tankerne, deres populære Stay Matte 001 Transparent og #Insta Fix & Matte 001 Translucent powder. De er begge ved at være godt brugte, og derfor kan jeg også ligeså godt komme til bunds i dem, så der bliver plads til nogle nye. Endnu et pudderprodukt er min bronzer fra Nars i farven Laguna, da der så ville blive lidt plads i min bronzerskuffe igen.

Bryn
Her har jeg to ting, jeg vil koncentrere mig om. Den ene er NYX Control Freak Eyebrow Gel, der har holdt i, jeg ved ikke hvor lang tid, men nu er den næsten tom. Den anden ting er L’Oréals Paradise Pomade extatic, som jeg nok ikke bliver færdig med lige med det samme, så det bliver en sjov kamp.

Mascara
Jeg tænker, der her bliver let, fordi jeg bruger mascara næsten hver dag. Der er igen to produkter, som jeg gerne vil af med, L’oreals Paradise mascara, som jeg næsten er færdig med, og så Max Factors Lash Crown mascara. Når de er tomme, er der bare det, at der allerede ligger en Covergirl Mascara og venter på mig.

Kropspleje
Jeg har været god til at arbejde mig igennem denne kategori allerede, og derfor har jeg faktisk ikke så mange produkter tilbage i denne kategori. Der er en bodycreme fra Rituals Touch of Happiness serie, som jeg gerne vil have brugt op, da den er åbnet, og så har jeg en showergel fra Nuxe, som jeg har haft liggende men ikke fået brugt endnu, så den skal helt sikkert også bruges.  

Jeg håber, det her måske har fået jer til at tænke over, om I har nogle produkter, der skal bruges, før I går ud og køber nogle nye. Husk at følge os på Instagram amakeupchaos, hvor de fleste opdateringer kommer til at være. Jeg kommer til at bruge #projektchaos ved de billeder, som hører under projektet, så det er lidt lettere at se, hvad der hører til projektet. Håber I vil være med på rejsen!