Da jeg kastede mig ud i at prøve at blive parfumefri, blev jeg ret begejstret for Neutrals Anti-perspirant Roll-on deodorant, og sidenhen har jeg – for sjov skyld – prøvet deocremen af samme navn. Lad være med at gøre det samme, kan jeg bare sige. Det er sjældent, at jeg vil gå så langt, som at sige det, men i dette tilfælde kan jeg altså ikke se mig ud over, at problemet ved netop dette produkt vil blive set som værende et problem for rigtig rigtig mange (især her i Danmark hvor alle går i sort tøj).  

Beskyttelsen

Den er parfumefri som roll-on’en, og der er faktisk ingen af dem, der har nogen form for duft. Det gør mig ikke noget, og beskyttelsen virker alligevel fint for mig. Jeg kan sagtens have den på i en hel dag på arbejde, skole, fest og alt andet som livet byder på, uden jeg føler, jeg kommer til at lugte grimt.

 

Creme-a-hva-for-noget?

Det, der tiltalte mig, var, at det er en creme, der bruges som en deodorant. Fordelen er, at cremerne ofte er lidt mildere mod huden, og det har jeg før erfaret, at min hud foretrækker. Det, at det er en creme, gør nemlig, at den samtidig nærmest fugter huden lidt (som en almindelig creme/lotion ville gøre det). Denne er nem at bruge og fungerer ved, at man skruer på hjulet i bunden, og så presses cremen ud på toppen, som er en stor rundet overflade, der passer perfekt i armhulen.

 

Ulempen

Nu lyder det jo alt sammen meget godt, og alligevel har jeg lige sagt, at jeg ikke vil anbefale den til andre – hvordan hænger det sammen? Jo, når den er påført, tørrer den ekstremt langsomt, og den slags tid har jeg altså bare ikke. Det er et problem, for den skal være 100% tør, før man kan tage tøj på, da der ellers kommer hvide deodorantmærker på tøjet, og jeg har selv oplevet, at der er kommet mærker, selvom den har været tør, da jeg tog tøj på. Derudover synes jeg også, den stivner, når den tørrer, så den nærmest flager, hvilket naturligvis heller ikke er særlig praktisk i forhold til ens tøj.

Den kan bl.a. købes i diverse supermarkeder (selvom jeg vil fraråde, at I gør det).