Normalt er jeg ikke til alt-i-en produkter. I ved de der produkter, de sælger til mænd med shampoo og body wash i én? De er mit værste mareridt. Paletter, der kan bruges både på øjne, kinder og læber bruger jeg 99,9% af tiden kun på én af de tre. Men! Når det kommer til cremer/balms har jeg åbenbart en helt anden tilgang, og det viser sig, at jeg næsten har en alt-i-en creme til ethvert behov, hvad end den skal være cremet, balmet, naturlig eller dansk!

Embryolisse Lait-Creme Concentre

Denne creme har været min absolutte go to siden 2013, da jeg hev cult-klassikeren med hjem fra Paris. Selvom jeg ikke har nævnt den på bloggen i en rum tid, må I ikke tage fejl, den er altid i min besiddelse. ALTID. En overgang var det den eneste creme, jeg brugte, for den kan alt. Den er hyppigt brugt som primer af alverdens førende makeupartister, samtidig er der nogle, der bruger den som dag- og natcreme, fugtmaske og sågar makeupfjerner. Har du tørre albuer, klarer den også det. Jeg bruger den mest som ansigtscreme eller primer, men indpakningen er så dejligt neutral, og det er duften også, så både mænd og kvinder kan sagtens have den med sig på farten, hvor den med fordel kan bruges som håndcreme eller lignende. Den er en del af den velkendte franske apotekerhudpleje, og derfor er den også meget neutral og god til sensitiv hud.

Elisabeth Arden Eight Hour Cream

Jeg ønskede mig intet andet i 6. Klasse end Elisabeth Arden Eight Hour Cream, for den var der en af pigerne i min klasse der havde, og som hun sad der og smurte læberne ind i den, falmede min blå Labello lidt. Eight Hour cremen er endnu et cult-produkt, men jeg synes, den kan noget andet end den fra Embryolisse. F.eks. er den rigtig god på læberne. Jeg ville ikke bruge den som ansigtscreme eller maske, men den fungerer rigtig godt, hvis man har tørre pletter i huden, tørre læber, er solskoldet, har sår eller insektbid, idet den virker beroligende og fugtgivende. Derudover er konsistensen lidt klistret og vokslignende, så den kan også bruge til at holde øjenbrynene på plads, hvor Embryolisse Lait-creme har mere konsistens som en almindelig creme. Duften er for min smag lidt speciel, og jeg kan bedst beskrive den som lidt myggespray agtig. Den duft kender de fleste vidst.

The Body Shop Shea Butter

Dette produkt er nyere for mig men også i det hele taget, da det først blev lanceret i 2019. Jeg synes dog, det er et godt produkt, og det er helt naturligt (læs mere om det her på engelsk). Indpakningen gør, at det ikke på samme måde er et produkt, man lige tager med sig på farten, men hvis man har en lille beholder, forestiller jeg mig, at det kunne fungere ganske fint mod tørre neglebånd eller albuer. Den kan også bruges i ansigtet, som maske, som makeupfjerner, i håret og.. Ja, der er næsten ingen grænser. Jeg ville dog være forsigtig med læberne, fordi The Body Shop ikke anbefaler, at man indtager den, men sådan er det jo faktisk med alt kosmetik.

Raunsborg Hand Creme Sensitive

Her er mit bedste bud på en dansk alt-i-en creme. Ja, jeg ved godt, den bliver markedsført som en håndcreme, og tuben er lige lille nok, hvis den skal bruges på hele kroppen, men som jeg før har skrevet her, er det noget af en mirakelcreme, der for mange har kureret psoriasis, eksem og andre hudirritationer hos spædbørn og folk i alle aldre. Den er altså enorm mild men super effektiv – ikke bare som håndcreme. Jeg bruger den primært som håndcreme, men den ryger altså også både på fødderne og i ansigtet fra tid til anden. Særligt bruger jeg den i ansigtet, hvis jeg skal have en creme, der er virkelig mild uden parfume og alt det hejs, som min sensitive hud godt kan blive mættet af.