Dette indlæg indeholder affiliate links

Nu nærmer sommeren sig for alvor, hva? I den forbindelse er jeg, som måske den blegeste borger i Danmark, gået i gang med at teste selvbrunere. Sidste år boede jeg i Italien over sommeren, og jeg kunne konkludere, at jeg faktisk godt kan få farve naturligt. Jeg gider bare ikke. Det værste jeg ved er at ligge og kigge op i solen. Så kan man måske spørge, hvorfor jeg gider bruge selvbruner, og dertil vil jeg have lov til at sige, at det gider jeg generelt heller ikke, men når jeg gør det, er det faktisk for andres skyld og ikke min egen. Jeg synes ikke, det er mere rigtigt eller flottere at være brun, end det er at være bleg om sommeren, men det er der mange, der synes. Jeg er derimod træt af de konstante bemærkninger, andre har om min krop. Hvorfor nogle føler, det er okay at snakke om andre kroppes farve, når vi ikke må snakke om deres størrelse, det ved jeg ikke, men jeg kan i hvert fald holde det på et minimum, hvis jeg gider at snyde mig til lidt farve. Nogle gange gider jeg, andre gange gør jeg ikke.

Når jeg gider, har jeg altid været stor fan af mousse, fordi de er nemmere at fordele og dermed mindsker risikoen for et streget zebra-look, når man er færdig. Tidligere har jeg snakket om Rimmels Sun Shimmer Self Tan Mousse, men da den ikke forhandles i Danmark, var det nu på tide at tage andre midler i brug, og så var det, jeg faldt over denne nyhed fra Matas Natur. Det lød næsten for godt til at være sandt med en naturlig selvbruner.

Skummen pumpes ud igennem en pumpe, hvilket funger rigtigt fint. Den er let og luftig, så den er nem at fordele. Jeg synes, den bliver en anelse flydende ved påføring, hvilket gør det nemt at komme til at tegne streger i den, inden den er helt trukket ind, men større problem er det ikke. Skummen er hvid, og det kan gøre det lidt svært at følge med i, hvor langt man er nået. Jeg er vant til at bruge en mere olivenfarvet skum, der både giver en flottere farve og går det nemmere at se, hvor langt man er nået.

Duften er kraftig, og den dufter af en typisk selvbruner. Meget sød, meget kikseagtig. Jeg har personligt ikke noget imod duften, men man skal være opmærksom på, at den altså først trænger helt ind og ikke længere kan duftes op ad den følgende dag. Særligt hvis man bruger den i forbindelse med et event, eller man ikke vil afsløres i sin tan, ja, så skal man nok springe denne over. Jeg ved dog ikke, hvilken en man skal vælge i stedet, for jeg synes, de alle dufter sådan – nogle mere end andre – men måske svaret så er en spray tan.

Første gang jeg brugte den, var jeg lidt forhastet, fordi maden stod på bordet nærmest idet, jeg gik i gang. Derfor blev resultater også derefter, men mine underben var flotte og jævne i farven. Den skulle trænge ind på 1-2 timer, men jeg startede 18:30, og 20:30 var der godt nok kommet noget farve, men den blev stadig mere intens, for hver time der gik natten over. Endnu en god grund til ikke at bruge denne, liiiige inden man står og skal til et event. Underlige streger og ujævne overgange kan risikere først at vise sig efter nogle timer.

Hvis vi antager at min arm og mit ben normalt har samme farve, kan farveforskellen efter en applikation ses her.

Efter min mening bliver farven meget mørk. Den findes kun i en version indtil videre, og jeg vil anbefale den til de, der har en varm hudtone, og som har tendens til at blive brune af sig selv. Særligt næste morgen var den blevet overraskende mørk, og jeg synes også, den var til den gyldne/orange side i forhold til min hudtone. Har man derimod en varm undertone i huden, så tror jeg ikke, man skal bekymre sig om det.

Handsken, som købes ved siden af, får dårlige anmeldelser. Den er limet sammen, og derfor klager folk over, at den går op i limingen. Jeg har brugt den nogle gange, og den er stadig ikke gået op for mig, men dertil skal det også siges, at den er lidt lille, og jeg har meget små hænder (passer ringe i en str. xxs, selvom resten af mig bestemt ikke er en xxs. Så kan I ligesom få en fornemmelse for størrelsen på mine hænder), så jeg presser ikke rigtigt på, når jeg bruger den. Har man derimod større hænder tror jeg nemt, man vil komme til at presse fingrene ud mod limingen, når man bruger den, og så er det jo klart, at den hurtigere vil gå op. For mig har den fungeret rigtig fint. Den har en glat side, som skal ligge på oversiden af hånden, og en filtside der skal følge håndfladen, så man kan bruge den til at smøre med. Hvis du vil læse mere om, hvordan jeg påfører selvbruner mousse, så kan du læse det i indlægget her.

Den kan købes i Matas til 99.95 kr.