Vi har snakket en del om micellar water her på bloggen, men jeg har aldrig nævnt denne, selvom jeg faktisk har købt den af flere omgange. Måske fordi jeg synes, navnet er lidt misvisende, og jeg generelt ikke er så stor fan af diverse alt-i-en løsninger. Men efter jeg over de seneste par måneder har fået tiltagende tør hud, har jeg haft problemer med mine øjenlåg og området omkring mine øjne. Jeg vidste ikke, at ens øjenlåg kunne tørre så meget ud, at de skaller, men det kan de åbenbart, og det gør rigtig ondt – især når man skal fjerne makeup (jaja, man er vel forfængelig nok til at skulle have makeup på uanset hvad….)

Derfor har jeg været i mit lille lager for at se, om jeg havde noget, der var mildere end den makeupfjerner fra Clinique, som jeg ellers havde gang i. Da kom jeg forbi denne lille flaske, som jeg besluttede mig for at give et forsøg, inden jeg smed penge efter noget andet. Den er overraskende mild. Selvom jeg har haft den før, så har jeg vist aldrig rigtigt fået læst ordentligt på flasken. Dumt.

 

Det misvisende er, at de kalder den en alt-i-en ansigtsrens, for det ville jeg bestemt ikke bruge den som. Det der med at smøre noget på huden, og så påstå det renser, hvis man ikke fjerner det igen, det virker skørt. Det er jo ikke fordi, den får snavset til at oxidere væk. Jeg vil nærmere mene, det er en makeupfjerner, ligesom de klassiske micellar water, og så ville jeg anvende en rens, som skal vaskes af, til at rense min hud. Den kan måske gå an som en let rens om morgenen, hvis man har travlt, men det er ikke noget, jeg personligt har erfaringer med, og derfor anmelder jeg den altså også som om, det er en makeupfjerner.

Det gør den til gengæld også ganske fint. Jeg synes nemt, den fjerner både mascara og eyeliner, uden jeg skal gnide eller bruge ret meget produkt. Den er ikke beregnet til vandfast makeup. Hvis jeg skal nævne det bedste af det hele, så er det, at den ikke irriterer min hud, selvom den er meget sart i øjeblikket. Nu er der selvfølgelig ikke tale om, at jeg har permanent meget tør og måske endda skadet hud, så jeg ville måske være lidt varsom med at skifte, hvis man har sådanne problemer. Men for mig har den fungeret helt fint lige i denne periode, hvor mine øjenlåg er knastørre (er der forresten andre, der har oplevet noget lignende?).

Den er godkendt til at bære svanemærket, som betyder, at den lever op til miljøkravene her i norden. Derudover er der ingen parfume eller parabener i, og den har en pH-værdi på omkring de 7, så den er alt i alt altså meget neutral. Derudover indeholder den kreatin, som der står, skal forbedre hudens elasticitet, og B5 som virker fugtgivende. Jeg ved ikke helt, om jeg vil sige, jeg har bemærket en opstrammende effekt eller fugt, men det at den ikke har irriteret mit tørre øjenområde er nok et tegn på, at den er lidt fugtgivende, selvom min hud altså ikke er blevet mindre tør.

Hvis man lige ser bort fra den som en ansigtsrens, så synes jeg faktisk alt i alt, at det er et fint produkt til pengene. Det er ikke et wow-produkt, der kommer til at revolutionere din verden, men det er et fint neutralt produkt, som nok vil kunne anvendes af de fleste med succes. Hvis det bare er en makeupfjerner til hverdagsbrug, man har behov for, så er denne et godt bud – den kan endda fjerne min Covergirl mascara, som jeg ellers synes kan være lidt svær at fjerne. Hvis den tørre hud fortsætter, skal jeg helt sikkert have købt en ny af disse, ellers skal jeg have tømt mit lager først.