Dette produkt er et af de produkter, som er blevet meget omtalt i beautysamfundet, og jeg kan godt forstå hvorfor. Jeg har selv brugt det i mange år, har tømt en hel flaske, brugt min mors da jeg selv løb tør, og nu har jeg endelig fået købt en ny.

Hvad er det?
Hvis du ikke ved, hvad en Drying Lotion er, så vil jeg lige forklare det. Den bruges til at hjælpe den slags urenheder, der kommer dagen inden, man skal noget vigtigt, og det derfor skal gå hurtigt med at få den væk igen. Det er en klar væske med lyserød pudder, som på ingen måde skal blandes – det vil sige, at man ikke skal ryste flasken inden brug. Bliver de alligevel blandet sammen, skal man lade den stå natten over, til de igen er skilt. Produktet indeholder salicylic acid, sulfur og zinc oxide, som alle hjælper med at udtørre urenhederne.

Hvordan skal det påføres?
Produktet påføres ved at dyppe en vatpind i produktet og derved overføre det til den urenhed, som man ønsker at behandle. Produktet skal ikke rystes sammen/blandes inden man påfører det! Jeg påfører det om aftenen, da det er at se lidt på huden efterfølgende. Hvis produktet endnu er at se morgenen efter, kan man blot vaske dem af (man bør under alle omstændigheder alligevel vaske sit ansigt om morgenen).  

Virker det?
Mit meget korte svar…JA! Det virker rigtig godt. Det er nok et af de hudplejeprodukter, som jeg synes, virker bedst. Ens urenheder forsvinder, når man bruger det. Selvfølgelig forsvinder de ikke helt natten over, men de svinder ind, hvilket jeg synes er fantastisk. Man kan blive ved med at bruge den, indtil urenhederne er helt væk, men man skal være opmærksom på, at produktet tørrer meget ud, og derfor kan huden komme til at flage lidt. Når jeg når det punkt, hvor huden flager lidt, stopper jeg med at bruge produktet, da det så ikke kan udrette mere.

Indpakning
De har lavet en ny version i en plastikflaske, hvilket jeg har valgt at købe denne gang (har det noget at gøre med, at jeg er god til at smide ting på gulvet? NEJ, overhovedet ikke…), ellers så kan man få den i en glasflaske, og den ser lidt ”pænere” ud. Der er ingen prisforskel på de to, og man får præcis 29 ml i begge flasker, så det kommer an på, hvad man mest er til.

Den kan købes på www.beautybay.com  til 141.20 kr.