

April nærmer sig, og det begynder at skræmme mig lidt. Det betyder nemlig, vi er endnu tættere på juni, hvor mit speciale skal afleveres. Netop fordi jeg bare sidder og skriver speciale, har jeg ikke brugt de helt vilde produkter i marts. Selvom jeg bare sidder hjemme, kan jeg dog godt lide at gøre lidt ud af mig selv, fordi det er en tid, hvor jeg bare kan slå hovedet fra. Derfor har jeg alligevel fået samlet nogle favoritter i marts.
MAC Mineralize Skinfinish Natural i Medium
Her på det sidste har foundation bare ikke rigtig været min ven, og jeg synes heller ikke, jeg havde brug for lige så meget dækning, som de foundations, jeg har stående, giver, så jeg fandt min MAC mineralize pudder frem. Den har lidt dækkeevne, som gør at ens hud ser jævn ud uden at dække alt. Jeg har lagt en fugtgivende primer under, og det har gjort, at det har holdt rigtig fint på huden. Den ser dejligt naturlig ud, og pudderen blender så fint ind i huden. Hvis jeg har lidt urenheder, dækker jeg dem med lidt concealer, efter jeg har påført pudderen. Jeg har nok brugt den hver dag i marts, så det er virkelig en favorit i denne måned.
Kan købes i Matas & på www.matas.dk
Elf Powder Brush
Den her pensel blev jeg nødt til at snakke om i forlængelse af pudderen, jeg lige har omtalt. De to er nemlig et super makkerpar! Den er skåret, så den har en helt flad top, hvilket gør, den har lidt en stempeleffekt. Hvad jeg mener med det er, du påfører produktet på penslen, og så kan du ”stemple” det på huden ved forsigtigt at flytte penslen rundt, imens du ”stempler”, man kan sige det er lidt som at bruge en Beauty Blender bare i pensel form. Den er vildt god til at få et produkt til at give en dækkende effekt, så det her er en god pensel til meget billige penge.
Kan købes i Bilka & Føtex.
HourGlass Caution extreme Lash Mascara
Det her produkt har jeg lavet en hel anmeldelse omkring. Det er simpelthen bare en fantastisk mascara! Jeg bliver glad, hver gang jeg bruger den. Det er en mascara, som ikke rykker sig nogen steder hen. Du får ikke pandaøjne af den, og du skal ikke frygte, at du har små sorte prikker over det hele, fordi din mascara smuldrer. Den er bare super god, især hvis du er en person som mig, der altid har problemer med, at mascara ender over det hele. Børsten er nem at bruge, den tørrer ikke hurtigt ud, og den klumper ikke rigtig, hvilket jeg synes er fantastisk. Ikke nok med at selve produktet er godt, så er det nok også den flotteste mascara, jeg nogensinde har eget. Hvis du gerne vil se den i action, så hop forbi anmeldelsen omkring den her.
Kan købes i Sephora og på www.sephora.dk
Elf complexion Brush
Endnu en pensel fra Elf? Yup, endnu en. Hvis du er en, som lige starter ud med makeup, og gerne vil have nogle ordentlige pensler, så vil jeg råde dig til at kigge på elf. De er ikke dyre, hvilket er super, men de fungerer utrolig godt, og jeg vælger dem ofte over mine lidt dyrere pensler. Det, som er lidt speciel ved den her pensel, er, at den er knebet sammen, så selve pensel hovedet er ”længere,” end det er bredt. Det vil sige, at det bliver lige pludseligt meget nemmere at styre, hvor du gerne vil have dit produkt. Derfor har jeg brugt den her pensel til at påføre min bronzer. Den er så nem at bruge, og du kan styrer lidt bedre hvor selve produktet ender. Den her pensel kan lidt af det hele, så du kan sagtens bruge den til andet end bronzer.
Kan købes i Bilka & Føtex.
Revlon Professional Equave Blonde Detangling Conditions
En ting, som jeg virkelig ikke var god til, da jeg var afsted, var at passe på mit hår. Jeg har altid været god til at bruge leave-in conditioner og hårolie, fordi jeg har lysestriber i mit hår, så lidt fugt skal det have. Jeg har dog ikke været særlig god til at komme ind i en god rutine med mit hår, efter jeg er kommet hjem. MEN det har heldigvis ændret sig her i marts måned. Jeg var i Normal, og her fandt jeg denne detangling balsam til at spraye i håret. Den er lavet specifikt til blondt, highlightet og gråt hår, da den hjælper med, at håret ikke bliver orange eller gulligt. Jeg sprayer den i, når mit hår er fugtigt, og inden jeg reder mit hår ud (sjovt nok). Den fungerer super godt og gør det lidt lettere at rede mit hår ud, og når mit hår tørrer, kan jeg virkelig mærke en forskel. Mit hår er dejligt blødt og virker ikke så tørt, som det har gjort i lang tid. Den spraynæse den har er super fin, og den spreder det fint ud. Duften er ikke min yndlings, men den gør mig ikke noget.
Kan købes i Normal.