På en side har juni sneglet sig afsted, og på den anden side er tiden fløjet derudaf. Sådan er det at læse til eksamen, tror jeg. Men nu er enden endelig nået, og de fleste kan nok se frem til en (forhåbentligt solskinsfyldt) ferie i juli måned. Sådan er det dog ikke for mig. Jeg har valgt et sommerfag, og derfor kører jeg på det meste af juli også. Min energi er ved at være opbrugt efter to lange eksamensmåneder, og det bærer mine favoritter vist også lidt præg af. Der er forkælelse for fuld skrue.

Beauty clear out

Jeg ved ikke, hvordan jeg fandt tiden til at få ryddet ud, men HOLD NU OP hvor er det bare dejligt. Nu har jeg kun den mængde produkter og makeup liggende, som jeg realistisk vil kunne nå at bruge på et år. Der er overblik over, hvad jeg har, og det føles rart at kunne overskue, fordi jeg tror, jeg vil begå færre fejlkøb og endda tænke mere over, om jeg i det hele taget behøver at købe nyt.

Clinique Moisture Surge

Det er altid lidt svært at have kombineret/tør hud om sommeren. På den ene side sveder man jo meget, men på den anden side har huden stadig brug for fugt. Denne creme har vist sig at være helt perfekt til mig her i sommermånederne, fordi den tilfører den rette mængde fugt uden at fedte på huden. Konsistensen er let og lækker, så den er nem at smøre ud og hurtigt tørrer ind. Den indeholder ikke SPF, så det skal man sørge for at tilføje på anden vis – helst året rundt men særligt her om sommeren.

Gua Sha

Noget af det, der tager allerhårdest på mig, når jeg læser til eksamen, er, at jeg spænder i nakke og skuldre. Sådan kan jeg sidde i 8-10 timer uden at røre på mig, og så kan I nok se, at det til sidst kommer til at gøre ondt. I denne eksamensperiode har jeg brugt min Gua Sha til at løsne op. Jeg ville gerne have brugt den hver dag, men det må jeg nok tilstå, at jeg ikke har. Men når jeg har fundet den frem, har den virkelig løsnet op, og at dømme efter mængden af røde prikker på min hud, lader det også til, at der var behov for det. Det er helt sikkert noget, jeg vil bruge meget ind i juli også, hvor alle jeg kender naturligt er blevet løsnet op som følge af eksamensafslutning og specialeaflevering, mens jeg lige nupper en måned mere i skole.

Fodbad

I maj måned købte jeg et par sko – loafers – og de er super fine og meget professionelle. De egner sig dog slet ikke til lange dage på farten, og det har mine fødder virkelig lidt under. Da jeg havde dem på d. 31. maj, fik jeg 8(!) vabler. Og det er faktisk ikke blevet bedre siden. Derfor har fodbad været min bedste ven hele måneden – og så skaber det da også liiiiidt pool- og feriestemning at dyppe fødderne i vand, når nu man skal sidde inde og læse. Jeg har et fodbad, der kan sættes til strøm, og så kan det boble og varme op, men har man ikke det, kan en balje altså udgøre næsten det samme.

Neglelakker fra Kiko

Jeg har haft travlt i juni, men samtidig har jeg også skulle mange ting, hvor jeg gerne har ville have neglelak på – om ikke andet på tæerne. Og jeg er igen i år blevet imponeret af, hvor hurtigt de billige neglelakker fra Kiko tørrer helt. De fås ikke i Danmark, man nu er det jo sommer, så du kan være heldig at støde på dem rundt omkring, hvis du skal ud at rejse.