Faktisk har jeg ændret gamet lidt denne måned, fordi det er begrænset, hvor mange produkter jeg har med mig, og I gider nok ikke læse om de samme fem produkter hele tiden, selvom de er fantastiske! I stedet har jeg tænkt mig at lave et lille skriv om mine all time budget favoritter. Som det ofte er tilfældet med favoritter, så er det nogle produkter, vi jævnligt nævner, simpelthen fordi vi ikke kan lade være. Det vil også være tilfældet her, men jeg synes alligevel det understreger hvor vild jeg er med produkterne, hvis de er kommet med i dette indlæg. I don’t kid around!
NYX Micro Brow pen
Ja ja ja, Tanja, hvornår stopper du med at snakke om den? Formegentlig aldrig. Jeg synes virkelig, den er god til at give naturligt definerede bryn, og så er det nemt at styre, hvor definerede de skal være. Den er en nøjagtig kopi af et langt dyrere produkt, og så koster den kun 85 kr. i Matas. Jeg kan vitterligt ikke komme i tanke om, hvorfor jeg ikke skulle elske dette produkt.
Elf Blushes
Jeg kan ikke huske, om min yndlings blush fra elf var den første blush, jeg nogensinde købte, men den var i hvert fald en af dem, og siden har jeg købt den mange gange. Elf blushes koster ingenting (ok, 45 kr. men det er skisme billigt!). Alt efter farven, så synes jeg virkelig, man får kvalitet for de 45 kr., og mine elf blushes kan sagtens måle sig med mange af min high end blushes både i applikation, pigmentering og holdbarhed. Især farven Tickled Pink er bare helt perfekt til min blege hud, da den gør netop det, en blush skal – den får mig til at se naturligt blushing ud. Du kan læse mere om dem her.
Loreal True Match flydende foundation
Jeg har faktisk aldrig lavet et helt separat indlæg om denne, hvilket er underligt, for jeg har brugt den mange gange i mange år efterhånden. Det, jeg godt kan lide ved den, er, at den er nem at påføre, mærkes ikke på huden og holder godt. Den kan have en tendens til at sætte sig på tørre plamager, men det har ikke afholdt mig fra at købe den igen og igen. Endnu en fordel ved L’Oréal er, at deres farveudvalg er strålende, så der er virkelig håb, hvis du falder lidt uden for normen både til den ene og den anden side. Du kan købe den her.
Peelende fodmaske fra Normal
Jeg har ikke tal på hvor mange af dem her, jeg har købt, siden jeg først skrev om dem her på bloggen for lidt over et år siden. Det er mange! Det er nogle plastikposer, man stikker fødderne i, og så trænger syren i poserne ind i fødderne og får huden til at peele af over nogle uger efterfølgende. Det er simpelthen alt for nemt og alt for smart at gøre op til sommeren, hen over sommeren og resten af året, hvis man gerne vil have pæne fødder, og så er det fuldstændig smertefrit. De er en tro kopi af Baby Foot, hvis I kender dem, men de koster kun 1/5 af prisen.
L’Oréal Pure Clay maskerne
Det er ingen hemmelighed, at både Maria og jeg er vilde med de her masker. Vi er begge helt vilde med den orange, som eksfolierer huden, hvis man skrubber den godt ind, når man påfører og fjerner masken, og så kan jeg også godt lide den lyseblå, der matterer huden. Maskerne er billige, og der findes nu 4 forskellige alt efter, hvilket problem man døjer med. Hudpleje til 100 kr. (endda ofte på tilbud til 80 kr. rundt omkring!) – jeg tror ikke, man kan gå galt i byen her!