Februar (og slut januar) har nok været den vildeste måned i mit liv hidtil. Jeg holder pause fra mit studie for at vende stærkere tilbage, og i slut januar fik jeg arbejde i en lille by i det sydlige Spanien. Der gik 10 dage, fra jeg blev tilbudt jobbet, til jeg stod med pakkede kufferter i lufthavnen. Her skal jeg være til midt april, hvor jeg rejser videre til Norditalien. Alt er gået SÅ hurtigt, og det kan jeg i hvert fald selv se på mine favoritter. Jeg har en meget begrænset mængde produkter med, og derfor er de stort set alle mine favoritter.
Her skulle der have været et eksotisk billede fra det sydlige Spanien. Så kom der tropisk storm #karma! I må klare jer med dette!
Clinique
Her kan jeg finde 5 forskellige produkter allerede, men det ville jo næsten bare være en gengivelse af sidste uges indlæg, og det vil jeg alligevel ikke byde jer. Kort kan det siges, at noget af den hudpleje jeg har med hjemmefra er hele Clinique Smart serien og Moisture Surge øjencremen. Den er jeg seriøst blevet afhængig af. Jeg er helt forbløffet over, hvordan de produkter får min hud til at føles.
Læs mere om produkterne her.
Duften af mælk og honning
Det her handler om min shower gel. Den er spansk, og det giver derfor ikke meget mening, hvis jeg deler navnet, for den fås alligevel ikke i Danmark, men den har virkelig mindet mig om en af mine yndlings dufte, som jeg ikke har brugt i noget tid. Mælk og honning. Jeg synes, duften er lækker og beroligende, tilpas sød uden at være for meget, og så er den ikke alt for kunstig. Hjemme ved jeg, at Palmolive laver en variant men honning (og mælk måske?), og den dufter også fantastisk og er lækker skummende. Jeg ved ikke hvorfor, men den her duft er for mig luksuriøs – måske fordi den er mere lækker, så produktet automatisk føles mere lækkert?
Formula 10.0.6 Wipe your face off
Jeg ved godt, at jeg for to uger siden sagde, at makeup wipes ikke er min primære makeupfjerner, men så skete der det, at jeg fik bøvl med min håndvask, og så bliver det pludseligt en del sværere at fjerne makeup. Der må jeg virkelig sige, at de her wipes har været life savers! De er lækkert fugtige – næsten lige så gode som rindende vand (i hvert fald hvis man står uden rindende vand!) og så kan de endda fjerne genstridig mascara. Du kan læse mere om dem her.
Estée Lauder Pure Color Envy Matte Lipstick i Restless
Her kommer et blast from the past. Jeg lavede et indlæg om denne læbestift i december 2016, og det er ingen hemmelighed, at jeg stadig elsker den. Da jeg stod og skulle pakke til den her tur, tænkte jeg ”6 måneder i syden? Hvilken læbestift kan jeg ikke leve uden?.” Svaret var jo klart. Der er jo ikke noget, der skriger spansk señorita, som denne smukke læbestift. Jeg er stadig, her en måned efter flytningen, mega bleg, men jeg synes virkelig det får denne farve til at poppe endnu mere, og jeg har faktisk fået enormt mange komplimenter på farven allerede, for når solen skinner, kan man jo have sprudlende læber hver dag (ikke at jeg nogensinde går op i det derhjemme).
L’Oréal True Match Mineral powder foundation
Tidligere har jeg snakket om Youngbloods mineral foundation, men den bliver ved med at stige i pris (seriøst?…), så jeg besluttede mig for at prøve et billigere alternativ. Valget faldt på denne fra L’Oréal, og indtil videre er jeg godt tilfreds. Den dækker ikke nær så godt som den fra Youngblood og arbejdes ikke ind i huden på samme måde, men jeg synes, den giver en flot, jævn hudtone uden jeg kan mærke den, når jeg har den på. Derfor er den helt ideel her i syden, hvor der er varmt, og overskuddet ikke er til følelsen af makeup. Den giver en let, flot hverdagshud til 145 kr.