Jeg kan ikke tro, det allerede er maj. Hvor bliver det her år af? Jeg føler lige, jeg afsluttede mine eksaminer, og nu er jeg i gang igen. Heldigvis står sommerferien og forhåbentlig godt vejr lige for døren, for som I kan se nedenfor, har jeg fundet mine forårs/sommerfavoritter frem.

Codage no. 1 serum

Dette serum har været en favorit det meste af året, men nu hvor vi rykker ind i de varmere måneder, har jeg været lidt spændt på, om fugten ville være for intens. Det er den slet ikke. Den fungerer perfekt også til min hud, der ellers ikke er tør-tør i sommerhalvåret. Jeg kan ikke anbefale den nok til de af jer, der har tør hud. Den har virkelig gjort underværker for min hud, og den gør det stadig nu, hvor huden skal klargøres til sommer. Jeg har skrevet et helt indlæg om den, som I kan læse her.

Essence waterproof mascara (og Loreal mascara)

Jeg går altid frem og tilbage mellem mascaraer. Nogle fungerer om vinteren, andre om sommeren og nogle kun om tirsdagen mellem 17 og 19. I april har lige netop denne kombination fungeret for mig. Jeg bruger L’Oréal Volume Million Lashes So Couture (den lilla) som base. Den er meget neutral men adskiller vipperne så fint. Ovenpå bruger jeg så Essence I Heart Extreme Waterproof, der holder vippernes form og samtidig giver et meget mørkt og defineret look. Når den bruges selv, kan den godt have lidt tendens til at klumpe, fordi børsten er meget stor (læs mere om det her), men kombinationen af de to er så fin, har jeg fundet ud af.

Hår(spænde)

Noget jeg virkelig har gjort mere ud af i april, end nærmest nogensinde før er mit hår. Måske skyldes det, at jeg er lidt træt af det for tiden. Det trænger virkelig til en klipning – men hvor? Anyway, jeg krøller, jeg glatter, jeg styler, og jeg sætter det anderledes. Jeg har tilmed købt et nyt spænde, jeg er helt vildt med, selvom 80% af alle andre også har det. Det er bare så fint og feminint, hvilket er perfekt til min stil. Og ja, jeg ved godt, at hår ikke er noget, vi gør voldsomt meget ud af her på bloggen, men jeg synes alligevel godt, jeg kan tillade mig at udpege et hårspænde som en favorit.

IT Cosmetics CC cream

Jeg har nævnt denne én enkelt gang før, men i slut marts kom IT Cosmetics endelig til Danmark, så nu er det vist på tide at få den frem i lyset igen. Den er nemlig en favorit ikke bare denne måned men hver måned, siden jeg i 2017 hev den med hjem fra USA. Jeg har enormt svært ved at finde foundations, der passer til min hud og farve, men denne er helt perfekt. Den er let, så jeg mærker ikke, jeg har den på, og så er den lyseste (som måske er den anden lyseste efter lanceringen af nye farver) helt perfekt til min hud. Det skyldes måske, den ikke er helt så pigmenteret som en foundation, og derfor er en eventuel farveforskel mindre tydelig. Jeg synes, den er perfekt til sommer, netop fordi den er lettere end en foundation, og så har den også SPF 50! Det er en kultfavorit, men Maria bryder sig ikke om den, så som med alt andet er der ikke andet for end at få den testet på egen hud.