Indlægget indeholder affiliate links.

De fleste faste følgere ved, at jeg har en forkærlighed for læbestifter – og især de dyre designer slags. Det er selvfølgelig ikke derfor, jeg kan lide dem, men de interesserer mig. Min samling indeholder bl.a. Tom Ford, Victoria Beckham (dog ikke en succes), Dior og Chanel, så man kan roligt sige at den nye her fra Loreal x Isabel Marant er i godt selskab, selvom den prismæssigt ikke kan være med. Og det er jo en god ting.

Selvom den prismæssigt ikke kan følge med de dyrere designermærker, så synes jeg faktisk, den performer ligeså godt langt hen ad vejen. Den kan ikke helt følge med Tom Ford, når det kommer til holdbarheden, for selvom den holder længe, så synes jeg, farven falmer fra det inderste på læberne efter nogle timer, hvis jeg både drikker og spiser i mellemtiden. Bemærkede I, at jeg skrev nogle timer? Det skal forstås helt ordret. Der er tale om en læbestift til 100 kr., der snildt kan holde nogle timer på læberne – og endda længere tid hvis man ikke udsætter den for mad eller drikke (hvem der så kan gå længere tid uden mad eller drikke, det vil jeg ikke spekulere i..) Den farve, som jeg har, er klassisk rød, og derfor synes jeg egentlig heller ikke rigtigt, den går af inden for en overkommelig tid. Der er mere tale om, at farven falmer.

Farven

Jeg har farven, Palais Royal Field, som er den mest klassiske røde i kollektionen, der spænder vidt. Jeg valgte netop denne farve, fordi jeg er meget mere tilbøjelig til at få denne farve brugt end nogle af de andre, og så føler jeg også, at en klassisk rød er den ultimative test. Enten har man nailet den, ellers er den der ikke. L’Oréal x Isabel MArant har dog nailet den. Farven er intens, mat rød – varm uden at være for varm, kold uden at være for kold. Den perfekte klassiske, postkasserøde læbestift. Læbestiften lægger sig jævnt på læberne, og dermed slår den altså Victoria Beckhams kollektion for Estée Lauder med flere længder.

Duften

Duften er god. Jeg har haft noget kropspleje, der duftede som den nogle år tilbage, men jeg kan selvfølgelig ikke huske hvilke. Den dufter sødt og lidt friskt på en naturlig måde, så den ikke bliver kvalm i længden. Det synes jeg er vigtigt, fordi jeg ikke er for vild med parfume på mine læber. Jeg ved godt, parfumen er der, selvom jeg ikke kan dufte den, men jeg er alligevel glad for, den ikke er enormt gennemtrængende, når man har den på.

Indpakningen

Jeg er vild med den firkantede indpakning. Man kan godt se og mærke, at den er billigere end de helt dyre mærker, men jeg synes ikke, det gør noget, for der er klart kælet for detaljerne. Låget er skråt, og det skal derfor sættes på i en bestemt vinkel. Ved samlingen mellem låget og selve læbestiften er der en smal, skinnende ”ring” hvorpå der står L’Oréal, men det er også det eneste, vi ser til deres mærke. På fronten af læbestiften står der ”SMILE,” mens fronten af låget siger Isabel Marant. Drejer man den én gang, står der:

Wear nothing but a smile and your style.

Wear nothing but a smile and some style.

Wear nothing but your smile.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg synes, det er en fin lille detalje, der vidner om intentionen bag kollektionen.

Da jeg købte min, engang i december, havde de endnu ikke fået displayet hjem til kollektionen, og de havde faktisk overvejet at sende produkterne retur, men i stedet besluttede de sig for at smide dem alle i en stor skål oppe ved kassen. Så ved I det, hvis I går forgæves – det kan betale sig at spørge! Selvom jeg formoder, de nok har fået displayet hjem nu..

Den kan købes i Matas og koster, som sagt, 100 kr.