Dette indlæg indeholder affiliate links

Jeg er faktisk ikke normalt en, der bruger intim wash. Nogle er til det, andre er ikke. Men da jeg så denne prøve i Matas (eller bladet Skøn, som man gratis kan snuppe i Matas), var jeg nødt til at tage en, for det skreg mig i øjnene, hvorfor man dog har valgt at putte parfume i den ene, og hvordan mon gel konsistensen er. Vi får jo altid at vide, at området ikke har godt af for meget udefrakommende og dermed også parfume. Den anden så jeg en annonce for på Facebook fra Libresse selv, hvor man kunne modtage en gratis prøve. Det kunne jeg naturligvis ikke stå for. Jeg synes, de normale intimsæber, jeg har prøvet, er meget tynde og ekstremt vandede i konsistensen, så derfor kan man vist roligt sige, at disse to skiller sig meget ud fra mængden. Det er ikke vores typiske område her på bloggen, men jeg synes dog alligevel at disse to skiller sig så meget ud, at de er lidt interessante at snakke om. Især det med parfumen. Det virker slet ikke logisk for mig, at jeg ikke må bruge almindelig sæbe der, men jeg må gerne bruge denne ph-sæbe med parfume? Well girls, jeg har taget en for holdet og testet den.

Hvis du ikke har lagt to og to sammen endnu, så skal det altså i dag handle om de to nye Daily Intimate Wash Gel som Libresse har lanceret. Den ene indeholder shea butter og mandelekstrakt, mens den anden indeholder aloe vera. De er begge to pH-balancerede, så de ikke går ind og forstyrrer det naturlige miljø, vi har. Der er ingen sæbe eller farvestoffer, de er dermatologisk og gynækologisk testet, og så indeholder de mælkesyre, der mig bekendt bidrager til at holde den naturlige pH-balance. Det eneste, der adskiller sig de to produkter imellem, er, at den med aloe vera er markeret som velegnet til sensitiv hud, og det er den anden ikke, og derfor vil jeg også langt hen ad vejen anmelde dem samlet.

Her ses de to Libresse Daily Intimate Gels ved siden af en anden tilfældig intimsæbe, jeg havde i skabet. Tjek lige hvor lækre de er i konsistensen til sammenligning!

Det, jeg allerbedst kan lide ved dem her, er, gelkonsistensen. Hvis man er en, der er vant til at bruge intimsæbe, så har man nok bemærket, at de er meget tynde i konsistensen. Det synes jeg i hvert fald, og de gange jeg i en periode har brugt det, har jeg ofte spekuleret på, om det mon er noget, andre også har tænkt over, og om der ikke går en masse til spilde ved, at man står der og prøver at holde vand i hænderne, mens bruseren skyller ned over en. Libresse har simpelthen løst det problem ved lanceringen af disse produkter. De har en tyk, gelkonsistensen, som skal presses ud af tuben, og når man påfører dem, skummer de let op. De er stadig lettere og mere vandede i konsistensen, når de skummer op, end for eksempel en shampoo er, men der gør kun, at de er nemmere at vaske væk.

Den med shea butter og mandelekstrakt dufter virkelig godt. Rent, lidt sødt og nøddeagtigt men uden at være kunstig. Den anden dufter mere klinisk rent, som produkter med aloe vera har det med at gøre. Udover duften er der ikke nogen bemærkelsesværdig forskel på anvendelsen, og jeg tror ikke, duften bliver hængende, men jeg synes, den dufter godt. Hvis man er en, der føler sig utilpas, så kan det måske give lidt ro i sindet, at der er duft i, selvom man ikke skal forvente, der dufter af shea butter og mandelekstrakt, hver gang man hiver ned i bukserne. Man skal dog være opmærksom på, at den ikke er markeret egnet til sensitiv hud netop på grund af duften. Jeg har ikke selv oplevet nogle problemer i forhold til det, men jeg vil heller ikke betegne mig som værende særligt sensitiv i det område. Personligt er jeg nok mest til den med aloe vera, selvom jeg ikke reagerer på duften, så synes jeg, det er lidt unødvendigt med al den parfume alle vegne, men det kan man jo gøre op med sig selv. Duften gør, at den føles mere luksuriøs at bruge, og det er der nok nogle, der er til.

Endnu en lille forskel på de to produkter er, at den med shea butter og mandelekstrakt er lidt perlemorsagtig i farven, mens den med aloe vera er helt klar.

Alt i alt er jeg positivt overrasket over produkterne, og hvis jeg stod og skulle vælge mellem disse og andre intimsæber på markedet, så ville valget nok falde på denne med aloe vera, for deres konsistens er bedre end øvrige intimsæber, jeg har stiftet bekendtskab med.

De kan købes i Matas, hvor de koster 37 kr. pr stk.