Som jeg før har nævnt her på bloggen, er mine læber virkelige tørre. Faktisk er min hud bare tør! Min hud er dog blevet endnu mere tør, efter jeg er rykket til Toronto, hvor der er utrolig meget klor i vandet, og det har virkelig en effekt på huden og håret. Når det så er sagt, synes jeg ikke, at jeg kan mærke den helt store forskel på mine læber, da de jo som sagt altid har været utrolig tørre.
Det er ikke så længe siden, jeg gav et indblik i nogle forskellige læbeprodukter, som jeg har prøvet, og der var ikke nogle at råbe hurra for. Jeg har dog i længere tid haft et produkt på min liste, som jeg bare ikke har fået mig sammen til at købe, fordi det skulle købes over Amazon derhjemme, men her i Canada har jeg fundet det i Sephora, så nu har jeg endelig fået taget mig sammen til at prøve det.
Vi snakker om det Koreanske hudplejemærke Laneige. Et mærke, som jeg efter at have købt masken, er blevet anbefalet af den makeupartist, som er med på sættet, når vi filmer, så det må være et mærke, der kan noget. Det er i hvert fald et mærke, jeg gerne vil afprøve noget hudpleje fra, når min engang begynder at løbe tør.
De beskriver dette produkt som en maske, men selve konsistensen er ikke, synes jeg, meget anderledes i forhold til en læbepomade, andet end at den er blød, og den klistrer ikke, som nogle læbepomader kan gøre. Jeg elsker konsistensen på den, da den bare er mega behagelig.
Den har en meget mild duft, hvilket jeg også godt kan lide, da den så ikke på nogen måde smager af parfume. Jeg hader, når mine læbeprodukter smager af parfume, da den smag så bare er i munden hele dagen.
Der medfølger en lille læbe applikator, hvilket er så smart og gennemtænkt, da man så ikke skal have sine fingre ned i krukken for at få produkt op. Så plus points for det.
Selve produktet indeholder en fugtteknologi, som ved hjælp af mineraler skulle hjælpe med at holde på fugten i 8 timer i huden. Den indeholder meget C vitamin og antioxidanter, som kommer fra hindbær, jordbær, tranebær, gojibær og blåbær, som skal hjælpe med at berolige og blødgøre huden.
Måden, som jeg bruger den på, er ved at påføre et fint lag om aften og så sove! Det kunne ikke være nemmere. Den er dog så lækker, at jeg også har brugt den på andre tidspunkter, fordi jeg ikke kan lade være.
Jeg synes virkelig, det er et godt produkt, og et af de bedste læbeprodukter jeg har prøvet. Ikke fordi at mine læber aldrig bliver tørre nu, men fordi når jeg har brugt den, så er mine læber dejligt bløde, og de ser så fine ud. Den er nemlig, som en maske du bruger på ansigtet. Du tager den i brug, når du kan mærke eller se, at din hud har brug for et ekstra kick. Jeg vil dog sige, jeg bruger meget mindre læbepomade, efter jeg er begyndt at bruge den her hver aften. Men jeg skal nok opdatere om den fortsætter med at være lige så god, når vejret bliver koldere.
Kan købes her