Projektet

Jeg har haft gang i et lidt vildt projekt, hvis jeg selv skal sige det. I hele oktober levede jeg 100% plantebaseret, og jeg spiste helt efter bogen; ingen hvede, ingen pasta, ingen lyse ris, ingen sukker, ingen forarbejdede produkter og ingen alkohol. Jeg startede egentlig eksperimentet for at se, hvordan min krop indvendigt ville føles, men det blev ret hurtigt interessant også at se, hvordan min krop blev påvirket udenpå – altså om det vi spiser, har en effekt på vores udseende.  Fordi jeg ikke havde skænket det en tanke inden, at det kunne have en effekt på mit udseende, har jeg desværre ikke taget nogle før og efter billeder til formålet, men jeg tror, de fleste ved, at det naturligvis har en effekt, når vi ændrer vores madvaner, og forhåbentligt kan jeg biddrage lidt til, hvor hurtigt man kan se resultater.

De fleste er bekendte med, at akne kan reduceres, hvis man opgiver mælkeprodukter. Jeg er ikke professor, men det hænger sammen med fedtet/sukkeret i laktosen, tror jeg. Mange er også bekendte med, at huden slår ud, hvis man spiser chips en hel weekend. Ligesom mange kender til, at huden (og hovedet, bevares!) virker lidt kedelig og grå, dagen efter en våd fest. Derfor kommer det nok heller ikke som en overraskelse for de fleste, når jeg allerede i starten af dette indlæg kan konkludere, at det vi putter i munden, har en effekt på vores udseende.

 

Disclaimer

Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg på ingen måde skal spille hellig. Det var et eksperiment mellem min kæreste og jeg baseret på en dokumentar om sundhed, vi så, fordi min veninde anbefalede mig den. Kost er en underlig størrelse, og jeg synes, det er vigtigt at påpege, at man altid skal lytte til sin egen krop! Men I kender også godt de der sundhedsfreaks, der mener at spinat smager ligeså godt som hvidt brød, ikke? Jeg ville gerne prøve at se, om jeg kunne nå til det punkt. Det kunne jeg ikke. Spinat er stadig bare spinat. Rigtig mange vil nok sige, ”jamen Tanja, at leve uden alle de ting – hvad spiser man så overhovedet? Og det er jo ikke holdbart i længden!” og der har de ret. Jeg ville heller ikke kunne leve sådan for evigt, og derfor besluttede vi os for at se, hvor hurtige resultater, vi kunne opnå. Er en måned overhovedet nok?, spurgte vi os selv mange gange inden. Jeg skal også være den første til at indrømme, at da vi sluttede eksperimentet (på min fødselsdag endda), indtog jeg både chokolade, hvidt brød, kanelsnegle og vin.

Inden jeg kommer til mit forløb vil jeg også lige indføre, at det er vigtigt, man spiser varieret og får sine kalorier. Man skal være sund – ikke sulten! Jeg satte mig grundigt ind i, hvilke kosttilskud jeg havde behov for ved siden af (det viste sig kun at være B12), og så brugte jeg en del tid på at lære, hvilke grøntsager indeholder hvad, så jeg var sikker på at få alle mine vitaminer. Det er aldrig noget, jeg før har sat mig ind i, men det er jo klart, at det er der, man skal sætte ind, hvis man vil føle sig sundere. Samtidig betyder det også, at man ikke kan opnå samme gode resultater, hvis man bare spiser kartofler og æbler i en hel måned.

 

Hvem kan måske få gavn?

Til sidst vil jeg gerne sige, at jeg egentlig også kun vil anbefale sådan en striks kostomlægning, hvis man virkelig har et problem med sin hud, eller man bare er nysgerrig. Går det dig meget på, at du har akne eller urenheder, så må du jo opveje, om det er værd at opgive mælkeprodukter i en periode (måske for evigt) for at se, om det hjælper. Jeg vil på ingen måde pådutte andre, at de SKAL følge denne kost for at ”blive smukke,” for det er en striks kur, og der er godt nok også noget smukt over en kvinde, der hviler nok i sig selv til at kunne nyde en pizza og drikke et glas vin. Det var som sagt slet ikke af forfængelige årsager, at jeg kastede mig ud i projektet, men hvis man har et eller andet problem f.eks. med sin hud eller sin udstråling, så kan man gøre op med sig selv, om det er det værd. Hvis man har noget, man bøvler meget med, tror jeg også man vil se, at man har en helt anden motivation for at lykkedes. Sådan var det i hvert fald for mig. Jeg var virkelig spændt på at se, om jeg kunne holde det, om jeg ville blive sulten, og om jeg generelt ville have det bedre.

 

Klik ind forbi i næste uge hvor jeg fortæller mere om mit personlige forløb. Det har været noget af et forløb, og derfor ville indlægget simpelthen blive uendeligt langt, hvis det hele skulle stå i bare ét indlæg.