Som I nok har fundet ud af, befinder jeg mig i Toronto lige nu. Jeg er praktikant ved et produktionsselskab, som er ved at optage sæson 4 af en af deres serier. Det hele er en mega fed oplevelse, men der er en ting, som jeg har lagt mærke til herovre, som ikke helt er det samme derhjemme. Komplimenter. Jeg tror aldrig nogensinde, at jeg har fået så mange komplimenter, som jeg har fået på den 1,5 måned, jeg har været her. Det sjove ved en kompliment er, at det kan være en lille ting som ”hvor er dit hår flot” eller ”du har fine sko på”, små ting og ja måske ofte overfladiske ting, men små ting som altid ender med at gøre én virkelig glad.
Jeg har fået komplimenter på mit tøj, hår og makeup fra mange forskellige mennesker, og hver gang er jeg blevet overrasket, da man ikke helt er vant til det hjemme fra Danmark. Vi kan godt engang imellem tage os sammen og give et kompliment, men det er ikke noget, som man vælter rundt i.
Men Maria det her er en beauty blog, hvad har det her med beauty at gøre? Når du får et kompliment, bliver man altid glad, og når man bliver glad, smiler man mere. Det er her beautydelen kommer ind. Når man er inderligt glad, udstråler man det også, og det er jo helt naturligt skønhed i sig selv. Derudover har det også noget at gøre med at løfte hinanden op i stedet for at pille hinanden ned, og det er vi store fortalere for her på bloggen. Det ville nemlig være meget sjovere at være kvinde, hvis man kunne hjælpe hinanden frem for at finde hinandens fejl altid.
Det her er også en påmindelse om noget, som jeg selv prøver at være bedre til. Hvis du synes nogens bluse eller sko er flotte, så sig det! Det kan redde en hel dag, fordi nogen sagde noget positivt til dig. Hvis du elsker neglelakken, så sig det! Det behøver heller ikke kun at være fysiske ting. Det kan også være ”hvor ser du glad ud i dag” eller ”hvor var det fedt at arbejde med dig på det her” små ting, som er positive kan gøre en stor forskel for vores udstråling og vores vælvære. Man siger jo også, at skønhed skal komme indefra.
Jeg har aldrig tænkt over, hvor meget det kan påvirke en, når man får et kompliment, og det er også kun fordi, jeg har været så heldig at få så mange på det sidste (jeg praler, jeg ved det godt, skal nok stoppe nu!), og hver gang er jeg blevet mega glad over små ting. Så dette indlæg er mere en reminder; sig nu noget til folk, hvis du synes, de ser godt ud, eller de har prøvet noget nyt, og selvfølgelig altid med gode, positive intentioner. Jeg arbejder selv videre med dette råd og håber på, jeg kan blive lige så god til det, som de canadiere jeg har mødt herover.