Jeg vil starte med at bruge ordet “NEJ” omkring dette produkt, som jeg vil snakke om i dag, for det har nemlig ét meget afgørende minus ved sig, som gør, at jeg ikke vil købe produktet igen. Garnier har været med på hele micellar cleansing water bølgen, og nu har de lanceret endnu et produkt i serien, nemlig en Micellar Cleansing Gel Wash. Dette produkt skal rense, fjerne makeup og berolige huden. Den er lavet til normal og sensitiv hud, så jeg vil sådan set sige, at de fleste kan bruge den, og så indeholder den hverken parfume eller parabener. Derudover fremgår det, at den kan bruges i hele ansigtet samt øjne og læber. Jeg syntes først, at dette produkt var utroligt spændende, fordi jeg synes, at micellar vand er lidt for “svagt” til at fjerne f.eks. mascara med, og derfor var mine forhåbninger for dette produkt altså store. Det er for mig også et plus, at den kan bruges på sensitiv hud, da jeg har meget rødme i mine kinder, og jeg vil derfor ikke være for hård ved området, ligesom det er smart, at den kan både fjerne makeup og rense huden, så man på den måde sparer et produkt – jeg vil dog anbefale, at man så vasker huden to gange for at være sikker på, at man får alt makeup og snavs af.

Indpakning

Indpakningen, synes jeg, er utrolig fint lavet, og der får de helt sikkert 10 ud af 10 fra mig. Det fungerer, som det skal, og er meget praktisk. Det er en gennemsigtig flaske, så man kan følge med i hvor meget produkt, man bruger, og så har den en pumpe, som er i Garniers klassiske pink farve. Pumpen kan låses, så den ikke kan trykkes ned, hvilket gør den utrolig nem at have med på tur. Hvis det stod til mig, ville alle sæber have en pumpe, for det gør livet så meget nemmere som forbruger.

Anvendelse

Der står bag på, at den skal påføres fugtig hud, derefter skal man skumme op med vand, massére let med fokus på læber og øjenområde og derefter skylle af. Jeg vil sige, at produktet virker helt sikkert bedst, hvis det bliver påført på fugtig hud. Det kan også fungere, hvis man fugter sine hænder, og så påfører produktet, men man kan altså ikke helt undgå at produktet skal i kontakt med vand på den ene eller anden måde for at fungere optimalt.

 

Min oplevelse

Produktet virker egentlig okay, men det når ikke min kokosolie til sokkeholderne. Det fjerner min makeup, medmindre jeg bruger vandfast mascara, hvor 90% så sidder tilbage efter at have renset to gange. Bruger jeg ikke vandfast mascara, kan den godt fjerne min mascara, men det kræver noget arbejde. Jeg har ikke oplevet problemer i forhold til min ansigts- og øvrige øjenmakeup. Når det så er sagt, så er der et stort minus ved produktet – særligt fordi det er markedsført til sensitiv hud – det svier, og det svier ikke bare lidt. Jeg er normalt ikke sart, men HOLD DA OP! Det kunne måske være til at leve med, hvis produktet derudover var fantastisk, men det er dette ikke. Kokosolie er i min verden en sikker 10 ud af 10, og så vil jeg nok give dette produkt 5 ud af 10, fordi jeg ikke synes, den gør det, den skal som makeupfjerner. Den er fin til at rense huden, men der findes mange bedre produkter, som jeg nok vil vælge fremfor dette en anden gang. Idéen var god, men selve udførelsen mangler efter min mening lidt gennemarbejdelse, så den kan fjerne alt makeuppen og gøre det skånsomt! Bruger man mindre makeup, fremstår den måske mere effektiv, men det er under alle omstændigheder træls, at den svier sådan i øjnene.