Dette indlæg indeholder affiliate links.

Det sker ikke så ofte, at jeg bruger den her type af makeupfjerner, for jeg synes egentlig ikke, de er grundige nok. Når jeg endelig bruger dem, så bruger jeg vildt mange af gangen for at føle, jeg kommer til bunds. Jeg synes dog, de er gode at have, når jeg er på farten f.eks. en sen aften hjem i toget eller ombord på et fly. I denne omgang har jeg testet Formula 10.0.6 Wipe Your Face Off face wipes.

Da jeg åbner pakken, er det første, der slår mig, duften. De dufter kraftigt – ikke dårligt – men kraftigt, lidt sødt og meget friskt af frugt. Det skyldes, at de indeholder pink grape og æble. Jeg kan ikke se bagpå, at de skulle indeholde parfume, men duften må stamme fra al den frugtekstrakt, der er i.

Det næste, der slog mig, var, hvor dejligt fugtige servietterne er. Nogle renseservietter er tørre, og der er ikke ret meget produkt på, hvilket gør, de ikke er ret effektive. Sådan er det ikke med dem her. De er virkelig våde – på den gode måde for man får virkelig noget produkt for pengene, og det gør altså også, at de er mere effektive; de kan endda fjerne mascara, hvilket ellers er en sjældenhed for wipes. MASCARA!. Samtidig har servietterne en god tykkelse, hverken for tykke eller for tynde men lige tykke nok til at opsuge makeupfjerneren. Noget, de virkelig har nailet, hvis du spørger mig, er, at servietterne forbliver våde efter pakken er åbnet. Det varer nok ikke ved evigt, men jeg har nogle gange oplevet med andre mærker, at servietterne er tørret ud i pakken, inden jeg har nået at bruge dem alle. Hvis der er 25 servietter i en pakke, skal de som minimum holde sig fugtige i 25 dage! Det gør disse. Jeg kan ærlig talt ikke huske, hvornår jeg åbnede dem, men det er mere end 25 dage siden, og de er stadig fugtige som nye. Det var jeg ellers meget nervøs for, at de ikke skulle være, fordi pakken lukkes med en klistermærke, og jeg synes sjældent, sådanne slutter helt tæt.

Når man bruger en alt-i-en wipe som disse, så vil jeg dog stadig mene, at man ikke kan forvente alverden. Medmindre jeg er i en situation, hvor jeg ikke har andre muligheder (f.eks. på et fly), så vil jeg ikke bruge dem som min primære/eneste makeupfjerner. De er rigtig gode til det, de skal, for de fjerner effektivt makeup (endda mascara – hvor sjældent sker det lige med wipes???) uden at være for grove ved huden eller øjnene, men hvis I spørger mig, så skal de også kun det. De skal supplere en almindelig renserutine. Jeg bruger dem gerne til at fjerne min ansigtsmakeup (foundation, blush og lignende), inden jeg går i gang med min renserutine, men det er altså nogle af de få renseservietter, jeg har oplevet, der kan fjerne mascara og anden makeup ordentligt.

En pakke med 25 wipes kan købes på spashop.dk til 39 kr.