Hvis I følger os på Instagram, har I måske set, at Maria har lagt et billede op af Estée Lauders Double Wear Light Foundation, som hun er glad for (læs mere om denne en anden dag). I dag vil jeg fortælle lidt om forgængeren.

Markedsføringen

Der er tale om en foundation, som man næsten ikke kan undgå at have hørt om på et eller andet tidspunkt, hvis man interesserer sig en smule for makeup, for den har været hypet helt vildt på et tidspunkt. Den bliver markedsført som en super langtidsholdbar semi-mat foundation, der kan holde i op til 24 timer, en foundation der ser fejlfri og naturlig ud, og som føles let og behagelig at have på, samtidig med at den har medium dækkeevne. Derudover skriver Estée Lauder også på deres hjemmeside, at den ikke skifter farve på huden i løbet af dagen, og at den ikke flytter sig på huden eller smitter af på tøjet.

 

Holdbarheden

Her kan jeg ikke andet end at sige, Estée Lauder har ramt plet. Den er super langtidsholdbar og sidder pænt på huden meget længe. Jeg har af gode grunde ikke haft den på i 24 timer i streg (jeg har jo brug for min skønhedssøvn!), så det kan jeg ikke kommentere på, men det er den foundation, jeg har oplevet, der bliver siddende længst på huden og ser ud, som den gjorde, da man tog hjemmefra. Dermed også sagt, at den hverken flytter sig eller skifter farve på huden i løbet af dagen.

 

Hvordan ser den ud og føles på huden?

Jeg vil give dem ret i, at den er semi-mat – måske lidt mere på denne matte side og hvis man påfører for meget, kommer den hurtigt til at se tung og pudret ud. Det kan være svært at ramme den rette balance for, hvor meget der skal påføres, uden den ser og føles tung, men jeg synes, det er nemmest at opnå den rette mængde og arbejde med produktet, hvis jeg påfører den med fingrene, fordi produktet er forholdsvis tykt. På den måde kan jeg nemmest opnå et fejlfrit, jævnt og naturligt look, som de beskriver på hjemmesiden, samtidig med at den har en god dækkeevne (kæmpe plus at man ikke skal gå på kompromis med dækkeevnen ved at påføre et tyndt, fint lag). Modsat Estée Lauder synes jeg, dækkeevnen bør kategoriseres som høj. Den dækker rigtig flot, og det kan faktisk næsten blive for meget – ikke at jeg ønsker at urenheder og lignende skal skinne igennem, men jeg synes alligevel, det er mest charmerende, hvis nogle af hudens personlige træk skinner igennem, så foundationen ikke ser alt for falsk ud. Påføres den rette mængde, føles den let og behagelig på huden, hvilket jeg var overrasket over. Jeg synes tit, jeg oplever, at en foundation med en høj dækkeevne bliver kaget, tung og træls på huden, men det har jeg ikke oplevet med denne, medmindre der er påført for tykt et lag.

Når alle disse roser er delt ud, vil jeg dog sige, at den efter min mening egner sig bedst til dem, der har decideret fedtet hud. Jeg har kombineret hud og tænkte, at det nok liiige ville gå an alligevel (og blev måske også lokket lidt af hypen), men den klinger sig altså til de tørre områder på min hud og nærmest fremhæver dem. Det skyldes også, at den slet ikke indeholder olie (og at den jo er forholdsvis mat), så den er ikke på den måde smidig på tør hud. Den ser smuk, jævn og fejlfri ud på afstand, men sagen er altså en anden, når man kommer lidt tættere på, og man kan se, de små tørre områder. Har man derimod fedtet hud, er det jo en fordel, at den ikke indeholder olie. Selvom man kunne tænke, at den høje dækkeevne er tiltænkt urenheder, så skal man træde varsomt, for urenheder har det jo også med at tørre ud, og så vil denne foundation klinge sig til dem og fremhæve dem.

 Som I kan se, er konsistensen forholdsvis tyk, og den løber ikke ned ad hånden, når man hælder lidt ud til brug. Det kan besværliggøre påføringen lidt, da den kan være svær at smøre ud, men lykkedes det, er den SÅ smuk. 

 

Farverne

Vi kender vist alle det der med at købe en foundation i Matas og så komme hjem og finde ud af, at det ikke er den helt rigtige farve. Det er ofte sket for mig, for jeg er åbenbart ualmindeligt bleg, og selv de lyseste farver på hylden er for mørke til mig. Den situation behøver man ikke frygte hos Estée Lauder, hvad end man er lysere eller mørkere i huden end gennemsnittet. Deres foundations er først og fremmest inddelt efter undertonen i huden, således at C står for ”cold” – og altså er beregnet til dem, der har et køligt skær i huden, hvad end man så er lys eller mørk. N står for ”neutral,” og W står for ”warm”. Der er mange af de lidt dyrere mærker, der bruger denne skala, og det er jo smart, for vi er alle forskellige. Derudover er der indenfor hver ”kategori” (altså C, N og W) et utal af farver, således at man kan finde en 1C0 eller 1C1, der er de to lyseste i den kolde serie, eller 7C1 der er den mørkeste i den kolde serie. Hvis det skulle interessere nogen, har jeg farven 1C0 ”Shell”. Den er meget lys, og netop fordi den er mat, kommer jeg hurtigt til at se pudret og ligbleg ud, så selvom jeg normalt bare skal have den lyseste af de lyse, så kunne jeg lige netop her, nok godt have taget en, der var et nummer eller to mørkere.

 

Indpakningen

Produktet er pakket ind i en tung, mat, glas ”flaske,” der skriger luksus. Jeg ved ikke, hvad det er, men der er noget over foundation i glas. På flasken er deres logo og navn printet med guldskrift, der matcher det guldbelagte plastikskruelåg og klistermærket under bunden, der indikerer farven og indholdet. Her stopper herlighederne så også. Udadtil skriger den jo luksus, men hvorfor er farven påklistret med et klistermærke? Det er jo smart, at man kan åbne det og læse om ingredienserne, men jeg havde hellere set, at dette stod på æsken, som den kom i, og de så havde printet farven på bunden, for selvom klistermærket sidder rigtig godt fast, så kunne jeg godt forestille mig, at det en dag kunne falde af. Det er en lille ting, men det er altså træls at skulle købe ny foundation og ikke kunne huske, hvilken farve man havde sidst. Når man tager låget af, mødes man med den kolde kant fra glasflasken, og man må hælde foundationen ud på bagsiden af hånden inden påføring. En plastik pumpe ville måske ødelægge det lidt eksklusive look, men det havde været langt mere brugervenligt.

 

Alt i alt

Jeg er slet ikke i tvivl om, at det er en god foundation, HVIS den passer til din hud. Det gør den desværre ikke rigtigt hos mig, da jeg ofte oplever, at den klinger til de tørre områder af min hud, og det har også resulteret i, at jeg bruger den meget sjældent. Har man derimod fedtet hud, så tror jeg, man kunne blive rigtig glad for denne foundation. Jeg blev selvfølgelig lidt skuffet over mit køb, men jeg erkender også, at det er min egen skyld for ikke at have sat mig ordentligt ind i produktet, mere end det er produktets skyld. På de områder af min hud, hvor jeg ikke bliver tør, ligger den nemlig rigtig flot og holder hele dagen, samtidig med at den føles let på huden, og det kan man jo aldrig klage over. Jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at det er den flotteste foundation, jeg har arbejdet med, hvis altså den kan enes med huden under. Derudover er det et kæmpe plus, at der er så mange farver at vælge imellem, da det gør det nemmere at finde en farve, der passer, ligesom det er en fordel, at den ikke skifter farve i løbet af dagen – what you see is what you get – og hvis den passer din hud i dagslys, når du først prøver den, så vil det stadig være din farve, når du får den med hjem og begynder at bruge den. Som en ekstra lille bonus kan det nævnes, at den er parfumefri.

Den kan bl.a. købes på Lookfantastic, hvor prisen svinger mellem 270 og 279 kr. alt efter farven.