Efter min rimelig uheldige oplevelse med Aesop, havde jeg behov for at prøve en deodorant, som jeg ville føle kunne nulstille hele situationen. Problemet med Aesop deodoranten var, at den fik mig til at lugte af sved – eller jeg følte i hvert fald selv, at jeg lugtede – og det siger ikke så lidt, eftersom jeg er typen, der kan glemme at bruge deodorant en enkelt dag uden at lugte af sved, hvis man spørger mine nærmeste. Derfor havde jeg brug for at bruge en deodorant, hvor det skulle være umuligt at lugte af sved, og sådan havde jeg hørt, det var med denne fra Ducray, Mette Milan (Make_everything_up på Instagram) har snakket en del om denne, og flere af hendes følgere er vendt tilbage med positive anmeldelser, så der var ingen tvivl: det var denne jeg måtte have fingre i.


Hold nu.. Den har virkelig kickstartet systemet for mig. Det skal nemlig siges, at jeg, efter jeg havde købt den, snakkede med Maria om den, og den virker overhovedet ikke på hende. Sådan er vi jo så forskellige, og det er svært at sige, hvad der gør forskellen. Jeg ville dog sige, at alle der har problemer med svedlugt, eller føler at de lugter af sved, roligt kan kaste de 100 kr. efter denne på apoteket og give den et forsøg. Det gjorde både Maria og jeg jo netop, fordi den får så gode anmeldelser fra alt fra håndværkere til kvinder i overgangsalderen til teenagere med kroppen fyldt af hormoner.
Der er tale om en roll-on deodorant mod overdreven (excessive) sved. Den er antiperspirant, transparent og lugter lidt skarpt/medicinsk i beholderen, men jeg synes ikke, den lugter af noget, når den først er påført. Da den er antiperspirant, går den ind og danner en hinde på huden, således at sveden ikke kan trænge ud i op til 48 timer. Det er selvfølgelig ikke noget, man mærker, og der er mange deodoranter, der har den effekt, men jeg synes virkelig, den virker. Det betyder dog også, at det er skrappe sager, og man skal derfor ikke bruge den, hvis huden er ødelagt, eller man lige har barberet sig. Jeg har sarte armhuler, og jeg er kommet til at bruge den lige efter barbering, fordi jeg er glemsom, og det skete der ikke noget ved, men nu er i advaret. Jeg er altid lidt skeptisk, hvis jeg læser, at en deodorant holder i så og så mange timer, men denne holder mine armhuler svedfri i 48 timer og mere til, vil jeg sige.
Den kan købes her til 100 kr., men dit lokale apotek og apoteket i Magasin har den også.