Ligesom Maria i sine månedsfavoritter skrev, at hendes hud har været tør, ja, sådan har min hud også været. Helt ukarakteristisk for min hud, og jeg har slet ikke kunne finde ud af, hvad jeg skulle gøre ved den. Jeg har prøvet Origins Drink Up Intensive mask, som Maria brugte, og den så ikke ud til at kunne kurere problemet. Heller ikke min trusty Embryolisse kunne klare ærterne denne gang, så der skulle nye produkter til, og i den forbindelse har jeg prøvet denne maske fra Dr. Jart. Masken skal tilføre huden fugt og modvirke dehydrering.

Hvad er det for en maske?

Det er en sheetmaske, og det er altså altid lidt svært med dem, er det ikke? Jeg må i hvert fald erkende, at jeg aldrig bliver god til at håndtere dem. Når den tages ud af pakningen, er der en slags film på den ene side, som pilles af, inden masken påføres, men så langt når jeg slet ikke, for mit problem opstår allerede ved at folde masken ud. Selve sheetet (altså masken) hænger jo sammen, for fa’en. Det er jo ikke Dr. Jarts skyld, men det gør altså processen mere besværlig. Derudover så er det som om, de her masker aldrig rigtig passer? Hvordan kan man dog også forvente det, når de skal kunne bruges af 5 milliarder mennesker på jorden (har ikke talt børn med). Denne fra Dr. Jart var lækkert snasket, så den nemt kunne klæbes fast til huden, og i det henseende var det faktisk en af de bedste sheetmasker, jeg har prøvet, for den sad der virkelig bare – dog lidt for tæt på mine øjne i forhold til mit velbehag, men sådan er det jo.

 

Virkede den?

Jeg mærkede intet, mens den var i brug udover den utrolig skarpe, menthol/mint/medicinske duft, der forfulgte mig i 20 minutter, mens jeg havde masken på. Efterfølgende var der ret meget snask tilbage på huden, som jeg forsigtigt forsøgte at massere ind… Efter en evighed gav jeg dog op, tog en vatrundel og fjernede det overskydende. Da virkede min hud gennemfugtet og slet ikke tør – særligt min hage så helt anderledes ud, som om den var mere jævn.

Næste morgen så min hud overordnet bedre ud – den så frisk, sundere og mere jævn ud, og det gør den stadig. Når det så er sagt, så er problemet ikke væk. Min hud er stadig tør på kinderne, hvor den var allertørrest før, mens problemet er væk på næse, hage og pande.

 

Alt i alt…

Det er en af de bedre sheetmasker, jeg har prøvet. Jeg er altid lidt skeptisk hvad angår denne slags produkter, hvor man kun kan prøve dem én gang, for hvor meget kan de lige gøre ved én anvendelse? Denne maske kan åbenbart et eller andet, selvom den sælges enkeltvis, for min hud ser – her flere dage efter – stadig friskere og jævnere ud. Dog skal man ikke forvente mirakler, hvis man har knastør hud, og jeg vil sige, at masken nok er bedst egnet til dem, der har normal eller kombineret hud, hvor huden dehydreres i perioder. Masken koster 50 kr. og kan købes i Sephora.