Jeg har snakket om, at jeg vil begynde på The Curly girl method (herefter CGM) i et stykke tid nu, og jeg er nu endelig kommet i gang! Corona har gjort det lidt lettere i og med, at jeg bare går hjemme og laver ingenting. Inden jeg gik i gang med metoden, vidste jeg godt, at der var flere ting, jeg lige skulle have styr på, og det kan derfor godt være lidt uoverskueligt, lige når man går i gang. 

En lille ting jeg lige vil nævne er, at jeg har nogle få “rigtige” krøller i mit hår, men for det meste er det nok mere bølger eller fald, så jeg beklager, hvis jeg kommer til at beskrive det som krøller, selvom det ikke er rigtige “krøller”. Jeg har nok altid haft en form for krøl og fald i mit hår. Jeg har små babyhår, som virkelig krøller, og det kan alle i mit liv sige god for, for det er nemlig dem, der stirrer på dem, i og med jeg har opgivet at kontrollere dem. Jeg er på ingen måde en hårperson og kan godt lide bare at lade mit hår være, og derfor er det her virkelig også noget af et projekt for mig. Jeg har sat mig for at prøve det i en måneds tid, muligvis lidt mere nu hvor mit arbejde er blevet rykket endnu en gang, men indtil videre så er det en måned, jeg går efter. 

Hvad skal man undgå? 
Det første man skal gøre er simplethen at få kigget sine produkter igennem, for på CGM må man kun bruge produkter, der ikke indeholder: 

  • Sulfater -> Det udtørrer håret 
  • Silikone -> Lave en hinde på håret, kan kun vaskes væk med sulfat 
  • Udtørrende alkolhol -> gør håret tør 
  • Varme 
  • At børste tørt hår 

Det med varme er virkelig ikke et problem for mig, i og med jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst brugte varme på mit hår. Det med ikke at børste sit hår…er et virkelig stort problem for mig, men jeg prøver virkelig på at holde det, så godt som muligt. En anden ting er, at man simpelthen bliver nødt til at prøve sig lidt frem med den her metode, da alles hår reagerer forskelligt. Min rutine er måske ikke den perfekte rutine for dig… Jeg har nemlig heller ikke en perfekt rutine for mig selv endnu, men jeg arbejder på det! 

Produkter
De produkter, som jeg bruger lige nu, er Love, Beauty & Planet mure mure Butter & Rose Sulfate-free shampoo, og så bruger jeg deres Shea butter og sandalwood oil conditioner. Jeg skrev i et indlæg, hvor jeg anmeldte den, at den ikke var CGM godkendt, men ingredienserne på deres hjemmeside matcher ikke helt med dem, som står på flasken, så jeg dobbelttjekkede og den er faktisk CGM godkendt. 

Der er noget, som hedder en co-wash, hvilket betyder, at du vasker dit hår med en balsam med meget få ingredienser i, men da jeg ved, at jeg på ingen måde vil kunne overleve at vaske mit hår med balsam, har jeg valgt at bruge en sulfatfri shampoo til at starte med, og så må jeg se på det med co-wash hen af vejen. 

Jeg bruger Curly Girl Method (kan købes i normal) Leave-in spray. Jeg er ikke særlig glad for duften på den, desværre, men den virker rigtig fint til det, den skal. Min krøllecreme fra Cantu dufter heldigvis godt, og den tager duften fra leave-in balsamen, så det er jeg lidt glad for. Den her krølle creme fra Cantu er meget tung i det, og jeg har også overvejet, om jeg skal have fingrene i anden en, som ikke er lige så tung i det, men lige nu der bruger jeg den, og den virker rigtig fint, men hvis du har meget fint hår, så er det et kæmpe nej til det her produkt. 

Til sidst har jeg en gel. Og ja det er præcis det, du tænker på, nemlig sådan en der virkelig får dit hår til at være helt stift og hårdt, men det er lidt meningen her. Den er fra ECO og indeholder protein. 

Så kommer vi til det, jeg nok vil kalde mit yndlings produkt nemlig min silicone børste, som jeg bruger i badet, når jeg vasker hår. Den gør, at man virkelig får rengjort hovedbunden, og den er bare fantastisk! Jeg bruger også en kam i processen. Den anden ting er, at man ikke må bruge almindelige håndklæder, når man er på CGM. Derfor har jeg en hair wrap, som er lavet af microfiber, og den er skide smart! Den har en lille elastik og knap, så man kan sætte håndklædet fast i nakken, det gør, at det ikke bevæger sig rundt. 

Inden man starter på CGM, skal man have en sidste vask, med en shampoo som har sulfat i sig, så det har jeg selvefølgelig gjort, og herefter begynder man at bruge produkterne uden sulfat. 

Curly Girl Method Rutine 
Jeg sørger for, at mit hår er rigtig godt gennemblødt, inden jeg begynder at påføre shampoo, og jeg mener virkelig gennemblødt, jeg bruger nok en to til tre minutter på bare at få gjort mit hår vådt. Det gør, at shampooen spreder sig meget bedre. Her bruger jeg selvefølgelig min silikone børste. Jeg vasker mit hår to gange. 

Herefter påfører jeg balsam, og det lader jeg lige sidde i, imens jeg vasker min krop. Herefter redder jeg det igennem med min kam og får alle små knuder ud af mit hår og sørger for ikke at hive, men tage min tid med at få reddet det hele igennem. Herefter skylder jeg balsamen ud og tager noget af vandet ud af mit hår, før jeg påfører min leave-in, krøllecreme og gel. Jeg er stadigvæk ved at finde ud af mængderne af de forskellige produkter. Herefter lader jeg det luft tørre. 

Det virker rigtig godt på de dage, hvor jeg har vasket mit hår, men jeg er stadigvæk ved at finde ud af at få fint hår alle de andre dage, så hvis du har tips og tricks så del dem gerne med os andre! Det her var lige et overblik over hvor jeg er startede henne i forhold til metoden.