Jeg er lige kommet hjem fra Bali og vil med glæde tage afsted igen! Ikke bare fordi vejret er SÅ meget bedre end herhjemme, men også fordi det var en fantastisk tur. Det skal dog ikke handle om min tur til Bali, men om den makeup jeg havde med, og hvad jeg faktisk fik brugt. Jeg overvejede længe, hvilke produkter jeg skulle tage med, især fordi der var nogle produkter, jeg gerne ville teste i varmen. Jeg kan ligeså godt sige, at det ikke blev til noget.
Hvad pakkede jeg?
Basen
De produkter, som jeg valgte at tage med, var Max Factor Facefinity All Day primer. Det er den første primer, jeg har prøvet, som jeg faktisk synes gør noget. Den får virkelig min makeup til at holde, hvilket er helt nyt for mig. Normalt synes jeg ikke rigtig, primer virker, men Max Factor har virkelig gjort det godt med det her produkt.
Jeg havde én flydende foundation med, Giorgio Amarni Power Fabric Foundation. Det er en long wear foundation, som jeg syntes, det kunne være sjovt at teste i varmen, fordi jeg har haft gode resultater med den herhjemme.
Fordi jeg var usikker på, hvor meget jeg ville bruge en flydende foundation i varmen (det smelter som regel af mit ansigt), valgte jeg også at tage en pudderfoundation med, L’Oreals True Match Mineral Powder Foundation, som jeg virkelig godt kan lide på huden, selvom jeg ikke er fan af indpakningen, da jeg altid får produktet ud over det hele.
Jeg er ikke den største bruger af concealer, men jeg havde lige købt denne, og det er godt nok at have af og til, hvis jeg ikke gider have foundation på. Derfor havde jeg Maybellines Instant Anti-Age The Eraser Eye med. Den virkede godt – den bedste concealer jeg har brugt – men jeg er stadig ikke helt vild med concealer. Derudover havde jeg en gammel kending med, Bourjois Healthy Balance. Den kan være lidt for gul, når jeg er vinterbleg, men den fungerer om sommeren. Til sidst havde jeg pakket L’Oreals Infallible Fixing mist, da den virkelig kan gøre ens ansigt mat og holdbar.
Bronzer/Highlighter + Blush
Jeg holdte det meget simpelt, og sparede lidt plads ved at tage Charlotte Tilburys Filmstar Bronze & Glow med. Det er så flot et produkt! Min blush var Fratboy fra The Balm. Den er flot og ferskenfarvet.
Øjenskygge + Primer + Øjenbryn
Normalt har jeg min Urban Decay Naked palette med, men denne gang ville jeg prøve noget nyt, så jeg tog min lille Z-palette med, som indeholder mine Makeup Geek øjenskygger. Så havde jeg min Wet N Wild Eyeshadow Primer med, da den fungerer ligesom lim, når øjenskyggerne skal holdes på plads. Til mine bryn havde jeg NYX Control Freak med som det eneste, da jeg farvede bryn inden turen, og jeg ELSKER det!
Mascara + Lips
Jeg er ret sikker på jeg har fundet min ynglings mascara i Estée Lauders Double Wear Zero-Smudge Lengthening Mascara. Den flytter sig ingen steder, hvilket ALDRIG sker for mig, når det kommer til mascara. Til læberne valgte jeg en rød læbestift, og i stedet for at tage mit go-to valg Nars Velvet med, tog jeg MAC Ruby Woo med.
Hvad fik jeg brugt?
For mange lyder det her nok som meget makeup, når man skal på ferie, men jeg er jo mig, så jeg synes faktisk, jeg havde gjort et godt stykke arbejde. Hvis vi så skal se på, hvad jeg rent faktisk fik brugt, så brugte jeg ikke engang halvdelen. Det var så varmt, at det ikke kunne betale sig at lægge makeup. Jeg brugte min Max Factor primer sammen med min True Match Mineral Foundation 2-3 gange. De holder godt og ser godt ud sammen. Den flydende foundation fra Giorgio Armani fik jeg slet ikke brugt. Jeg brugte concealeren en lille smule, men jeg kunne godt have klaret mig uden. Bronzeren og highlighteren fik jeg brugt 2-3 gange, for jeg havde faktisk kun makeup på omkring 2-3 gange på de 14 dage. Læbestiften fik jeg brugt én enkelt gang, men jeg ville ikke have været den foruden, så det synes jeg, man skal have med uanset hvad. Øjenskyggerne rørte jeg slet ikke, og det ligner mig virkelig ikke, men jeg gad simpelthen ikke bruge tid på det, og jeg brugte i stedet bronzer og highlighter på øjnene til at give et fint, simpelt look, der ikke tog for lang tid.
Her kan man se øjnene, med bronzer i globelinjen og et let lag highlighter over øjenlåget.
Her er det fulde look, sat sammen med en rød læbe.
Mine Råd
Jeg vil råde folk til at tage en foundation eller pudder med, en god mascara og en concealer, hvis du normalt bruger det meget. Find en kompakt palette der indeholder bronzer, highlighter og blush, så du har det med men samtidig sparer plads – husk det kan også bruges på øjnene! Læbestift er altid en god idé, da det kan pifte ethvert look op. Til sidst vil jeg råde folk til ikke at tænke for meget over det – det er jo ferie, og jeg havde kun makeup på nogle få aftener, når vi lige var i humør til det, inden vi skulle ud og spise. Varme og makeup hører bare ikke sammen, så jeg vil anbefale at gøre så lidt i det, som muligt. Det var utrolig rart ikke at skulle tænke på det, og så hjalp det en del, at jeg havde farvet mine bryn hjemmefra. Det gør en kæmpe forskel, så jeg er blevet helt afhængig. Nu håber jeg bare, det danske vejr bliver lidt bedre, så jeg kan få testet de produkter, jeg ikke fik testet på Bali.