Algenist er et mærke, som jeg har hørt rigtig meget om, men det har aldrig rigtig fanget min interesse eller fået mig til at købe noget fra dem. MEN da jeg så indpakningen på de to produkter fra deres Alive serie, fangede de mig endeligt. Det er derfor, vi skal snakke om de to produkter i dag. Jeg vil dog starte med at indrømme, at jeg faktisk synes den her anmeldelse er lidt svær at skive, og jeg vil komme nærmere ind på hvorfor.

Alive Prebiotic Balancing Mask
Det sjoveste ved den her maske er, at den starter ud med at være mintgrøn, og så bliver den ferskenfarvet, så når man bruger den, ligner det lidt, at man har brugt den helt forkerte foundation farve. Masken kan bruges af alle hudtyper, idet den går ind og modvirker træthed, ujævn tekstur, porer og tørhed i huden. Den indeholder Alguronic Acid, som skal hjælpe med anti-aging og wrinkle. Algae Prebotic er en anden ingrediens, som de også reklamerer med på æsken, som skal hjælpe med at skabe balance i hudens økosytem. Produktet indeholder ingen sulfater, parabener, og det er et vegansk produkt. Det er lavet med henblik på at angribe de problemer, der danner bakterier og skaber ubalance i hudens overflade. 

Jeg bruger den masken to gange i ugen i 5 minutter, da de foreskriver, man skal bruge den i 3-5 minutter. Det er et kæmpe plus, at man kun skal bruge 5 minutter, for det har de fleste tid til, og det gør også, at jeg finder tid til at bruge den to gange i ugen. Den mærkes ikke på huden, og den er nem at skylle af efterfølgende. 

Nu til hvorfor denne anmeldelse er svær at skrive. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes. Der er nemlig ikke noget specielt ved denne maske, og den er for at være ærlig en anelse kedelig, men på den anden side synes jeg også, jeg kan se og mærke forskel på min hud, når jeg har haft urenheder og brugt denne maske. Jeg havde en uge, hvor jeg ikke var så god til at bruge mine masker, og der synes jeg, at min hud så mere beskidt ud. Lige nu ved jeg ikke, om jeg vil købe den igen, men det finder jeg nok ud af, når jeg har tømt den, da det er der, man virkelig finder ud af, om et produkt er uundværligt. Har du ikke prøvet den vil jeg dog alligevel sige, at du skal kaste dig ud i det, for der er et eller andet over den her maske, selvom jeg ikke helt kan forklare, hvad det er. 

Alive Prebiotic Balancing Moisturizer SPF 15
Jeg elsker cremer med solfaktor, og jeg tror, at mange vil opleve en stor forskel, hvis de smed flere penge efter ordentlig solfaktor. Når det så er sagt, sagde Clinique konsulenten, at  solfaktor ofte fylder 30% af en creme, og det bevirker, at man må tage nogle andre ingredienser ud. Måske er det derfor, der er langt mellem cremer med solfaktor. Og måske er det også derfor, vi ser mange foundations med solfaktor, hvilket hun også anbefalede, medmindre man skal en tur på stranden, hvor der er behov for en god solfaktor. Jeg synes dog selv, jeg oplever stor forskel ved at bruge en solfaktor i min rutine, men solfaktor i foundation er klart et skridt i den rigtige retning.  

Denne ansigtscreme fra Algenist indeholder solfaktor 15. De hovedingredienser, der er i masken ovenfor, går igen i cremen. Den skal give fugt og skabe en mere jævn hudtone. Der er ikke duft i hverken creme eller parfume. Indpakningen fungerer godt. Den er nem at arbejde med, og jeg elsker farverne. Cremen i sig selv virker, som den skal. Den fugter min hud rigtig fint og påvirker ikke min makeup, og så virker den kun endnu bedre, efter jeg er startet på min nye renserutine. Jeg vil virkelig anbefale denne creme, da den ikke fedter, trænger hurtigt ind og er rigtig rar at bruge. Både cremen og masken kan også anvendes til sensitiv hud.  Ligesom med masken må jeg dog tilstå, at jeg synes, den er lidt kedelig, MEN de virker! Og det er jo det vigtigste. Det er bare det, der gør, at anmeldelsen er svær at skrive, for de begejstrer mig ikke.

De to produkter kan købes ved houseofstars.dk (De er på tilbud lige nu)