Tag: Youngblood

Månedens favoritter: August ’18

August har været en mærkelig måned for mig. Det tror jeg, alle, der har været på lange udlandsophold, kan genkende. Alt har forandret sig, selvom alt egentlig er det samme. Min måned har budt på en masse tårer i lufthavnene, , alt for hårde farveller men heldigvis også gensynsglæde, flytning, fødselsdagsfejring for Maria og studiestart. Jeg synes klart, mine favoritter bærer præg af de produkter, jeg har savnet mest, og derfor er det også nogle produkter, I har set før (men helt ærligt, de er så gode, de fortjener at være favoritter hver måned!)

It Cosmetics CC cream

Ja, jeg ved godt, det er træls at nævne et produkt, man ikke kan købe i Danmark ENDNU(!), så jeg prøver at undgå det så ofte som muligt, men nøjs denne har været savnet. Hvis jeg har denne, kan jeg leve uden foundation hele året rundt. Den er dog særligt god her om sommeren, fordi den føles let på huden, og så indeholder den SPF 50!

 

Youngblood Crushed Mineral Blush i Venetian Sun

Jeg har virkelig et love/hate med den her blush. Nogle dage er den ALT for shiny og shimmery. Andre dage er den bare helt perfekt. Lige nu er sådan en periode, hvor den bare er helt perfekt, og hvis det var socialt acceptabelt at påføre den over hele kroppen altid, så havde jeg gjort det. Den efterlader den fineste, let lyserøde farve på kinderne og så skinner den simpelthen så fint, at jeg helt springer highlighter over, når jeg har denne blush på! Om den kan måle sig med den virkelige ”Venetian Sun,” tør jeg ikke udtale mig om, selvom jeg kun lige er hjemvendt derfra.

 

Glattejern, krøllejern og føntørre

Hvem havde troet, at man kunne være så glad for disse ting? Det er endda yderst sjældent, jeg faktisk bruger mine krøllejern, men de har dog alligevel været savnet. Særligt mine glattejern har været savnet, selvom jeg har elsket de lækre beachwaves, som varmen og luftfugtigheden i syden har givet mig. Det er bare rart at kunne glatte eller krølle sit hår, HVIS man nu får lyst.  Og så er en rejseføntørre bare ikke rigtigt det samme..

 

L’Oréal Pure Clay Exfo Mask

Den her maske har jeg drømt om i 6 måneder. Den var overraskende svær at få fingre i undervejs, og så føltes det lidt dumt at købe noget, som jeg allerede har, når jeg nu havde muligheden for at prøve noget nyt. Nu er jeg dog tilbage ved denne, og den har virkelig været god ved min hud. Det er så skønt at bruge den og virkelig føle, at huden bliver renset i bund her om sommeren, hvor jeg ofte synes, at sol og sved gør, at min hud føles mere tilstoppet, end den ellers er. Generelt er alle maskerne i serien særdeles anbefalelsesværdige, og det er muligt at finde én, der passer lige netop til din hud (læs vores anmeldelse af alle maskerne her).

 

Parfumefri produkter

Oh god.. Det her er virkelig undervurderet, men hold da op vi har mange parfumefri produkter tilgængeligt herhjemme. Det har man bare ikke i Spanien og Italien. De er jo også lidt mere forfængelige, end vi er.. Det var helt hovedrystende at se, hvor meget parfume de bruger i alt og på alle – selv babyer. Jeg tror altså ikke, det er helt godt. Ét sted oplevede jeg at have problemer med næseblod og manglende søvn fordi skyllemidlet til mit sengetøj var så kraftigt, og jeg er altså ikke sart! Jeg elsker selv parfume, men jeg synes også ligeså godt, vi kan spare det væk, hvor det ingen betydning har.

Friends Favoritter

Noget af det bedste er at høre om andres yndlingsprodukter eller endnu bedre; at få lov til at snage i deres makeup. På den måde bliver man ofte præsenteret for nogle produkter, man ikke selv ville have valgt, eller man ikke havde opdaget, fordi man hurtigt kommer til at drukne i kollektioner og mærker.

Hvis I minder bare lidt om os, så elsker I nye produkter ligeså meget som et godt stykke kage, og I vil med sikkerhed synes, det er spændende at snage i andres makeup. Derfor skal det i dag hverken handle om mit eller Tanjas makeup, men jeg har bedt mine veninder udvælge deres yndlingsprodukt – ingen restriktioner (udover det skulle passe i beautykategorien) og fortælle os om det.   

Amanda – Youngblood Brow Artiste Sculpturing Pencil i Blonde 
Der er tale om en “blyant,” der har en fin spids til trods for, det ikke er en traditionel blyant, der skal spidses men en af dem, man kan dreje op. I modsatte ende af selve produktet er der en børste. Det er ikke et billigt produkt, men Amanda mener, det er pengene værd, hvortil jeg vil sige, at Youngbloods produkter normalt plejer at leve op til det, de lover. Helt sikkert et produkt jeg må prøve! Her er, hvad Amanda nærmere sagde om produktet: jeg synes, det ser virkelig naturligt ud, når man bruger produktet, fordi farven ikke er brun men heller ikke er helt mørk.

Kan købes i Matas og på Matas.dk 

Tabita – Urtekram Cleansing lotion + Day Cream 
Tabita har valgt produkter fra Urtekram, der er meget bevidste om deres ingredienser og i dag er et af Skandinaviens største økologiske mærker, hvilket, jeg synes, er fedt! Jeg elsker, at de har fokus på økologi, og derfor tiltrækker det mig også at prøve nogle af deres produkter. Om produkterne har Tabita sagt: jeg synes, det er en virkelig lækker og mild serie. Min hud er kombineret, så cremen er ret god, da den fugter godt uden at fedte. Hvis man kigger på nogle af ingredienserne, er det også nogle lækre ting. De har valgt at bruge; mandel-, oliven- og jojobaolie i renselotionen, som også har antiinflammatorisk effekt, hvilket er fantastisk, hvis man har problemer med sin hud.

Kan købes på www.nicehair.dk   (Day cream) & nicehair.dk (Cleansing lotion)

Cathrine – Nilens Jord Extension Mascara
Mærket er jo ikke fremmed her på bloggen, men til trods herfor har Cathrine alligevel formået at ramme et produkt, som vi endnu ikke selv har prøvet eller skrevet om, nemlig deres Extension Mascara. Jeg kan dog godt høre, at jeg er nødt til at få den købt. Om produktet har Cathrine sagt: jeg har haft mange forskellige mascara, men jeg ender altid med at bruge Nilens Jords mascara, da den gør vipperne lange uden at klumpe.

Kan købes i Matas og på www.nilensjord.dk


Line – Chanel Démaquillant Yeux Intense og Chanel Vitalumiére Aqua
Line er min barndomsveninde, og derfor kan man vist roligt sige, at hun har fulgt min makeuprejse længst. Jeg er 99,9% sikker på, at hun introducerede mig for min første foundation, Youngblood Mineral Foundation, som jeg endte med at bruge fast i flere år. I denne omgang har hun valgt to produkter fra Chanel, og hendes kommentarer er:
Jeg ledte for noget tid siden efter en makeupfjerner og fandt, med hjælp fra en konsulent, den helt rigtige. Konsulenten spurgte mig, om jeg bruger kontaktlinser eller har sarte øjne – og jeg har rimelig sarte øjne. Derfor anbefalede hun mig Chanels makeupfjerner, og jeg må indrømme, at min første tanke var “det lyder godt nok dyrt” men nej, i forhold til andre makeupfjernere jeg tidligere har brugt, var prisen på 250 kr. ret normal. Derfor er Chanels makeupfjerner Démaquillant Yeux Intense nu mit absolutte favorit beautyprodukt; den er mild og drøj i brug, og på samme tid fjerner den makeuppen, uden at mine øjne begynder at svie eller bliver fyldt med olie. Et lille råd; gør vatrundellen våd før du påfører et par dråber af makeupfjerneren, så skal du bruge endnu mindre.

kan købes i magasin og magasin.dk 

I vinterperioden er min hud ret tør, derfor bruger jeg gode fugtighedscremer, men min foundationpudder fra Youngblood (Youngblood Mineral Foundation) har en tendens til alligevel at tørre huden ud igen. Derfor er det vigtigt for mig at have en god og lækker foundation som base. For mig er det Chanels Vitalumiére aqua, som jeg påfører med Nilens Jords rosegold foundationpensel. Den har en let og nærmest luftig konsistens, hvilket gør den nem at påføre, og så giver den en flot og let overflade, hvor huden ikke kæmper for at få luft.

 Kan købes i magasin og på www.magasin.dk

Det var det, mine veninder havde at sige, om deres yndlingsprodukter, og jeg ved ikke med jer, men jeg har i hvert fald fået øjnene op for et par produkter, som jeg gerne vil prøve. Jeg håber, I har fundet det her indlæg ligeså interessant som mig, ellers kan I glæde jer til, at jeg vender stærkt tilbage med mine November favoritter i næste uge – og indtil da kan I jo glæde jer over et af Tanjas indlæg. #blessed

 

Månedens favoritter: februar ’16

Februar var for mig en måned, der bød på hverdag igen efter en lang eksamensperiode samt en masse sociale sammenkomster. Derudover har vejret, som de fleste har opdaget, været meget skiftende, hvilket måske kan være grunden til, at jeg har hele to læbepomade-produkter blandt mine favoritter denne måned.

2016-02-25 14.36.54

COLAB dry shampoo ”London”

Som de, der har fulgt med fra starten, har set, så elsker Maria Batiste tørshampoo. De har aldrig rigtig kunne enes med mit hår, og jeg synes måske, at de er lidt for pudrede til mit meget fine hår.  Denne fra COLAB er derimod noget lettere og passer derfor perfekt til tyndt, fint, skandinavisk hår. Den kommer i forskellige dufte, men jeg har kun prøvet denne ene, og den passer mig fint. Jeg synes ikke, duften bliver siddende i håret længere end forventeligt, og så får den mit hår til at se rent og friskt ud, selvom det ikke er nyvasket. Den er perfekt hele året rundt, men jeg har været særligt glad for den her i starten af semesteret, hvor jeg har haft nogle meget lange dage, der har betydet, at jeg har måtte gå direkte fra studie til arbejde til venindehygge, og da har det været rart at kunne friske håret op undervejs. Den kan købes her.

 

Neutral Face Wash

Jeg har længe været på udkig efter en ansigtsrens, der får jobbet gjort uden for meget tingel-tangel. Den har jeg endelig fundet. Denne fra Neutral er uden parfume, farvestoffer og parabener, hvilket er sød musik for en allergiker og astmatiker som jeg. Den får jobbet gjort og ikke ret meget mere. Jeg elsker, at produktet pumpes ud, og at det er en skum – jeg kan ikke forklare hvorfor, men at fordele en tyk og luftig skum over min hud, giver mig en luksuriøs og ren følelse, hvilket man da ikke kan kimse af, når den af og til er på tilbud til 40 kr.

Den kan købes hos Matas og flere større supermarkeder.

 

Paw Paw Tinted Ultimate red Balm

Dette er ikke et produkt, jeg nogensinde selv ville have købt. Generelt er jeg ikke meget for de der blush-og-læbebalm i én, men jeg fik denne i en Beautybox, og så var jeg selvfølgelig nødt til at teste den. Den skulle indeholde naturlige elementer, der fremmer heling af hud/læber. Jeg har ikke døjet med tørre læber, så jeg kan ikke sige, at den har helet dem, men den efterlader læberne dejligt bløde og med et sundt, rødt skær. Den klistrer ikke og bliver siddende på læberne længe. Hvis man lader den sætte sig og derefter putter flere lag på, kan man opnå en rimelig intens farve (uden at være læbestift agtig). Jeg har også brugt den et par gange på kinderne, hvor den giver en frisk tint til huden uden at være for meget – perfekt til en ”no makeup” makeup dag. Den kan købes her.

 

Smith’s Menthol and Eucalyptus Balm

Det er ikke fordi én læbepomade ikke er nok, men jeg har af en eller anden grund været afhængig af to denne måned. Denne har ligget i min lille taske, som jeg har med mig, når jeg arbejder, shopper og den slags. Den anden har ligget i mit penalhus og har givet et friskt pust, når undervisningen har været for kedelig. Nå, nok om det. Denne balm fra Rosebud er lækker. Den har en stærk duft af menthol og eucalyptus (sjovt nok), og jeg er især glad for at bruge den i de kolde måneder, hvor jeg ofte er forkølet, og næsen stopper til. Det er som om, de stærke dufte åbner op for luftrørene og gør, at jeg nemmere kan trække vejret. Derudover er balmen klar og efterlader kun et skinnende  skær på læberne. Læberne bliver bløde og smidige, og så er indpakningen ikke til at stå for. Den perfekte kombination af sød, piget og retro. Den kan købes her.

2016-02-25 14.39.13

Youngblood crushed mineral blush ”Venetian Sun”

Jeg har haft denne blush længe og har længe synes, at den er lidt for meget til hverdag, for den indeholder en rimelig kraftig guldglitter, men nu hvor highlighting er ”the thing”, elsker jeg den. Den er lyserød med et guld skær og minder mig af en eller anden grund om en smuk solopgang. Man skal bruge virkelig lidt af den for at opnå en flot, lyserød farve. Derudover gør det høje indhold af guld, at den tilfører ansigtet en smuk glød. Af samme grund er den også rigtig flot til en aften i byen. Blushen var en del af et sæt, som desværre ikke forhandles mere, men den kan  findes på f.eks. Trendsale hos private sælgere. Derudover findes samme formular også i andre farver, som forhandles enkeltvis i bl.a. Matas.