Tag: toner

Formular 10.0.6 Best Face Forward Daily Foaming Cleanser & So Total Clean Deep Pore Cleanser original Formular

Formular 10.0.6 er et mærke, som jeg elsker at prøve nye produkter fra, da det har overrasket mig flere gange, og et af mine yndlingsprodukter er der fra. Det er et mærke, som jeg elsker prisen på, da det ofte er på tilbud, og deres normalpris er også overskuelig, og det er jo altid dejligt.

Formular 10.0.6 Best Face Forward Daily Foaming  Cleanser
Det her produkt har jeg allerede nævnt for jer engang før; nemlig i mine Marts favoritter. Nu har jeg haft endnu længere tid til at prøve det af, og jeg må stadigvæk tilstå, at jeg elsker duften. Den indeholder passionsfrugt, og jeg tror, det er det, der gør, at den dufter lidt ala slik – og det  er jo ikke en dårlig ting! Det er en rar duft at starte morgen med og en rar duft at slutte dagen af med. Produktet har en gelekonsistens, og så er det gennemsigtigt, hvilket betyder, der ikke er tilsat farve, og det kan jeg godt lide. De anbefaler, at man påfører den på et fugtigt ansigt, og det vil jeg give dem helt ret i, da den virker bedst, når man har fugtig hud.

Måden, jeg gør det på, er, at jeg fjerner min makeup, derefter påfører jeg produktet og spreder det godt ud i ansigtet. Så fugter jeg mine hænder, og på den måde tilfører jeg fugt, så produktet skummer op. Jeg masserer det ind i huden i ca. et minuts tid, og så vasker jeg det af.

Den efterlader ikke huden tør, hvilket jeg hader, når en rens gør, og jeg føler, den har renset min hud, når jeg har brugt den.

Så når alt kommer til alt, er det bare et godt produkt til en rigtig god pris. Jeg skal dog tilstå, at jeg ikke synes, den er bedre end Check and Balances fra Origins, som jeg har købt en flaske af, så den er klar. Men en god ansigtsvask til prisen.

Kan købes her til 99,95 kr

 So Total Clean Deep Pore Cleanser original Formula
Formular 10.0.6 har virkelig givet deres produkter noget af nogle navne! Når det er sagt, så er det her et nyt produkt på bloggen, men jeg tror, måske jeg har vist det på vores stories, så følg os på Instagram! Som sagt elsker jeg at prøve produkter fra det her mærke, så toneren skulle jeg selvfølgelig også lige prøve. De har to, en orange som er den originale, og så en der er blå, som er til sensitiv hud og uden alkohol. Jeg ville prøve den originale, men jeg tænker også, at jeg på et tidspunkt kommer til at prøve den anden, da den her toner ikke lige faldt i min smag. Jeg synes, duften er alt for stærk! Det føles lidt som om, man påfører parfume og alkohol på huden. Jeg elsker toneren fra Clinique, og jeg troede, at denne måske ville minde om den, men det gør den ikke. Det er ikke et dårligt produkt, og jeg tror, at mange ville være glade for den, men den er lidt for krads til mig. Den gør det, den skal, og jeg synes også, den har en effekt på huden, så når man ser på produktet på den måde, virker det super fint, men jeg kommer ikke til at købe det igen, da jeg bare ikke er glad for at bruge det. Det er det første produkt fra Formula 10.0.06, som jeg må takke nej til.

Kan købes her til 99,95 kr.

Vinter Hudpleje Rutine’ 2018

Godt NYTÅR! Velkommen til 2018 #NewyearNewme #ellernoget

Så kom vi igennem julen, alt maden og nytårsaften. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at eksamensperioden også er ovre, men det må vente lidt endnu. I dag vil jeg dele de ting, jeg har ændret i min hudplejerutine, nu da vi er gået ind i de koldere måneder. Det har kun kort i december været helt nede, men selvom der ellers har været okay temperaturer, er her trods alt blevet koldere end resten af året.

Makeupfjerner + Rens
1.Trin starter med min Clinique Take The Day Off Cleansing Oil til at tage min makeup af med. Det er en olie, hvilket hjælper mod at huden tørrer ud – især når man som mig renser sin hud to gange.  

2.Trin er min elskede Origins Checks and Balances Frothy Face Wash. Jeg er som sagt i gang med anden tube af denne, og jeg elsker den stadig. Den er utrolig god til kombineret hud, og selvom mine kinder kan blive virkelig tørre, tørrer denne med ikke ud, ligesom den heller ikke fedter de fedtede områder mere.

Toner
3.Trin er et produkt, jeg startede med at bruge som teenager, nemlig Cliniques Clarifyin Lotion 2. Det er et af deres klassiske produkter, som der har været meget delte meninger omkring online, og jeg ved også, at Tanja ikke tidligere har været begejstret (forhåbentlig kommer der snart en opdatering fra hende baseret på hendes lækre Clinique julekalender). Jeg må dog sige, at jeg virkelig har set en forskel på min hud, efter jeg er begyndt at bruge denne igen. Duften er skrap, men den virker bare på min hud uden at tørre den ud.

Natcreme + Dagcreme + Vinter trick
4.A. Trin  ændrer sig lidt, alt efter om det er dag eller aften, og det er også her, jeg har implementeret mit vinter trick i min hudplejerutine. Hver anden aften bruger jeg Alpha-H Liquid Gold, som er en toner i konsistensen, men den hjælper med at bekæmpe fine linjer, rynker, hyper-pigmentering, solskader, acne, ar og bumser. Det er et produkt, som jeg har haft mine øjne på i længere tid, og efter jeg begyndt at bruge det, har jeg set en forskel i min hud. Mine urenheder er der ikke lige så ofte, og hvis de endelig dukker op, hjælper den hurtigt med at få dem til at forsvinde igen. Jeg påfører den, som sagt, hver anden aften, og hvis min hud ikke føles tør, påfører jeg ikke min natcreme efter. Synes jeg, min hud føles tør, gør jeg selvfølgelig.

Når jeg ikke bruger Alpha-H Liquid Gold, bruger jeg en natcreme, Garnier Skin Active Moisture Bomb natcreme. Jeg er snart færdig med den og kan ikke finde den nogle steder, hvilket er en skam, for den er faktisk utrolig god.

4.B Trin er det trin, hvor mange nok vil tænke, det er lidt urealistisk, men jeg skal også op og afsted på universitetet tidligt, og til trods derfor har jeg fundet tid til det her i min rutine. Før jeg påfører min elskede Formula 10.0.6 Picture Perfect Day creme, bruger jeg nemlig Origins Drink Up Mask 10 Minute i 10 minutter. En ansigtsmaske om morgenen? Maria, NEJ! Bare fordi man har maske på, betyder det jo ikke, man skal sidde musestille, så jeg bruger tiden på at børste tænder, redde seng, find tøj frem – nogle gange tager jeg det endda på, mens jeg stadig har masken på, men så er jeg også modig. Der er en masse ting, man alligevel gør om morgenen, som man ligeså godt kan gøre, mens man har en maske i ansigtet. Efterfølgende tager jeg masken af med en våd vatrondel og tørrer efter med en tør vatrondel, inden jeg påfører min dagcreme, og jeg siger jer, min foundation ligger så flot på denne base, fordi min hud er ordentligt fugtet. Masken gør heller ikke, at huden fedter, for ellers kunne det jo selvsagt ikke fungere. Det her er min rutine hver anden eller tredje dag, og det er noget nyt, jeg forsøger – hvorfor kommer jeg ind på i næste uge.

Udover dette bruger jeg også en dybderensende maske to gange om ugen – gerne L’Oréal Clay maskerne, som vi så mange gange har snakker om på bloggen.

Til slut vil jeg lige nævne, at når jeg skriver, et produkt har gjort en forskel, så har jeg indført det alene og holdt alle andre produkter i min rutine konstante, så jeg ved, at det er det nye produkt, der har gjort forskellen.

Min oplevelse med Paula’s Choice

Jeg har nævnt nogle Paula’s Choice produkter her på bloggen før, og jeg har altid haft positive ting at sige om dem. Paula’s Choice er stiftet af Paula Begoun, som også er med til at udvikle produkterne.  Brandet bruger ikke parfume, farve eller ingredienser, som kan påvirke hudens sundhed, og så tester de ikke på dyr.

Ansigtvasken mangler, da flasken gik i stykker fordi jeg har tabt den 1000 gange

De første produkter, jeg prøvede, er dem, der findes i deres Clear sæt. Sættet består af tre produkter; en ansigtsvask, en eksfoliering og en ansigtscreme. Jeg blev utrolig glad for produkterne, og undersøgte efterfølgende hvilke produkter jeg yderligere burde tilføje min rutine. Problemet er bare, at hun har så mange produkter, at det kan være lidt uoverskueligt at vælge de produkter, der er bedst til ens hud. Heldigvis behøver man ikke finde ud af det hele selv, for igennem deres hjemmeside kan man skrive til dem og få dem til at sammensætte en hudplejerutine, der passer til ens hud. Jeg skrev til dem, hvorefter jeg modtog en mail med en masse spørgsmål, som jeg skulle svare på. Efterfølgende modtog jeg en mail med de forskellige produkter, som de ville anbefale mig at bruge. Det var utrolig smertefri og samtidig en god måde at få individuel vejledning på i forhold til min hud og mine problemer.

Jeg er ved at være igennem de produkter, som de anbefalede mig, og jeg synes, de har virket utrolig godt. Hver gang jeg har prøvet nogle andre produkter, har jeg kunne mærke forskel på min hud, som først var tilbage ved normalen, da jeg begyndte at bruge Paula’s Choice produkterne igen. Produkterne virker altså, og så bliver jeg ikke træt af at bruge dem, hvilket jeg ellers normalt har en tendens til at blive.  

Produkterne er gennemtænkt helt ned til indpakningen, og ikke et eneste af produkterne kommer i en gennemsigtig beholder. Det er smart, fordi det betyder, at lys ikke kan komme til at påvirke produkterne. Ligesom min ansigtsceme kommer i en tube, så man ikke skal have fingrene ned i produktet for at bruge det. På den måde undgår man at sprede bakterier i hele produktet.

De har også kropspleje, som jeg indtil videre kun har luret lidt på, men det er helt sikkert også noget, jeg skal have prøvet. Derudover har de også makeup, som har været i mine overvejelser, når nu deres hudpleje er så godt og gennemtænkt.  

Hvis du har lidt problemer med din hud, så er det her helt sikkert værd at tjekke ud, og produkterne kan godt virke dyre, men de holder utrolig længe, da man ikke skal bruge så meget produkt, og man behøver ikke at købe alle de produkter, som de anbefaler. Det er altså et mærke, der helt sikkert er værd at prøve, hvis du står og skal have opdateret din hudplejerutine.

Her kan man komme i kontakt med dem er det her .

Hvis du gerne bare vil kigger på deres side, så er det, det her link.

 

Caudalíe Beauty Elixir

 

CaudalíeHvis du er en af dem, som følger med i beautyverdenen, har du helt sikkert set Caudalies Beauty Elixir, da det er et cult produkt. Jeg har hørt så mange fantastiske ting om det her produkt, og alligevel har det lang tid, før jeg fik taget mig sammen og prøvet det. Prøves det skulle det! Produktet går ind under kategorien hudpleje. Ifølge Magasins hjemmeside er produktet plantebasseret, den udglatter ansigtstræk, opstrammer og minimerer synlige porer samt den giver teinten et udstrålings-boost. Nøgleingredienserne er drueekstrakt, som hjælper med udstråling, rosenekstrakt som virker som toner, og æteriske olier af rosmarin som skal styrke og forynge.

De anbefaler, at man kan bruge den når som helst i løbet af dagen for at forfriske sin hud eller bruge den som toner. Alle de her ting lyder meget gode, og det lyder som om, at dette produkt virkelig kan gøre en forskel for ens hud, men jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke har set nogen forskel på min hud, efter jeg er begyndt at bruge det. Jeg skal sige, at jeg har ofte brugt den som en opfrisker, inden jeg har lagt min makeup, og der har den altså ikke haft en effekt. Jeg har også brugt den i løbet af dagen over min makeup, og igen påvirkede den ikke min makeup på nogen måde, men den gav en smule friskhed til ansigtet.

En af de ting, som de virkelig får 10 ud af 10 for, er den spray, som sidder på produktet. Jeg har aldrig haft et produkt, der havde sådan en fin spray, så det kan virkelig ikke gøres bedre. Det giver en rigtig dejlig følelse, når man sprayer det på ansigtet, fordi den er så fin, hvilket gør, at man ikke bliver drivvåd, som jeg har oplevet ved nogele produkter.

Jeg havde hørt, at produktet skulle dufte fantastisk godt, hvilket jeg ikke er enig i overhovedet! Jeg var så skuffet, da jeg brugte produktet for første gang. Det dufter som rengøringsmiddel, hvor de ikke har tilføjet nok citrus, og så er der et hint af rose, men det hjælper ikke duften på nogen måde.

Er det her et produkt, som har ændret mit liv? Nej, det er det virkelig ikke. Jeg kan ikke forstå, hvorfor folk vil bruge så mange penge på det, når det ikke rigtig gør noget. Ja, det er en rar fornemmelse, når man sprayer det på, men det er ligesom også det. Det er på ingen måde et dårligt produkt, jeg forstår det bare ikke – især ikke det med duften. Jeg kunne godt tænke mig at prøve andre produkter fra mærket, men det her produkt er nok ikke et, der ender i min indkøbskurv igen.

 

Den kan købes i magasin & på magasin.dk