Tag: Tarte

Tartes Lights, Camera, Lashes

Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg har hørt den her mascara blive omtalt. Normalt når folk snakker om mascara, lytter jeg aldrig rigtig efter, da mange kan bruge alle typer mascara, og de sidder perfekt hele dagen. Jeg har altid elsket mascara, men de har ikke altid elsket mig. Så min kamp for at finde en god mascara har været fyldt med pandaøjne og sorte klatter over det hele, men jeg må tilstå, at det her bliver anden mascara i træk, som jeg anmelder, og som faktisk er god. Jeg snakkede om Hourglasses Caution extreme, som desværre er ved at være ovre, så jeg bliver nødt til at komme videre med mit liv, og det førte mig så til den her. Jeg har den i rejsestørrelse, da jeg fik den i et sæt.

Indpakningen, synes jeg, er okay. Det er ikke noget, der sådan imponerer mig, men det er også lidt svært efter Hourglass. Børsten på den her mascara er en helt anden historie. Det er en meget traditionel børste, som ikke er lavet af plastic, som mange ellers er i dag. Den minder meget om den fra Hourglass, den har bare lidt mere plads imellem børsterne, og så er den ikke kegleformet, men har den samme bredde hele vejen op. Jeg elsker den her børste. Den er så nem at påføre med, og det er også nemt at komme helt ind i hjørnerne og få fat i de små vipper. Den er også god til at få dækket alle vipper, og hvis det klumper en lille smule, så kan man godt ved hjælp af den få skilt vipperne fra hinanden igen.

Nu kommer vi til det, som altid er vigtigt for mig. Hvordan holder den? Den her mascara holder super duper godt! Den er næsten på niveau med Hourglasses mascara. Den efterlader meget små sorte prikker under øjne, men det er ikke noget, som gør mig noget. Man kan nemt vifte dem væk, uden at de efterlader spor, så igen er det ikke noget, jeg ser som et stort problem, fordi de er så små, som de er. Den kan godt få vipperne til at falde en lille smule, så hvis det er et af dine store problemer, er det her måske ikke mascaraen for dig. Min vipper falder ikke særligt meget, jeg har kun set dem gøre det en lille smule, så det er ikke noget, jeg ser som et kæmpe problem, men mere bare en lille sidenote.

Jeg synes, den giver rigtig fin længde og volumen til vipperne. Den klumper lidt mere end Hourglass mascaraen, så det skal man lige være opmærksom på, men det er ikke særlig slemt, og den giver ikke edderkoppe vipper, hvilket jeg godt kan lide. Man kan virkelig bygge den op, så den kan både bruges til de mere naturlige dage og til de dage, hvor der gerne må ske lidt mere. Sådan nogle dage har jeg altid, for jeg kan bare godt lide mascara! Alt i alt synes jeg, det er en utrolig god mascara, så den har virkelig overrasket mig. Du kan roligt lytte til de mange gode anmeldelser, selvom du måske – ligesom mig – ikke altid er lige heldig med mascara. Denne er super god!

Kan købes i Sephora og på Sephora.dk til 205, 00 kr.

Tartelette Flirt Palette

Tarte er begyndt at dukke op på den danske Sephora side, og det glæder jeg mig vildt meget til. Deres nye High tides & Good vibes er kommet til Danmark, og den vil jeg vildt gerne have fingrene i, men indtil det sker, vil jeg fortælle jer om de øjenskygger, jeg indtil videre har prøvet fra Tarte.

Tarte har lanceret denne lille palette, der hedder Flirt. Jeg ved ikke, om den også kommer til Danmark, men jeg håber det virkelig, da det er den mest perfekte lille mini palette, jeg længe har set!

Paletten indeholder 6 øjenskygger. Den øverste rækker er i den varme skala, og den nederste er mere mod at være neutrale, men læner sig stadigvæk mere mod de varmere toner end de kolde. Fire af farverne er matte, og de sidste to er glitterøjenskygger. Der er et lille spejl i, som faktisk er utrolig godt i forhold til, at det ikke er større. Den farvekombination, de har valgt, er perfekt til mig. Selvom der kun er 6 øjenskygger, kan du stadigvæk lave lidt forskellige looks.

Fra venstre mod højre: Gaze, Touch, Hotline, Playful, Passion, Snuggle

Jeg synes, øjenskyggerne har lidt duft til sig, og det er en utrolig behagelig dumt, som jeg ikke føler er kunstig (selvom den sikkert er det), men det er ikke noget, som gør mig noget. Indpakningen er også fantastisk! Det er så smart, at den er så kompakt, og alligevel kan du lave lidt af det hele. Den er så nem at rejse med, fordi der er magnetisk lukning på.

Øjenskyggerne blender så fint sammen, og de er virkelig nemme at arbejde med, hvilket betyder utrolig meget. De er pigmenterede, så man skal have en forsigtig hånd, når man bruger dem, hvis man gerne vil starte med et lidt blidere look. Man kan nemlig lave looks, der er helt naturlige, og looks der popper lidt mere, hvilket er ret fantastisk, når man tænker på, der kun er 6 farver at vælge imellem. Jeg blev selv meget overrasket over, hvor glad jeg blev for denne palette, og jeg ærgrede mig en del over, at jeg ikke havde købt flere af deres øjenskygger med hjem. Det løser sig heldigvis nu, hvor de kommer til Danmark!

I indlægget hvor jeg fortæller, hvordan jeg laver mine krøller, har jeg brugt denne palette, og der har jeg brugt Gaze som base, en blanding af Hotline og Playful i min globelinje og Touch på øjenlåget. Det giver et dejligt varmt look, som jeg sikkert kommer til at gå rigtig meget med til sommer.

Et af de andre looks er helt mat, og normalt er jeg virkelig dårlig til matte looks, fordi jeg elsker glitter, men jeg var faktisk meget tilfreds med dette matte look. Her brugte jeg Playful i globelinjen sammen med lidt af Snuggle, som jeg placerede i den yderste del af min globelinje. På øjenlåget brugte jeg Hotline, som jeg blendede med Playful. Da jeg gerne ville live looket lidt op, valgte jeg at bruge Touch i øjenkrogen.

Jeg ved godt, at I måske ikke lige har mulighed for at få fat på denne palette, men med inspiration fra mine looks kan I helt sikkert genskabe samme vibe med øjenskygger, I allerede har eller kan finde herhjemme. Er I klar til Tarte kommer til Danmark? Jeg tror, det bliver en hård omgang for dankortet, men jeg glæder mig!  

Månedens favoritter: Januar’19


Så gik den første måned af 2019. En måned, som jeg godt synes, vi kan betragte som en prøveperiode, inden året sådan rigtigt starter 1. februar. Det betyder også, at hvis nytårsforsættene halter en smule, så er det helt okay! Efter jeg er kommet hjem fra min rejse, virker alt det makeup, jeg ikke har set længe, spændende, og derfor vil jeg også i dag gennemgå nogle gamle kendinge sammen med nogle nye produkter, jeg ikke tidligere har snakket om.

Origins Original Skin Makeup Removing Jelly
Det her er et produkt, som jeg har brugt i omkring 1,5 måned og helt ærligt, så vil jeg ikke sige for meget omkring det, da der kommer en anmeldelse af det. Men da det er kommet med i mine favoritter, så må det jo betyde, at det er et godt produkt. Og her kan jeg bare sige, at det er det! Jeg elsker at fjerne min makeup med det her produkt. Det har en jelly konsistens, den er så nem at arbejde med, og så fjerner den ens makeup utrolig godt. Glæd jer til anmeldelsen!

Købes i Matas eller her til 140 kr.

Tarte Park Ave Princess Bronzer
Jeg overvejede, om jeg overhovedet skulle placere dette produkt i dette indlæg, men nu hvor vi kommer tættere og tættere på, at Tarte kommer til Danmark, synes jeg godt, at jeg kunne tage den med. Og der kommer også flere anmeldelser omkring Tarte produkter, jo tættere vi kommer på, de lancerer i Danmark. Det her var faktisk ikke den bronzer, jeg ville have haft. Jeg ville have haft den matte version, men fik den med noget glød i. Som I nok kan gætte, har jeg ikke været så skuffet over, at det var den forkerte, jeg fik fat i. Den ligger rigtig fint på huden, også hvis du ikke har pudderet din foundation (hvilket jeg ikke har gjort her på det sidste). Jeg synes ikke, den har for meget glød, men den har helt sikkert glød. Jeg var faktisk overrasket over, hvor fint den ligger på min dejlige, blege vinterhud. Den pifter lige hele looket op ved at give lidt farve. Så glæd jer (det gør jeg) til Tarte kommer til Danmark.

Laneige Lip Sleeping Mask
Dette er en genganger, og jeg har snakket om den før her på bloggen. Jeg kan desværre se, at jeg begynder at nærme mig bunden på det her produkt, og det er lidt træls, men det betyder også, at det er et produkt, der bliver brugt. Jeg har nu prøvet at bruge den, hvor temperaturen udenfor var lidt lavere, end da jeg købte den, og den fungerer stadigvæk utrolig godt. Der står, at det er en sleeping mask, men jeg bruger den altså flere gange i løbet af dagen. Selv når mine læber når ørken status, fungerer den fantastisk, får dem fugtet rigtig godt og får dem tilbage til live. Så et must have vinterprodukt!

Kan købes her  

Too Faced Sweet Peach Glow
Det her er endnu et produkt, jeg har snakket om før. Den største grund til, at jeg går efter den her palette, er simpelthen på grund af blushen. Jeg har fundet ud af de seneste år, at fersken farvet blushes bare er mig. Jeg elsker måden, som de giver glød til kinderne på, i forhold til når jeg bruger lyserød. Jeg har dog en trio blush fra Sleek, som er helt sart lyserød, som er så flot på, men ellers holder jeg mig mest til ferskenfarvet blushes. Og blushen er simpelthen bare så flot, og så duften den her palette også bare godt (TAK Too Faced!). Highlighteren har jeg også brugt, den er nemlig også utrolig flot, når man bruger den sammen med den rigtige pensel. Når jeg får lidt mere farve, elsker jeg også bronzeren, så paletten falder helt sikkert i god jord ved mig, og det er en, jeg elsker at bruge.

Kan købes i Sephora & her  til 330 kr.

Too Faced HangoverX Primer
Jeg er ved at bruge mine foundations op – også dem som jeg ikke elsker. Jeg har virkelig eksperimenteret med forskellige måder at få dem til at virke, og jeg synes også, jeg er kommet langt med den ene, men jeg elsker den stadigvæk ikke helt. Denne primer fra Too Faced har dog hjulpet en del i forhold til den omtalte foundation, idet den skal give fugt, og det er lige det, min hud mangler, når jeg bruger den foundation. Jeg har brugt den hele måneden og været glad for udfaldet. Too Faced har åbenbart gjort stort indtryk på mig her i januar måned.

Kan købes i Sephora & her til 270 kr.







Best in Test: Tarte Tarteist Lip Paint eller NYX Soft Matte Lip Cream

I sidste uge skrev jeg, at Tarte Tarteist Lip Paint umiddelbart minder om NYX Soft Matte Lip Cream, så let’s put them to the test.

Hvis vi starter med at kigge på indpakningen og applikationen af produktet, så er de nærmest identiske. Klassiske lipgloss tube med en applikator, man dypper ned i produktet. Tippen på Tarte applikatoren er måske lidt mere fleksibel og blød end den fra NYX, men jeg kan ikke sige, at jeg foretrækker det ene fremfor det andet. Jeg vil sige, at de begge samler nogenlunde lige meget produkt op, når man dypper dem i tuben, og det står i det hele taget bare klart, hvor ens i hvert fald applikatoren er. Selve indpakningen foretrækker jeg Tarte, for den er lidt mere ”umpf.” Gennemsigtig tube, guldskrift og et guld ”bånd” i toppen af tuben, hvorimod indpakningen fra NYX virker mere plastikagtig. Det er dog selvfølgelig klart, at indpakningen reelt ikke betyder noget for produktet indeni.  Når man kigger på konsistensen af de to produkter, så er de begge er matte, bløde og næsten velour/mousseagtige at se på, og der er med det blotte øje ingen forskel på de to.

Efter påføringen tørrer de begge og giver læberne et mat, velourblødt look, som jeg er vild med. Tartes version tørrer lidt mere velouragtigt end den fra NYX, og så gør den læberne lidt mere smidige, som gør, at jeg synes, den er mere behagelig at have på. Den fra NYX tørrer lidt mere og virker mere klistret (dog er det ikke noget slemt, og jeg havde ikke bemærket det, før jeg direkte begyndte at sammenligne disse to). Når man ser dem side om side, så kan jeg godt se, at den fra NYX får læberne til at se en anelse mere tørre ud end den fra Tarte, og det er som om, den nærmest klinger sig til de tørre områder på læberne og fremhæver de naturlige sprækker, vi alle har i læberne. Pigmenteringen er helt i top hos begge fabrikanter, og hvad du ser i tuben, er hvad du får. Produkterne er, som de er, og du kan hverken nedtone eller bygge farven mere op, fordi de netop er så matte, som de er.

Her ses Tarte Tarteist Lip Paint til venstre og NYX Soft Matte Lip Cream.

Når det kommer til holdbarheden, så har jeg ikke bemærket nogen mærkbar forskel. Den ene dag er jeg positivt overrasket over den ene, og dagen efter virker den anden bedre, og på tredjedagen er det igen den første. Alt efter hvad jeg foretager mig, kan en applikation holde et par timer. Den fra Tarte dufter, som jeg var inde på i sidste uge) af mint, som nærmest kilder læberne lidt, når man påfører den, mens den fra NYX dufter sødt som kage. Begge dufte forsvinder, når produktet har sat sig, og da ingen af dem dufter dårligt, er det svært at vælge en favorit. Jeg tror dog alligevel, jeg foretrækker den fra Tarte, da duften af mint og kilden på læberne får det til at føles som om, produktet gør lidt ekstra.  

 

Hvilken er så best in test?

Det er svært at sige. Tarte har nogle få detaljer som gør den lidt ekstra lækker og luksus, og så lægger den sig LIDT pænere på læberne, men hvis man kan sørge for selv at holde læberne fugtet inden påføring, så er den fra NYX ligeså flot på læberne og til en brøkdel af prisen.

Tarte Tarteist Lip Paint koster 155 kr. her! og skal altså sendes til Danmark, mens NYX Soft Matte Lip Cream forhandles i Matas til 60 kr.

Tarte Makeup

Tarte er et mærke, som jeg ikke tidligere har stiftet bekendtskab med – det forhandles jo ikke her i landet – og derfor var jeg også ellevild, da min fødselsdagsgave fra Sephora (som jeg desuden var heldig at få 6 måneder i forvejen, fordi jeg jo ikke bor i USA og kan få den på min rigtige fødselsdag; noget Sephora burde indføre herhjemme!) indeholdte to Tarte produkter, og jeg yderligere fik en tester med hjem!

Tarteist Pro Glow Liquid Highlighter

Her er der virkelig highlighter for alle pengene! Selve basen er gylden, men når den blendes ud, bliver den ikke at se, og det, der giver den highlightende effekt, er det shine og glitter, der er i produktet – og der er virkelig ikke sparet. Der er ikke tale om flager af glitter, men der er meget, meget, meget små glitterpartikler i, således at når du påfører den, er det tusindvis af glitterpartikler, der får huden til at lyse op og glitre. Jeg må indrømme, at jeg ikke er så vil med produktet. Det kommer i en lille tube, hvor produktet presses ud, og derfor er det i første omgang svært at styre, hvor meget man får ud (modsat hvis det for eksempel havde været en klassisk lipglosstube med børste). Den lille ”dråbe” man får ud, ved at presse på tuben er mere end rigeligt til at dække hele bagsiden af min hånd, og derfor er mængden også lidt voldsom i forhold til ansigtet, hvor jeg foretrækker at bruge highlighter på små områder i begrænset omfang. Produktet er enormt pænt, når det påføres bagsiden af hånden og blendes ud, men de overflader, hvor produktet skal påføres i ansigtet, er noget mindre, og det kan derfor godt være svært at få det blendet ordentligt ud uden at det ligner, man har påført en stribe glitter henover huden.

 

Tarte Amazonian Clay 12-hour blush i Paaarty

Tartes Amazonian Clay linje er blevet hypet vildt og voldsomt på nettet i årevis nu, og endelig er det blevet min tur. Lad mig bare starte med at sige, at jeg godt kan forstå, de har fået så meget opmærksomhed. For det første er indpakningen bare sød. Farven matcher produktet, og så er selve blushen et tryk af (hvad jeg tror, der er) Amazonfloden – sødt! Det er en pudderblush, men den er ikke så blød i konsistensen, at den smuldrer mellem fingrene, når man rører den, men den er tilpas blød i konsistensen til, at den blender nemt og smukt ind i huden, når man påfører den. Pigmenteringen er god uden at være for voldsom, og det synes jeg egentlig er en god ting, for det gør på en måde, at den er idiotsikker. Ønsker man en mere intens farve, kan den dog bygges op ved at lægge flere lag ovenpå hinanden. Nu hedder den jo 12-hour blush, og det er jeg nok ikke helt enig i – i hvert fald ikke hvis man blot påfører ét, naturligt lag. Dog vil jeg sige, at den holder længe, rigtig længe, og jeg har ikke svært ved at forestille mig, at de mørkere, mere intense farver i linjen godt kan holde en hel dag uden selvfølgelig at have afprøvet dem.

Tarteist Lip Paint i Birthday Suit

Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg forventede, at dette var en gloss, men det gjorde jeg, og hold da op jeg blev skuffet, da det i første omgang gik op for mig, at det ikke var en gloss. Nå, men hvad det egentlig er, er en slags flydende læbestift uden helt at være det – lip paint er en god beskrivelse, for den er ikke helt flydende i konsistensen som en flydende læbestift, men konsistensen minder mere om en mousse. Hvis I kender NYX Soft Matte Lip Cream, så er det nogenlunde samme konsistens (faktisk var det første der slog mig, at lave et indlæg hvor de to sammenlignes – det kan være, det kommer). Produktet kommer i klassisk lipgloss indpakning og påføres på samme måde, men det er mat. Efter et minuts tid tørrer produktet og danner en nærmest velouragtigt overflade på læberne. Det er enormt svært at forklare, men hvis man har prøvet et lignende produkt, så kender man følelsen. Man kan mærke, man har produktet på, men det er ikke generende, og det føles ikke nær så ”stramt” som en læbestift men heller ikke nær så glat som en gloss. I forhold til en flydende læbestift tørrer den slet ikke ligeså meget, og læberne føles stadig bløde og smidige, mens man har produktet på, hvilket også gør, at læberne ikke ser tørre ud på samme måde. Pigmenteringen er i top, og den er jævn, som gør produktet nemt at påføre. Farven holder længere end en normal læbestift eller gloss men ikke nær så længe som en flydende læbestift – jeg kan have den på i et par timer, inden jeg må lægge et nyt lag på. Den dufter af mint, og det er noget, man dufter med det samme, når man åbner produktet, og det kan stadig duftes det første minut efter produktet er påført læberne. Jeg synes ikke det er generende, og minten er også med til at kilde læberne lidt, så man nærmest får fornemmelsen af en lip plumper.

Tarte kan købes på Tartecosmetics.com, som sender til Danmark fra USA eller på QVC, der har et mindre udvalg men sender fra England.