Tag: Sweat proof

Essence You Better Work! Mascaras

Jeg har snakket om flere produkter fra denne serie, men da jeg elsker mascara, som mange nok ved nu, så måtte jeg jo prøve de to mascaraer også. Hvis du ikke har læst om nogle af de andre produkter, kan jeg fortælle, at denne serie er lavet til, når man skal træne. Jeg er personligt ikke god til at bruge makeup, når jeg løber en tur eller laver noget andet aktivt, men hvis der var et makeupprodukt, jeg ville kunne bruge, var det mascara. Jeg kan ikke have følelsen af makeup på mit ansigt, når jeg er ude at løbe, men mascara generer mig på ingen måde.

Essence har ikke bare valgt at lave én mascara. De har valgt at lave hele to mascaraer i serien. Den ene hedder Volume & Curl og skal give noget mere fylde og lidt løft til vipperne, den anden er en Length Definition mascara, så den skal give længde og definition til vipperne.

Den største forskel på mascaraerne er børsterne. Volume & Curl mascaraen har en buet børste, som skal hjælpe med løftet, og den ligner en traditionel børste. Den, som skal give længde, har en kegleformet plastikbørste, så den er lidt bred i bunden og bliver så smallere og smallere.

Jeg kan personligt bedst lide den børste, der er designet til at give længde, fordi jeg synes, den giver lange flotte vipper og mange af dem. Det er et helt simpelt look, men ens vipper ser rigtig fine ud.

Længde mascaren er på venstre. Højre er Volume. Jeg vil sige at den der er til Volume ser bedre ud på billedet her, men jeg synes det er omvendt i virkeligheden.

Jeg kan også godt lide, den der skal løfte og give volumen, men jeg synes, den klumper mere, ligesom den påfører meget mere produkt end den anden. En kombination af de to fungerer rigtig godt, fordi man på den måde får lidt af det hele. Ifølge ingredienslisterne på deres hjemmeside, er ingredienserne de samme i begge mascaraer, og derfor er det altså børsterne, der udgør forskellen. 

De er begge to promoverede som værende vandfaste, og det er de bare ikke. Jeg har lavet en test til jer, som i kan se på billedet. Jeg har let – og jeg mener let – rørt ved mine vipper, efter jeg har smidt lidt vand i hovedet, og mascaraen smuldrer fint af. Jeg havde den også på på arbejde, hvor jeg skulle ud og hente noget i regnvejr, og da jeg kom ind igen, havde jeg mascara i hele hovedet. Dog har jeg ikke haft problemer med dem, mens jeg har været ude at løbe, men vandfaste det er de altså ikke. Jeg har også haft problemer med, at den smitter af lige under mit bryn, hvis jeg ikke har øjenskygge på. 

Indpakningen passer med resten af serien, hvilket jeg godt kan lide. Det sorte mønster, som er på alle produkter, er også på mascaraerne, selvom det er lidt mørkere på den, der skal give volumen og løft, end det er på den anden. På den måde kan man nemmere skelne de to ad, selvom det nok mest af alt bare er nemmest at læse, hvad der står på dem. 

Jeg synes, det er en fin mascara til pengene, og hvis du aldrig har problemer med, at din mascara smitter af (hvilket jeg nærmest altid har), så synes jeg, den er rigtig fin. Jeg kommer ikke til at købe den igen, men det er mere fordi, den simpelthen smitter af over det hele, og det gider jeg ikke at bøvle med, når der findes mascara, der ikke gør det. Prisen kan dog ikke blive bedre, så hvis du mangler en ny mascara, kan du jo prøve dem og se, om de bliver dine nye yndlings.

Kan købes i Føtex og Bilka.


Makeup Lavet til Træning

Clinique har lanceret en serie af makeup, der er beregnet til brug, når man træner. Konceptet er egentlig smart nok, for der er mange, der foretrækker bare at have et eller andet i ansigtet, selvom de “kun” skal træne. Om det så etisk er en god idé at lancere makeup, der fortæller folk, at de skal bruge makeup, når de træner, det kan vi diskutere..

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke er den, der træner mest, men jeg gør det da af og til, og særligt i eksamensperioderne er det noget, jeg faktisk har behov for at gøre. Det er sjovt, de har lanceret træningsmakeup, når vi samtidig bliver bombarderet med, at vi skal være glade for dem, vi er, og være selvsikre i den hud vi har. Til trods for at jeg ikke altid nyder at vise mig uden makeup, så synes jeg næsten det er værre at skulle træne med makeup på! Det kan simpelthen ikke være godt for huden, som jeg i forvejen bruger mange penge og meget tid på at pleje og vedligeholde.

På den anden side vil jeg også sige, at hvis lidt makeup er det, der skal til, for at du kommer ud af døren og får trænet, så skal du bare gøre det. Man skal jo dybest set bare føle sig tilpas på den ene eller den anden måde.

I dag skal handle om to produkter, jeg har testet, som er såkaldte træningsmakeup produkter.

Clinique Fit Workout 24-hour Mascara
Da jeg først så lanceringen af denne mascara, måtte jeg bare prøve den. Den lyder som en drøm for mig, der ofte bøvler med, at mascara ikke forbliver på mine vipper hele dagen men tværtimod ender alle mulige andre steder, hvor det ikke ser godt ud. Dette er en vandfast mascara, som skal kunne modstå sved og fugt og holde i 24 timer, uanset hvad man laver!

Det var ikke kærlighed ved første blik, da jeg synes, den måske var lidt til den naturlige side, hvilket jeg dog må tilstå giver fuldt ud mening, da det er meningen, man skal bruge den til træning. Jeg vil dog sige, at jo mere den tørrer, jo nemmere er den at bygge op. Den fungerede rigtig fint, da gange jeg har været ude at løbe. Jeg var ikke sort under øjnene eller noget som helst. Den vil aldrig nogensinde ligne falske øjenvipper, men det synes jeg heller ikke, den skal kunne, da det ikke er formålet. Det er hurtigt blevet min hverdags mascara, da den simpelthen bare holder og bliver siddende, hvor den skal.

Børsten er en perfekt størrelse, da den ikke er for stor, og det gør det nemt at fordele produktet på øjenvipperne. Min buer lidt, da jeg kom til at bue den, da jeg tog den ud af tuben, men det er ikke noget, som gør noget.

Essence You Better Work Gym-Proof Primer
Det her er et lille bonusprodukt, som jeg synes var utrolig sjovt, da jeg så det. Det er en primer, som er sved ”sikker, ” den har faktor 20 i sig, og så har den en instant blur effekt. Altså den skulle hjælpe med at skjule dine ”uperfektheder” og balancere rødmen i huden. Den kan bruges under makeup eller alene.

Dette produkt er lyseblåt, har lidt en sæbeduft til sig (en meget behaglig duft synes jeg), minder mere om en creme end en klassisk primer, og så matterer den huden, når man påfører den.  Jeg ville gerne kunne lægge billeder op af mit ansigt før og efter en løbetur, men jeg er simpelthen bange for, at I så ikke ville vende tilbage, da det ikke er kønt! Jeg synes ikke, jeg kan se nogen forskel på rødmen, for jeg ligner stadigvæk en tomat, når jeg kommer hjem. Jeg synes dog mit ansigt føles en smule klistret, når jeg begynder at svede efter at have brugt dette produkt. Jeg ville have afprøvet den under makeup, men denne sommer har mine foundations næsten ikke været brugt, fordi solen har været så rar at vise sig og give mit ansigt noget farve! Men jeg skal nok opdatere på vores Instagram (amakeupchaos), når jeg engang har fået det afprøvet.

Hvorfor bruger jeg ikke makeup, når jeg træner?
Jeg har sagt det med min hud, men imens jeg afprøvede disse produkter, fandt jeg også ud af, at jeg hadede, at jeg skulle fjerne makeup, inden jeg kunne gå i bad. Det var en af de sidste ting, som jeg gad at gøre efter en løbetur, og så var det også træls at påføre, inden jeg skulle af sted. Jeg synes, det tilføjede ekstra tid. Det er bare ikke mig, men når det er sagt, så er Cliniques mascara helt sikkert et produkt, der er værd at tjekke ud, og Essences primer må jeg lige holde jer opdateret på, når jeg har fået prøvet den under makeup.

Clinique Mascara kan købes her  til 195 kr.

Essence Primer i Bilka.