Tag: neglelak

Kiko SMART neglelakker

Nu er det ca. ved at være to uger siden, jeg smed på vores Instagram, at jeg ledte efter den perfekte nude neglelak til en konfirmation. Da jeg alene skal bruge den til konfirmationen (i første omgang i hvert fald), var mine krav egentlig bare at farven skulle være fin, og det skulle prisen også. Derfor startede jeg jagten i Kiko, som er et italiensk makeupmærke i den helt billige ende, men produkterne og butikkerne ser og føles som high end. Mærket blev rost til skyerne for et par år tilbage, og alle Youtubere stormede i Kiko, som også har bevirket, at der i dag er butikker næsten over hele Europa (dog ikke Danmark – endnu!). Dengang var det praktisk talt umuligt at finde et dårligt produkt i Kiko, så jeg har længe været spændt på at prøve noget derfra. I denne omgang endte jeg med 4 neglelakker til 2€ stykket.

Der er nok nogle, der er på nippet til at klikke væk fra siden nu, fordi mærket endnu ikke er at finde i Danmark, og normalt afholder jeg mig fra at skrive om disse mærker netop af samme grund, MEN! Denne gang har jeg virkelig noget på hjerte, og det skal simpelthen ud, før jeg kan sove trygt om natten. Til de af jer, der stadig ikke har prøvet noget fra Kiko, og som stadig er nysgerrige på mærket, vil jeg blot advare jer mod deres SMART neglelakker.

Det er som sådan ikke fordi, der er noget galt med lakkerne. Til 2€ stykket kan man ikke tillade sig at sætte sine forventninger for højt, men det er hypen omkring mærket, den er gal med. Jeg vil nemlig sige, at selvom lakkerne er ok, som de er, så kan de altså ikke måle sig med de lakker, man finder hos Essie eller de helt dyre på hylden hos Dior. Det kan de ikke, og derfor vil jeg advare dig mod at skrue forventningerne helt op (som jeg måske havde gjort), for så risikerer du at blive skuffet. Det er ok lakker til en god pris, men det er altså ikke de bedste lakker, du nogensinde kommer til at have neglene i, hvis du spørger mig.

Jeg har som sagt købt 4 stk. af deres SMART lakker i farverne; 04, 27, 80, 84. En nude, to blå og en mintgrøn. Jeg ved ikke lige, hvad der gik af mig den dag.. Farveudvalget hos Kiko er fint men simpelt. Du finder de klassiske, gængse farver men ingen der skiller sig voldsomt ud, har glitter eller andre sjove effekter.

Børsten er nok en af mine yndlingsting ved de her lakker. Den er nem at arbejde med og har en fin bredde uden at være for voldsom. Påføringen er nem, men jeg synes, lakkerne har tendens til at trække lidt tråde, så de ikke påføres i ét jævnt lag. Tørretiden kan jeg virkelig ikke klage over, og jeg tør godt sige, at det er de hurtigst tørrende lakker, jeg nogensinde har arbejdet med. Det er det. Det er så også en god ting, fordi de påføres så ujævnt, at der skal tre lag til uanset farven for at dække pænt (bemærk at jeg ikke har prøvet de helt mørke farver, hvor man måske ville kunne slippe afsted med to lag). Når man lægger flere lag ovenpå hinanden, kan de godt trække lidt op i den gamle lak og klumpe en smule.  Det er ikke umuligt at slippe godt fra det, så det ser pænt ud, men man skal virkelig være opmærksom på det, da det ellers er tydeligt at se, hvis man har misset en lille plet ved andet eller tredje lag. Til trods for at der skal tre lag på, er holdbarheden ikke værre eller bedre end andre mærker på mine negle. Jeg kan snildt have den samme lak på i 4-5 dage uden tegn på slid, så jeg er heller ikke den rette at spørge på området.

Ifølge min mening er dette nogle okay fine lakker til en god pris. Særligt hvis der er tale om en lak, du skal have på til én konfirmation, fordi den skal matche kjole eller sko, eller hvis du skal  have skriggrøn på til 80’er fest, men hvis du er på udkig efter din nye hverdagslak, som kun skal have ét lag og ligger perfekt hver gang, så ville jeg styre udenom disse fra Kiko. Når det så er sagt, så er farven 04 den perfekte nude til mine blege hænder, så nu er jagten sat ind på en lak, der har samme farve men er nemmere at arbejde med. Det største minus for mig er, hvor svært det er  at påføre lakkerne i et jævnt lag, idet det er noget, jeg selv bliver træt af at kigge på, selvom jeg godt ved, det ikke er nær så bemærkelsesværdigt i forbifarten for andre.

Så, står du og skal på ferie, og er du nysgerrig på Kiko, så ville jeg enten styre udenom disse lakker eller sætte forventningerne ned. Det er IKKE lakker, der kan måle sig med de bedste på markedet, selvom det er det ry, Kiko har fået. Til gengæld er det billige lakker i flotte farver, som du sagtens kan slippe afsted med at have på, hvis du er villig til at lægge arbejdet i at påføre dem ordentligt. Til 2€ (ca. 15 kr.) så kan man vist ikke tillade sig at forvente mere.

 

Månedens Favoritter: August´16

Så er det igen tid til månedens favoritter. August er for mig fløjet forbi, fordi jeg har ligget syg, men der er dog alligevel et par ting, som jeg ikke har kunnet holde fingrene fra.

IMG_3239

L’oréal Pure Clay maskerne

Det er ikke lang tid siden, jeg skrev om dem sidst, og selvom det måske ikke er de store mirakelmagere, så har jeg virkelig haft det sjovt med at bruge dem og multimaske. Min favorit er den grønne maske, og jeg er helt vild med, hvordan min hud føles, når jeg har brugt den – helt ren og mat. Jeg har brugt dem ca. to gange i ugen, og jeg synes overordnet, at min hud er forbedret, men hvorvidt det skyldes stort brug af maskerne eller blot mindre makeup, end jeg er vant til at bruge, er jo svært at sige.

 

NYX Butter Gloss Angel Food Cake

NYX’s Butter Gloss er blevet hypet meget på de sociale medier af diverse gurus og med god grund. De er nemme at påføre, supersmidige på læberne og så er holdbarheden fin taget i betragtning, at det er en gloss. Lige netop farven Angel Food Cake har nærmest været fast inventar på mine læber denne måned, fordi den er nem og neutral men stadig rigtig pæn på sådan en effortless måde.

 

Dior Rosy Glow blush

Denne blush har jeg været stor fan af længe, men som alt andet ryger den af og til bagerst i køen og bliver glemt. Denne måned fandt jeg den frem igen, og den er altså bare perfekt til sommeren. Det er egentlig meningen, at den skal ændre farve baseret på hudens pH-værdi, men på mig er den pink uden at være for opsigtsvækkende, og den giver det perfekte “blushed” look til sommer. Det er enormt svært at beskrive, men der er noget virkelig magisk over den. Derudover dufter den af roser, hvilket er fuldstændig unødvendigt men også lidt sødt på samme tid. Den kan bl.a. købes i Matas men er ikke at finde på deres hjemmeside.

 

Sigma F25 Tapered Face Brush

Jeg har haft denne børste i en evighed, men den er også blevet glemt til fordel for nyere, mere spændende ting. Nu er den heldigvis tilbage i min hverdag igen. Den spidse form gør, at du kan få en forholdsvis præcis påføring af blush, og den er perfekt til at definere æblekinderne. Den skal desværre bestilles fra USA, og du kan derfor risikere at blive taget i tolden – det gjorde jeg, og det var en dyr fornøjelse, selvom det har vist sig at være alle pengene værd. Det er flere år siden nu, og børsterne holder altså stadig. 

 

Barry M Gelly Hi-Shine Nail Paint i ”Prickly Pear”

Denne flotte pastel lilla har været på mine negle hele måneden igennem (se her!). Den minder mig om sommer og gør mig i godt humør, så jeg har forsøgt at få så meget som muligt ud af den, mens sommeren stadig er her. Holdbarheden er god – ikke som gel negle – men efter min erfaring stadig bedre end almindelig neglelak. Den er nem at påføre, og tørretiden er normal, selvom lakken har en mere gelagtig konsistens.

 

 

Sally Hanson Miracle Gel Neglelak

Sally Hanson

(389 Malibu Peach, 100 Top Coat, 660 Terracoppa)

Neglelak er noget, som jeg rigtig godt kan lide at bruge, men som desværre holder UTROLIG dårligt på mig. Det er meget sjældent, at jeg kan gå to dage, uden at min neglelak bliver ødelagt – nogle gange går der ikke engang en halv dag!

Så da “Gel” neglelak kom frem, (altså den nemme hjemmefødning uden lamper og lignende) tænkte jeg “YES, endelig noget der holder!”. Jeg købte dette sæt for at prøve gel neglelak. Mine forventninger var høje. Jeg har nogle almindelige Sally Hanson neglelakker, som jeg godt kan lide, selvom de ikke holder godt. Desværre er det også tilfældet med dette sæt.

Selve lakken er forholdsvis let at arbejde med, og den er let at holde på neglene, når man lægger den. De er okay pigmenterede i farven, men den ferskenfarvede skulle have to lag for at være helt tydelig. Jeg havde ikke noget imod at lægge to lag neglelak, men det kan godt tage et stykke tid, før det tørrer ordentligt.

Overlakken var også let at påføre, og ændrede ikke ved farven af neglelakken under den, hvilket jeg nogle gange har oplevet med andre overlakker.Spoler vi tiden to dage frem, så så mine hænder desværre ud, som de plejer, og det halve af neglelakken var faldet af. Jeg kan ikke rigtigt se den store forskel fra en almindelig neglelak til deres gel neglelak, og det er derfor ikke noget, jeg vil spilde penge på igen. Jeg er dog stadig på jagt efter en gel neglelak (fra andre mærker), der holder.

 

Kan købes i Matas eller på Matas.dk