Tag: Love beauty and planet

Love, Beauty & Planet Muru Muru Butter & rose Shower Gel & Body Scrub

Jeg ved godt, at jeg har nævnt det her mærke meget her på sidste, men det er simpelthen, fordi jeg har haft mine fingre i deres produkter i et stykke tid, men jeg har bare ikke fået anmeldt dem på bloggen endnu. Nu føler jeg, at jeg kender dem rigtig godt, og derfor kan jeg anmelde dem. 

De her to produkter er begge fra Muru Muru Butter og Rose serien, men mærket har altså også andre varianter. Disse to produkter dufter af rose, og normalt er jeg ikke så vild med en kraftig duft af blomster, men disse dufter meget mildt, og det er derfor en behagelig duft. 

Produkterne er veganske og uden sulfater og farve, og indpakningen er lavet af 100% genbrugelige materialer. Indpakningen er simpel og ikke noget luksuriøst, men det fungerer fint, og den lyserøde farve gør også, at de er meget søde at have stående. 

Shower Gel 
Den er god til tør hud, da den hjælper huden med at holde på fugten og efterlader huden blød og glat. Der er ikke så mange ting at sige om en shower gel, selvfølgelig er der nogen, der bare virker bedre end andre, men den her er en helt almindelig shower gel, der gør det, den skal, og jeg har ikke noget negativt at sige om den. Den skummer rigtig fint på kroppen og fedter ikke. Jeg synes, min hud bliver dejlig blød, og den udtørrer ikke huden, selvom min hud i forvejen er tør, fordi jeg har været rigtig dårlig til at få brugt creme. Hvis man står og mangler en shower gel, så den på ingen måde et dårlig valg. 

Body Scrub
Den her body scrub er lidt anderledes end nogle af de andre, jeg har prøvet. Det er en sukker scrub, men sukkeret er simpelthen så fint, at du ikke mærker det på samme måde, som når sukkeret er i sin almindelige form og dermed er mere groft. Det ligner noget, der burde være på en byggeplads, hvis du spørger mig, men jeg kan altså virkelig godt lide den konsistens, som produktet har. Jeg føler, at produktet ikke er så hårdt ved min hud, i og med sukkeret er meget fint. Den indeholder også roseoile, men jeg synes på ingen måde, den efterlader huden fedtet, som nogle scrubs med olie kan gøre. Den fungerer super godt til at fjerne tør hud og give din hud en lille makeover. Slår den min yndlings scrub fra Rituals? Nej, det gør den ikke, men det er en super fin scrub, som gør præcis det, den skal. 

Begge produkter synes jeg fungerer super fint. Scrubben er lidt mere bemærkelsesværdig, da konsistensen er, som den er, men jeg synes helt sikkert, at begge produkter er værd at prøve og bruge sine penge på.

Kan købes i Bilka & Føtex

Love Beauty and Planet Happy & Hydrated Shampoo og Balsam

Jeg håber, at I allesammen har det godt derude, og at I bliver hjemme! Det er så vigtigt lige nu, og så er der jo mere tid til at kigge lidt rundt på vores blog.  En anden ting er, at jeg ville have fortalt jer omkring min start på the curly girl method i dag, men på grund af Corona har jeg ikke haft mulighed for at få mine meget tørre fingre i de sidste produkter jeg mangler, før jeg kan starte. Derfor må det vente lidt endnu.

Når det er sagt, så skal vi faktisk snakke om en shampoo, som er godkendt til the curly girl method, men det er balsamen ikke. 

Vi har får mange informationer i hovedet hele tiden omkring, hvad er godt for vores hår, og hvad der ikke er, men nogle gange kan man virkelig mærke, hvor stort et vanemenneske man er, og derfor synes jeg, det kan være virkelig svært med sulfatfri shampoo. De skummer ikke, og det føles ikke helt som om, de gør håret ordentlig rent, eller det er ihvertfald den oplevelse, jeg har haft, og så efterlader de også mit hår lidt tørt. Jeg må tilstå, at jeg har haft lidt samme oplevelse med den her shampoo, men jeg er så blevet klogere i og med, at jeg har undersøgt alt muligt i forhold til the curly girl method, og jeg har lært, at det faktisk er meget normalt at føle, som jeg gør.

Sulfatfri shampoo kan ikke vaske silikone ud af håret, hvilket er en af de ingredienser, som er i mange forskellige hårprodukter, da det giver sådan en dejlig blød følelse til håret, men silikonen går ind og omfavner skadet hår, så man ikke nødvendigvis kan se håret virkelige tilstand under silikonen. I og med at det ikke vasker silicone ud af håret, og jeg helt sikkert bruger nogle produkter med silikone i, giver det mening, at mit hår ikke føles rigtig rent, og at det bliver meget hurtigere fedtet, end det plejer at gøre. Så lige her er det måske mere min egen skyld, end det er shampooen. Jeg synes også, at mit hår har været rigtig tørt i forhold til, hvad det plejer, igen har jeg lært, at det er en process, som sker, når man skifter over til sulfatfri shampoo, og det simpelthen bare er en process, som håret skal igennem. 

Denne shampoo får en chance mere, når jeg går helt i gang med min curly girl method. Shampooen skummer ikke så meget, når man bruger den første gang, og den kræver lidt arbejde, men anden gang er den meget nemmere at bruge. 

Balsam 

Normalt er jeg ikke den store balsamperson, men jeg er blevet meget bedre til at bruge det. Den her balsam virker rigtig fint, og så er den meget nem at bruge. Jeg sætter altid mit hår op med en klemme inde i badet, når jeg har påført balsam i håret, og så får det lige lov til at sidde, mens jeg vasker kroppen, og det fungerer super godt. 

Balsamen dufter af lidt mere end shampooen, men de har begge to en meget dejlig let duft. 

Noget andet, jeg lige vil komme ind på, er, hvad Love Beauty and planet står for. De prøver nemlig at sætte så lille et spor på miljøet som muligt. Så det er beauty men med bevidsthed omkring forbrug. De prøver at være så gode ved naturen som muligt, og så er det vegansk, det de laver. Flaskerne er lavet af 100 % genbrugsplast, og formularen, de bruger, er 96% biologisk nedbrydelig, og så indeholder det ingen silikone eller farvestoffer. Det er et mega fedt mærke, og der kommer flere anmeldelser af deres produkter. Hold øje med bloggen og tjek mærket ud, hvis det lyder som noget for dig!

Hvis du har en god sulfatfri shampoo og balsam, må du meget gerne efterlade en kommentar!