Tag: læber

Join læbepomade

Jeg er begyndt at gå lidt mere op i, hvad mine produkter indeholder. Derfor faldt jeg over den læbepomade, da jeg en dag i Føtex havde lidt for meget tid. Den er fra et mærke, der hedder Join, og det skal vise sig at være et ret så mystisk produkt.

Jeg blev simpelthen lokket af indpakningen, som siger, at produktet er svanemærket, indeholder super fruit og stemplet Eco Cert. Derudover er en del af ingredienserne økologiske. Det lyder jo alt sammen meget godt, og jeg var især interesseret i, om super fruit ville gøre en mærkbar forskel. Det skulle jo være så godt for både det ene og det andet. Det er selvfølgelig svært at vide, om det har gjort en forskel, men jeg kan ikke mærke forskel på denne læbepomade og andre. På forsiden af produktet står der, at det indeholder acai bær, som er en super fruit, men hvis man nærlæser ingredienslisten, så er der ikke noget acai. Underligt. Jeg skulle nok have nærlæst ingredienslisten noget mere inden køb, for langt størstedelen af indholdet er olier, og jeg har altså bare noget med olier i læbeprodukter. De glider rundt og har ikke den ønskede long-term effekt, fordi de ikke bliver på læberne længe nok. Sådan er det også lidt med denne læbepomade.

Derudover skriver de, at 100% af de 24,4% ingredienser er økologiske. Jeg har læst den sætning mange gange, og jeg er ærlig talt stadig ikke helt sikker på, jeg forstår, hvad de mener. Formodentlig at 24,4% af ingredienserne er 100% økologiske. Når det er så lille en procent (25%!!) så synes jeg altså ikke, man kan markedsføre et produkt som økologisk på den måde, som der her er gjort. Det er simpelthen at vildlede forbrugerne, og jeg faldt lige i fælden med begge ben.

Jeg synes, indpakningen er meget fin. Der er kun det problem, at produktet i sig selv er ret hårdt, så det er særdeles svært at trykke det ud. Især i starten. Nu har jeg ligesom fået hul på proppen, og så er det blevet lidt nemmere, men der er altså stadig tale om et rimeligt fast produkt. Så snart det rammer læberne bliver det dog helt flydende som en olie eller en lipgloss. Ikke så underligt når man læser bagpå, at produktet indeholder hele 4 forskellige olier og ikke meget andet. Olie er, som jeg allerede har løftet sløret for, ikke noget jeg normalt synes, er særligt plejende, og det er heller ikke tilfældet her.

Produktet glider rundt på læberne, og jeg synes, der skal virkelig meget produkt til, hvis jeg skal mærke det på læberne i længere tid, ellers glider det simpelthen bare af. Hvis man påfører et godt lag, synes jeg, det er fint, at læberne føles dejligt smidige, men mere kan man altså heller ikke få ud af produktet.

Der er, indrømmet, her tale om et fejlkøb fra min side, men jeg synes også lidt, der er tale om falsk marketing. Måske er det bare mig. Men jeg vil i hvert fald fraråde folk at falde i samme fælde, som jeg faldt i. Læbepomaden koster omkring 40 kr. i Føtex, og for de penge får man et meget bedre produkt i f.eks. en Carmex læbepomade. Er man derimod ude efter den lidt lipgloss-agtige følelse uden ret meget pleje, så kan man altid købe Labello, som efter min mening er både bedre og billigere.

Laneige Lip Sleeping Mask

Som jeg før har nævnt her på bloggen, er mine læber virkelige tørre. Faktisk er min hud bare tør! Min hud er dog blevet endnu mere tør, efter jeg er rykket til Toronto, hvor der er utrolig meget klor i vandet, og det har virkelig en effekt på huden og håret. Når det så er sagt, synes jeg ikke, at jeg kan mærke den helt store forskel på mine læber, da de jo som sagt altid har været utrolig tørre.

Det er ikke så længe siden, jeg gav et indblik i nogle forskellige læbeprodukter, som jeg har prøvet, og der var ikke nogle at råbe hurra for. Jeg har dog i længere tid haft et produkt på min liste, som jeg bare ikke har fået mig sammen til at købe, fordi det skulle købes over Amazon derhjemme, men her i Canada har jeg fundet det i Sephora, så nu har jeg endelig fået taget mig sammen til at prøve det.

Vi snakker om det Koreanske hudplejemærke Laneige. Et mærke, som jeg efter at have købt masken, er blevet anbefalet af den makeupartist, som er med på sættet, når vi filmer, så det må være et mærke, der kan noget. Det er i hvert fald et mærke, jeg gerne vil afprøve noget hudpleje fra, når min engang begynder at løbe tør.

De beskriver dette produkt som en maske, men selve konsistensen er ikke, synes jeg, meget anderledes i forhold til en læbepomade, andet end at den er blød, og den klistrer ikke, som nogle læbepomader kan gøre. Jeg elsker konsistensen på den, da den bare er mega behagelig.

Den har en meget mild duft, hvilket jeg også godt kan lide, da den så ikke på nogen måde smager af parfume. Jeg hader, når mine læbeprodukter smager af parfume, da den smag så bare er i munden hele dagen.

Der medfølger en lille læbe applikator, hvilket er så smart og gennemtænkt, da man så ikke skal have sine fingre ned i krukken for at få produkt op. Så plus points for det.

Selve produktet indeholder en fugtteknologi, som ved hjælp af mineraler skulle hjælpe med at holde på fugten i 8 timer i huden. Den indeholder meget C vitamin og antioxidanter, som kommer fra hindbær, jordbær, tranebær, gojibær og blåbær, som skal hjælpe med at berolige og blødgøre huden.  

Måden, som jeg bruger den på, er ved at påføre et fint lag om aften og så sove! Det kunne ikke være nemmere. Den er dog så lækker, at jeg også har brugt den på andre tidspunkter, fordi jeg ikke kan lade være.

Jeg synes virkelig, det er et godt produkt, og et af de bedste læbeprodukter jeg har prøvet. Ikke fordi at mine læber aldrig bliver tørre nu, men fordi når jeg har brugt den, så er mine læber dejligt bløde, og de ser så fine ud. Den er nemlig, som en maske du bruger på ansigtet. Du tager den i brug, når du kan mærke eller se, at din hud har brug for et ekstra kick. Jeg vil dog sige, jeg bruger meget mindre læbepomade, efter jeg er begyndt at bruge den her hver aften. Men jeg skal nok opdatere om den fortsætter med at være lige så god, når vejret bliver koldere.

Kan købes her 

Milani Keep It Smooth lip Treatment & Skyn Iceland Berry Lip Fix…FAILS!

Hvis der er noget, jeg må være dronning over, så er det tørre læber. Er det noget, jeg elsker? NEJ! Jeg har stort set altid tørre læber, hvilket afholder mig lidt fra at gå med læbestift, det skulle det jo helst ikke gerne, og derfor er jeg begyndt at jagte det perfekte produkt, som fugter mine læber godt nok. Indtil videre går min søgen ikke ret godt, og i dag vil jeg fortælle om to produkter, som jeg ærlig talt synes er spild af penge.

Skyn Iceland Berry Lip Fix
Da jeg læste beskrivelsen på siden af det her produkt, tænkte jeg, at det kunne være det mirakel, som jeg har ledt efter. Prøv bare at se, hvordan de introducerer dette produkt. 

Her ville jeg have indsat et billede af indpakningen, men har simpelthen glemt at tage et, så nu lægger produktet i Danmark og jeg er i New York, så I må tage mine ord for at de beskriver det som et produkt der kan hjælpe tørrer læber!

Det lyder virkelig som noget, der kan få styr på de tørrer læber, men hold nu op, hvor blev jeg da skuffet. Ved første øjekast kan jeg virkelig godt lide indpakningen. Den er helt enkel, og du skal ikke have fingrene i produktet, hvilket jeg synes er meget rart. Problemet opstår, når man skal have produktet ud af denne flotte indpakning. Produktet er så svært at få ud af tuben, at indpakningen bliver træls og ikke særlig smart.

Selve produktet kan godt beskrives lidt som vaseline, men det er ikke lige så fedtet. Det synker ikke ind i huden med det samme, men lægger sig i stedet på læberne. Jeg synes, det virker som om, der er lidt mint i, som gør, at læberne prikker lidt. Men vi snakker meget lidt. Jeg synes ikke, mine læber føles fugtet eller dejligt bløde bagefter, men mere som nogen der godt kunne bruge mere fugt igen.

Jeg forventede en størrer virkning fra dette produkt. Jeg vil dog sige, at det virker okay, hvis ens læber ikke er særligt tørre. Vil du derimod nærmest bringe dine læber tilbage fra de døde, så er dette ikke produktet, du skal bruge. For mig at se, er dette produkt ikke pengene værd, da der findes mange andre, som er langt bedre.

Milani Keep it Smooth luxe Lip treatment
Milani er altid et spændende mærke at kigge på, fordi deres produkter ofte har gode priser, og de ender også ud med at være gode produkter. Da jeg så denne læbebehandling fra Milani, blev jeg nødt til at prøve; dette kunne jo være mit vidunderprodukt. Hverken prisen eller produktet var særligt gode her. Selve produktet minder mig om et, jeg tidligere har haft fingre i, men jeg kan simpelthen ikke komme i tanke om hvilket.

Selve udseendet på indpakningen, synes jeg, er rigtig fint, men man skal godt nok stikke sin finger i produktet, hvilket ikke altid er gennemtænkt, når man er på farten og ikke har mulighed for at vaske hænder lige inden brug.

Det er en let balsam til læberne, men igen er det ikke noget, som kan hjælpe dig med at få dine læber tilbage fra de døde. Dette produkt virker bedst, når ens læber er under gode forhold, men det er ikke produktet, du skal sætte din lid til, hvis du virkelig har tørre læber. Det er simpelthen for ordinært, og der er ikke noget ekstra ved det.

Begge produkter giver fugtet læberne, men jeg synes også, den fugt, de giver, forsvinder hurtigt. Jeg synes nogle gange, når jeg har brugt dem og er blevet ved med at påføre, fordi fugten forsvinder hurtigt, er mine læber bare endt med at blive mere tørre og ømme. Milani efterlader mine læber mere tørre, når produktet er forsvundet.

Der findes så mange andre læbeprodukter, som kan hjælpe dine læber på vej. De her to svigtede bare, og jeg synes ikke engang, at de er særlig gode bare til almindeligt brug. Niveas læbepomader er bedre, og selvfølgelig kommer vi ikke uden om Rêve de Miel Lip Balm fra Nuxe, som virkelig kan redde selv de mest tørre læber, og så er den endda 12 kr. billigere end den fra Milani.  

Milani Keep it Smooth her til 142 kr

Berry Lip fix her til 95 kr.

Tom Ford Lip Color

Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker læbestift, så da jeg fandt ud af, at de havde fået Tom Ford i Magasin, var min første tanke naturligvis at få fingrene i en af deres berygtede læbestifter. En tanke der blot forblev en tanke, da jeg så prisen på 350 kr. Til jul blev jeg endelig en læbestift rigere. Når man ikke kan unde sig selv det, så er det godt, at man har en sød veninde, der kan (Tak Maria).

Jeg har kun én, men hvis hele serien er lige så fantastisk som denne ene, så er de alle pengene værd.

2016-03-29 12.25.31

Formlen

Læbestifterne indeholder bl.a. en række olier og sheasmør, der ikke alene giver produktet en blød og cremet følelse, men også bidrager til at pleje læberne. Det gør naturligvis, at læbestiften er behagelig at have på og nem at arbejde med – jeg synes, det er den perfekte middelvej mellem en glossy læbestift og en mat læbestift. Derudover indeholder den også vanilje, og det er virkelig noget, der kan duftes. Den har en kraftig duft, og selvom det ikke er noget, jeg bliver påvirket af, skal man være opmærksom herpå, hvis man ikke bryder sig om det, da jeg kan dufte den selv nogen tid efter jeg påført den læberne.

 

Farven

Jeg har farven 27 Bruised Plum, som er det, de fleste nok vil kalde en typisk efterårsfarve. Der er tale om en mørk, bærfarve med lidt glitter og rødlige undertoner, der medvirker til at give farven et meget klassisk, let skinnende præg. Farven kan opbygges i intensitet alt efter hvor mange lag, man påfører. Ved et lag opnår man et tyndt slør af farve – næsten som ved et lip stain – og ved flere lag opnår man en dybere farve. Dette gør, at farven, selvom den er mørk, kan bruges både til dag og nat. Selvom der er mange læbestifter på markedet, der minder om denne, så er denne speciel pga. de røde undertoner, og jeg har aldrig før fået så mange komplimenter for en læbestift, som jeg gør, når jeg har denne på.

2016-03-29 12.30.24

Holdbarheden

En af de ting, jeg havde hørt om Tom Fords læbestifter, var den lange holdbarhed. Når man kigger på ingredienslisten i butikken, kan jeg godt forstå, hvis man betvivler det. Læbestifter, der indeholder olier og sheasmør, har nemlig tendens til at glide lidt rundt på læberne – dog lige med undtagelse af Tom Fords, kan jeg så tilføje. Holdbarheden er overraskende god, og selv efter en lang aften med både mad og drikke, har jeg flere gange kunne konstatere, at farven – om end noget falmet – stadig var at finde på mine læber.

Indpakningen

Når jeg betaler 350 kr. for en læbestift, forventer jeg luksus hele vejen rundt, og det er lige netop, hvad Tom Ford leverer. Indpakningen er klassisk, helt firkantet sort med guldkanter, og TF indgraveret på låget, som klikker sammen med underdelen.

Estée Lauder Pure Color Envy Matte Lipstick nr. 340, Restless (Kendall Jenner’s farve)

Restless 1

Der har været en del snak om denne læbestift igennem de sidste mange måneder, og det er med god grund. Den er specielt designet i samspil med Kendall Jenner, der udadtil igennem det seneste år har lagt ansigt til Estée Lauder.

Jeg er selverklæret lipstick junkie, og selvom Estée Lauder er et af mine absolut yndlingsmærker, når det kommer til læberne, så kunne jeg ikke lade være med at rynke på næsen, da jeg først så reklamen med Kendall Jenners nu ikoniske orange trutmund – selvfølgelig klæder den en reklamemodel, men hvad med os almindelige mennesker?

Farven

Estée Lauder beskriver farven som en blanding mellem orange og valmuerød. Jeg er normalt ikke farveforskræmt, når det kommer til læberne, men alt, hvad der hedder orange, skræmmer mig. Faren ved orange læber er, at tænderne nemt kan komme til at se gule ud, hvis læberne er for varme i farven. Det er heldigvis ikke tilfældet her. Læbestiften er efter min mening den perfekte blanding mellem orange og rød med kølige undertoner, der neutraliserer, så tænderne ikke kommer til at se gule ud.

Den orange farve gør, at læbestiften klæder alle, der har en mørkere og mere gylden hud, mens de kølige undertoner gør, at den klæder de af os, der ligner Snehvide året rundt.

Udover på magisk vis at have lavet en unik farve, der klæder alle, har Estée Lauder også formået at gøre farven så intens, at den dækker læberne flot efter blot et enkelt lag.

Restless 2

Formlen

Der er, som navnet antyder, tale om en mat læbestift, og selvom det er et rigtig flot look, så medfører det for mig også frygt for, at læbestiften tørrer ud og skaller på læberne. Estée Lauder beskriver selv formlen som mat men cremet, og det må jeg give dem ret i. Når den først har sat sig på læberne, mærker man ikke, at man har den på, og jeg har endnu ikke oplevet, at den har føltes tør.

Læbestiften dufter svagt af vanilje. Jeg er som sagt ikke sart på det område, men jeg synes ikke, at duften er overvældende.

Holdbarheden

Det lyder næsten for godt til at være sandt, ikke? Det var også min tanke, og jeg forventede næsten, at den cremede formel ville få læbestiften til at forsvinde efter en tår vand. Igen må jeg bøje mig i støvet og indrømme, at den ikke skuffer. Da jeg en tidlig morgen fjernede makeup efter en lang nat i byen, sad den stadig perfekt på mine læber. Efter et par timers søvn havde jeg det knap så godt, men læbestiften kunne stadig spores på mine læber i form af et falmet, rødligt slør.  

Restless 3

Indpakningen

Hele Pure Color Envy Matte serien er lavet i en mat men traditionel Estée Lauder-mørkeblå indpakning. Låget er magnetisk, så man ikke skal være urolig for, at den åbnes og ødelægges, når man har den med i tasken. Den magnetiske lukning virker måske ubetydelig i nogens øjne, men i mine øjne gør det hele oplevelsen mere eksklusiv og luksuriøs, hvilket også er det, man forventer, når man køber en læbestift i denne ende.

Specielt for denne limited edition udgave er, at Frk. Jenners autograf er trykt på toppen i en lignende orange farve som læbestiften.
Den kan købes på lookfantastic.com til 259 kr. og er efter min mening en oplagt julegave idé til enhver kvinde, der elsker læbestift eller gerne vil prøve noget nyt på farveskalaen.

Er det omtalen værd?: EOS læbepomaderne

Er det omtalen værd? er endnu en serie, som I vil se os vende tilbage til mange gange. Tanken bag denne serie er, at vi vil prøve en masse produkter, som allerede har fået en masse omtale og se, om de er omtalen og ikke mindst pengene værd. Vi har flere gange oplevet, at høre om et produkt online, som efter beskrivelsen skulle gøre underværker for os, og når vi så har fået det i hænderne, er vi blevet skuffede. Andre gange må vi bøje os i støvet og slutte os til den store fanskare, fordi vi elsker produktet.  

Nogle år tilbage stiftede jeg for første gang bekendtskab med disse søde, små, æggeformede læbepomader. Med deres unikke design, fangende farver og søde dufte var de ikke til at stå for, og de røg straks på min must have liste. Jeg kan ikke udelukke, at det også har spillet en rolle, at alle mennesker på jorden tilsyneladende elskede disse læbepomader.

Der er i alt 8 varianter, som hver har sin farve og smag/duft. De består af 100% naturlige ingredienser bl.a. sheasmør og jojobaolie, og 95% af de samlede ingredienser er økologiske.

2015-12-03 15.16.34Sweet Mint, Summer Fruit, Honeysuckle og Strawberry

Mens jeg ikke er sart, når det kommer til duft på læberne, har jeg mange andre krav til min læbepomade. Den skal danne et blødt lag på læberne, der beskytter mod vind og vejr og samtidig formår at holde læberne lækre og bløde igennem længere tid. Jeg er bedst til læbepomader, der er lidt tykkere i konsistensen, men det er en smagssag fremfor alt.

EOS læbepomaderne er søde i duften, og selvom en del af dem dufter en anelse kunstigt, synes jeg ikke, det er gennemtrængende, når man har dem på. Faktisk vil jeg sige, at hvis ikke det var for duften, kunne man godt ”glemme,” at man havde dem på, da de ikke er de mest plejende for læberne. Jeg har oplevet at skulle smøre et nyt lag på hver 20. minut for at bevare følelsen af bløde og smidige læber. Det er efter min mening alt for ofte i forhold til, at det er meningen, at en læbepomade skal blødgøre læberne. En del af problemet, tror jeg, ligger i konsistensen. Læbepomaderne er meget faste, hvilket, jeg kunne forestille mig, er nødvendigt, for at de kan holde formen, men den faste konsistens medfører desværre også, at det er svært at overføre produktet til læberne.

Hvis jeg alligevel skal vælge en favorit, er det Sweet Mint (i den fine blå farve), da jeg synes, den virker en anelse mere cremet i konsistensen og formår at blive på læberne lidt længere end de andre. Det er også denne, jeg vil anbefale, hvis du ikke er så glad for en kraftig duft omkring læberne, da den er knap så kunstig og sød som nogle af de andre.  

Selvom indpakningen er sød og unik, kan jeg ikke lade være med at studse over, hvor lidt læbepomade man får sammenlignet med indpakning, idet hele den nedre halvkugle er tom. Når det så er sagt, synes jeg, det er praktisk med et låg, der skrues på, da man så ikke skal bekymre sig om at læbepomaden åbnes, når man har den med i tasken (vær dog opmærksom på at farverne er sarte og hurtigt vil blive misfarvede af at ligge der).

Alt i alt synes jeg, læbepomaderne har fået mere omtale pga. deres indbydende runde form og iøjnefaldende farver, end de fortjener, hvis man fokuserer på det, der egentlig tæller, som jo er produktet inden i. De koster 49,95 kr. pr. stk. i Matas (og kan også købes flere steder online), men til den pris ville jeg foretrække f.eks. Carmex, som lever op til mine krav for til en god læbepomade og til en lavere pris.