Tag: how to

Vælg den rette foundation

Det her er måske et af de mest kontroversielle emner, når det kommer til makeup. Stort set alle har deres egen mening om, hvordan man bedst finder den rette foundation – og det har jeg naturligvis også. Jeg mener nemlig, der er noget ret fundamentalt, som alle damebladene glemte at fortælle mig, da jeg var nybegynder. Som jeg ser på det, skal vi ikke kun kigge på farve men mindst lige så meget på konsistens.

Konsistens
Grunden til jeg synes, det er vigtigt, at vi kigger på konsistens over farve, er, at vi går med vores foundation i mange timer hver dag, og mange af den har en hudplejebase, forstået på den måde at de kan indeholde olie – ikke godt for de fedtede hudtyper – de kan indeholde matterende elementer – ikke godt for de tørre hudtyper.

Derfor synes jeg først og fremmest, at vi bør kigge på, hvad det er for en type foundation, vi står med, inden vi køber. Hvis den er lavet til kombineret hud, så er det fløjtende ligegyldigt, at den har din farve, for den vil formodentlig ikke lægge sig flot på din tørre og sensitive hud. Den fejl har jeg gjort mange gange, for det kan være meget svært at gennemskue hos mærkerne i den billigere ende, selvom jeg efterhånden synes, at markedsføringen af produktet kan fortælle os meget, ligesom mange mærker også laver flere versioner af samme produkt beregnet til forskellige hudtyper. Det er godt nok smart!

Men hvad er så nogle gode råd at have med sin? Jo, en pudder foundation vil ofte suge fedt til sig – det er ligesom det pudder gør – og derfor kan man med fordel vælge en pudder, hvis man har tendens til kombineret til fedtet hud, mens man med normal til tør hud måske skal styre uden om. En flydende foundation kan være matterende, og i det tilfælde kan den være rigtig god til kombineret til fedtet hud, mens de med tør vil opleve, at den kan klinge sig til de tørre områder. Er den derimod mere glowy, så vil de med kombineret til fedtet hud ofte opleve, at den ikke fungerer for dem, mens de med normal til tør hud vil have gode resultater.

Farve
Først når vi har fundet ud af, hvilken konsistens vi skal gå efter, synes jeg, det bliver relevant at vælge farve. Nu har du jo skåret en del af udvalget fra, fordi de simpelthen ikke passer til din hud. Smart!

Når det kommer til at vælge farve, så er det en kæmpe opgave, for vi er jo ikke to mennesker, der er ens. Og det er især svært, hvis man afviger fra normen til den ene eller anden side, der hvor man er bosat, fordi de så ofte ikke udbyder foundation i ens farve. Jeg er personligt meget lys i huden – og jeg mener meget – så for mig er selv den lyseste foundation hos de billigere mærker ikke lyse nok. Det har jeg lært på den hårde måde, og nu køber jeg stort set kun foundation hos de dyrere mærker, hvor man oftest kan finde et bredere udvalg af farver og undertoner. Hertil er Estée Lauder rigtig god, men hvis pengene ikke er til det, har L’Oréal et lignende system (host – samme ejer – host), og det fungerer udmærket, hvadend man afviger til den ene eller den anden side.

Mange har en mening om, om man skal teste foundation på håndledet, under hagen eller i tindingen, og selvom det ville være smart, så er det aldrig lykkedes for mig. Det eneste, der virker, er, at efterspørge en prøve – gisp! Jeg har engang fået testet foundation i tindingen af en ekspedient, der mente, at en bestemt foundation (til 400 kr!) i Matas lige var mig. Heldigvis efterspurgte jeg en prøve fremfor at købe på stedet. I butikken, der tilmed lå i kælderen, passede farven mig perfekt, men da jeg kom ud i dagslyset havde jeg en tydelig orange stribe i ansigtet. Jeg ved godt, at det er nervepirrende at efterspørge en prøve, for selvom de gerne vil hjælpe og have glade kunder, så er deres arbejde jo at sælge, men jeg var aldrig vendt tilbage til den Matas, hvis jeg ikke havde fået en prøve, for det ville have været et dårligt salg. Og foundation er bare, tror jeg, utrolig svært at sælge, så det er min erfaring, at de meget gerne uddeler prøver. Jeg gør også nogle gange det, at jeg køber en foundation og så spørger efter en prøve på den. På den måde får de stadig et salg, men man kan som kunde bytte den, hvis prøven viser sig at være helt forkert.

Held og lykke med dit foundation-køb! 

Kend din hudtype!

I dag skal det handle om noget af det, der er allersværest, når det kommer til hudpleje: din hudtype! Først når du kender din hudtype, kan du nemlig pleje din hud korrekt, og derfor er det også rimelig vigtigt, hvis man vil opnå de bedst mulige resultater. Noget af det, der gør netop dette så ekstremt svært, er, at vores hud er et organ – det største vi har, har jeg ladet mig fortælle – og det er i konstant forandring, som vores årstider, klima og alder ændrer sig.

Smid hudtyperne væk – din hud kan ændre sig. Hudtyperne er fine, hvis du har fingeren på pulsen og ved, hvornår din hudtype ændrer sig, men det er ikke sådan, at fordi du havde acne eller hormonelle bumser i teenageårene, så har du permanent kombineret eller fedtet hud resten af dit liv. Sådan fungerer det ikke. Det er i hvert fald noget som både Maria og jeg har erfaret, efter vi er fyldt 25, og det er faktisk ganske normalt, fordi vores hormonniveau og miljø ændrer sig. Nedenfor gennemgår jeg de typiske tegn på de forskellige hudtyper, som generelt er dem, man finder på hudplejeprodukter, men hvis man vil være fuldstændig sikker på, hvilken hud man har, så er det en god idé at spørge en kosmetolog, da de kan gå mere i dybden både i hudens lag og dens forskellige tendenser.

Teenagehud

Det siger næsten sig selv, at teenagehud kommer i teenageårene, men de kan sagtens vare længere, end man føler, man er teenager. Denne hudtype skyldes, at kroppen i det hele taget er i forandring, og at hormonniveauet i kroppen ryger i vejret. Derfor vil mange opleve, at huden producerer fedt og urenheder, eller at den bliver tør med urenheder. Jeg tror, den største fejl, som teenagere – inklusiv mig selv – begår, er, at de bruger enormt skrappe produkter for at komme af med urenhederne. De skrappe produkter udtørrer huden, hvilket kan få den til overproducere fedt. I stedet handler det om at rense i dybden og sørge for, at huden er fugtet men ikke for meget. Hvis man har fedtet hud, skal man altså bruge mindre fugt, end hvis man oplever huden er tør.

Fedtet hud

Typisk for fedtet hud er, at den føles, ja, fedtet og ser skinnende ud. Porerne stopper til særligt omkring næsen, i panden og på hagen, ligesom man også her vil have større tendens til urenheder. På den måde minder den lidt om teenagehud, og den skal også behandles ligesådan. Undgå de skrappe, udtørrende produkter og sørg i stedet for at rense i bunden og fugte huden godt – dog uden at bruge alt for fede produkter, der kan gå ind og tilstoppe de forstørrede porer. Ved at fugte huden kan man balancere hudens egen fugt- og fedtproduktion, således at huden vil føles mindre fedtet.

Normal hud

Normal hud er nok det tætteste, vi kommer på problemfri hud. Det er en hud, der er mere eller mindre selvregulerende uden problemer med særlige behov såsom urenheder eller tørhed. Selvom huden føles normal, er det dog vigtigt, at man husker den daglige rens og at være god ved huden, der konstant påvirkes. Det betyder, at den også kræver fugt og f.eks. solpleje.

Tør hud

Hvis din hud føles stram og måske endda smertefuld som om, den er for lille til dit ansigt, så kan det være et tegn på tør hud. Det samme kan hud, der skaller af, eller ser mat og kedelig ud. Når huden er tør, er det fordi den mangler fugt og/eller fedt. Mangler man fugt, kan man få det gennem fugtgivende hudpleje, mens fedt kan opnås gennem brug af ansigtsolier.

Sensitiv hud

Sensitiv hud kan ligne tør hud meget. Den vil ofte være irriteret og sart, føles stram og være forfulgt af rødme. Oplever man, at man generelt har ondt eller huden bliver irriteret, skal man bruge produkter med en vis forsigtighed, og det er en god idé at undgå stoffer som parfume og skrappe kemikalier. Man kan med fordel bruge mere naturlige produkter og teste dem på et lille stykke hud, inden det påføres i hele ansigtet. 

Kombineret hud

Kombineret hud er, som det antydes, kombineret. Det vil sige, man kan opleve perioder med fedtet hud, perioder med tør hud eller endda områder der er konstant fedtet eller tørre. Netop det betyder, at huden skal behandles forskelligt i forskellige zoner, alt efter hvordan huden arter sig.