Tag: gadget

Silikone makeup”svampe”

Ligesom med Magic Glove i sidste uge er dette endnu et nyt, mærkværdigt makeupgadget. Silikone makeupsvampe.

Kan I huske nogle uger tilbage (mine februar favoritter for at være eksakt), hvor jeg ville dele et eksotisk billede, men der var storm? Det er her ikke længere; derfor det “eksotiske” billede uden yderligere grund. 

Det første, jeg bemærkede var, at silikonen selvfølgelig ikke suger noget produkt til sig. Ja, den burde jeg måske have regnet ud før.. Det er en stor ting, for du har pludseligt meget mere produkt mellem hænderne, end du plejer, men dine produkter holder også længere, fordi du skal bruge meget mindre af dem. Jeg var faktisk overrasket over, hvor meget mindre produkt jeg kan slippe af sted med at bruge, og det giver da virkelig stof til eftertanke i forhold til, hvor meget makeup der suges op af vores almindelige børster og svampe (bliver pludselig kvalm ved tanken om at jeg kun vasker børster og svampe en gang i ugen…). Når jeg nu lige er ved vask af børster og den slags, kan vi ligeså godt tage det med det samme. Silikonesvampene er så nemme at rengøre, for de suger jo ikke, så alt, hvad der skal rengøres, er overfladen, og det er altså nemt. Helt ideelt til de der ikke er så gode til at huske at rengøre deres makeupredskaber, eller hvis man skal på længere rejser, hvor man måske ikke lige kan få det gjort.

 

Hvordan bruges den?
Det er egentlig meget simpelt, når man først lige har vænnet sig til det, men det vigtigste er helt klart, at bruge meget mindre makeup end man først lige regner med og er vant til. Hellere bruge for lidt og tilføje mere, for man bliver virkelig overrasket over, hvor lidt der faktisk skal til, når svampen slet ikke suger noget. Der står på pakken, at det er bedst at påføre i cirkulære bevægelser og så duppe efterfølgende de steder, hvor der skal blendes lidt ekstra eller der er brug for mere dækning. Det er jeg helt enig i, da man på den måde når bedre ud over hele ansigtet og får skabt en jævn overflade. Jeg har også prøvet at duppe makeuppen på, men det bliver simpelthen for koncentreret, og så har jeg prøvet at køre svampen over huden i striber fremfor cirkler, men det blender slet ikke makeuppen, og den bliver stribet. Silikonen er betrukket med et tyndt lag film (se billede nedenfor), der gør overfladen glat og lækker fremfor lidt klistret, som silikone ellers kan være.

Hvordan er resultatet sammenlignet med børster eller svampe?
Jeg synes overordnet, at resultatet er flot og naturligt. Første gang jeg brugte silikonen, synes jeg, makeuppen føltes meget tung, men det er simpelthen fordi, jeg havde puttet for meget på. Man vil opleve, at ens makeupprodukter fuldstændig ændrer sig, når man får fuldt udbytte af dem, og særligt synes jeg, at dækkeevnen lever bedre op til det, der er angivet på produktet (i hvert fald lige de få, jeg har testet med silikonen). Det er nok en af de største forskelle ved at bruge silikonen fremfor almindelige børster eller svampe, samt at ens produkter holder længere, fordi man skal bruge langt mindre. Jeg er stadig rigtig glad for Beautyblenderen, og uden at fornærme nogle, så er den mere idiotsikker, fordi den suger noget af produktet til sig, og den bruges fugtig. Dvs. får du lidt for meget produkt på svampen, så mærker du det ikke, og det ses ikke, medmindre det er virkelig ekstremt. Ved silikonesvampen ses det med det samme, og du skal arbejde meget mere for at få et pænt resultat, hvis du har fået for meget makeup på, for ellers klattes det bare rundt i ansigtet.

Alt i alt..
Giver silikonesvampene et flot, naturligt look, hvor du får maks. udbytte af dine flydende og creme produkter. De kræver lidt tilvænning og er bedst til de mere erfarne makeupbrugere, og så er de sjove at arbejde med, fordi de er noget helt nyt.

Mine svampe er købt i Spanien til 3€, men konceptet fås heldigvis også i Danmark, hvor du kan købe en svamp i Sephora til 75 kr., men så er den altså også lyserød!

Nordic Home Culture Sunrise/sunset light

Jeg har sagt det før, og nu siger jeg det igen. Søvn er vigtigt ikke mindst for vores velvære men faktisk også for vores udstråling. Det går f.eks. ud over vores hud og hår, når vi ikke får sovet (godt) nok. Hvis du vil lære lidt om, hvorfor søvnen er vigtig for os og læse mine tidligere delte tips til en bedre søvn, så kan du gøre det her.

Hvad er det?

I dag skal det handle om et søvngadget, om man vil. Jeg har nemlig erhvervet mig en såkaldt sunrise/sunset lampe. Meningen med sådan en lampe er, at man indstiller tiden til, hvornår man gerne vil falde i søvn, og hvornår man gerne vil vågne. En halv time før tændes lyset i lampen så. Når du skal i seng, tændes lampen på den kraftigste styrke, og den reduceres langsomt over 30 min., således at lampen går ud, når tiden er inde. Om morgenen tænder lampen 30 min. før alarmen på den svageste styrke, og den bliver skarpere og skarpere jo tættere på alarmen, vi kommer. Det lampen gør er, at den langsomt vænner kroppen til, at lyset styrkes/svækkes. På den måde falder man mere naturligt i søvn, fordi der ikke med et bliver mørkt, så mens lyset svækkes kan man ligge og vænne sig til tanken om, at man snart skal sove. På samme måde om morgenen gør lampen sådan, at man får en naturlig og god opvågning, hvor man ikke pludseligt blændes af lyset, når man vågner, men man vågner langsomt med lyset.

 

Virker det?

Det er jo svært at sige, ikke? Jeg har ikke mulighed for at teste kvaliteten af min søvn eller opvågning med elektroder og diverse, men personligt er jeg godt tilfreds med virkningen. Jeg kan stadig have svært ved at falde i søvn, og det er kun hver anden/tredje gang, det lykkedes mig at falde i søvn, inden lampen slukker helt. Måske jeg bare skal erkende, jeg ikke er træt nok eller at min hjerne aldrig vil give mig fred? Der hvor jeg har set den store forskel er om morgenen. Jeg vågner veludhvilet, selvom jeg tidsmæssigt har sovet for lidt. Faktisk når jeg aldrig at høre alarmen, for lyset har vækket mig naturligt, inden den ringer, og jeg kan mærke på min krop, at det ikke føles så udmattende at vågne ved lyset fremfor ved en alarm – jeg vågner ligesom ikke længere med et chok, og det har gjort, at jeg føler mig mere udhvilet, når jeg vågner, selvom jeg jo reelt godt ved, jeg ikke har fået mere søvn. Jeg havde aldrig troet, det skulle kunne gøre sådan en forskel, og måske er det bare en placebo effekt, men jeg er meget godt tilfreds. Hvem ville ikke være det, hvis man kan vågne op og føle sig veludhvilet hver morgen, selvom man tidsmæssigt godt kunne have brugt en time eller to mere? Selvom det her måske ikke direkte er et beautyprodukt, så tror jeg, følelsen af at være veludhvilet er meget sigende for ens velvære, som helt sikkert har indvirkning på vores udstråling, så jeg tillader mig alligevel at kategorisere det som et beautygadget.

Her ses den pink lysfunktion. Jeg ved ikke helt, hvornår man skulle få brug for det, men.. Selv har jeg brugt den orange farve en del som natlampe, når jeg læser om aftenen, fordi lyset er roligt og varmt uden at være forstyrrende. 

Øvrige funktioner

Der er flere forskellige lyde, man kan bruge som alarm. 6 naturlyde og så radio. Det kan man jo gøre, som det passer en. Derudover kan man bruge lampen som radio, og jeg synes faktisk, den gør det rimelig ok (men nu er jeg jo hverken musiker, lydekspert eller lydsnob). Man kan vælge lys i alle regnbuens farver, hvis man skulle ønske den slags (dog er opvågningslyset altid almindeligt, varmt lys), ligesom man kan skrue op og ned for lysets styrke og bruge den som lampe på natbordet – lyset bliver skarpt nok til, at jeg nu kan læse, inden jeg skal sove. Der er display i midten med ur, så man kan se hvad klokken er ligesom på et rigtigt vækkeur. Det mest fantastiske er dog, at man kan regulere intensiteten af displayet, og man kan slukke det (kæmpe plus for de af os, der meget nemt bliver forstyrret af lyd og lys i vores søvn).

 

Hvor?

Der er mange af denne slags lamper på nettet og i mange forskellige prisklasser. Min er ret billig, fordi jeg lige skulle teste konceptet (troede det var noget hokus pokus), men den fungerer ubeklageligt, og jeg mangler ikke nogle funktioner. Jeg er faktisk blevet meget glad for den. Den kan købes her til lige omkring 200 kr., og den er virkelig pengene værd, hvis du kan få ligeså gode resultater, som jeg har oplevet.