Tag: fugt

Shiseido Waso Clear Mega Hydrating Cream

Shiseido er et mærke, jeg ikke rigtigt begår mig med, uden jeg kan sige hvorfor. En dag var jeg dog i Matas for at købe Ecookings creme mod rødme, men da den var udsolgt begav jeg mid mod Cliniques Redness Solution serie, som jeg før har snakket om her på bloggen. Undervejs blev jeg stoppet af en sød ekspedient, der anbefalede mig denne creme fra Shiseido. Den er billigere end den fra Clinique, så hvorfor ikke? Jeg har virkelig ikke fortrudt det køb! 

Cremen er en 24-timers intens fugtighedscreme, der fremmer den positive cellefornyelse i en ustabil hud. Den har også en porreminimerende effekt på huden. Den indeholder hele gulerodceller, som skal være med til at friske huden op og gøre den dejlig blød. Der står, at man kan bruge den under og over makeup, men jeg har indtil videre kun brugt den under. 

Jeg kan ikke forklare, hvad det er, men der er noget magisk over den her creme eller i hvert fald noget meget beroligende, som gør den magisk. Min hud har ændret sig over det sidste år og er nu mere tør og sensitiv end tidligere. Derfor er jeg også begyndt at gå efter produkter, som giver rigtig god fugt. Den her creme har jeg ramt fuldstændig plet med. Jeg kan se en forskel på min hud, som er klarere end før og ikke helt så rød. Den har ingen effekt på urenheder, men huden ser overordnet bare klarere og pænere ud. Jeg bruger den for det meste kun om aftenen, da jeg bruger solcreme om morgenen, men det er alligevel nok fugt til min hud. 

Selve cremen har en sindssyg lækker konsistens. Jeg kan ikke beskrive det, men den er så dejlig let på huden og trænger hurtigt ind uden at lægge sig som en hinde på huden. Der er lidt duft i den, men det er en meget mild og spalignende duft, som er virkelig lækker. 

Indpakningen er ikke noget mega fancy, men jeg synes, den er virkelig sød med låget. Der medfulgte også en spatel, som cremen kan tages op med for at mindkse bakterier. Det er utrolig smart, men jeg må indrømme, at jeg er dårlig til at få den brugt. 

Jeg håber i har fået en fornemmelse af, hvor god jeg synes, den her creme er, for den er virkelig lækker at bruge, og jeg kommer helt sikkert til at købe den igen. Gå ud og prøv den i butikken!

Den kan købes i Matas og på www.matas.dk til 369,95 kr.

Oskia Renaissance Maske

Jer, der har fulgt med på bloggen i et stykke tid, ved, at vi er all for selvforkælelse og ansigtsmasker. Det er noget, vi har praktiseret i mange år efterhånden, og selvom vi måske nu går mere op i ingredienslisten end i farven, så har jeg stadig samme glæde ved at tage en ansigtsmaske på, som jeg havde, dengang vi gik i gymnasiet sammen og ikke kunne tage til en fest, stor som lille, uden lige at forberede os nogle timer i forvejen med en maske.

I dag skal det handle om den noget berømte Renaissance maske fra Oskia. Det er en maske, jeg havde hørt rigtig mange gode ting om, og den har tilmed også vundet en lang række priser. Ifølge Oskias egen hjemmeside skulle masken give udstråling, glød og dybderens af porerne.

Masken har mest af alt konsistens som en lidt luftig balm (tænk læbepomader der kommer i krukker). Den er ikke tung som en creme, og den er ikke fed som en lermaske. Teksturen er blød, glat og skinnende, til trods for at masken altså virker eksfolierende. Det er nemlig sådan, at en maske ikke behøver indeholde grove skrubbekorn for effektivt at kunne strippe de døde hudceller af, da det kan klares med syre, og det er noget, som denne maske indeholder en del af. Masken er svagt ferskenfarvet, men bliver dog hvid, når den påføres fugtig hud, og så dufter den – kraftigt men dejligt friskt – af rose. Jeg er normalt ret sensitiv i forhold til dufte, og denne er altså i den kraftige ende af skalaen, men det er faktisk ikke noget, der har gjort mig noget, og jeg synes på en eller anden måde, det tilfører lidt ekstra luksus til oplevelsen, for det er ikke en billig syntetisk duft efter min bedste bedømmelse.

Første gang jeg prøvede denne maske, var jeg solgt. Den er spækket med gode, aktive ingredienser (dem vil jeg anbefale, at I læser mere om her hos søde Mette, der også i sin shop sælger masken ), og det er virkelig noget, man kan mærke, når man bruger den. Min hud har aldrig føltes så ren uden samtidig at føles helt stram og strippet fra alt, hvad der er godt. Netop af den grund er den god til de, der har uren hud, fordi den går ind og renser i dybden uden at irritere. Selvom jeg ikke har decideret uren hud, opnår jeg stadig gode resultater med masken, og jeg synes nærmere, den virker beroligende på huden fremfor skrap – heldigvis da!

Jeg benytter masken ved at fjerne eventuel makeup og rense min hud, så den er helt ren. Derefter fugter jeg lige ansigtet lidt med hænderne, inden jeg påfører masken i et tyndt men jævnt lag. Sådan lader jeg den sidde i omkring 20 minutter, men det er nok en god idé selv at prøve sig lidt frem i forhold til, hvad ens hud kan klare. Derefter vasker jeg masken af. Nogle gange benytter jeg den, som søde Mette, jeg nævnte ovenover, flere gange har anbefalet, sammen med Ecooking peel masken for virkelig at give min hud hele turen.

Efter brug kan min hud godt være lidt rød, men jeg må understrege, at det ikke er på en smertefuld måde. Det er ikke fordi, alt liv er trukket ud af huden, men snarer fordi de gamle hudceller er væk, og de nye hudceller er stimulerede. Huden føles så ren og den har den smukkeste glød, som om man har ligget ude i solen en hel dag (bare uden den kedelige proces af faktisk at ligge der!).

I kan næsten ikke være i tvivl om, at jeg elsker den her maske. Den er simpelthen så effektiv, og jeg synes faktisk også, den er drøj i brug. Jeg købte den lille størrelse (10 ml), så jeg lige kunne teste den, og der er altså til en del gange i sådan en krukke. Næste gang skal jeg have den store krukke på 50 ml. For ja, der bliver helt sikkert en næste gang. Jeg kan ikke undvære denne maske.

10 ml koster 199 kr., mens de 50 ml koster 545 kr., så der er virkelig noget at spare på at købe den store. Den forhandles her.

Lush Holly Berry Massage Bar

Da jeg kun har en prøve har jeg lånt dette billede fra Lush hjemmesiden

Jeg var inde i Lush for et stykke tid siden, fordi jeg manglede en håndcreme. Som de så ofte gør, særligt her i Canada og USA, kom der hurtigt en salgsassistent hen og spurgte, om jeg havde brug for hjælp. Ofte kan det næsten være lidt for hurtigt, når man lige er kommet ind i butikken, og derfor er standardsvaret også “jeg kigger bare,” men lige den dag havde jeg faktisk behov for hjælp. Vi har jo ikke Lush derhjemme, og derfor kan det også være rart med noget hjælp til at navigere i deres produkter. Kvinden, der hjalp mig, prøvede to håndcremer på mig, og da jeg ikke kunne beslutte mig, fik jeg en prøve med på dem begge. Derefter fik jeg en håndmassage med et andet produkt, hun gerne ville prøve på mig. Jeg følte mig virkelig forkælet, men det er bare normal service for dem. Oplevelsen sluttede dog ikke der, for jeg blev sendt til kassen, hvor en anden medarbejder stod klar med endnu flere prøver til mig. Ovenud god service! Tanja har haft en lignende oplevelse i Lush rundt omkring i Italien, så uanset hvor i verden du er, kan det anbefales at besøge Lush, hvis du er nysgerrig på deres produkter.

Prøverne har bare ligget, men nu hvor jeg rejser rundt og er løbet tør for body lotion, er i hvert fald den ene prøve rigtig god at have. Jeg fik nemlig en prøve på deres Holly Berry Massage Bar, som er en body lotion i fast form ligesom et stykke sæbe. Baren masseres over huden, mens den efterhånden smelter og bliver til en lotion/olie, som kan smøres ind. Det er så smart! Det fungerer godt – bedre end jeg havde regnet med, men det bliver naturligvis sværere efterhånden, som baren bliver mindre. Det er ikke noget, der ville afholde mig fra produktet.

Baren indeholder kakaosmør, illipesmør og murumurusmør (som begge minder om kakaosmør idet de også vokser på træer), mangosmør, mandarin- og bergamotolie. De to olier bidrager til duften, når baren smelter. De forskellige smør er rigtig lækre og gode til at give huden fugt.

Dette er deres juleversion, og den dufter derfor sødt, uden jeg kan sætte en finger på, hvad den præcist dufter af. Et sidste plus ved produktet, særligt til vores miljøbevidste læsere, er, at der ingen plastik er forbundet med produktet. Det bliver pakket ind i et stykke papir fra Lush, og det er det.

Jeg troede ikke, jeg skulle sige det her, men jeg kan virkelig godt lide det her produkt, og planlægger da også, at jeg skal have købt en massagebar, inden jeg flyver hjem. Jeg synes, det er et virkelig smart produkt, især hvis du er ude at rejse, da det ikke fylder alverden, og den er nem at anvende. Den klistrer ikke på huden, og jeg synes, den efterladen huden fugtet og blød.

Hvis du ikke ved, hvad du skal give folk i julegave, så ville det her være en fantastisk god idé, da det er en anderledes ting, og en ting, som jeg er sikker på, folk ville blive rigtig glade for.

Nivea Essentials Urban Skin Detox Night Cream

Nivea er et mærke, jeg altid vil forbinde med cremen i den blå dåse. Det er altid det produkt, jeg forestiller mig, når nogle nævner Nivea, men Nivea laver faktisk også mange andre produkter, har det vist sig. Senest har de lanceret en detox serie, som jeg vil mene ud fra reklamerne og designet, henvender sig mere til det yngre publikum, idet designet er holdt i grønne, mørke blå og hvide farver. Det er ikke en indpakning, der skriger luksus, men jeg kan faktisk meget godt lide den, og jeg synes, den er flot at have stående fremme.  

Seriens fokue er detox, hvilket betyder at cremen skal hjælpe med at holde huden frisk og ung, selvom man har et travlt og “vildt” liv. Den skal detoxe huden henover natten og efterlade den strålende, blød og sundere morgenen efter. Natcremen indeholder grøn te ekstrakt, antioxidant og hyaluronsyre, og så skal den give fugt i op til 48 timer.

Konsistensen er gele, hvilket gør, at den er meget let og ikke virker fedtet på huden. Den absorberes nemt og hurtigt, hvilket jeg virkelig godt kan lide.

Den indeholder parfume, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg synes, der er lidt for meget parfume i. Det er ikke en skarp duft, og den minder lidt om en spa duft, men der er bare for meget af den.
Jeg kan virkelig godt lide cremen, men den har måske ikke ligefrem forandret mit liv. Det er et godt, solidt produkt. Den gør det, den skal, fugter fint, og jeg vågner altid op med blød hud og har ikke oplevet at slå ud på grund af cremen.

Jeg kunne sagtens finde på at købe den her creme igen, og til 90 kr. så synes jeg faktisk, det er noget af et godt produkt, man får til billige penge.

Kan købes her 

Biotherm Aquasource til kombineret hud

Det er efterhånden noget tid siden, jeg prøvede denne serie, for jeg brugte den nemlig mod vintertør hud. Eller det var i hvert fald med det formål, jeg købte serien. Serien laves til flere forskellige hudtyper, hvilket jeg synes, er rigtig godt. Disse produkter er til normal/kombineret ud, mens den lyserøde serie af samme navn er til tør hud.

Produkterne

Jeg købte et sæt med 4 produkter fra serien; en cleanser, en toner, en dagcreme og en nat balm. Hele serien dufter ren, mild og lidt spaagtigt, uden duften er overdyngende.

Cleanseren, Biosource Purifying Foaming Cleanser, er lige min type cleanser. Det er vist efterhånden ingen hemmelighed, at jeg elsker foaming cleansere, så jeg kan se, hvor langt jeg kommer, når jeg renser min hud. Denne skummer lækkert op til en tyk, blød skum, og så renser den huden i dybden uden at strippe den fuldstændig.

Toneren, Biosource 24-hour Hydrating & Tonifying Toner, er meget mild. Den hverken brænder eller stikker huden, og så føles den meget hydrerende.

Dagcremen, Aquasource Gel Creme, har den lækreste, letteste konsistens. Den er så nem at smøre ud, og så trænger den hurtigt ind, hvilket jeg synes er meget vigtigt for en dagcreme, når man står om morgenen og skal ud af døren. Gelkonsistensen gør, at den virker kølende på huden, samtidig med den fugter godt. Lige netop dette produkt er full-size, og derfor har jeg også taget cremen her med til Spanien, og jeg kan tilføje at gelkonsistensen er rigtig lækker, hvis man skulle gå hen og blive solbrændt.

Nat balmen, Aquasource Triple Spa Effect Night Balm, er mit yndlingsprodukt i serien. Konsistensen er et sted mellem en fed balm og en gel, der virker kølende på huden. Den er nem at smøre ud – overraskende nem af at være en balm, og så fugter den rigtig godt. Jeg synes virkelig, jeg kan mærke, den gør en forskel for min hud, når jeg bruger den, og min hud bliver simpelthen så blød, når jeg har påført denne balm.

 

Indpakningen

Jeg er vild med indpakningen på produkterne, og de er alle nemme at bruge. Det lysegrønne look passer godt til navnet, og så giver glasindpakningen på dagcremen (det eneste fullsize produkt jeg har) en luksuriøs følelse. Derudover fungerer det godt, at nat balmen er i en lille tube, da den så er nemmere at dosere, ligesom det fungerer godt, at nat balmen er i en anden farve end de andre, da den er beregnet til aftenbrug. Det er en lille detalje, men jeg synes lige, det giver det ekstra.

 

Alt i alt…

… synes jeg, serien er god. Den ville nok egne sig bedst til sommerbrug for mig, da jeg ikke synes, den fugtede helt så godt, som jeg kunne have tænkt mig i vinters, mens den her i Spanien, hvor min hud har været mindre tør, har fungeret helt perfekt. Den ER fugtgivende, det er den. Nogle af produkterne kan næsten virke vandede (på den gode måde), men jeg synes alligevel, jeg måtte supplere en del med fugtgivende natmasker for at få nok fugt. Min hud har dog også en tendens til at blive mere tør om vinteren, og jeg burde måske derfor i virkeligheden have købt den lyserøde serie til tør hud. Ellers vil jeg sige, at denne grønne serie nok fugter rigeligt, hvis man har meget kombineret hud eller fedtet hud, og det er virkelig nogle lækre produkter fra indpakning til indhold.

Serien i både grøn og lyserød forhandles hos Matas til varierende pris.