Tag: eyes

Gosh Boombastic Over Dose Volume Mascara & Rebel eyes Lengthening mascara

I dag skal vi snakke om en af mine yndlings ting, nemlig mascara. Jeg har været på jagt efter en ny mascara, og da jeg var det, fandt jeg et godt tilbud i Matas, og derfor endte jeg med to mascara fra Gosh. Gosh var faktisk det mærke, som jeg fik min første mascara fra, og kærlighedshistorien imellem mascara og jeg er forsat lige siden (også selvom den ikke altid er lige lykkelig). Hvis man ikke kender til mit forhold til mascara, så elsker jeg dem, og de hader (ofte) mig.  Hvis de ikke er virkelig hårdføre, så sidder de over alt. Under mine øjne og under mine øjenbryn = panda! (Hvis jeg bare var lige så nuttet som dem, betød det ikke så meget, men det er jeg desværre ikke).

Boombastic Over Dose Volume Mascara 
Beskrivelse fra Gosh: 
BOOMBASTIC OVERDOSE er den perfekte kombination af børste og mascara, der tilsammen skaber en super voluminøs effekt. BOOMBASTIC OVERDOSE er udviklet med en unik fiberbørste, som fanger selv de mindste vipper. Derudover skaber mascaraens dybe pigmentering en perfekt sort farve. Denne kombination efterlader dine vipper smukke og ekstremt fyldige.

Jeg vil med det samme pointere, at jeg virkelig godt kan lide børsten. Den er virkelig nem at bruge, og så giver den dejlige separerede vipper. Jeg synes også, at den giver længde, men ikke den vildeste volumen. Det er ikke sådan, at jeg tænker WOW, når jeg har brugt den her mascara, så den er på den naturlige side.

Børsten er dog det, som virkelig gør den her mascara til noget, for selve mascaraen holder til absolut intet, efter jeg har påført den. Den er OVER det hele. Vi er på ingen måde venner, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg er lidt ked af, at den ikke holdte bedre på mig. Den klumper ikke rigtig, og den er parfumefri og vegansk, hvilket nok er det mest positive, jeg kan sige om den, da den bare ikke virker for mig. 

Rebel eyes Lengthening mascara 
Beskrivelse fra gosh:

Med GOSH’s nye REBEL EYES LENGTHENING MASCARA får volumen og længde en helt ny betydning. Vipperne vil med kun få strøg synes længere og mere voluminøse. Børsten skaber volumen og ekstra længde til vipperne, og giver med et enkelt strøg et flot, naturligt look med lange, buede, fyldige vipper. Formuleringen indeholder plejende ingredienser, som styrker dine vipper. Vegansk.

Den her mascara siger mig desværre ikke så meget, og det er en, man kommer til at glemme meget hurtigt, efter man har brugt den. Børsten er okay, men jeg er bare mere vild med den anden. Den smittede endnu mere af end den første, der var jeg panda x 2! Det går bare ikke, når man arbejder med makeupartister omkring en, så skal mascaraen fandme sidde ordentligt. Jeg synes virkelig heller ikke, at den her gjorde noget specielt. Det er en kedelig mascara, som på ingen måde fungerer for mig, og jeg synes, man kan finde meget bedre til pengene. Selvom jeg ikke var over vild med den første, så synes jeg, at den var bedre end den her. 

Som I kan høre, så har jeg simpelthen ikke været heldig med nogen af de her to mascara, det var lidt sørgeligt, men jeg har siden da købt to andre, dog fra Essence denne gang, så I kan glæde jeg til at høre om dem eller noget, lad mig bare sige at jeg ikke har været særlig heldig med mit mascara valg her på det sidste…. 

Rituals Miracle Bronzing Powder & Miracle Eyeshadow stick

Rituals er jo et mærke, som vi er ret glade for her på bloggen, men en af de ting, som vi endnu ikke har snakket om fra Rituals, er deres makeup. Jeg har længe gået og kigget på deres makeup, men har bare aldrig taget mig sammen til at få det prøvet, og helt ærligt så vidste jeg heller ikke helt, hvor jeg skulle starte, da der ikke var noget, som sprang mig i øjnene. En dag, da jeg var inde for at købe en gave, fik jeg dog kigget lidt nærmere, og der røg to produkter med hjem. Deres Miracle Bronzing Powder i Natural og deres Miracle Eyeshadow stick i San shimmer.

Mit førstehåndsindtryk er rigtig godt, for deres indpakning er lige mig! Rosa guld og hvid går man aldrig galt i byen med. Indpakningen er klassisk, flot og noget, man gerne har stående fremme. Bronzeren lukker rigtig fint sammen, og der er et lille spejl i, som jeg synes er et rigtig fint spejl. Låget på øjenskyggen lukker dejlig tæt sammen, så den falder ingen steder. Men nu er indpakningen jo ikke det vigtigste, selvom man godt nogle gange kan forelske sig i et produkt bare på grund af indpakningen.

Bronzing Powder – Natural
Af en eller anden grund så elsker jeg bronzing powders, og derfor valgte jeg også det her produkt, da jeg vidste, jeg så ville få det brugt. Denne bronzer er den lyseste af de to farver, som de havde. Den består af fire forskellige nuancer, som man kan se på billedet. I kan se det her mønster, som er på bronzeren, da den er blevet presset, er der kommet et lag ”film” over pudderen, hvilket ofte sker.

Det betyder, at når man rører ved pudderen, kan den virke lidt hård og ikke særlig blød. Jo mere man bruger den, jo mere forsvinder det film, og jo bedre og blødere bliver produktet. Farven trækker lidt til den orange side, så hvis du er lysere end mig (altså Tanja farvet), så ville jeg nok vælge et andet produkt. Jeg kan rigtig godt lide pudderen. Den er ikke for pigmenteret, så man har lidt rum til at bygge farven op, hvilket jeg rigtig godt kan lide. Den ser flot ud på huden, og den holder altså også rigtig fint, så du skal ikke påføre flere gange i løbet af dagen.

Det er virkelig svært at se på billedet af jeg har bronzer på, selvom det var tydeliger i virkeligheden. Men den lille smule varme i kan se på min kind er bronzeren.

Eyeshadow Stick – Sand Shimmer
Crème øjenskygge idette format, synes jeg, er en fantastisk ting. Det er et af de produkter, som bare er så nemme at arbejde med, og så tager det ingen tid. Det her er et super produkt. Hvis du ikke kan finde ud af at lægge øjenskygge, så er det her produktet for dig.

Farven er en klassisk bronze farve, som vitterligt kan bruges til alt.

Den er utrolig nem at arbejde med på huden med en lidt luftig pensel, hvor hårene ikke sidder så tæt, og så er du godt kørende. Den smelter fint ind i huden uden det store arbejde, men den kan godt samle sig en lille smule i globelinjen. Det kan dog udlignes ved lige at duppe med fingeren i to sekunder.

Det her er hvordan den ser ud om aften, efter at have den på en hel dag.

Derudover holder den fint hele dagen. Jeg synes, det her er et super produkt, og jeg har vitterligt brugt den hele sommeren, fordi det bare er så nemt. Den kan helt sikkert anbefales.

Hvad man skal have i tankerne med Rituals makeup, er at det er naturligt makeup og ikke instagram makeup, man skal gå efter, når man skal købe deres makeup. Det er meget basic produkter, men det kan jeg faktisk godt lide, da det er det, de fleste af os faktisk skal bruge. Det var et positivt indtryk fra min side, og deres foundation er sat på min liste, da jeg virkelig godt kunne tænke mig at prøve den. 

NYX Glitter Primer

Selvom jeg nu er blevet ret glad for highlighter, så er ren glitter i ansigtet noget, som jeg altid har hadet, og det overrasker faktisk også mig selv, at jeg godt kan lide highlighter. Jeg har til gengæld altid godt kunne lide øjenskygge med glitter i. Der er bare ét problem, når man bruger glitterøjenskygger, for det sker ret ofte, at glitteret falder ned på ens kinder, og det kan faktisk få mig til at holde mig fra glitterøjenskygger nogle gange, hvilket jo er synd! Heldigvis findes der nogle produkter, som kan afhjælpe problemet. Det siges blandt andet, at Too Faced Glitter Glue er god, men da den ikke var at finde i Sephoras afdeling i Magasin, har jeg måtte kigge mig om efter et lignende produkt, og det viser sig så, at NYX har en primer, NYX Glitter Primer, som også virker til formålet.

Indpakning
Det er en klassisk tube, hvor du selv skal trykke for at få produktet ud, hvilket jeg godt kan lide, da du så virkelig kan styre, hvor meget produkt du får ud.

Virker den?
Ja det gør den. Det er et simpelt og kort svar, men den virker virkelig, hvilket faktisk overraskede mig. Der er stadig LIDT glitter, der falder ned, men det er altså meget lidt, og jeg tror, at det altid vil være tilfældet, også selvom man bruger en primer. Derudover så gør denne primer noget ved pigmenteringen af øjenskygger – det gør alle primere jo i et eller andet omfang, men denne frembringer nærmest mere pigmentering også ved matte øjenskygger, og de glitterøjenskygger som før var fantastiske er nu endnu mere fantastiske, da primeren nærmest virker som lim!

Hvordan påfører jeg den?
Jeg starter altid med at bruge min normale primer, som lige nu skifter imellem Wet ´n Wild Photofocus Eyeshadow Primer og Essences I Heart Colour Intensifying primer. Så lægger jeg den øjenskygge på, som skal danne base for mit look, og først inden jeg påfører min glitterøjenskygge bruger jeg NYX Glitter Primer på det område, hvor jeg påfører glitterøjenskyggen. Det er nemmest at tage et øje ad gangen, da denne primer er mere klistret end en normal primer, og hvis man tager for lang tid, så tørrer den, og derved går noget af effekten altså tabt. Den lægger sig fint ovenpå de øjenskygger, der allerede er påført øjet.

Jeg synes virkelig, det er et godt produkt, og hvis du har problemer med, glitter i øjenskyggerne bliver for meget for dig, så ville jeg helt sikker overveje dette produkt, da jeg virkelig synes, det har gjort en forskel. Den kan også bruges på læberne, men jeg kan desværre ikke fortælle, hvordan den virker der, da jeg ikke har afprøvet det.

Kan købes i Matas og på Matas.dk til 80 kr.

 

Er den omtalen værd: L’Oréal Mega Volume Miss Manga in Black

Billede

Et af de makeup produkter, som jeg virkelig elsker, er mascara, så når jeg hører om en super god mascara, skal den bare prøves. Miss Manga har været meget omtalt, og derfor havde jeg også meget store forventninger – og jeg blev virkelig skuffet!

Selvom jeg elsker mascara, betyder det desværre ikke altid, at de elsker mig, og der skal ikke altid meget til, før mascaraen ligger flot under mine øjne fremfor på mine vipper. Det afhænger meget af, hvilken mascara jeg bruger. Ved nogle er det ikke slemt, og man kan derfor lige leve med det. Ved andre ligner det, at jeg ikke har sovet i flere dage, eller at jeg er klædt ud som panda. Når det så er sagt, skal det også siges, at jeg har haft samme problem med nogle vandfaste mascara, hvorfor det kunne tyde på, at det kan skyldes, at jeg har fedtede øjenlåg. Dette gør, at der på øjenlåget dannes en lille mængde olie, som opløser (vandfast) mascara – det er derfor fejlagtigt at gå rundt i troen om, at vandfast mascara i alle sammenhænge holder bedre end en almindelig mascara, da det altså kun er vand, den er særligt modstandsdygtig overfor. Problemet kan i nogen grad afhjælpes ved at pudre øjenlåget, således at olien låses og ikke “løber” ned på vipperne og opløser mascaraen. Har du ikke normalt dette problem, kan det være, du vil synes bedre om Miss Manga, end jeg, men jeg oplevede, at den hurtigt falder ned under øjnene på mig. Derudover synes jeg også, at den bogstaveligtalt falder af mine vipper – altså i små flager, som også lægger sig under mine øjne. Selvom den falder af i flager, har jeg dog ikke oplevet, at den giver knasende tørre vipper, som nogle mascara gør.

 

Min mascara behøver ikke at se naturlig ud. Jeg bruger mascara, for at man skal kunne se mine vipper. Når jeg påfører mascara, skal jeg kunne se en forskel, og når jeg bruge Miss Manga, kan jeg godt se en forskel, men det er ikke en fantastik forskel. Den giver hverken meget volume eller længde, men da den heller ikke påstår at tilføre længde, kan den tilgives herfor. Volume indgår dog som en del af navnet, og når det er tilfældet, skal den altså også give volume!  

 

Jeg synes ofte, at mascara bliver bedre, jo længere tid man bruger den, og det er også tilfældet med denne. Det er en meget våd formular, når du bruger den i starten, men den tørrer en smule ind og bliver bedre at arbejde med – ihvertfald i forhold til mine vipper. En god ting er, at den ikke klumper, som nogle mascara desværre gør – dog med det forbehold at hvis du lægger for meget på, så vil den klumpe som enhver anden mascara, du kan dog godt påføre nogle lag, før dette sker. Ved påførelse af flere lag, bliver mine vipper mørkere og tydligere, men der er ikke tale om en WOW-effekt, hvilket nok er min største skuffelse i forhold til denne mascara (udover hvor hurtigt den sidder under øjnene på mig). Den er simpelthen for naturlig, hvilket ikke er noget for mig – på den anden side er det måske en god ting for dig, som bare foretrækker lidt ekstra dybde.

Mascara2

Hvis man kigger på børstens form, er den kegleformet. Børstestråene er korte i toppen af børsten, og bliver længere, jo længere ind du kommer på børsten. Børsten kan også bøjes, så det skulle være lettere at nå de indre og ydre vipper, men det er nu ikke noget, som jeg har lagt mærke til.

Jeg ved, mange elsker denne mascara, men jeg er desværre ikke en af dem, da jeg synes, der findes mange, der er meget bedre end den her.  Hvis du dog er interesseret i den, kan den købes i Matas eller på http://www.matas.dk/lor-volume-miss-manga-black til 119.95 kr og den kan også findes i Bilka og Føtex.