Tag: creme

Nivea Essentials Urban Skin Detox Night Cream

Nivea er et mærke, jeg altid vil forbinde med cremen i den blå dåse. Det er altid det produkt, jeg forestiller mig, når nogle nævner Nivea, men Nivea laver faktisk også mange andre produkter, har det vist sig. Senest har de lanceret en detox serie, som jeg vil mene ud fra reklamerne og designet, henvender sig mere til det yngre publikum, idet designet er holdt i grønne, mørke blå og hvide farver. Det er ikke en indpakning, der skriger luksus, men jeg kan faktisk meget godt lide den, og jeg synes, den er flot at have stående fremme.  

Seriens fokue er detox, hvilket betyder at cremen skal hjælpe med at holde huden frisk og ung, selvom man har et travlt og “vildt” liv. Den skal detoxe huden henover natten og efterlade den strålende, blød og sundere morgenen efter. Natcremen indeholder grøn te ekstrakt, antioxidant og hyaluronsyre, og så skal den give fugt i op til 48 timer.

Konsistensen er gele, hvilket gør, at den er meget let og ikke virker fedtet på huden. Den absorberes nemt og hurtigt, hvilket jeg virkelig godt kan lide.

Den indeholder parfume, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg synes, der er lidt for meget parfume i. Det er ikke en skarp duft, og den minder lidt om en spa duft, men der er bare for meget af den.
Jeg kan virkelig godt lide cremen, men den har måske ikke ligefrem forandret mit liv. Det er et godt, solidt produkt. Den gør det, den skal, fugter fint, og jeg vågner altid op med blød hud og har ikke oplevet at slå ud på grund af cremen.

Jeg kunne sagtens finde på at købe den her creme igen, og til 90 kr. så synes jeg faktisk, det er noget af et godt produkt, man får til billige penge.

Kan købes her 

Friends Favoritter

Noget af det bedste er at høre om andres yndlingsprodukter eller endnu bedre; at få lov til at snage i deres makeup. På den måde bliver man ofte præsenteret for nogle produkter, man ikke selv ville have valgt, eller man ikke havde opdaget, fordi man hurtigt kommer til at drukne i kollektioner og mærker.

Hvis I minder bare lidt om os, så elsker I nye produkter ligeså meget som et godt stykke kage, og I vil med sikkerhed synes, det er spændende at snage i andres makeup. Derfor skal det i dag hverken handle om mit eller Tanjas makeup, men jeg har bedt mine veninder udvælge deres yndlingsprodukt – ingen restriktioner (udover det skulle passe i beautykategorien) og fortælle os om det.   

Amanda – Youngblood Brow Artiste Sculpturing Pencil i Blonde 
Der er tale om en “blyant,” der har en fin spids til trods for, det ikke er en traditionel blyant, der skal spidses men en af dem, man kan dreje op. I modsatte ende af selve produktet er der en børste. Det er ikke et billigt produkt, men Amanda mener, det er pengene værd, hvortil jeg vil sige, at Youngbloods produkter normalt plejer at leve op til det, de lover. Helt sikkert et produkt jeg må prøve! Her er, hvad Amanda nærmere sagde om produktet: jeg synes, det ser virkelig naturligt ud, når man bruger produktet, fordi farven ikke er brun men heller ikke er helt mørk.

Kan købes i Matas og på Matas.dk 

Tabita – Urtekram Cleansing lotion + Day Cream 
Tabita har valgt produkter fra Urtekram, der er meget bevidste om deres ingredienser og i dag er et af Skandinaviens største økologiske mærker, hvilket, jeg synes, er fedt! Jeg elsker, at de har fokus på økologi, og derfor tiltrækker det mig også at prøve nogle af deres produkter. Om produkterne har Tabita sagt: jeg synes, det er en virkelig lækker og mild serie. Min hud er kombineret, så cremen er ret god, da den fugter godt uden at fedte. Hvis man kigger på nogle af ingredienserne, er det også nogle lækre ting. De har valgt at bruge; mandel-, oliven- og jojobaolie i renselotionen, som også har antiinflammatorisk effekt, hvilket er fantastisk, hvis man har problemer med sin hud.

Kan købes på www.nicehair.dk   (Day cream) & nicehair.dk (Cleansing lotion)

Cathrine – Nilens Jord Extension Mascara
Mærket er jo ikke fremmed her på bloggen, men til trods herfor har Cathrine alligevel formået at ramme et produkt, som vi endnu ikke selv har prøvet eller skrevet om, nemlig deres Extension Mascara. Jeg kan dog godt høre, at jeg er nødt til at få den købt. Om produktet har Cathrine sagt: jeg har haft mange forskellige mascara, men jeg ender altid med at bruge Nilens Jords mascara, da den gør vipperne lange uden at klumpe.

Kan købes i Matas og på www.nilensjord.dk


Line – Chanel Démaquillant Yeux Intense og Chanel Vitalumiére Aqua
Line er min barndomsveninde, og derfor kan man vist roligt sige, at hun har fulgt min makeuprejse længst. Jeg er 99,9% sikker på, at hun introducerede mig for min første foundation, Youngblood Mineral Foundation, som jeg endte med at bruge fast i flere år. I denne omgang har hun valgt to produkter fra Chanel, og hendes kommentarer er:
Jeg ledte for noget tid siden efter en makeupfjerner og fandt, med hjælp fra en konsulent, den helt rigtige. Konsulenten spurgte mig, om jeg bruger kontaktlinser eller har sarte øjne – og jeg har rimelig sarte øjne. Derfor anbefalede hun mig Chanels makeupfjerner, og jeg må indrømme, at min første tanke var “det lyder godt nok dyrt” men nej, i forhold til andre makeupfjernere jeg tidligere har brugt, var prisen på 250 kr. ret normal. Derfor er Chanels makeupfjerner Démaquillant Yeux Intense nu mit absolutte favorit beautyprodukt; den er mild og drøj i brug, og på samme tid fjerner den makeuppen, uden at mine øjne begynder at svie eller bliver fyldt med olie. Et lille råd; gør vatrundellen våd før du påfører et par dråber af makeupfjerneren, så skal du bruge endnu mindre.

kan købes i magasin og magasin.dk 

I vinterperioden er min hud ret tør, derfor bruger jeg gode fugtighedscremer, men min foundationpudder fra Youngblood (Youngblood Mineral Foundation) har en tendens til alligevel at tørre huden ud igen. Derfor er det vigtigt for mig at have en god og lækker foundation som base. For mig er det Chanels Vitalumiére aqua, som jeg påfører med Nilens Jords rosegold foundationpensel. Den har en let og nærmest luftig konsistens, hvilket gør den nem at påføre, og så giver den en flot og let overflade, hvor huden ikke kæmper for at få luft.

 Kan købes i magasin og på www.magasin.dk

Det var det, mine veninder havde at sige, om deres yndlingsprodukter, og jeg ved ikke med jer, men jeg har i hvert fald fået øjnene op for et par produkter, som jeg gerne vil prøve. Jeg håber, I har fundet det her indlæg ligeså interessant som mig, ellers kan I glæde jer til, at jeg vender stærkt tilbage med mine November favoritter i næste uge – og indtil da kan I jo glæde jer over et af Tanjas indlæg. #blessed

 

Omtalen værd? Embryolisse Lait-Crème Concentré

Tilbage i 2013 var jeg på ferie i Paris, hvilket jeg så som en oplagt mulighed for at teste alverdens franske hudplejeprodukter – deriblandt Embryolisse Lait-Crème Concentré.

Produktet har været at finde på de franske apoteker siden 1950, og det er heldigvis stadig i produktion i dag verden over. Når noget efter 66 år stadig produceres og sælges i massevis, så må det vel være fantastisk? Ja, det mener mange makeupartister, modeller og øvrige kendte i hvert fald, og det er således blevet lidt af et cult-produkt – men er det faktisk godt?

2016-02-25 14.39.43

Som I kan se på indpakningen, lover produktet at kunne bruges som:

  • Intensiv fugtighedscreme
  • Primer
  • Makeupfjerner
  • Fugtmaske
  • Lindring af hudirritationer

Derudover kan det bruges på alle hudtyper med god samvittighed, da det er uden parabener og ikke testet på dyr. Selvom det indeholder parfume, er det ikke noget, man dufter, og jeg forestiller mig ikke, at det er så meget, at det kunne være til stor gene for huden.

 

Fugtighedscreme og primer

Min første tanke med produktet var naturligvis at bruge det som creme og meget hurtigt efter begyndte jeg også at bruge det som primer. I starten hadede jeg det; cremen var tyk og klistret, men jo mere jeg brugte den, jo mere afhængig blev jeg, og jeg har været loyal forbruger i tre år nu. Den dag i dag tror jeg, min had bundede i uvidenhed og frygten for at tilføre min kombinerede hud for meget fugt. Nu hvor jeg har indset, at huden behøver fugt, og at det ikke er farligt, synes jeg, at den trænger hurtigt ind, og huden efterlades blød og føles sundere, hvilket også gør, at den danner en fantastisk base for foundation. Jeg oplever, at min hud har en frisk glød og føles sundere gennem hele dagen, selvom jeg har foundation på. Hvorimod hvis jeg ikke har cremen på, synes jeg, min foundation får min hud til at se død og kedelig ud.

 

Makeupfjerner

Dette var slet ikke en funktion der faldt mig naturlig, og det er først for nyligt efter jeg kom til at læse på dobbeltpakningen, at den kan bruges som rensecreme, at jeg kastede mig ud i det. Hvis man kigger på indholdet af olie og vand, er det måske ikke så underligt, at cremen kan fjerne makeup (ligesom mange andre cremer!). Den gør det effektivt og skånsomt, men da jeg godt kan lide at benytte et godt lag til at fjerne min makeup, synes jeg ærlig talt, at det er for dyrt i længden, når min renseskum fra Neutral kan gøre det samme til en brøkdel af prisen.

 

Fugtmaske

Fordi cremen er så fugtgivende, har jeg også flere gange benyttet den som maske – smurt et godt lag på i omkring 10 min og fjernet det resterende med en tør vatrundel. Det er et særligt godt tip her i vinterhalvåret, hvor huden hurtigt kommer til at se tør og kedelig ud, da en ”maske” som denne kan bruges til at give huden et boost, så den får mere liv og glød.

 

Lindring af hudirritationer

Mange af de hudirritationer, jeg døjer med, skyldes i bund og grund tør hud, og derfor har jeg brugt denne creme til lidt af hvert, idet den jo virker fugtgivende. Jeg har bl.a. brugt den på tørre hænder og fødder, tørre albuer, udslet og eksem. Nu er jeg jo ikke læge, og det er nok sjældent, at man vil anbefale noget med parfume og vand i til eksem, der har brug for fedt, men for mig har det hjulpet. Det skyldes måske, at jeg kun er ramt af tørre plamager med åbne sår i en lille grad i stressede perioder, og jeg tør derfor ikke love, at produktet kan lindre mere seriøse hudirritationer.

2016-02-25 14.40.56 Sådan her ser sand kærlighed ud. 

Alt-i-en mirakelcremen (ja, det kaldes den faktisk – og ikke kun af mig!) forhandles i udvalgte Matas-butikker, Magasin og flere steder online. Den koster 199 kr. for 75 ml, men hvis man som mig har indset, at man ikke vil stoppe med at bruge produktet, før det går ud af produktion (forhåbentlig aldrig, please!), så kan man med fordel købe en dobbeltpakning til 299 kr., så man sparer 100 kr. Cremen er tætlukket, og man skal prikke hul i pakningen med en dut i låget, så det kan sagtens holde sig.

 

Tomme produkter nr. 1: Soap and Glory

Det her indlæg skal handle om tomme produkter – et koncept som vi vil komme tilbage til mange gange. Fordelen ved at anmelde tomme produkter er, at vi har testet produktet i mere end en uge og måske endda under forskellige omstændigheder. Som udgangspunkt vil vi skiftes til at vælge fem produkter, som vi har tømt. Da jeg har hele fire tomme Soap and Glory produkter liggende, har jeg dog valgt, at det i dag kun skal handle om det mærke for at fejre, at det endelig forhandles online (her!) med forsendelse til Danmark.

2016-01-16 12.31.20

Flake Away Scrub

En scrub jeg er kommet tilbage til mange gange – og nok kommer tilbage til igen. Indholdet af salt og sukker gør, at den effektivt fjerner døde hudceller og sætter gang i blodomløbet. Da der både er salt og sukker i, har den en tryk, grov og grynet konsistens, som gør, at den måske egner sig knap så godt til de, der har meget sart hud. Derudover indeholder den også shea smør og mandelolie, som ikke alene giver produktet en sød duft men også fugter huden. Duften er kraftig og holder længe (hvorfor jeg foretrækker at bruge den om aftenen). Hvis man bruger en scrub for at opnå en hjemme-spa følelse, vil jeg styre uden om denne, da duften efter min mening er for gennemtrængende og sød hertil. Den koster £8, hvilket er lige omkring 80 kr. alt efter kursen.

Sugar Crush Body Scrub

Denne scrub minder i konsistensen meget om den forrige, og den er ligeså effektiv i brug, så er man ikke til de søde dufte, burde man prøve denne. Den indeholder kun sukker (i hvert fald til eksfoliering), og selvom man ofte siger, at sukkerscrubs er lidt mildere end saltscrubs, så synes jeg denne er rigeligt grov. Jeg har brugt den sammen med selvbruner, og dertil har den fungeret fint uden at efterlade mig med grimme plamager. Den indeholder også mandelolie og lime, som er med til at pleje huden og give scrubben en frisk, citrusduft. Den koster også £8, hvilket er lige omkring 80 kr. alt efter kursen.

Foam Call Body Wash

Når produktet hedder ”foam call” – altså skum opkald – så forventer jeg, at det skummer! Det synes jeg ikke, denne shower gel gør. Den er svær at smøre ud, og er nærmest væk, inden den får chancen for at skumme. Jeg har brugt den sammen med en loofer, og sammen med den skummede den dejligt op og var nem at påføre. Den indeholder pebermynteolie men dufter kun meget svagt heraf. Jeg synes, den dufter sødt, uden at jeg kan sætte en finger på, præcist hvad den dufter af. Den koster £6,50, hvilket er lige omkring 65 kr. alt efter hvad kursen er.

The Righteous Butter

Denne body butter er lækker og cremet. Den har en tyk konsistens, men er alligevel nem at smøre ud. Den smelter næsten på huden, og efterlader et tyndt lag film, som man (desværre) kan mærke på huden længe efter. Duften (sød og tøset) bliver også hængende længe, og derfor foretrækker jeg at bruge den om aftenen. Det er dog ikke noget, der vil afholde mig fra at købe den igen, da jeg godt kan lide duften og synes, at cremen i sig selv er rigtig god. Den koster £10, hvilket er lige omkring 100 kr. alt efter kursen.

Genbrugstips

Til sidst vil jeg lige komme med nogle tips til at håndtere de tomme produkter, for det meste af det, vi smider ud, kan genbruges – hvorfor ikke bidrage til det? Der er primært tre kategorier, der er interessante, når man står med en masse kosmetikaffald.

Hård plast: Den hårde plast er den nemme. Heri kan du roligt komme dine tomme shampooflasker, cremer, scrubs, lotion, setting sprays og lignende.

Farligt affald: Heri kan du smide neglelak, neglelakfjerner, parfume og alt der kommer i en spraydåse f.eks. hårlak eller tørshampoo.

Glas: Denne giver måske sig selv, men heri hører alt det, der er lavet af glas, til.

Skarpe genstande bør du slet ikke smide ud, da de kan være til fare for dem, der senere skal håndtere affaldet. I stedet bør de afleveres på genbrugsstationen. I Matas kan man aflevere alle tomme produkter, der er købt i Matas.

I nogle tilfælde kan man endda være heldig at få noget igen, når man genbruger.

  • Kiehl’s har et system, der udløser forskellige ”præmier” (altså nye produkter) alt efter om du afleverer 3, 5 eller 10 tommer produkter.
  • Mac tager også gerne imod 6 tomme produkter som betaling for en læbestift (dette findes dog så vidt jeg ved ikke i DK, men er stadig relevant, hvis man skal ud og rejse, da mange andre lande har ordningen).
  • Lush er et mærke, som indtil videre ikke har en fysisk butik i DK, skal man derimod ud og rejse, kan man medbringe 5 tomme produkter og bytte dem til en ansigtsmaske.