Billedet er lånt fra www.savorannarbor.com

I dag kommer det til at handle om sider, som vi godt kan lide at handle på. Jeg har valgt at koncentrere mig om udenlandske sider i det her indlæg, men hvis I vil høre om hvilke danske sider, vi handler fra, må I sige til. Det begynder jo at gå mod juletid, så hvis du har nogle makeupelskere i din omgangskreds, så skal du helt sikkert tage et smut forbi en af de her sider.

Beautybay.com

Beautybay er nok et af de første steder, jeg købte fra og et sted, som jeg var meget loyal over for i et godt stykke tid. Da jeg startede med at købe derfra, var der gratis levering, men nu skal man dog over 126 kr. for at få gratis levering. De har lavet et fint skema over de forskellige leveringsmetoder, som der kan vælges imellem.

beautybay

Levering fra Beautybay kan godt tage et stykke tid om at komme, og det tager nok nærmere 7 dage end 5, men hvis man har en smule tålmodighed, så er det aldrig noget, jeg har haft et problem med. Når det kommer til deres kundeservice, kan jeg ikke andet end at give dem ros. Jeg havde bestilt en øjenbrynsblyant, men den var kommet i en anden farve, end jeg havde bestilt. Jeg skrev til dem, og de sendte en ny med det samme, uden jeg behøvede at sende den forkerte blyant tilbage. 

Beautybay er baseret indenfor EU’s grænser, hvilket betyder, at der ingen told kommer på de produkter, som man køber. Jeg synes ikke, at det er så ofte, at de har rabatkoder, men i denne tid skal man helt sikkert holde øje.

Beautybay forhandler mærker som Makeupgeek, Malani, Natasha Denona, Yes to, Z-palette, Beautyblender og mange flere.

Feelunique.com

Feelunique er ved at være en af mine yndlings sider at shoppe fra. De har nemlig mange mærker, som man ikke bare lige finder andre steder. Levering fra Feelunique har været lidt svingende, men ikke noget som er gået ud over den leveringstid, som de har fastsat ved køb. Man skal over 300 kr., før man kan få gratis fragt, og ellers så koster det 40 kr. for fragt uden at du kan følge den, og 70 kr. hvis du gerne vil følge den. Når du over de 300 kr., er der som sagt gratis fragt uden mulighed for at følge pakken, så ønsker du tracking nummer, må du slippe 30 kr.

feel

Deres kundeservice får også ros her. De havde sendt mig en skrub, hvor indpakningen var i stykker, så jeg faktisk ikke kunne få produktet ud. Jeg skrev til dem og fik intet svar. Så skrev jeg igen og fik svar med det samme, hvor jeg fik 3 muligheder at vælge imellem. 1. Jeg kunne få sendt et erstatningsprodukt. 2. Jeg kunne få mine penge refunderet ved at få et ”gavekort” til feelqunique på produktets pris + 5 % ekstra. 3. Jeg kunne få mine penge refunderet. Jeg valgte mulighed 1, og produktet blev sendt med det samme.

Feelunique ligger nu indenfor EU’s grænser, så man kan shoppe løs uden at bekymre sig om told. Jeg synes, det er et af de nyhedsbreve, som man skal tilmelde sig, da de ofte har nogle gode rabatkoder.

Feelunique forhandler mærker som Guerlain, Burberry, Giorgio Armani, Loréal (hvor nogle af produkterne ikke kan købes i Danmark), The Balm og mange flere.

Lookfantastic.dk

Denne side minder meget om Beautybay, men har dog nogle andre mærker og leverer lidt hurtigere. Som I kan se på skemaet, er der gratis levering, når man bestiller for over 500 kr., og ellers koster levering 39 kr.

skaermbillede-2016-11-10-kl-12-19-17

Lookfantastic ligger også indenfor EU, hvilket betyder, at der ingen told kommer på de ting, man køber. Jeg har ikke gjort mig nogle erfaringer med kundeservice, så jeg kan ikke oplyse om, hvor god service der er, men det er jo aldrig en dårlig ting ikke at have haft behov for kundeservice. De har ofte rabatkoder, så det er en god idé at klikke forbi siden jævnligt, idet der ofte er mellem 5 og 20% at spare.

Lookfantastic har mærker som Paulas Choice, Caudalie, Bliss, Bourjois, Illamasqua og mange flere.