Tag: ansigtsrens

Matas Micellar Water alt-i-en ansigtsrens

Vi har snakket en del om micellar water her på bloggen, men jeg har aldrig nævnt denne, selvom jeg faktisk har købt den af flere omgange. Måske fordi jeg synes, navnet er lidt misvisende, og jeg generelt ikke er så stor fan af diverse alt-i-en løsninger. Men efter jeg over de seneste par måneder har fået tiltagende tør hud, har jeg haft problemer med mine øjenlåg og området omkring mine øjne. Jeg vidste ikke, at ens øjenlåg kunne tørre så meget ud, at de skaller, men det kan de åbenbart, og det gør rigtig ondt – især når man skal fjerne makeup (jaja, man er vel forfængelig nok til at skulle have makeup på uanset hvad….)

Derfor har jeg været i mit lille lager for at se, om jeg havde noget, der var mildere end den makeupfjerner fra Clinique, som jeg ellers havde gang i. Da kom jeg forbi denne lille flaske, som jeg besluttede mig for at give et forsøg, inden jeg smed penge efter noget andet. Den er overraskende mild. Selvom jeg har haft den før, så har jeg vist aldrig rigtigt fået læst ordentligt på flasken. Dumt.

 

Det misvisende er, at de kalder den en alt-i-en ansigtsrens, for det ville jeg bestemt ikke bruge den som. Det der med at smøre noget på huden, og så påstå det renser, hvis man ikke fjerner det igen, det virker skørt. Det er jo ikke fordi, den får snavset til at oxidere væk. Jeg vil nærmere mene, det er en makeupfjerner, ligesom de klassiske micellar water, og så ville jeg anvende en rens, som skal vaskes af, til at rense min hud. Den kan måske gå an som en let rens om morgenen, hvis man har travlt, men det er ikke noget, jeg personligt har erfaringer med, og derfor anmelder jeg den altså også som om, det er en makeupfjerner.

Det gør den til gengæld også ganske fint. Jeg synes nemt, den fjerner både mascara og eyeliner, uden jeg skal gnide eller bruge ret meget produkt. Den er ikke beregnet til vandfast makeup. Hvis jeg skal nævne det bedste af det hele, så er det, at den ikke irriterer min hud, selvom den er meget sart i øjeblikket. Nu er der selvfølgelig ikke tale om, at jeg har permanent meget tør og måske endda skadet hud, så jeg ville måske være lidt varsom med at skifte, hvis man har sådanne problemer. Men for mig har den fungeret helt fint lige i denne periode, hvor mine øjenlåg er knastørre (er der forresten andre, der har oplevet noget lignende?).

Den er godkendt til at bære svanemærket, som betyder, at den lever op til miljøkravene her i norden. Derudover er der ingen parfume eller parabener i, og den har en pH-værdi på omkring de 7, så den er alt i alt altså meget neutral. Derudover indeholder den kreatin, som der står, skal forbedre hudens elasticitet, og B5 som virker fugtgivende. Jeg ved ikke helt, om jeg vil sige, jeg har bemærket en opstrammende effekt eller fugt, men det at den ikke har irriteret mit tørre øjenområde er nok et tegn på, at den er lidt fugtgivende, selvom min hud altså ikke er blevet mindre tør.

Hvis man lige ser bort fra den som en ansigtsrens, så synes jeg faktisk alt i alt, at det er et fint produkt til pengene. Det er ikke et wow-produkt, der kommer til at revolutionere din verden, men det er et fint neutralt produkt, som nok vil kunne anvendes af de fleste med succes. Hvis det bare er en makeupfjerner til hverdagsbrug, man har behov for, så er denne et godt bud – den kan endda fjerne min Covergirl mascara, som jeg ellers synes kan være lidt svær at fjerne. Hvis den tørre hud fortsætter, skal jeg helt sikkert have købt en ny af disse, ellers skal jeg have tømt mit lager først.

Månedens favoritter: februar ’16

Februar var for mig en måned, der bød på hverdag igen efter en lang eksamensperiode samt en masse sociale sammenkomster. Derudover har vejret, som de fleste har opdaget, været meget skiftende, hvilket måske kan være grunden til, at jeg har hele to læbepomade-produkter blandt mine favoritter denne måned.

2016-02-25 14.36.54

COLAB dry shampoo ”London”

Som de, der har fulgt med fra starten, har set, så elsker Maria Batiste tørshampoo. De har aldrig rigtig kunne enes med mit hår, og jeg synes måske, at de er lidt for pudrede til mit meget fine hår.  Denne fra COLAB er derimod noget lettere og passer derfor perfekt til tyndt, fint, skandinavisk hår. Den kommer i forskellige dufte, men jeg har kun prøvet denne ene, og den passer mig fint. Jeg synes ikke, duften bliver siddende i håret længere end forventeligt, og så får den mit hår til at se rent og friskt ud, selvom det ikke er nyvasket. Den er perfekt hele året rundt, men jeg har været særligt glad for den her i starten af semesteret, hvor jeg har haft nogle meget lange dage, der har betydet, at jeg har måtte gå direkte fra studie til arbejde til venindehygge, og da har det været rart at kunne friske håret op undervejs. Den kan købes her.

 

Neutral Face Wash

Jeg har længe været på udkig efter en ansigtsrens, der får jobbet gjort uden for meget tingel-tangel. Den har jeg endelig fundet. Denne fra Neutral er uden parfume, farvestoffer og parabener, hvilket er sød musik for en allergiker og astmatiker som jeg. Den får jobbet gjort og ikke ret meget mere. Jeg elsker, at produktet pumpes ud, og at det er en skum – jeg kan ikke forklare hvorfor, men at fordele en tyk og luftig skum over min hud, giver mig en luksuriøs og ren følelse, hvilket man da ikke kan kimse af, når den af og til er på tilbud til 40 kr.

Den kan købes hos Matas og flere større supermarkeder.

 

Paw Paw Tinted Ultimate red Balm

Dette er ikke et produkt, jeg nogensinde selv ville have købt. Generelt er jeg ikke meget for de der blush-og-læbebalm i én, men jeg fik denne i en Beautybox, og så var jeg selvfølgelig nødt til at teste den. Den skulle indeholde naturlige elementer, der fremmer heling af hud/læber. Jeg har ikke døjet med tørre læber, så jeg kan ikke sige, at den har helet dem, men den efterlader læberne dejligt bløde og med et sundt, rødt skær. Den klistrer ikke og bliver siddende på læberne længe. Hvis man lader den sætte sig og derefter putter flere lag på, kan man opnå en rimelig intens farve (uden at være læbestift agtig). Jeg har også brugt den et par gange på kinderne, hvor den giver en frisk tint til huden uden at være for meget – perfekt til en ”no makeup” makeup dag. Den kan købes her.

 

Smith’s Menthol and Eucalyptus Balm

Det er ikke fordi én læbepomade ikke er nok, men jeg har af en eller anden grund været afhængig af to denne måned. Denne har ligget i min lille taske, som jeg har med mig, når jeg arbejder, shopper og den slags. Den anden har ligget i mit penalhus og har givet et friskt pust, når undervisningen har været for kedelig. Nå, nok om det. Denne balm fra Rosebud er lækker. Den har en stærk duft af menthol og eucalyptus (sjovt nok), og jeg er især glad for at bruge den i de kolde måneder, hvor jeg ofte er forkølet, og næsen stopper til. Det er som om, de stærke dufte åbner op for luftrørene og gør, at jeg nemmere kan trække vejret. Derudover er balmen klar og efterlader kun et skinnende  skær på læberne. Læberne bliver bløde og smidige, og så er indpakningen ikke til at stå for. Den perfekte kombination af sød, piget og retro. Den kan købes her.

2016-02-25 14.39.13

Youngblood crushed mineral blush ”Venetian Sun”

Jeg har haft denne blush længe og har længe synes, at den er lidt for meget til hverdag, for den indeholder en rimelig kraftig guldglitter, men nu hvor highlighting er ”the thing”, elsker jeg den. Den er lyserød med et guld skær og minder mig af en eller anden grund om en smuk solopgang. Man skal bruge virkelig lidt af den for at opnå en flot, lyserød farve. Derudover gør det høje indhold af guld, at den tilfører ansigtet en smuk glød. Af samme grund er den også rigtig flot til en aften i byen. Blushen var en del af et sæt, som desværre ikke forhandles mere, men den kan  findes på f.eks. Trendsale hos private sælgere. Derudover findes samme formular også i andre farver, som forhandles enkeltvis i bl.a. Matas.

Er det omtalen værd?: micelle rensevand (Garnier, Bioderma og Loréal)

Micellar rensevand

Første gang, jeg stødte på en micelle rensevand, var på et apotek i Paris. Jeg hev en masse tilfældige produkter ned fra hylderne og håbede på det bedste, for jeg forstår ikke et klap fransk. Iblandt de mange produkter var Bioderma, og udover at der stod H2O på flasken, havde jeg ingen anelse om, hvad det var. En hurtig googlesøgning afslørede heldigvis, at jeg ikke havde betalt skræmmende overpris for en flaske vand. Derimod er der tale om en mild makeupfjerner, der indeholder vand.

Kemien

Vandet indeholder små molekyler, der hedder miceller. Disse er bygget op af små ”celler,” hvoraf hovedet elsker vand, og halen frastødes af vand. Når disse miceller opløses i vand, danner de en ring, således at hovederne er i en cirkel udadtil, og halerne peger indad og beskyttes mod vandet af hovederne. Som de fleste ved, er olie og vand modsætninger, hvilket betyder, at halerne elsker olie. Det betyder, at når vi benytter micelle rensevand til at rense vores hud, så er det halerne, der opsuger olien og efterlader vores hud ren.

 

Virker de?

Det er nu flere år siden, jeg første gang stødte på Bioderma, og sidenhen er den landet på de danske apoteker. Selvom det er lang tid siden, jeg købte min første flaske på apoteket i Paris, så er der ingen tvivl om, at prisen i Danmark er noget højere, hvorfor jeg var interesseret i at prøve de to billigere alternativer fra Garnier og Loréal.

Jeg vil ikke gå i dybden med dem hver for sig af den simple årsag, at jeg ikke kan mærke forskel. dette understøttes også af ingredienslisterne, hvor Garnier og Loréal er identiske, mens Bioderma bl.a. også indeholder frugt- og agurkeekstrakt.

Der er ingen tvivl om, at der er tale om tre meget milde makeupfjernere, men desværre er de efter min mening så milde, at ingen af dem formår at fjerne genstridig øjenmakeup godt nok. Når det så er sagt, fungerer de fint ved fjernelse af anden makeup. De efterlader huden ren og tør, uden den er stram. Jeg har dog oplevet, at Garnier fik mine øjne til at svide og områderne omkring mine øjne til at tørre ud (Loréals har ikke samme effekt, selvom de indeholder det samme. Det kan måske skyldes forskellige koncentrationer.)

Konklusion

Til rensning af ansigtet og fjernelse af simpel øjenmakeup kan de alle tre med fordel benyttes. Er der dog tale om mere genstridig øjenmakeup som f.eks. flydende eyeliner, så vil jeg styre uden om disse tre, da de efter min mening simpelthen ikke formår at fjerne det godt nok. Af den grund synes jeg ikke, at disse produkter fortjener den opmærksomhed, som de igennem lang tid har fået.

Hvis jeg skulle vælge en favorit, vil det være Bioderma, da den ikke svider ved mine øjne, og jeg finder Loréals dispenser irriterende (den overdoserer.)

Garnier (400 ml) og Loréal (200 ml) kan købes i Matas og de større supermarkeder til henholdsvis 69,95kr. og 39,95kr. Bioderma (250 ml) kan købes på apoteket til 119kr. Alle produkterne forhandles også flere steder online.