Tag: ansigtsmasker

L’Oréal Pure Clay Anti-Blemish mask

Nu er det knap et år siden, jeg skrev et indlæg omhandlende de tre andre Pure Clay masker, som L’Oréal på det tidspunkt lige havde lanceret. Én til at rense, én til at give glød og én til at eksfoliere. Nu er L’Oréal så på banen igen med endnu en maske i serien – denne gang en maske til at bekæmpe urenheder og bumser. Masken går fint i spænd med de øvrige og gør noget nyt og andet, så den fint kan indgå i en multimasking rutine også.

Denne blå, Anti-blemish, maske skal rense huden og få den til at fremstå mere klar, mens den over tid skal rengøre porerne og mindske urenheder. Ligesom de tre øvrige masker i serien, renser den huden rigtig godt, og min hud føles bare ren uden at være udtørret, når jeg har brugt masken. Jeg føler virkelig, at den renser i bund og dermed også, at mine porer bliver renset, men jeg har ikke oplevet nogen bemærkelsesværdig ændring i forhold til synligheden af mine porer eller en reduktion i urenheder. Der er dog heller ikke helt gået 4 uger, siden jeg startede brugen af masken, så det kan være, det kommer, for det fremgår nemlig af æsken, at disse resultater først vil komme efter 4 uger. Når det så er sagt, har jeg ikke fået nogle urenheder i den periode, hvor jeg har brugt masken, som ikke har en årsag (f.eks. får jeg altid et par stykket omkring min menstruation, og det har også været tilfældet denne måned), så måske den alligevel har holdt de øvrige urenheder lidt nede.

Masken er, som sagt, blå, og udover det er meget sjovt at lege smølf for en stund, så synes jeg også, det er rigtig fint, at alle maskerne i serien har forskellige farver. Det har jo reelt ingen betydning, men jeg synes, det er en fin lille detalje. Jeg synes, den virker mere blød og cremet end forgængerne, og den tørrer heller ikke helt så mat og leragtig som de øvrige, hvilket jeg faktisk godt kan lide, da den så ikke krakelerer og falder af rundt omkring, men den er også nemmere at fjerne igen. Duften af masken er ren og feminin – slet ikke generende og bliver ikke hængende, efter jeg tager masken af.

Hvis jeg skal nævne et lillebitte bitte minus er det, at de har ændret designet en smule – ja, det er fløjtende ligegyldigt i forhold til selve produktet, men når nu jeg har de øvrige masker i serien, så kunne de da godt lige have beholdt designet. Den nye maske har nemlig hvidt låg på toppen med mere matte grønne sider, mens de andre masker alle har skinnende, blanke grønne låg. Det er en lille ting, som mange nok ikke engang ville tænke over, men jeg er jo perfektionist til fingerspidserne. Derudover savner jeg stadig en fugtgivende maske, L’Oréal….

Masken (og de øvrige) forhandles bl.a. i Matas og større supermarkeder til 100 kr. 

Multi masking: L’Oréal Pure Clay masker

Noget, der bliver hypet om lige nu på de sociale medier, er i den grad multi masking, men hvad er det egentlig? Det er faktisk meget simpelt og går grundlæggende ud på, at man bruger mere end én ansigtsmaske – det giver jo god mening for meget få af os har kun ét problemområde. Med multi masking er der mulighed for at behandle de enkelte problemområder enkeltvis, og det er da smart. Jeg er slet ikke et sekund i tvivl om, at det er smart, og det virker. Jeg har selv gjort det længe særligt med ansigtscreme, da min pande og hage slet ikke har brug for samme mængde fugt som mine kinder for eksempel har – det er der garanteret mange med kombineret hud, der kan nikke genkendende til. Alle hudtyper kan bruge multi masking, da det jo er helt individuelt, hvad man har behov for, og har man ikke behov for at eksfoliere huden, jamen så kan man jo lade være med at investere i lige netop dén maske. Ved første øjekast er der naturligvis forskel på at skulle købe 2, 3 eller måske 4 masker fremfor blot at købe én, men til gengæld har du også 4 masker stående, som så holder 4 gange så længe, da du bruger en mindre mængde per gang.

IMG_3184

Denne nye multi masking trend er selvfølgelig også gået op for producenterne, og det har blandt andet resulteret i en serie af Pure Clay masker fra L’Oréal til 100 kr. pr. stk. (Lige nu er de endda på tilbud til 80 kr. pr. stk. I Matas – så kan de fleste vist være med på multi masking bølgen). Der er tre lermasker i serien; Exfo mask, Glow mask og Purify mask, som alle er overraskende cremede at påføre. Jeg synes altid, at lermasker er lidt svære at fjerne igen, og det er disse også, men det er altså ikke mere, end hvad der er ”normalt” for lermasker. De er alle lavet til alle hudtyper, men her vil jeg sige, at det er en god idé at sætte sig ind i, hvad man har af behov først, for der er ingen grund til at investere i alle tre, hvis de ikke ”angriber” dine problemområder.  

Den grønne Purify maske skal rense huden og fjerne overflødigt fedt, således at huden fremstår mere mat. Jeg synes, den gør det godt i forhold til at rense huden, og min hud føles blød, ren og som om jeg har fået en hudopstramning (is that a thing?) uden at føles stram på den smertefulde måde. Den fjerner også ekstra olie, og min hud er mindre skindende og fedtet efter brug. Olien kommer naturligvis tilbage men ved vedvarende brug af masken, vil jeg tro, at det er muligt at holde den nede, så huden fremstår mere mat.

Den grå Glow maske skal gøre det samme og nærmest også det modsatte, idet den skal rense huden men efterlade denne glowy. Igen synes jeg den gør det godt i forhold til at rense huden, så den føles blød og ren bagefter. I forhold til at give huden glød må jeg ærligt indrømme, at jeg ikke har bemærket nogen markant forskel, men det er den maske, der efterlader min hud blødest, og selvom ingen af maskerne udtørrer min hud, så formår denne at rense i bund uden at stramme min hud.

Den røde Exfo maske skal eksfoliere huden og dermed fjerne snavs og skidt fra porerne, således at disse synes mindre. Som den eneste indeholder masken små korn, der er med til at eksfoliere huden. Hvis man virkelig ønsker at eksfoliere huden, så er det ikke sådan her, man skal gøre det – tænk over det, kornene bliver jo kun grubbet mod huden, idet du påfører og fjerner masken, men når det så er sagt, så synes jeg, at masken efterlader min hud ren, og jeg ved godt, at masker ikke kan udrette mirakler – man har nu engang de porer, man har – men mine porer er renset i dybden og huden er strammet op, således at de i det mindste synes mindre.  

IMG_3191

Er jeg den eneste, der ser en rød tråd her? Nej vel.. Alle maskerne renser huden på enten den ene eller den anden måde, og de gør det godt, men for at opnå den fulde multi masking oplevelse, kunne jeg godt have tænkt mig et bredere udvalg f.eks. en fugtgivende maske til dem med meget tør hud. Selvom ingen af maskerne udtørrer huden, så tilfører de ikke direkte ekstra fugt til de tørre områder, men det kan være, det kommer. Alt i alt er jeg positivt overrasket over maskerne. De udretter ikke mirakler eller evigtvarende resultater, men de renser huden godt, er nemme at arbejde med og så er det hudpleje i en overkommelig prisklasse for de fleste.