Tag: ansigt

Formular 10.0.6 Best Face Forward Daily Foaming Cleanser & So Total Clean Deep Pore Cleanser original Formular

Formular 10.0.6 er et mærke, som jeg elsker at prøve nye produkter fra, da det har overrasket mig flere gange, og et af mine yndlingsprodukter er der fra. Det er et mærke, som jeg elsker prisen på, da det ofte er på tilbud, og deres normalpris er også overskuelig, og det er jo altid dejligt.

Formular 10.0.6 Best Face Forward Daily Foaming  Cleanser
Det her produkt har jeg allerede nævnt for jer engang før; nemlig i mine Marts favoritter. Nu har jeg haft endnu længere tid til at prøve det af, og jeg må stadigvæk tilstå, at jeg elsker duften. Den indeholder passionsfrugt, og jeg tror, det er det, der gør, at den dufter lidt ala slik – og det  er jo ikke en dårlig ting! Det er en rar duft at starte morgen med og en rar duft at slutte dagen af med. Produktet har en gelekonsistens, og så er det gennemsigtigt, hvilket betyder, der ikke er tilsat farve, og det kan jeg godt lide. De anbefaler, at man påfører den på et fugtigt ansigt, og det vil jeg give dem helt ret i, da den virker bedst, når man har fugtig hud.

Måden, jeg gør det på, er, at jeg fjerner min makeup, derefter påfører jeg produktet og spreder det godt ud i ansigtet. Så fugter jeg mine hænder, og på den måde tilfører jeg fugt, så produktet skummer op. Jeg masserer det ind i huden i ca. et minuts tid, og så vasker jeg det af.

Den efterlader ikke huden tør, hvilket jeg hader, når en rens gør, og jeg føler, den har renset min hud, når jeg har brugt den.

Så når alt kommer til alt, er det bare et godt produkt til en rigtig god pris. Jeg skal dog tilstå, at jeg ikke synes, den er bedre end Check and Balances fra Origins, som jeg har købt en flaske af, så den er klar. Men en god ansigtsvask til prisen.

Kan købes her til 99,95 kr

 So Total Clean Deep Pore Cleanser original Formula
Formular 10.0.6 har virkelig givet deres produkter noget af nogle navne! Når det er sagt, så er det her et nyt produkt på bloggen, men jeg tror, måske jeg har vist det på vores stories, så følg os på Instagram! Som sagt elsker jeg at prøve produkter fra det her mærke, så toneren skulle jeg selvfølgelig også lige prøve. De har to, en orange som er den originale, og så en der er blå, som er til sensitiv hud og uden alkohol. Jeg ville prøve den originale, men jeg tænker også, at jeg på et tidspunkt kommer til at prøve den anden, da den her toner ikke lige faldt i min smag. Jeg synes, duften er alt for stærk! Det føles lidt som om, man påfører parfume og alkohol på huden. Jeg elsker toneren fra Clinique, og jeg troede, at denne måske ville minde om den, men det gør den ikke. Det er ikke et dårligt produkt, og jeg tror, at mange ville være glade for den, men den er lidt for krads til mig. Den gør det, den skal, og jeg synes også, den har en effekt på huden, så når man ser på produktet på den måde, virker det super fint, men jeg kommer ikke til at købe det igen, da jeg bare ikke er glad for at bruge det. Det er det første produkt fra Formula 10.0.06, som jeg må takke nej til.

Kan købes her til 99,95 kr.

YSL – All Hours foundation

Hvis I følger os på Instagram, har I kunne se, at min Armani Power Fabric Foundation er helt færdig, og det samme gælder næsten min Estée Lauder Double Wear Light, så da der var Black Friday for nogle måneder siden, besluttede jeg mig for at købe en ny foundation, som skulle kunne holde hele dagen, og valget faldt på en fra Yves Saint Laurent.

Navnet på foundationen lover godt, fordi foundation normalt bare forsvinder fra min hud i løbet af dagen. Derfor har jeg fundet ud af, at jeg altid skal gå efter langtidsholdbare foundations, da jeg har været heldig med dem de sidste to gange.

Jeg har tidligere prøvet en foundation fra YSL, og jeg var utrolig glad for den udover holdbarheden. Fordi jeg havde testet mærket tidligere, kendte jeg min farve (BD20), men hvis det ikke er tilfældet for dig, så vil jeg råde dig til altid at teste farven og spørge om hjælp, for alt andet bliver simpelthen for dyrt i denne prisklasse. Jeg spurgte selv om hjælp i Magasin, da BD20 ikke stod fremme, og hun havde godt styr på det. Da hun ville finde en anden farve, der kunne passe mig, fandt hun dog tilfældigvis BD20, som viste sig at være et perfekt match her om vinteren.

Indpakningen
Her er der ikke så meget at sige. Det er jo YSL, og hvis der er noget, de kan, så er det indpakning, så det er en flot foundation at have stående fremme. Foundationen har en pumpe, som gør det nemt at styre, hvor meget foundation man får ud.  

Foundationen
Det var ikke kærlighed ved første blik, og det er stadig et love/hate forhold. Først fik den min hud til at se mega tør ud, men det har dog hjulpet, at jeg har fundet mine fugtgivende masker frem og bruger dem fligtigt. Derudover har jeg fundet ud af, at den virker bedst, hvis jeg påfører den med mine hænder (især hvis huden er lidt tør), medmindre huden er godt fugtet, hvor jeg så kan slippe afsted med en børste.

Den er rigtig flot, når den lige er påført, og den holder også forholdsvis godt, men i løbet af dagen forsvinder den altså fra min hage og næse. Det samme gælder, hvis jeg rører ved mit ansigt, så flytter den sig. Det har hjulpet at påføre den og så lade den tørre, inden jeg påfører pudder, men det har ikke fuldstændig løst problemet, og jeg kan f.eks. Ikke bruge flydende produkter såsom min YSL highlighter oven på denne foundation. Jeg har også oplevet, at den nogle gange godt kan se ud som om, den skiller på huden, men det er ikke hver gang!

Derudover bør man bemærke, at denne foundation oxiderer, således at den bliver en smule mørkere, når den tørrer. Det kan man teste ved at påføre foundationen, lade den sidde et minut og så røre ved den. Hvis farven er blevet mørkere, så kan du godt regne med, at det også vil ske, når du bruger den i ansigtet. Jeg vil dog sige, at der ikke er tale om et voldsomt betydeligt farveskift ved denne foundation, men det er der.


Det er meget tydeliger i virkeligheden, men håber i lige kan skimte det. 

Når den er lagt ordentligt, ser den rigtig godt ud, når den lige er lagt, og den holder også forholdsvis godt, men det bliver aldrig en yndlings foundation for mig, og jeg vil heller ikke købe den igen. Den er simpelthen for dyr i forhold til det arbejde, der skal lægges i at bruge den, og så fungerer den ikke helt perfekt. Jeg vil til enhver tid anbefale Estée Lauders Double Wear Light, der bare virker hver eneste gang!

Kan købes i Magasin og på www.magasin.dk  til 380 kr