Category: Hair Care

Let’s Get Naked

I dag skal det handle om nogle meget omtalte øjenskyggepaletter, nemlig The Naked palettes. Selvom der siden den første Naked palette er kommet mange neutrale paletter på markedet, er Urban Decays Naked paletter stadig et cult produkt. Jeg vil her prøve at give et overblik over paletterne og samtidig fortælle, hvad jeg synes om dem. De originale Naked paletter indeholder alle 12 øjenskygger, mens jeg til sidst også har inkluderet Urban Decay Naked Basics, der er lidt mindre og indeholder 6 øjenskygger.

2016-02-25 14.33.54

Original Naked

Denne palette er HØJT elsket! Når jeg skal ud og rejse eller skal gøre mig klar hjemme ved nogen, er det nærmest altid denne, jeg pakker, da jeg altid kan få et flot look ud af den, og alt, hvad jeg skal bruge, er i den. Hvis man skal sætte den her i perspektiv til de to andre, så er dette den varmtonede af de tre – indeholder altså varme, brune nuancer. Den har to matte nuancer, som er virkelig gode overgangsfarver i globelinjen – man skal dog være opmærksom på, at hvis man er lidt mørkere i huden, kan disse farver blive for lyse. Der er ingen sort øjenskygge i, men der er en flot, mørk grå (Creep), som kan give en lignende effekt. At der ingen sort er, gør ikke mig noget, da jeg sjældent bruger sort, men hvis man er glad for det helt sorte smokey eyelook, så er det noget at være opmærksom på. Derudover er der flere mørkere farver i paletten, der alle fungerer godt til at skygge med, hvilket gør, at mulighederne næsten er uendelige, og man sjældent ender med det samme look. Hvis jeg skal komme med et lille minus, så er det Sidecar. Jeg elsker farven, men den kan være svær at arbejde med, fordi glitterstykkerne i den er for store – de har dog eftersigende ændre formularen på de nyere fremstillede paletter. Når det så er sagt, er pigmenteringen på øjenskyggerne virkelig god, og farverne ændrer sig ikke fra paletten, når du påfører dem på øjenlåget. Selve øjenskyggerne er bløde og nemme at arbejde med.

2016-02-25 14.34.58  Virgin, Sin, Naked, Sidecar, Buck, Half Baked, Smog, Darkhorse, Toasted, Hustle, Creep, Gunmetal

2016-03-07 18.52.26

Der er mange, som bedre kan lide den metalindpakning, der er på Naked 2 og 3, men personligt kan jeg bedst lide indpakningen på den originale. Den har magnetisk lukning, og så kan den sagtens holde til at blive rejst med. Det eneste er dog, at spejlet er en smule småt i den originale i forhold til 2 og 3’eren. Den er inkluderet en makeup børste.

 

Naked 2

Denne palette har kølige undertoner til sammenligning med den Originale Naked palette. Jeg er generelt mere til de varme toner, hvorfor Naked 2 ikke er min favorit. Når det så er sagt, er dette bestemt ikke en dårlig palette. Dens pigmentering er ligeså god som den originale, og så indeholder den også to matte skygger, hvoraf den ene er en lys gul farve, og den anden farve er en god overgangsfarve til globelinjen. Derudover indeholder denne – modsat den originale – en mat sort, så Naked 2 er måske et bedre bud for dem, der godt kan lide de meget kolde, mørke looks. Grundet farvesammensætningen af både brune, grå, sølv og sort kan man lave rigtig mange flotte looks med denne palette. Der er også én kobberfarve, der bryder det kolde lidt, men det er slet ikke nok til at kunne bløde et look op. Farven Half Baked går igen fra den første palette, hvilket, jeg synes, er ærgerligt – i hvert fald når man har begge paletter. Det er dog uden tvivl en flot farve, og hvis man kun har den ene af de to paletter, er det jo ikke noget, man vil ærgre sig over.

2016-02-25 14.35.09 Foxy, Half Baked, Bootycall, Chopper, Tease, Snakebite, Suspect, Pistol, Verve, Ydk, Busted, Blackout

2016-03-07 18.56.42

Indpakning er en metal case med et stort spejl, som manglede i den Originale Naked. En ting, som jeg har haft lidt problemer med, er, at øjenskyggerne har vippet lidt rundt i deres små bokse, hvilket også har gjort, at en er faldet ud (dog er den nem at sætte i igen). Det er ikke et kæmpe problem men alligevel ikke forventeligt, når der er tale om et produkt i den prisklasse og fra et respektabelt mærke.

 

Naked 3

Denne palette var faktisk den, der inspirerede mig til at lave dette indlæg, for jeg ville ønske, jeg havde vidst dette, inden jeg købte paletten. Da jeg skulle hjem på vinterferie, ville jeg prøve noget nyt, og jeg tog derfor denne palette med – det fortrød jeg hurtigt. Paletten er flot, ja, og det var min makeup også den første dag, men som dagen gik lignede min makeup mere og mere det samme, selvom jeg havde brugt forskellige farver hver dag. Det skyldes simpelthen, at farverne ligger for tæt op ad hinanden på skalaen. Derudover synes jeg ikke, pigmenteringen lever op til hverken den originale eller 2’eren. Farverne ændrer sig, når man påfører dem – især de lyserøde og man kan med fordel påføre disse med en finger fremfor en børste, for at mindske dette “problem”. Hvis jeg skal finde noget positivt ved denne palette, så er det de tre matte farver, som er virkelig flotte og forholdsvis nemme at arbejde med.

2016-02-25 14.35.31 Strange, Dust, Burnout, Limit, Buzz, Trick, Nooner, Liar, Factory, Mugshot, Darkside, Bladckheart 

2016-03-07 19.01.44

Indpakning er en metal case ligesom ved Naked 2. Den har et stort spejl, og der medfølger en makeupbørste.

 

Naked Basics

Der er her tale om den originale Naked Basics, der ligesom sin efterfølger indeholder 6 øjenskygger. Den eneste, der ikke er matte, er Venus, som jeg vil kalde semi-mat med et skinnende finnish, hvilket gør den ideel at highlighte med. I den anden ende indeholder paletten også en helt sort skygge samt en dyb brun, hvilket gør at man trods få skygger kan opnå et intenst og nuanceret look. Det er klart, at man ikke opnår samme brede af looks, når man kun har 6 matte skygger at arbejde med, men hvis man er ny indenfor makeup eller blot synes at shimmer og glitter er lidt for meget til hverdag, er denne palette et rigtig godt bud. Derudover er de matte farver også gode baser for at opnå dybde i ethvert look, hvorefter man kan lægge en shimmer skygge ovenpå for at give wow-effekten.

2016-02-25 14.35.47

Venus, Foxy, W.O.S, Naked 2, Faint, Crave 

2016-03-07 19.04.32

Indpakningsmæssigt er den lille, men hele den ene side er et spejl, hvilket er en kæmpe fordel. Modsat de store Naked paletter indeholder den ikke en børste, men bortset fra det er den god at have med på farten, og man kan lave nogle flotte basic (som navnet antyder) look med den.

 

Konklusion

Når alt dette er sagt, så hælder jeg personligt stadig mod den Originale Naked. Det er dog et præference spørgsmål, og jeg kan sagtens se, at man kan opnå mange flotte looks med Naked 2, som også er en god palette. For mig handler det nok mest om, at jeg foretrækker de varme farver, så det kræver tilvænning at skulle bruge de kolde toner i Naked 2. Naked 3 er flot, ja, men jeg ville ønske, jeg ikke havde købt den. Paletten virker knap så gennemtænkt som de to andre, og mængden af looks man kan skabe lever ikke op til forventningerne i forhold til prisen. Er man alligevel fristet til at købe den, bør man overveje en ekstra gang, for de lyserøde toner er desværre knap så forenelige med bleg, skandinavisk hud.

Det ville ikke være fair at sammenligne Naked Basics med de andre, da den er mindre, og det sætter sine naturlige begrænsninger, men hvis man som sagt ikke er til for meget shimmer og glitter – eller måske er lidt ældre, hvor shimmer og glitter kan fremhæve de forkerte ting – så er Naked Basics måske en mulighed for dig.

Månedens favoritter: februar ’16

Februar var for mig en måned, der bød på hverdag igen efter en lang eksamensperiode samt en masse sociale sammenkomster. Derudover har vejret, som de fleste har opdaget, været meget skiftende, hvilket måske kan være grunden til, at jeg har hele to læbepomade-produkter blandt mine favoritter denne måned.

2016-02-25 14.36.54

COLAB dry shampoo ”London”

Som de, der har fulgt med fra starten, har set, så elsker Maria Batiste tørshampoo. De har aldrig rigtig kunne enes med mit hår, og jeg synes måske, at de er lidt for pudrede til mit meget fine hår.  Denne fra COLAB er derimod noget lettere og passer derfor perfekt til tyndt, fint, skandinavisk hår. Den kommer i forskellige dufte, men jeg har kun prøvet denne ene, og den passer mig fint. Jeg synes ikke, duften bliver siddende i håret længere end forventeligt, og så får den mit hår til at se rent og friskt ud, selvom det ikke er nyvasket. Den er perfekt hele året rundt, men jeg har været særligt glad for den her i starten af semesteret, hvor jeg har haft nogle meget lange dage, der har betydet, at jeg har måtte gå direkte fra studie til arbejde til venindehygge, og da har det været rart at kunne friske håret op undervejs. Den kan købes her.

 

Neutral Face Wash

Jeg har længe været på udkig efter en ansigtsrens, der får jobbet gjort uden for meget tingel-tangel. Den har jeg endelig fundet. Denne fra Neutral er uden parfume, farvestoffer og parabener, hvilket er sød musik for en allergiker og astmatiker som jeg. Den får jobbet gjort og ikke ret meget mere. Jeg elsker, at produktet pumpes ud, og at det er en skum – jeg kan ikke forklare hvorfor, men at fordele en tyk og luftig skum over min hud, giver mig en luksuriøs og ren følelse, hvilket man da ikke kan kimse af, når den af og til er på tilbud til 40 kr.

Den kan købes hos Matas og flere større supermarkeder.

 

Paw Paw Tinted Ultimate red Balm

Dette er ikke et produkt, jeg nogensinde selv ville have købt. Generelt er jeg ikke meget for de der blush-og-læbebalm i én, men jeg fik denne i en Beautybox, og så var jeg selvfølgelig nødt til at teste den. Den skulle indeholde naturlige elementer, der fremmer heling af hud/læber. Jeg har ikke døjet med tørre læber, så jeg kan ikke sige, at den har helet dem, men den efterlader læberne dejligt bløde og med et sundt, rødt skær. Den klistrer ikke og bliver siddende på læberne længe. Hvis man lader den sætte sig og derefter putter flere lag på, kan man opnå en rimelig intens farve (uden at være læbestift agtig). Jeg har også brugt den et par gange på kinderne, hvor den giver en frisk tint til huden uden at være for meget – perfekt til en ”no makeup” makeup dag. Den kan købes her.

 

Smith’s Menthol and Eucalyptus Balm

Det er ikke fordi én læbepomade ikke er nok, men jeg har af en eller anden grund været afhængig af to denne måned. Denne har ligget i min lille taske, som jeg har med mig, når jeg arbejder, shopper og den slags. Den anden har ligget i mit penalhus og har givet et friskt pust, når undervisningen har været for kedelig. Nå, nok om det. Denne balm fra Rosebud er lækker. Den har en stærk duft af menthol og eucalyptus (sjovt nok), og jeg er især glad for at bruge den i de kolde måneder, hvor jeg ofte er forkølet, og næsen stopper til. Det er som om, de stærke dufte åbner op for luftrørene og gør, at jeg nemmere kan trække vejret. Derudover er balmen klar og efterlader kun et skinnende  skær på læberne. Læberne bliver bløde og smidige, og så er indpakningen ikke til at stå for. Den perfekte kombination af sød, piget og retro. Den kan købes her.

2016-02-25 14.39.13

Youngblood crushed mineral blush ”Venetian Sun”

Jeg har haft denne blush længe og har længe synes, at den er lidt for meget til hverdag, for den indeholder en rimelig kraftig guldglitter, men nu hvor highlighting er ”the thing”, elsker jeg den. Den er lyserød med et guld skær og minder mig af en eller anden grund om en smuk solopgang. Man skal bruge virkelig lidt af den for at opnå en flot, lyserød farve. Derudover gør det høje indhold af guld, at den tilfører ansigtet en smuk glød. Af samme grund er den også rigtig flot til en aften i byen. Blushen var en del af et sæt, som desværre ikke forhandles mere, men den kan  findes på f.eks. Trendsale hos private sælgere. Derudover findes samme formular også i andre farver, som forhandles enkeltvis i bl.a. Matas.

Dove Pure Care Dry Oil Shampoo

Dove1

I dag kommer det til at handle om hår. I forbindelse med at jeg har været hjemme ved mine forældre, havde jeg glemt min shampoo, og jeg måtte derfor bruge en anden i en periode. Da jeg så endelig fik fat i min egen shampoo igen, kommenterede min mor på mit hår gentagne gange, efter jeg havde vasket det. Hun spurgte, om jeg havde brugt en lilla shampoo, for mit lyse hår så lysere og mere friskt ud. Derefter stod det mig klart, at jeg er nødt til at skrive om Doves Pure Care Dry Oil Shampoo.

Dove beskriver selv produktet sådan her:

“Dove Pure Care Dry Oil er en luksuriøs serie med nærende macadamianøddeolie. Serien giver intens pleje og gør håret glansfuldt. Resultatet er 5 gange så silkeblødt hår**. Dove Pure Care Shampoo renser håret blidt og gør håret glansfuldt og silkeblødt uden at tynge det.”

Macadamianøddeolie har været et stor trend, og er en ingrediens, som findes i mange hårprodukter, da den giver fugt til håret. En ting, som jeg helt sikkert vil give Dove ret i, er, at denne shampoo ikke tynger mit hår. Nogen gange kan det være svært at finde en shampoo, som fugter uden at gøre dit hår tungt, men det synes jeg denne shampoo formår. Nogle shampooer kan også hævde at fugte håret, men det er ikke noget, man bemærker, når man bruger dem, og man kan endda komme ud for, at nogle af dem har den modsatte effekt og decideret udtørrer håret – det er ikke tilfældet med denne shampoo, og jeg kan endda se lidt forskel på mine lyse striber, når jeg har brugt den. Derudover vil mange formodentlig være skeptiske overfor at bruge en shampoo, der indeholder olie, af frygt for at den fedter håret. Det er ikke noget, man behøver bekymre sig om med denne. Shampooen skummer rigtig fint, når man bruger den, og den er nem at vaske ud igen.

Dove 2
Farven er gul, som man kender den fra diverse hårolier, og så har den en rolig duft uden af være for parfumeret, hvilket jeg godt kan lide. Jeg synes ikke, duften bliver siddende i håret, andet end når du lige har vasket det. Da mit hår er farvet, har det behov for meget fugt, og da denne shampoo formår at tilføre fugt og give mit hår liv og glans uden at fedte det, kunne jeg sagtens finde på at købe den igen.

Foundation tip til lys hud

Ligesom en stor del af befolkningen her i norden, er jeg meget lys i huden. Det har ofte været et problem, når jeg skulle finde foundation, og jeg kan heller ikke helt afvise, at det er skyld i, at jeg, da jeg var yngre, har lignet en mudderkage med en alt for mørk foundation. Efter jeg har lært at foundation ikke er et ”one fits all”-produkt, styrer jeg automatisk mod den lyseste foundation i displayet, men jeg må desværre ofte erkende, at selv den lyseste (uafhængigt af mærket) er for mørk til min hud. Jeg ved, at jeg langt fra er den eneste, der har det problem, og derfor vil jeg her komme med et tip, som kan bruges af alle, der ligger inde med en foundation, der er lidt for mørk.

Tricket er at have en hvid foundation på lager, som kan blandes sammen med den mørke, indtil du får en farve, der matcher din hudfarve. Fordelen ved at købe en helt hvid er også, at du kan variere, hvor meget du blander i, alt efter hvilken årstid det er, og dermed også hvilken farve din hud har den givne dag.

2016-01-30 14.09.25

Et godt bud er denne FACE atelier ultra foundation i “zero minus”. De laver også ”almindelige” foundations, der har samme formular som den hvide. Den skulle eftersigende fungere bedst med deres egne foundations, men jeg har brugt min sammen med mange forskellige formularer og mærker uden problemer. Jeg vil dog sige, at den fungerer bedst med foundations af samme formular. Formularen af denne er tynd og flydende med et mat finish. Bruger man den sammen med foundations af en anden formular, kan man risikere at ændre formularen, finishet og holdbarheden af den, alt efter hvor meget man blander i.

Når man skal blande de to foundations, er det naturligvis bedst at starte med en foundation, der er så tæt på ens egen hudfarve som muligt, da man så skal blande mindre hvid i, og derved nemmere bevarer foundationens oprindelige holdbarhed og finish. Jeg tager altid en lille mængde ud på bagsiden af hånden, hvorefter jeg tilsætter så meget hvid, som jeg har behov for. Det er vigtigt at huske at ryste den hvide foundation godt, så farven og silikonen blandes, da den er meget tynd i konsistensen. Den er meget drøj i brug, og man skal derfor også være varsom med at putte for meget hvid i – er den alligevel blevet for lys, kan man selvfølgelig bare blande lidt mere mørk i for at udjævne det, men man kommer hurtigt til at bruge ret meget foundation på den måde, så hellere gå langsomt frem og blande lidt i ad gangen.

FACE atelier ultra foundationen kan købes på beautybay.com til 284 kr.

Let’s talk about: OrganiCup

Da jeg første gang fik min menstruation, var jeg svømmer, og jeg blev i den forbindelse hurtigt præsenteret for menstruationskoppen. Dengang syntes jeg, den så kæmpe stor og skræmmende ud – ”den skal jeg aldrig have noget med at gøre,” tænkte jeg.

Nogle år senere dukkede den op igen. Denne gang var det min veninde, der havde købt en. Hun var ikke begejstret og syntes ikke, den var pengene værd. Jeg stolede naturligvis på min veninde og var overbevist om, at jeg aldrig skulle i nærheden af sådan en kop.

Sidst dukkede den op i mit liv for 8 måneder siden, og denne gang kom den for at blive. I dag er jeg glad for, at jeg endelig besluttede mig for at give den en chance, og jeg kan slet ikke forestille mig at skulle leve uden den.

IMG_8828

Hvad er det?

En menstruationskop er, som navnet antyder, en kop, man sætter op ligesom en tampon. En tampon suger blodet, mens en kop opsamler det. Koppen skal derfor fjernes og tømmes for blod, hvorefter den kan genbruges nærmest ubegrænset.

Der findes et utal af mærker, som laver kopper i varierende størrelser og hårdheder. Den jeg har er fra OrganiCup, og den er jeg glad for. Silikonen er dejlig blød, og man mærker ikke, at man har den i.

OrganiCuppen findes i to størrelser:

A – til kvinder under 30 år som ikke har født vaginalt

B – til kvinder der har født vaginalt eller er over 30 år

Jeg skal ikke kunne sige, hvor akkurat denne skildring er, da jeg hverken er over 30 eller har født vaginalt.

IMG_8830

Hvordan bruges den?

Koppen skal foldes på midten, inden den sættes op. I den forbindelse er det vigtigt at tjekke, at koppen foldes ud, da den holdes oppe ved hjælp af et vakuum.

I begyndelsen syntes jeg selv, dette lød helt vildt besværligt, og jeg var ved at give op, men jeg er stædig som et ondt æsel, og det betalte sig. Man skal lige vænne sig til koppen, men når det først er gjort, så er det virkelig simpelt, og man mærker ikke, man har den i.

Derefter kan koppen bæres i op til 12 timer, afhængigt af hvor kraftigt man bløder, hvorefter den tages ud, tømmes i toilettet, vaskes og genindsættes.

Når perioden er færdig, bør koppen koges for at dræbe alle bakterier.

 

Hvorfor skifte mine tamponer og bind ud?

  • Bedre for miljøet da de kan benyttes igennem længere tid. På den måde mindskes mængden af affald.
  • Billigere på lang sigt da den samme kop kan benyttes længe.
  • Bedre for kroppen da den ikke indeholder skadelige stoffer som f.eks. parfume.
  • Da den opsamler i stedet for at suge, udtørrer den ikke området på samme måde som bind og særligt tamponer gør, hvilket især kan være en fordel for dem, der bløder meget lidt, og som oplever, at det kan være smertefuldt at benytte tamponer.
  • Den har en større kapacitet end tamponer, og skal skiftes sjældnere end bind og tamponer, hvilket især kan være en fordel for dem, der bløder kraftigt og føler, at de skal gå på toilettet hele tiden.

 

Vær varsom

  • Hvis du er sart, skal du gøre op med dig selv, om en menstruationskop vil være noget for dig. Den opsamler blod, og du står selv for at tømme den. Det kan være en beskidt fornøjelse
  • En stor engangsudgift sammenlignet med bind og tamponer.
  • Ligesom med alt nyt tager tilvænning tid (og tålmodighed).
  • Brug frarådes hvis man har spiral (en gynækolog kan vejlede i den forbindelse)

OrganiCup kan købes online her, hvor du også kan finde information om fysiske butikker, der forhandler den. Koppen koster 179 kr.

 

 

 

Klar, parat – blød hud i en fart: kroppen

For et par uger siden lavede vi et indlæg med tips til hvordan man bedst plejer den sarte hud i ansigtet, når vinteren nærmer sig, men da ansigtet ikke er det eneste, der kan tage skade i kulden, vil vi her også komme med nogle tips til kropspleje i vinterhalvåret.

kroppen

Ligesom til ansigtet vil jeg anbefale, at man starter med et bad og en god scrub, så man får fjernet den døde, tørre hud, inden man begynder at behandle den sunde hud under – ellers virker de andre produkter ikke, som de skal. Jeg vil anbefale at bruge Rituals Himalaya Salt Body Scrub. Saltscrubs er ofte meget effektive men desværre også meget grove, hvilket kan være et problem, da de så kan gå ind og ødelægge det nye, sunde lag hud. Denne indeholder mandelolie, som gør, at den er knap så hård ved huden og samtidig har en plejende effekt. Duften er mild og beroligende. Den kan købes i Magasin og på www.magasin.dk til 175 kr.

Skal det gå lidt stærkt kan man fugte sin krop i badet, så man slipper for at bruge en creme, når man kommer ud. Her kan man bruge, Lushs Ro’s Argan Body Conditioner, som I kan læse mere om her.

Når du kommer ud af badet, bør du undgå at vente for længe med at tørre dig ordentligt. Hvis vandet får lov til at tørre på huden, vil den nemlig have større tendens til at udtørre hurtigere. Det kan også være en ulempe at bruge et håndklæde, der er alt for groft, da det ofte ikke er ligeså absorberende som de bløde håndklæder og samtidig kan have en eksfolierende effekt, som kan skade huden, når man allerede har brugt en scrub.

For at pleje den nye hud, kan man igen bruge kokosolie, som I kan læse mere om her. Er man derimod mere til en traditionel creme, vil jeg anbefale, at man benytter en body butter/body cream, da den er lidt federe end en lotion og dermed også mere plejende. Igen laver Rituals nogle gode nogle, som er ”whipped”. Den på billedet er Touch of Hammam, som dufter af friske figner og rismælk. Det, at konsistensen er ”whipped” – altså pisket – gør, at den ellers fede og plejende creme bliver let og luftig at smøre på huden. Rituals cremerne forhandles i Magasin og på www.magasin.dk til 140 kr.

En sidste must-have til vintertør hud er en alt-i-en mirakelcreme, som jeg også anbefalede til ansigtet. Sådan en creme er i min optik lille men effektiv og god at have med på farten, til når behovet melder sig. Min foretrukne er Embryolisse Lait-Creme Concentre, som jeg bruger til ALT. Jeg får tit tørre albuer, og hvis jeg smører denne på, inden jeg går i seng, så vågner jeg op med bløde albuer. Et sandt mirakel 😉

Vores julelook 2015

I anledningen af at det er juleaften i næste uge, vil vi her komme med vores bud på et øjenmakeuplook, som man eventuelt kan benytte til aftenens festligheder. Vi synes, at looket egner sig særlig godt til julens fester, da det er forholdsvis neutralt, og man derfor kan skabe fokus på de klassiske røde læber, som vi tidligere har snakket om her.

 

Step 1

Jeg er startet med at lægge en øjenskyggeprimer på hele øjenlåget og op mod brynet. Den gør, at looket holder længere, idet den binder pudderet til øjenlåget, og samtidig gør den det nemmere at arbejde med de skygger, der lægges over.

Ovenpå primeren har jeg lagt en fersken- (tæt på hudfarvet) øjenskygge, som udgør min base. Meningen med at lægge en basefarve på først er, at den får de andre farver, der lægges ovenpå, til at fremstå skarpere og mere intense.

Jeg har skippet et billede af dette step, men vi har før givet et godt bud på en sådan base her. I samme indlæg kan I også læse mere om den type børster, man kan bruge for at skabe dette look.

Step 2

Efter basen har jeg lagt et tyndt lag, mat, lysebrun øjenskygge på hele øjenlåget uden at bringe den op mod globelinjen. Den farve, jeg har brugt, kan findes i paletten GlamEyes HD i farven Brixton Brown fra Rimmel. Jeg har brugt øjenskyggen i nederste højre hjørne, men en lignende farve kan også sagtens bruges.

Fordelen ved netop disse øjenskygger fra Rimmel er, at de er nemme at arbejde med til en fordelagtig pris*

1

 

Step 3

For at give øjnene mere definition har jeg brugt den mørkebrune øjenskygge i øverste venstre hjørne af samme Rimmel palette. Jeg har lagt et tyndt lag på den ydre halvdel af øjenlåget med en fluffy børste og bragt den op mod øjenbrynet, så den definerer globelinjen. Det giver øjet dybde ved at give illusionen af en skygge.

2

 

Step 4

For at give looket mere definition, har jeg gentaget de to forrige steps. Husk: det er altid nemmere at starte blødt ud og tilføje mere farve undervejs, end det er at starte ud med for meget farve.

Herefter har jeg taget en ren blending brush og tonet alle de hårde kanter ud, så looket smelter sammen og bliver blødere at se på.

3

 

Step 5

Jeg syntes, looket manglede noget festligt, så jeg brugte en glitrende brun øjenskygge på en blending brush på den ydre del af øjenlåget og i globelinjen. Effekten bliver bedst, hvis man benytter en øjenskygge med samme mørkebrune undertone, som den man tidligere har benyttet.

Grunden til at jeg ikke udelukkende har benyttet den glitrende øjenskygge skyldes, at jeg ønskede at looket skulle være mindre glam og mere neutralt. Går man derimod efter et mere iøjnefaldende look, kan man give den fuld skrue med glitterøjenskyggen fra starten.

4

 

Step 6

Til sidst har jeg bukket mine vipper og tilsat et tykt lag mascara for at give vipperne massere af definition. Her kunne man eventuelt bringe den mørke skygge ned langs den nederste øjenvippekant og halvvejs ind mod øjet for at gøre looket mere intenst.

Skal looket bruges til fest kan man give det par spray setting spray, så man er garanteret, at det holder hele natten.

5

 

*Rimmel GlamEyes HD i Brixton Brown kan bl.a. købes i Matas og på www.Matas.dk til 79.95,-

 

Best in test: Tangle Teezer vs. Wet Brush fra HH Simonsen

 

Tangle2

Begge børster fremstår som nogle, man skal eje, hvis man har langt eller filtret hår. For nogen virker snakken om hårbørster måske lidt ligegyldig, men for de af os, der har meget genstridigt hår, kan det gøre virkelig ondt at rede hår, hvis man ikke har en god børste. Jeg har selv lyse striber i mit hår, hvilket godt kan få det til at lave knuder, når det er vådt. Personligt er jeg ikke sart, når jeg reder mit hår, men jeg har dog alligevel prøvet flere forskellige børster for at se, om de ville gøre jobbet nemmere.

Tangle Teezer

Beskrivelse af produktet:

”Et mix af korte og lange børstepigge som flekser i stedet for at trække i sammenfiltret hår. Tangle Teezer glider gennem håret let og ubesværet. Kan bruges i både vådt og tørt hår.

Tangle Teezer er særdeles velegnet til hair extensions, langt filtret hår, langt børnehår, krøllet hår og afrohår. Tangle Teezer er også velegnet til babyer eller børn med sart hovedbund. Du undgår derfor barnegråd, når du børster børnenes hår med Tangle Teezer.”

Når man kigger på beskrivelsen om Tangle Teezeren, vil jeg give dem ret i, at den glider ubesværet gennem håret. Du mærker ikke, at den reder dit hår, fordi den er så mild, men den formår alligevel at udrede de knuder, der nu måtte være, uanset om håret er vådt eller tørt. Børsten kan være svær at bruge ved håropsætning, da den ikke har et traditionelt håndtag. Jeg har oplevet problemer med at børstepiggene bøjer nemt, hvilket formodentlig skyldes, at jeg har langt, stridigt hår. Når først børstepiggene er bøjet, giver det sig selv, at effekten nedsættes og børsten bliver dårligere.  

 

Wet Brush  fra HH Simonsen

”HH Simonsen The Wet Brush med denne børste vil du få en nem og smertefri frisering, uanset hvilken hårtype du har. De bløde og fleksible børstehår sikrer en blid og nem udfiltring af håret, samt giver hårbunden massage og stimulerer cirkulationen i hårsækken. Børsten er perfekt til at bruge både i vådt og tørt hår.

Jeg købte min Wet Brush et stykke tid efter, jeg havde købt Tangle Teezeren for at prøve noget nyt. Selvom de skal kunne det samme, er der efter min mening stor forskel på de to. Wet Brushen reder håret rigtig godt igennem, og den efterlader dit hår uden knuder. Personligt syntes jeg, at Wet Brushen var nemmere at vende sig til, fordi den har et håndtag, som vi kender det fra almindelige hårbørster.  

Efter at have købt min Wet Brush, bruger jeg ikke rigtig min Tangle Teezer mere, fordi den bare er bedre. Jeg har nogle gange brugt min mors børste (som er en helt almindelig hårbørste), og i den forbindelse har jeg kunne mærke stor forskel – især når mit hår er vådt. Den største forskel er at det sammenlignet med en almindelig børste, er smertefrit at rede hår med en Wet Brush.

Konklusion

Wet Brushen vinder stort over Tangle Teezeren. Den er meget lettere at bruge, og så virker den virkelig godt. Selvom det måske kan være fristende at købe en Tangle Teezer i rejsestørrelse til tasken, fordi den fylder mindre, så findes Wet Brushen nu også i rejsestørrelse, og jeg ville til enhver tid vælge den.

Man kan købe begge børster på www.nicehair.dk, hvor Tangle Teezeren koster 59 kr. og  Wet Brushen koster 119 kr. Jeg har dog set begge børster i Normal, så der er nok mulighed for at få dem billigere der.

Et lille ekstra tip!

Mine børster trængte til en rengøring, da jeg skulle tage billeder af dem til dette indlæg, og i den forbindelse slog det mig at dele et lille rengøringstip med jer. Der kan hurtigt samle sig en del skidt i ens hårbørste både fra fedt og fra forskellige produkter. Hvis I lægger jeres børste nedad i en balje med natron og lunkent vand, så det dækker børstepiggene i 10-15 minutter, skulle resultatet meget gerne blive en ren børste.

Let’s talk about…. Tørshampoo!

Tørshampoo

Da jeg kun vasker hår 2 gange i ugen, er tørshampoo et must. Det er et godt alternativ til hårvask, hvis man enten ikke ønsker at vaske sit hår hver dag i håbet om sundere hår eller ikke har mulighed for at vaske hår hver dag f.eks. i forbindelse med festivaller. Den, jeg er gladest for, og derfor også den jeg har brugt mest, er tørshampooen fra Batiste. Tørshampooen er nem at arbejde med og findes i en række forskellige dufte, så alle burde kunne finde en, som de kan lide. Da jeg selv har lyse striber i mit ellers typisk danske leverpostejsfarvede hår, gør det ikke noget, at tørshampooen er hvid, men en af fordelene ved Batiste er netop, at de også laver varianter der passer mørk- og rødhårede.

Hvis man ikke rigtig har brugt tørshampoo før, har jeg samlet nogle tips til, hvordan man bedst får succes. Det er vigtigt, at man ikke putter for meget i til at starte med – det er nemmere at tilføje mere efter behov, end det er at fjerne det igen, når du først har puttet for meget i og ligner en, der har delvist gråt hår (i ucharmerende plamager), eller en der har tabt en pose mel ud over sig selv.

Mine tips

  • Del dit hår op når du skal have tørshampoo i.  Det gør det lettere at dække det hele, og du får det bedre spredt ud.
  • Hvis du ved, at dit hår er meget fedtet på anden/tredje dagen så brug lidt tørshampoo aftenen før. Når du vågner, er dit hår rent og klar, hvilket også er et godt tip, hvis man er den type, der ikke gider ud af sengen om morgen og efter at have trykket snooze 5 gange bare skal være hurtig færdig.
  • Lad tørshampooen sidde lidt i håret før du redder det igennem. Det gør nemlig, at det når at suge olien op. Har du før forsøgt dig med tørshampooen uden held, så bør du måske prøve igen med dette tip (der nok er det vigtigste af dem alle).
  • Hvis man har fint hår, kan tørshampoo være med til at give noget tekstur. Her er det en god idé at sprøjte tørshampoo i håret fra ørene og ned, da det kan hjælpe med at skabe noget volumen.
  • Hvis du skal sætte dit hår op, men oplever at det er for glat at arbejde med, så kan du bruge tørshampoo (ligesom beskrevet i punktet før) for at give noget tekstur. Det vil gøre håret lettere at arbejde med.
  • Kommer du til at sprøjte for meget tørshampoo i, så fugt din hårbørste en lille smule og red håret igennem. Det kan hjælpe med at tage det værste.

Ting som tørshampoo ikke skal gøre

  • Den skal ikke få dit hår til at føles mere beskidt, end da du startede. Jeg har selv erfaret, at nogle tørshampooer kan have denne effekt. Tørshampoo skal masseres ind i hårbunden og suge olien, så det er ikke meningen, at du skal kunne mærke en negativ effekt på dit hår, medmindre det er så længe siden, du har vasket hår, at tørshampoo ikke længere kan afhjælpe problemet.  
  • Den skal ikke få dit hår til at se mere fedtet ud, end da du startede. Jeg har igen selv erfaret, at nogle af dem, der ikke er synlige, kan får dit hår til at se mere fedtet ud.

Ens hovedbund kan godt blive lidt irriteret, hvis man bruger for meget tørshampoo, derfor er det vigtigt at bruge en dybderensende shampoo en gang imellem – alternativt kan du lade din normale shampoo sidde i et lille minuts tid, inden du vasker den ud. Når du vasker dit hår, er det en god idé at massere hovedbunden imens, så du virkelig får arbejdet shampooen ned i hovedbunden.

Hvis du har nogle gode råd, tips eller spørgsmål, så del dem gerne med os!