Category: Hair Care

Månedens favoritter: december ’16

December er for mange nok en fantastisk og helt speciel måned. Det bærer mine favoritter også præg af. Jeg har siddet hjemme det meste af måneden, begravet i eksamenslæsning, og når jeg endelig har begivet mig ud har det været til diverse julefrokoster og festligheder, hvorfor mine favoritter nok mest tager udgangspunkt deri.

Cacharel Amor Amor

Det er faktisk sjældent, at vi her på bloggen snakker om vores parfumer. Det skyldes nok mere, at det er sådan en dagligdagsting, at man glemmer at medregne den som beauty, fremfor at vi ikke kan lide parfume. Jeg har før skrevet om, at jeg prøver at undgå parfume, og det gør jeg stadig i unødige ting, men til fester – som december jo er fuld af – hører parfume sig altså til. Dette er min anden flaske af denne parfume, og den er lige nøjagtigt alt det, som jeg normalt ikke kan fordrage i parfumer. Den er sød og varm i duften (jeg er normalt til noget mere friskt og syrligt), men den har en undertone af noget syrligt, og så holder den hele dagen (og natten med for den sags skyld). Den koster 310 kr. for 30 ml. i Matas.

 

OPI Fresh Frog of Bel Air

Det er flere år siden, jeg købte denne, og jeg har aldrig fået den brugt eller åbnet. Hvad tænkte jeg dog på? Grøn glitter neglelak med større sølvglitterstykker – jeg har af gode grunde overvejet, om jeg skulle smide den ud flere gange, men i år har jeg brugt den til julefrokoster med en hvid base under, og dertil har den været helt perfekt. Jeg har fået så mange komplimenter for den. Den er virkelig over-the-top og meget glitter, så jeg vil formodentlig aldrig tage den i brug igen, men i december var jeg faktisk rigtig glad for den. På billedet nedenfor har jeg 2-3 lag på for at opnå den intense farve, men det er klart, at den vil være mere afdæmpet med blot ét enkelt lag. Den kan købes hos BeautyCos for 69 kr.

  Bare rolig, jeg har altså 5 fingre, og undskyld den ringe iPhone og snapchat kombi men det skulle gå lidt stærkt.

 

OPI Rapidry

Jeg ved godt, at det ikke er længe siden, jeg skrev det første review om denne, men hold nu fast det er smart. Jeg har brugt den i hele december, og jeg kan slet ikke få nok. Det er så smart, når man insisterer på at have grønne glitter negle fredag aften til fest, men man skal have mere afdæmpede, grå negle lørdag morgen på arbejde. Jeg tror, jeg har fundet en tro følgesvend til resten af livet, haha! Det var billigt sluppet for 135 kr. for 60 ml i Magasin.

 

Clarasonic Refreshing Gel Cleanser

Det første, der springer i øjnene ved dette produkt, er duften. Den er kraftig, og dufter som en parfume, jeg engang havde. Den er frisk og syrlig i duften, og selvom jeg ærligt må indrømme, at det er en smule i overkanten til min smag, så dufter den godt. Jeg har brugt den både med og uden min Clarasonic, og i begge tilfælde skummer den lækkert og luksuriøst op, samtidig med at den renser i dybden og efterlader huden følende ren om end en smule stram i det. Min er en prøve, jeg engang fik, men den kan købes i Magasin til 199 kr. for en full-size.

 

Tom Ford læbestift

Endnu en gammel kending, som bare bliver ved med at være lige fantastisk. Jeg er særligt glad for den, når jeg skal i byen eller til fest en hel aften, for den er simpelthen urokkelig. Det er underligt, for den er egentlig nem at fjerne, når jeg kommer hjem og står med makeupfjerneren, men til julefrokoster med rigeligt både mad og drikke sidder den perfekt hele aftenen uden at blive påført flere gange. Den er dyr, ja, men den er alle pengene værd. Den koster 370 kr. i Magasin.

Gode Beautyvaner at starte det nye år med

Først og fremmest fantastisk godt nytår. Nu ved jeg godt, at de fleste nok ikke er gearet til at læse et langt og typisk ”nyt år, ny mig”-indlæg d. 1. januar, men en af de bedste ting ved at gå ind i et nyt år er altså nytårsforsæt, hvis du spørger mig. Jeg er nemlig typen, der tager dem ret seriøst: jeg laver uendeligt mange af dem – ja, jeg skriver dem faktisk ned (lidt perfektionistisk er man vel), og jeg tjekker jævnligt, om jeg lever efter dem i min dagligdag. Nogle ting opnår jeg aldrig, men jeg prøver at være realistisk og mange af tingene opnår jeg som regel. Over tid har jeg fundet ud af, hvad koden til at opnå sine nytårsforsæt er. Det handler simpelthen om at være realistisk og sætte mål, der nærmest ikke kan slå fejl. Jeg ved godt, at det virker nyttesløst for mange, men andre (mig inkluderet) får nok en følelse af velvære ved at opnå de mål, de har sat sig for, uanset hvor små de måtte være.

Sidste år satte jeg mig for at stoppe med at bide negle, og det lykkedes, men det er sværere at realisere og mere ”slå dig selv i hovedet, hvis du ikke opnår det,” hvorimod jeg i år vil have nogle mere positive forsæt.

  1.     Få en god aften (og morgen) rutine

Det skal ikke handle om at slå nogle i hovedet, og derfor er det en god idé at sætte meget åbne mål. En god aften og morgenrutine er jo relativt, og det kan betyde mange forskellige ting. Min både aften og morgenrutine består af at rense min hud HVER dag, men for andre er det måske urealistisk, og så kan man jo bare sætte et mål om en mindre krævende rutine.

  1.     Vask dine børster oftere

Princippet er her det samme. Jeg vasker børster én gang i ugen med nogle få undtagelser, og jeg vil derfor se, om jeg i år konsekvent kan få det gjort én gang i ugen. Hvis du er typen, der vasker dem én gang om måneden eller året, så er det jo også en sejr bare at få det gjort to gange i måneden eller året.  

  1.     Skift vaskeklud, håndklæder og sengetøj oftere

Den her er vi vidst alle med på. Jeg tror ikke, der er ret mange, der skifter i hvert fald sengetøj og håndklæder så ofte, som de burde. Personligt vil jeg virkelig prøve at ændre dette, for jeg (som mange andre) bruger ret lang tid i min seng dagligt. Jeg vil ikke lægge mig fast på at vaske ugentligt eller noget, men jeg vil gøre det oftere end hidtil. Det er selvfølgelig ikke så præcist, men jeg er sikker på, at jeg alligevel vil sidde med en fornemmelse af, om jeg fik det gjort eller ej, når vi når 2018.

  1.     Drik mere vand

Det er sundt, det er godt for dit velvære og godt for din hud. Det er svært at komme med en grund til ikke at gøre dette, og medmindre du allerede drikker 3 liter vand om dagen, så er det noget, som vi alle vil have godt af.

  1.     Brug flere masker

Masker er gode. De er gode for håret, de er gode for huden, de er gode for læberne – ja, de er næsten gode for det hele. Mange masker bør man bruge ugentligt for at få den fulde effekt, og jeg må ærligt indrømme, at det får jeg ikke taget mig sammen til, når det hele er lidt hektisk. I 2017 vil jeg bruge flere masker (særligt hårmasker) – ikke nødvendigvis ugentligt, men jeg vil være bedre, end jeg var i 2016.

  1.     Prioriter dig selv mere

Det er nok en af de svære, men også en af dem der giver mest i den anden ende. Det kan betyde mange ting, men jeg vil for eksempel gerne være bedre til at tage mig tiden til at pleje mine negle mere eller lægge makeup i hverdagene, så det ikke altid er det samme, jeg får brugt. Andre forslag kunne være at skrubbe huden mere, bruge selvbruner oftere eller tage fodbad og pleje fødderne noget mere.

  1.     Smid gamle produkter ud

Jeg vil næsten vædde med, at alle har nogle gamle produkter liggende rund omkring. Der er altså en holdbarhed på de fleste produkter efter åbning, og jeg vil forsøge at være mere kritisk. På den positive side kan det siges, at jo mere der smides ud, jo mere nyt kan komme ind.

  1.     Spis mere chokolade

Det er måske ikke det sundeste, men er det ikke videnskabeligt bevist, at chokolade gør glad? Det mener jeg, og så er man meget smukkere og har det bedre, når man er glad, hvorfor jeg mener, det tæller som et beauty-relateret nytårsforsæt.

Tomme produkter #9

Først og fremmest glædelig jul. Jeg håber, I alle derude bag skærmene havde en fantastisk aften i familiens skød med lækker mad og måske et par beautyprodukter under træet. I dag skal det handle om tomme produkter – ikke voldsomt julet – men er der noget tidspunkt, det er bedre at tømme produkter på, end andre? Hvis der er, så tror jeg det er lige op til jul og nytår. Jul giver anledning til en masse nye produkter, og nytår skriger jo nyt år, ny mig, ikke?

Nivea Caring Shower Creme

Jeg købte dette produkt i et supermarked en dag i lidt af et panikstadie. Det er en shower gel, der indeholder nogle af de samme ingredienser, som den klassiske Nivea creme i den blå dåse (den kender I godt, ikke?). Meningen er, at den skal blødgøre huden, mens man er i bad, og jeg kan ikke lade være med at få tankerne ledt hen på deres in-shower lotion. Den dufter typisk Nivea – rent, friskt og forholdsvis kønsneutralt. Jeg ved ikke, om jeg vil sige, at min hud er blødere end normalt, og jeg vil nok ikke købe produktet igen, fordi der er SÅ mange andre showergels, der gør nøjagtigt det samme.

 

Herbal Essences Purifying Shampoo

Jeg er normalt ikke typen, der bruger purifying shampoo, fordi jeg ikke bruger så mange produkter i mit hår, at det er nødvendigt. Jeg endte dog alligevel med at købe denne shampoo i en periode, hvor jeg svømmede meget. Den er virkelig god og renser håret helt i bund på en forfriskende måde. Den skummer meget, og det føles næsten luksuriøst at bruge den, selvom den er forholdsvis billig, og så dufter den forfriskende af citrus. Jeg har brugt den én gang i ugen, og det har være passende – måske endda lidt i overkanten for mig, så jeg vil ikke anbefale at bruge den oftere, da denne slags shampoo virkelig kan udtørre håret. Jeg kunne sagtens finde på at købe den igen, hvis ikke den var lidt svær at få fat i (forhandles ikke i danske butikker endnu).

 

Matas Havtorn Deocreme

Jeg var på udkig efter en simpel deodorant, der både var effektiv og rimelig sød ved min hud. Derfor besluttede jeg mig for at prøve en deocreme fra Matas, og jeg synes, den hjalp. Det er ikke fordi, den er særligt skånsom mod huden, så det kan skyldes, at jeg bare havde behov for at prøve noget nyt, men jeg endte med at blive virkelig glad for denne. Hele havtorn-serien fra Matas dufter fantastisk, hvis jeg skal sige det. Duften er lidt sød samtidig med, at den er frisk, og jeg kunne sagtens forestille mig at købe den igen.

 

Øvrige

Derudover har jeg tømt en masse favoritter, som jeg ikke vil komme nærmere ind på andet end at henvise til tidligere indlæg. Jeg har blandt andet tømt endnu en Neutral Face Wash, Urban Decay All Nighter Makeup Setting Spray, Embryolisse Lait-Creme Concentrate, Nuxe Rêve de Miel og en NYX Micro Brow Pencil. Det er alle mine favoritter, som jeg aldrig løber tør for uden at have en ny på lager.

Dior Rosy Glow 001 Petal

I dag skal det handle om luksus for alle pengene – ikke blot fordi der er tale om en blush til 300 kr. på FeelUnique (forhandles også i både Matas og Magasin hvor den dog er lidt dyrere) – men også fordi produktet bare generelt er gennemført hele vejen rundt. Jeg skrev om denne blush i mine augustfavoritter, og jeg må helt ærligt sige, at jeg knap har rørt andre blushes siden.

Farven

Når man ser på blushen i indpakningen, er den nærmest skrig-rosa, og den ser næsten skræmmende ud – det er den ikke. Som jeg også nævnte i mine favoritter den gang, så er det meningen, at denne blush reagerer med hudens fugt og danner et individuelt ”flushed” look på den, der har den på. Præcist hvordan det virker, og om det virker, det tør jeg ikke udtale mig om. Jeg har forsøgt at teste den på forskellige personer i mit liv, og den ser forskellig ud på os alle, men gør alle blush ikke det? Jeg sammenligner det lidt med at bruge en rød farveblyant på forskellige baggrunde – det er jo klart, at det giver et forskelligt udseende alt efter om der farves på hvidt, gult eller blåt papir. Når det så er sagt, så giver blushen et flushed look, som ser virkelig sundt og naturligt ud – det er svært at forklare, men jeg mindes ikke at have oplevet noget så naturligt smukt som ved denne. Den ligner ikke sig selv i indpakningen, når jeg tager den på. Farven holder længe – ikke hele dagen – men længe i forhold til andre blushes.

 

Indpakningen

Som altid er indpakningen hos Dior jo helt i top. Den kom i en æske, som jeg for længst har smidt ud. Det næste man støder på, er den klassiske lille velour-pose, som sådanne produkter ofte er ledsaget af. Jeg ved godt, at den reelt er overflødig, og i et eller andet omfang betaler man jo for den, så de måtte gerne spare den væk for min skyld, men når nu vi er ved det, så giver det jo en følelse af luksus, som jeg ikke kan løbe fra. Selve indpakningen er tung, selvom den er lavet af plastik, fordi der er et stort spejl inden i, og overfladen er coatet med (hvad der ligner) en tynd metaloverflade, hvorpå mærkets navn står. Åbner man produktet er der til venstre selve produktet, som til højre er ledsaget af en lille børste. Min børste er stadig pakket ind, og jeg har ikke brugt den, men den føles umiddelbart meget blød og okay-fornuftig taget sådanne børster i betragtning. Selve blushen er smuk. Mærkets logo er printet på blushen, og så dufter den af rose. Ja, det havde nok ikke været nødvendigt, men det er jo noget af det, man betaler for, og det virker. Det giver den tilsigtede følelse af, at man her står med et luksusprodukt i hænderne, og så må man jo gøre op med sig selv, om det er pengene værd. Det har det utvivlsomt været i mit tilfælde – ikke på grund af den luksuriøse følelse men fordi den simpelthen er så fin.

Treat yourself!

Hvis du lever i 2016, så kender du sikkert til problemet; morgenløbetur, morgenyoga, smoothie, ”I woke up like this”-makeup (der virkelig tager 3 timer at udrette), arbejde/skole, handle, fitness, lave sund, nærende og instagram-venlig aftensmad, drikke vin med vennerne, aftenløbetur, tage stilling til stor, verdensomspændende nyhed, sociale medier, lektier/eller mere arbejde, tid til venner og familie, frivilligt arbejde, skønhedssøvn, overskud… Ja, jeg kunne blive ved, for listen er uendelig, og mellem alt det som vi alle føler, vi skal nå, glemmer vi ofte det vigtigste: os selv, for der er altså kun 24 timer i døgnet. Det sker tit for mig i eksamensperioden (som er lige nu), og hvad end det er en forestående eksamen, arbejde eller juleshopping, der optager din tid lige nu, så kan de fleste sikkert nyde godt af et par tips til at forkæle sig selv, når tiden er knap.

 

Prioritering

Først må vi alle lære, at det handler om prioritering. Der er ingen (udover os selv), der siger, at vi SKAL nå alt det ovenstående. Alle kan hive 30 minutter ud af kalenderen i løbet af en uge, hvis de virkelig vil, og selvom det er svært, så er det okay at ville det! Det er okay at prioritere sig selv.

Tænd et duftlys/musik

Vi starter i det små, hvor alle kan være med. For mange kan det have en afstressende virkning og en følelse af velvære at tænde et duftlys eller noget god musik. Jeg er typen, der bliver stresset af musik, fordi det tager min fokus, men et duftlys er tilpas spa-agtigt til at skabe en afslappende stemning og påvirke mit humør uden at tage min fokus.

 

Chokolade

Okay, indrømmet: det er knap så beauty-minded, men det er jo videnskabeligt bevist, at chokolade gør dig glad indefra, og det tæller vel også, som en måde at gøre noget godt for en selv på, ikke?

 

Dagligdags luksus i badet

Hvad end man er morgen- eller aftenbader, kan de fleste sikkert godt forlænge badet et par minutter. Hvis jeg er virkelig presset, står jeg op et par minutter før og bruger dem i badet på at smøre mig ind i en lækker, luksuriøs showergel, som jeg ikke bruger i dagligdagen. Det er for mig nok til at føle, jeg har gjort noget for mig selv, men det kunne også være at bruge en skrub. Ingen af delene tager mere end 5 minutter ekstra fra din dag, men det kan alligevel være virkelig effektivt. Min feel-good showergel er fra Korres (jeg har nævnt den før her!). Den dufter fantastisk og minder mig om ferie.

 

Læbestift

Vi har alle den der ting, der får os til at føle ”put together”. For mig er det læbestift. Selvom jeg aldrig går uden for en dør uden, så kan det være et kæmpe boost for mig at gøre noget ”ekstra” ved at tage en af mine yndlingslæbestifter på (i øjeblikket er jeg vild med min Tom Ford, som har den perfekte farve til det mørke vinterhalvår – læs mere her!). Det tager ingen ekstra tid, men det at have brudt rutinen lidt føles alligevel som om, jeg har gjort noget kun for mig.

 

Masker

Nu bliver det rigtig spa- og forkælelsesagtigt. Hvad end det er en ansigts- eller en hårmaske, så er der få ting, der giver en følelse af velvære så hurtigt, som en maske gør. Lige nu bruger jeg maskerne fra L’Oréal, som vi har skrevet om før her. De tørrer hurtigt, og det er tidsbesparende, at multimaske, da du så kan angribe flere problemer på samme tid. Derudover skal fleste masker skal ikke sidde mere end 10 minutter, og selvom det selvfølgelig ville være belejligt at sætte dig ned og trække vejret i 10 minutter, så kan masken passe sig selv, mens man arbejder videre ved computeren, laver mad eller noget tredje på to-do listen.

 

Fodbad

Et fodbad er den perfekte måde at pleje sig selv på – særligt i vinterhalvåret hvor mange måske kommer hjem med småkolde fødder efter en lang dag. Det er en af de ting, som jeg tror, mange tænker, tager lang tid, men det gør det jo faktisk ikke, og så kan det klares foran computeren. Selvfølgelig er det ikke det mest optimale, men bagefter vil det alligevel føles som om, du fik gjort noget godt for dig selv. For at gøre det lidt mere luksus kan man jo bruge nogle lækre badesalt, olier eller skum i badet.  

 

Neglelak

Jeg ved godt, at neglelak tager lidt lang tid (medmindre du investerer i denne!), men du kan trods alt godt arbejde ved computeren, mens den tørrer, og for mig er der virkelig ikke noget, der får mig til at føle, at jeg har brugt tid på mig selv, som flotte negle (det skyldes måske, at jeg har bidt dem i så mange år?), og så syner det også udadtil af, at man har styr på tingene.

1 år er gået, og al begyndelse er svær

a5-fodselsdag-med-tiger-bamse-pa%cc%8a-bagsiden

Lånt fra nem-design.dk

Hurraaaa! Bloggen fylder i dag 1 år – det har været et sjovt og lærerigt år for os. Det har været sjovt, fordi bloggen er noget, vi har snakket om i mange år, og det er en måde for os at have forbindelse til hinanden og vores ”hobby” på. Noget af det, vi har lært, er, at al begyndelse virkelig er svært, og det har heller ikke altid været nemt for os at have bloggen ved siden af fuldtidsstudier og fritidsjob, men nu er der alligevel gået et år. Endnu en ting, hvor begyndelse er svær, er makeup, og det er lige netop, hvad det skal handle om i dag, hvor vi vil skrive om vores første makeupprodukter.

Tanjas første produkter:

Lipgloss

Lipgloss var uden tvivl mit første makeupprodukt, hvilket er lidt ironisk, når man tager i betragtning, hvor meget jeg elsker læbeprodukter i dag. Jeg husker ikke hvilke mærker, jeg brugte, men det gør nok ikke noget, for jeg kan huske, at jeg udelukkende brugte klar lipgloss, jo mere klistret jo bedre og så skulle den helst på i så tykt et lag som muligt. Min smag har heldigvis ændret sig siden.

Max Factor – Mascara Masterpiece 01 Black

Dette var min første mascara – eller i hvert fald den første jeg husker. Jeg fik mit første makeup, da jeg var 11, så det er efterhånden en del år siden (12 for at være præcis selvom det giver mig sved på panden at indrømme det). Jeg husker, at jeg var glad for denne mascara. Den er flot og naturlig på vipperne, og jeg var især imponeret over den separering af vipperne. Af disse grunde er den god til en, der ikke er vant til makeup, da det ikke bliver for markant, og jeg mener, det var svært at få den til at klumpe.

Den forhandles bl.a. hos Matas og koster 129 kr.

Rimmel – Stay Matte pudder

Jeg var lidt ældre, da jeg begyndte at bruge pudder, og jeg ved virkelig ikke, hvor idéen kom fra, at det lige skulle være pudder, men sådan blev det altså. Jeg brugte denne fra Rimmel, og dengang var jeg glad for den. Sidenhen er jeg blevet mere kritisk og ville ikke i dag bruge denne pudder, da den, som jeg husker det, lagde sig i et pudret lag over huden. Det kan dog skyldes min manglende forståelse for vendingen less is more, og det hjalp bestemt ikke, at farven ikke helt matchede mig. Sidenhen har jeg hørt andre være glade for den til at sætte deres foundation med, men jeg har ikke selv turde se mig tilbage.

Den forhandles bl.a. hos Matas og koster 60 kr.

Marias første produkter:

Gosh  – Amazing Length and Build mascara Black

Jeg fik min første mascara og øjenskygge, da jeg skulle konfirmeres. Jeg kan ikke huske hvordan, men jeg endte med at købe Amazing Length and Build mascara fra Gosh. Jeg har også købt den et par gange siden, men det er ved at være nogle år siden. Jeg husker det som en god mascara og som en god begynder mascara, der ikke er for voldsom, når man ikke er vant til at have mascara på. Jeg har prøvet den vandfaste variant, og den var jeg ikke så glad for, men jeg vil prøve den igen for at genopfriske mit indtryk. Da jeg købte den, tror jeg kun, den fandtes i sort, men nu fås den både i brun og blå.

Den kan købes her til 99,95 kr.

 

Max factor – Wild Mega Shadow Pots i farven Savage Rose

Som sagt fik jeg min første øjenskygge, da jeg skulle konfirmeres. Jeg valgte en helt sart lyserød, da det ikke skulle blive for meget, når jeg nu ikke var vant til at gå med makeup. Jeg har fundet frem til, at navnet på den er Savage Rose, men jeg er ikke 100% sikker, da jeg ikke ejer den mere. Jeg har dog en fra samme serie i farven 107 Burnt Bark. Det er faktisk nogle rigtig gode øjenskygger, som de næsten lige har relanceret med nogle nye farver. Jeg elsker Burnt Bark, når jeg skal lave et helt blødt naturligt look. De er ikke overpigmenterede, og er derfor gode, når man skal lære. Nu sidder jeg helt og fortryder, at jeg ikke har eksperimenteret mere med de andre farver i serien.

Den kan købes her til 59 kr

  

Youngblood Natural Mineral Foundation

Det tog mig lidt længere tid at kaste mig ud i foundation, og jeg behøvede det heldigvis heller ikke. Efterhånden som min interesse voksede kunne jeg dog ikke undgå at eksperimentere lidt mere, og da min veninde, Line, brugte denne foundation, blev jeg inspireret. Jeg var rigtig glad for dette produkt. Det er en løs pudder, som har rigtig meget pigment i sig, så den dækker godt. Det gør også, at den skal presses godt ind i huden, for den ikke lægger sig som en maske på huden. Det, at det er en pudder, er en fordel, hvis man starter og ikke vil kaste sig ud i flydende foundation med det samme. Jeg har købt den flere gange siden, og det er et rigtig godt produkt. Den kostede 350, da jeg startede med at købe den, og den koster nu 425, så det er et dyrt produkt til sammenligning med de andre, vi har nævnt, men man får virkelig også kvalitet for pengene, så den er det værd, og så er den drøj i brug.

Kan købes her til 425 kr

Tomme Produkter #8

Det skal handle om tomme produkter i dag, som I nok har gættet på titlen. Der er ikke noget bedre tidspunkt at tømme alle sine produkter på end lige op til jul, så man kan fylde ønskelisten op med en masse nye, lækre produkter, så high five til mig!

tomme-p

Rimmel Match Perfection Silky loose face power

Jeg har brugt en hel løs pudder op – her må der gerne indsættes en lille sejrsdans, for det sker virkelig ikke særlig tit. Jeg har brugt tre forskellige i et stykke tid nu, men da jeg så, at denne var tæt på at være tom, begyndte jeg kun at bruge denne. Det er en gennemsigtig pudder, som ligger løs, hvilket vil sige, at man ikke kan undgå at få det ud over det hele. Jeg synes faktisk, at det her er en forholdsvis god pudder, især hvis man har fedtet hud og producerer meget olie i løbet af dagen, men til mig kunne den godt se en smule for tør ud. Det er muligt at “bake” under øjnene med den, men man skal som sagt være opmærksom på, at den kan se lidt tør ud. Skal du ud og investere i en løs pudder for første gang, så er det her et rigtig godt valg, eller vil du ikke bruge for mange penge på en løs pudder, så er den også et godt valg. Vil jeg købe den igen? Hmm. jeg skal jo lige igennem de to andre, men jeg kunne måske godt finde på at købe den igen, for det er ikke en dårlig pudder. Jeg kan ikke finde den på Matas hjemmeside, men den skulle gerne kunne købes i butikkerne.

Elizabeth Arden Visible Skin Balancing Toner 200 ml

Jeg er en, der elsker at prøve nye ting, og jeg skulle bruge en ny toner, som aldrig er det mest spændende, og jeg synes, det kan være svært at finde en, hvor du faktisk kan mærke en forskel ved brug. Jeg vil ikke sige, at den her gjorde den vilde forskel, men den var virkelig god, og den har en kamilleduft, som gør den helt afslappende at bruge. Den indeholder supereffektive fugtgivende ingredienser, hvilket gør, at den giver ekstra fugt til din hud (en god ting når vi begynder at gå mod de koldere måneder), og så er den alkoholfri, så den kan sagtens bruges på sensitiv hud. Det der solgte den til mig var, at den fjerner urenheder, og jeg synes faktisk, den gav min hud en finere struktur og et mere klart look. Nu er jeg igen ved at være færdig med endnu en toner og står derfor og skal have fingrene i en ny, og den første jeg tænkte på var denne, fordi en virkelig ikke skuffede mig, selvom det er klart, at den ikke redder ens hud fuldstændigt.

Kan købes her til 195kr

Maria Nila Dry Shampoo

Først vil jeg lige rose det smukke navn, som de har valgt at give produktet, men når det så er sagt, så er der tale om et produkt, som jeg blev lokket til at købe gennem et 3 for 2 tilbud, for man kan vel aldrig have for meget tørshampoo. Var det kærlighed ved første brug? Nej det var det ikke, den gør nemlig alt det, jeg ikke synes, en tørshampoo skal gøre. Jeg kunne mærke den i mit hår, når jeg havde brugt den, fordi den gav mit hår utrolig meget tekstur, og det føltes beskidt. Over tid viste det sig, at jo mere jeg brugte den, jo bedre kunne jeg lide den, men vil jeg købe den igen? Nej! Det vil jeg ikke, men hvis du har tyndt hår og virkelig har brug for noget tekstur, så synes jeg helt sikkert, at du skal prøve den her, fordi dét giver den masser af, men den slår på ingen måde Batiste og Colab, som også begge kan findes til en mere fornuftig pris.

Kan købes her og findes i to størrelser til 115 kr

Pureology Hydrate Hydra Whip Masque

Da jeg brugte dette produkt, syntes jeg faktisk ikke, at det gjorde den store forskel, men nogle gange opdager man først, hvor godt et produkt er, når man begynder at bruge noget andet. Fokus for produktet er tørt og farvet hår, hvilket rammer mine spidser ret godt. Som det fremgår af produktets navn, så har den en pisket mousse konsistens, hvilket er rigtig rart at arbejde med. Den var nem at påføre, og jeg gør så det, at jeg sætter mit hår op i en klemme i 2-5 min., mens jeg bader videre, for at undgå at komme til at vaske produktet ud for tidligt. Den tynger ikke mit hår, og så fedter den heller ikke. Duften er dejlig mild men kan godt blive siddende i håret en lille smule.  

Kan købes her til 169 kr

Rituals Honey Touch Rich & Nourishing Body Cream

De sidste to år har Netto, Rituals og jul hængt sammen, idet det var muligt at købe Rituals produkter for sine Nettomærker. Det har de så stoppet nu til stor utilfredshed, og man kan i stedet få knive – hvad er der dog gået galt? Lad os krydse fingre for, at Rituals kommer tilbage til næste år. Tak!

Selvom jeg ikke har snakket om Rituals længe, så har jeg altså ikke glemt mærket, og det er stadig min favorit. Jeg elsker virkelig det her mærke og har besluttet, at Indian Rose & Himalaya Honey er min yndlings duft. Den dufter SÅ GODT! Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal sige til det her produkt andet end; prøv det! Jeg ved at mange elsker The Body Shops Butter Body, men jeg synes faktisk, den her er lige et trin bedre. (Den nye serie som The Body Shop har lavet minder faktisk en smule om Rituals, hvis du spørger mig, og jeg har også tænkt mig at begive mig ud i den, når mit lager er tomt.) De har en lækker konsistens og er virkelig nemme at få smørret ind, og fik jeg sagt at den her dufter godt? For den dufter virkelig godt! Elsker den her og jeg kommer helt sikkert til at købe den igen.

Kan købes her til 140 kr.

Månedens favoritter: oktober ’16

Oktober har for mig budt på bachelorskrivning og en del sygdom, så der har ikke været voldsomt meget gang i beautyprodukterne, men der er alligevel et par ting, som jeg har brugt igen og igen, og så er der to ting, som jeg til trods for tidligere udmeldinger faktisk er blevet ret glad for.

img_3265

Herôme Nail Perfection Neglehærder “extra stærk”
Jeg har aldrig hadet produktet (læs mere her!), men jeg har tidligere skrevet, at det ikke havde effekt på en del af mine negle. Det var også tilfældet, lige efter jeg stoppede kuren, men nu er det noget tid siden, og mine negle er faktisk blevet en del stærkere, selvom jeg ikke har brugt andre produkter siden da, så jeg har konkluderet, at det må skyldes dette produkt. Jeg håber, effekten bliver ved, selvom mine negle bliver endnu længere. Den kan bl.a. købes i Magasin


L’Orêal Volume Million Lashes “So Couture” og “Excess”
Jeg har snakket om disse før, hvor du kan læse mere uddybende omkring dem og et par andre i Volume Million Lashes serien. De to, som jeg tænker på her, er hinandens modsætninger, og i starten kunne jeg ikke enes med den lilla, So Couture, mens den røde, Excess, hele tiden har været min favorit. Nu er jeg begyndt at bruge dem sammen, og det fungerer rigtig godt. Først bruger jeg den lilla til at præcisere og fange hver enkelt vippe, hvorefter jeg bruger den røde børste til at nå alle vipperne på én gang og coate dem med mascara. Det virker rigtig godt for mig og giver fornemmelsen af, at alle vipper er nået, hvilket skaber volumen.


Scrunchies
90’erne har hjemsøgt os igennem længere tid nu, hvor både smækbukser, crop tops og fletninger har været “in”. Det samme gælder scrunchies. Der er noget rigtig fint over dem rent udseendemæssigt, idet de findes i uendelige farver og materialer. Jeg har en i et silke-agtigt materiale, og den er simpelthen så fin til at peppe en kedelig hestehale op. Grundet ringen af stof omkring elastikken, er de typisk ikke så stramme som almindelige elastikker (hvilket måske kan give lidt besvær i voldsomt tykt hår), og jeg oplever faktisk, at jeg kan have håret oppe hele dagen, og når jeg tager elastikken ud om aftenen, får jeg ikke den der trælse hestehale-bule i en krans rundt om hovedet.


Krøllejern fra Remmington
Selvom det ikke er blevet til så meget beauty i denne måned, har jeg faktisk gjort noget, som jeg ellers ikke plejer. Jeg har – de få gange jeg har skullet noget – krøllet mit hår, og genfundet kærligheden til mit Remmington krøllejern. Det er en typisk “curling wand” der spidser til, og det skaber de fineste, bløde krøller på kort tid. Jeg synes også, at krøllerne holder rigtig godt, men det har måske mere med mit hår at gøre end selve krøllejernet.

 

Rimmel Lasting Finish læbestift By Kate “107”
Efteråret er min yndlings årstid af mange årsager men en af dem er helt sikkert, at det er mere acceptabelt at iklæde sig de mørkere farver på både læber og negle. Denne læbestift er mørkerød-bordeaux farvet, som får tænderne til at se smukke hvide ud. Den holder godt men er til gengæld også reeet tør på læberne (dog ikke noget en læbepomade ikke kan klare, så jeg lever med det), og så har den en svag, sød duft, som jeg ikke synes generer. Den kan købes i Matas til 70 kr.

The Body Shop Color Crush Lipsticks

Læbestifterne fra The Body Shop har været på gaden længe, men de bliver ikke så tit snakket om, og det er lidt trist, for der er mange farver, og de er gode. Der er 24 farver i alt, og de er delt ind i lyserøde, røde og neutrale nuancer.

14787674_10208577140478304_1859698914_o
Alle farverne er rigtig flotte, men der vidst ingen tvivl om, hvad jeg hælder til, da de to farver, 225 – Blushing Pink og 18 – Sunset Romance, minder meget om hinanden. De er begge to rosa/koral uden noget glitter eller tingeltangel men med et flot shine, sådan nogle rigtig sommerfarver, og jeg forestiller mig, at de ville være endnu flottere med en gylden glød, men sådan en ejer jeg desværre ikke.

 

Jeg har faktisk snydt lidt, da nr. 18 – Sunset Romance er et fund fra den gamle formular, inden de ændrede den. Dengang var formularen lidt tyndere, og farverne knap så intense. Der er heldgivis kun sket en positiv ændring i forhold til den nye formular, som 225 – Blushing Pink er en del af. Den kan findes i den lyserøde “kollektion.”  

14813086_10208577139878289_1466147251_oLæbestifterne er dejligt bløde men sætter sig ligesom på læberne – ikke på sådan en liquid lipstick måde men alligevel og så helt uden at være stramme eller tørre på læberne. De fugter læberne, fordi de indeholder olie og til trods herfor er de faktisk holdbare. Grundet den bløde konsistens og indholdet af olie, holder de ikke en hel dag, men de holder nogle timer.

Ifølge The Body Shops hjemmeside indeholde de parfume, og de dufter da også deraf. Det er ikke noget, der er generende, og duften går hurtigt i sig selv igen. Hvis jeg skal sige én ting, jeg ikke bryder mig om, så er det indpakningen. Den er meget plastikagtig, og ser efter min mening lidt billig ud – det er den jo selvfølgelig også, så det er på den måde helt okay, men man skal altså ikke forvente luksus her. Derudover så står nummeret men ikke selve navnet under produktet, og det er en lille ting, men jeg synes faktisk, at det gør meget, at navnet er angivet, da det er den måde, man skiller dem ad på, uden at skulle åbne dem.

De forhandles hos The Body Shop og koster 125 kr.

L´ORÈAL professionnel Vitamino Color Shampoo

shampoo

Hvis du ikke allerede har gættet det fra titlen, så omhandler dagens indlæg shampoo. Det er faktisk min mor, som har fået mig hooked på den her. Hun havde købt den, og når jeg så har været hjemme ved dem, har jeg brugt den. Hvilket gjorde, at når jeg vaskede hår hjemme ved mig selv, kunne jeg mærke en stor forskel. Mit hår var ikke ligeså blødt, og det føltes mere tørt, end det gjorde, når jeg vaskede det med Vitamino color Shampoo. Jeg har lyse striber i mit hår, så at shampooen beskytter farve er endnu et plus. Jeg vil dog ikke sige, at mit hår er ødelagt, men det er selvfølgelig påvirket af, at jeg har lyse striber i.

Shampooen har et rigt indhold af hvedeproteiner,  som giver ekstra blødhed i håret, og indholdet af aminosyre virker genopbyggende på ødelagt hår. Der er et Dobuble Color Locking system, som beskytter mod solens UV-stråler, hvilket gør, at hårfarven ikke falmer, og den har på ingen måde påvirket min farve.

Det er ikke den mest skummende shampoo, så man skal arbejde lidt med den, men når det er sagt, så er det ikke ment på en negativ måde. Den tynger ikke mit hår ned, selvom jeg tilføjer leave-in conditioner og hårolie bagefter.

Jeg elsker duften af den her shampoo! Jeg kunne ikke selv helt finde ud af, hvad det præcist var, men fandt et sted, hvor der stod hindbær, hvilket nok skal passe.  Duften er ikke oversød eller over frisk men meget behagelig. Den kan godt blive siddende i håret men på en god måde.

Alt i alt så jeg utrolig glad for den her shampoo, og normalt ville jeg styre langt væk fra store flasker af shampoo, fordi jeg plejer hurtigt at kede mig, når jeg bruger det samme igen og igen, men jeg er overhovedet ikke blevet træt af den her endnu, og glæder mig faktisk til at vaske hår med den, bare fordi jeg elsker duften så meget!