Category: Hair Care

L’Oréal Colorista linjen

Det kan være lidt af en jungle at finde rundt i L’Oréals nye Colorista produkter, som giver mulighed for at farve håret i en masse sjove farver eller effekter. Det er noget, som både interesserer mig og skræmmer mig. Pyha, jeg får mareridt tilbage til dengang i 90’erne, hvor man fik sprayfarve i håret hos frisøren eller inden sodavandsfest på skolen i 00’erne, og håret blev stift, tørt og træls eller til min studentertid hvor hårkridt var all the hype, og jeg selvfølgelig skulle prøve det for kun at blive kaldt Belieber hele aftenen.. Det der med sjove farver kan altså gå helt galt, hvis I spørger mig – specielt når man som mig ikke har blondt hår. Selvom disse dårlige minder burde være nok til at afskrække mig, så måtte jeg alligevel prøve de nye Colorista sprays, som eftersigende også kan bruges på brunt hår uden at gøre håret træls og stift, men først vil jeg lige kortlægge resten af kollektionen for jer, så I selv kan finde ud af, hvad I måske skal rocke til sommerens kommende fester.

Sprayen er den, der vaskes hurtigst ud, men da det er den, jeg vil behandle i dybden, springer jeg lige den over i første omgang, og så vil jeg ellers løbe dem igennem efter deres holdbarhed i håret.

 

Washouten

Washouten er en hårfarve, som holder 1-2 uger alt efter farven. Farverne er delt ind i to kategorier: vivid og pastel. Vivd holder ca. 2 uger alt efter hvor ofte håret vaskes og kan benyttes i brunt hår, mens pastel holder ca. 1 uge og kun kan benyttes i blond hår. Disse farver bruges i tørt hår (det anbefales at vaske håret inden), hvor de skal virke i 15-20 min.

Vividfarverne er rød og mørk turkis, mens pastelfarverne fås i blå, aqua, lilla, lavendel og pink.

 

Painten

Painten er en hårfarve, som er permanent, men som alt andet hårfarve falmer den naturligvis i længden. Jeg har ikke kunnet finde nogle oplysninger om, hvilke hårfarver de kan anvendes på, men jeg vil tro, at de to lyse farver kun kan anvendes på i forvejen lyst hår, mens de øvrige farver også kan anvendes af brunetter. De to lyse farver er beige og roseblond, mens de øvrige farver er blå, violet og rød.

 

Effekter

Der er tre typer af effekter, som giver håret noget ekstra: blegning, ombré og balayage. Effekterne kan bruges alene, men de kan også bruges som forberedelse på f.eks. brunt hår, inden man påfører en pastel washout (som jo kræver blond hår). De skal alle virke i håret mellem 25 og 45 minutter alt efter den ønskede intensitet.

Blegningen er nok den effekt, som de fleste kender, og det er, som I nok har gættet, en hurtig hjemmeafblegning. Jeg tør ikke afblege mit hår nogensinde, men jeg er godt nok lidt interesseret i, hvor godt dette virker.. Ombré kender mange nok også, og det er den effekt, hvor længder og spidser farves lysere, således at håret går gradvist fra naturligt mørkt til lysere og lysere ned mod spidserne, og det fungerer derfor bedst i langt hår. Balayage er egentlig bare striber i håret, men ikke som vi traditionelt kender dem. Det er brede striber, der placeres tilfældigt i håret for at skabe et lækkert spil. Da striberne er bredere end almindeligt, fungerer dette look bedst i tykt hår, da der selvsagt så er mere hår at give af.

 

Sprayen

Sprayen skulle holde 1 hårvask, og skal sjovt nok sprayes i tørt hår på almindelig spray afstand (15 cm). Farven skulle kunne bruges i både blond og brunt hår. Jeg har testet den blå, og den kan bruges i brunt hår som mit, men udbyttet er meget varierende alt efter hvilket lys, man befinder sig i. Følgende billeder er taget inden for 1 time efter at have sprayet farven i, og det er tydeligt at se, hvor meget belysningen påvirker farveudbyttet.

Ikke just et kønt billede men det er taget på badeværelset LIGE efter, så jeg selv kunne se resultatet. Her er farven MEGET intens. 

Dette billede er taget kort efter på en overdækket terrasse uden lys. Farven er her falmet efter håret er blevet børstet og pga. lyset. Jeg synes dog stadig, man kan se den, og den ser ud til at fade meget bedre ind i håret end på forrige billede. Det skal lige nævnes, at billedet er meget heldigt, i og med det tog ca. 50 forsøg at få et billede, hvor farven bare var lidt synlig. 

Dette billede er taget 10 min. senere, fordi jeg ville se, om farven blev mere tydelig i naturligt lys på stranden. Det blev den ikke – tværtimod. Farven er næsten ikke til at se i denne belysning. 

Som I kan se forsøgte jeg mig med en slags ombré, hvilket var meget nemt (mine spidser ville dog ikke helt farves, hvilket måske kan skyldes, at mit hår er helt nyklippet..) Dog vil jeg sige, at jeg brugte en hel dåse for at opnå dette resultat, så man skal ikke have meget langt eller tykt hår og så samtidig brunt hår, da det nok kræver lidt mere farve end blond. Jeg lod farven tørre i 1 minut, som det siges, at man skal, men jeg havde den stadig ud over det hele. Det smittede af på mit tøj, på min hårbørste og alle vegne, hvor jeg gik lå der blå glitter, fordi farven er metallisk blå. Heldigvis var det rigtig nemt både at få af tøj, hårbørste osv., men det gør da, at det er en smule upraktisk i brug, og jeg ville personligt synes, det er træls at skulle hjem og vaske hår efter en aften i byen for ikke at få farve på sengetøjet. Dét, jeg var mest interesseret i, var hvordan håret ville føles, og rigtig nok som L’Oréal lover, bliver håret hverken stift eller træls at arbejde med. Selvfølgelig er håret ikke helt glat og fint i strukturen, som det normalt er for mit vedkommende, men der er langt fra tale om throwback til 90’erne, hvor håret næsten kunne stå af sig selv. Alt i alt synes jeg, at idéen er rigtig sjov for en enkelt aften eller på festival måske, men fordi jeg oplevede, at den smittede så meget af, som den gjorde, og jeg måtte bruge en hel dåse for at opnå et halvt resultat, vil jeg nok ikke bruge disse spray igen. Sprayen fås i lavendel, pink, mint og blå.

Alle produkterne forhandles i Matas og varierer i pris.

Mine go-to midi hair styles

Jeg er for nyligt blevet ejer af en ”lob” (long bob – på dansk en lang page) ved et tilfælde, og i starten var jeg lidt usikker omkring længden, men nu er jeg klart overbevist: det holder! Grunden til jeg var lidt i tvivl er, at den der mellem længde altid er lidt tricky at gøre for meget ved, og de fleste frisurer online kræver langt og tykt hår. Før var mit hår i det mindste langt – nu er det ingen af delene, men det skal ikke afholde mig, og det behøver heller ikke afholde andre, hvorfor jeg i dag vil dele mine go-to looks med jer.

Hvis du søger ”lob” på Instagram eller nogle andre sociale medier, vil du med garanti se en million varianter af lige netop dette look, og det er egentlig ikke så svært at forstå, for det er nemt og flot. Efter min mening går det både til hverdag og fest, og så kræver det ikke alverden og er egnet til både tykt og tyndere hår. Jeg har brugt mit Remmington glattejern til ovenstående, men du kan stort set bruge et hvilket som helst  krølle- eller glattejern, for en stor del af charmen er netop, at håret skal være lidt tilfældigt, rodet og ikke alt for pænt. Det kan man hjælpe lidt på vej ved at krølle skiftevis den ene og så den anden vej.

Jaja, nok den mest sete frisure i 2016, men jeg er altså ikke færdig med den. Den holder jo endnu? Den er rimelig nem, og jeg tror ikke, det er nødvendigt med en how-to.. Jeg bruger den ofte på anden dags hår, hvor længderne stadig er lækre, mens rødderne er begyndt at fedte lidt. Det er den perfekte frisure, hvis man vil udnytte længden lidt og gemme rødderne væk. Derudover er den perfekt til de af os med tyndt hår, for når håret bliver bare lidt kort, er der ikke nok hår til at lave en traditionel knold, og så må man jo nøjes med en halv eller.. Ja, sådan en her.

Man kan også kombinere de bløde bølger og knolden som det ses herunder. Jeg tror, det er min yndlings!

Til sidst kan jeg ikke undgå at nævne fletninger. De er nemme og flotte, og så kan de varieres i det uendelige både af udseende og med hensyn til mængden af hår. Jeg har før lavet en simpel guide til fletninger her

Det sidste her er nok min yndlings, hvis håret skal op. Det ser super elegant ud, hvis I spørger mig, og så er det egentlig bare en snyde-fletning (hvilket I måske kan syne ved de små gennemsigtige/hvide elastikker), så det er super nemt at lave!

 

Månedens favoritter: februar ’17

Det kan altså godt være, at februar kun er et par dage kortere end årets øvrige måneder, men hold da op hvor er den bare fløjet forbi, ellers har jeg bare haft for meget om ørerne. Uanset hvad er der alligevel nogle produkter, der har formået at gøre ekstra indtryk på mig denne måned.

Stuhr Mild Hair Care shampoo og balsam

Jeg opdagede disse to under min parfumefri måned, og jeg slipper dem ikke foreløbigt. De er beregnet til normalt/tørt hår, og det er meget passende, synes jeg. Man skal ikke forvente, at de kan rette op på den tørreste høstak, men til normalt hår, der er lidt tørt fx pga. kulden, har de været helt perfekte. Det er ikke fordi, mit hår ser markant anderledes ud, men nøjs hvor det føles helt anderledes. Jeg har fint og tyndt hår, og meget hurtigt efter at have taget disse i brug, kunne jeg mærke forskel. Mit hår føles kraftigere og mere modstandsdygtigt (selvom det, indrømmet, trænger gevaldigt til en klipning, så det er svært at bedømme….) Det føles ikke glattere eller smidigere end normalt, og jeg tror, det skyldes, at ingen af produkterne indeholder olier.

De kan købes i Føtex, hvor jeg fik dem på tilbud til 45 kr. stk. (jeg husker desværre ikke normalprisen).

 

Essie ”Fishnet stockings”

Hvis man ser på neglelakken i flasken, er den lidt mørkere end postkasserød, men i og med neglelak altid lige skal bruge 2 lag eller mere på neglene, bliver farven naturligvis lidt mørkere, når man får den på. Jeg synes, den er perfekt til de lidt mørkere måneder og ellers har den sådan en smuk, elegant ”aftenfarve” (håber det giver mening for andre end mig??), hvis man skal noget. Udover at farven er super smuk, så har den holdt – hold nu fast – 10 DAGE(!!!!) på mine negle denne måned. Jo vist, kunne man se på spidsen af neglen , at farven var slidt lidt af, hvis man virkelig kiggede efter slid, men det var slet ikke nok til, at det så grimt eller billigt ud, da der maks. var tale om 0,5 mm., og jeg har altså ikke passet mere på, end jeg plejer. Jeg ved ikke, om neglelakken bare er så god, eller det skyldes mine negle på en eller anden måde, men jeg er vild med det!

Den kan bl.a. købes i Matas til 100 kr.

 

Real Techniques Setting Brush

Jeg har haft denne børste forholdsvis længe, og jeg har altid brugt den til det, som den nok lidt er beregnet til: at sætte pudder under øjnene eller til at påføre lidt highlighter samme sted. Sidenhen har jeg fundet noget, som den er helt perfekt til: påføring af kontur. Formen gør, at den lægger sig perfekt i hullet lige under kindbenet og op mod øret, og fordi den minder lidt om en forstørret blendingbørste, er den også god til at blende farven ud med, så man får en naturlig kontur.

Den kan bl.a. købes i Magasin til 125 kr.

 

Maybelline Color Whisper ”Mocha Muse”

Jeg tror, jeg har fundet min perfekte nude læbe, eller jeg har egentlig haft den længe, men jeg har ikke nævnt den her på bloggen før, fordi den er lidt svær at finde. Farven, som jeg her omtaler, er meget lys brun blandet med fersken og shine og glitter, og den er perfekt til mig, fordi jeg er meget lys i huden med tendens til rødme, og derfor kan jeg ikke bruge de traditionelle, lyserøde nudes (eller jo jeg kan, men det ser fjollet ud). Hvad skal I så bruge denne info til, når nu I måske ikke kan finde produktet? Jo, det skal jeg sige jer. Formularen er blød og cremet, lidt læbepomadeagtig, så den er meget behagelig at have på. Den holder ikke hele dagen, men den er perfekt, hvis man bare ønsker lidt farve og har mulighed for at påføre mere i løbet af dagen. Selvom lige netop Mocha Muse ikke er at finde online, så er nogle af de andre farver i serien det, og det er naturligvis derfor, jeg skriver om den alligevel, for det kunne jo være, at der sad en derude, der manglede en behagelig, lækker læbestift/læbepomade med lidt farve, og ellers kunne det jo være, I tilfældigt stødte forbi Mocha Muse en dag, som jeg var heldig at gøre.

De kan købes her for omkring 30 kr.

Æteriske Olier

Nu skrev jeg jo for lidt tid siden om, hvordan jeg havde levet parfumefrit i en måned. Da jeg første gang tjekkede produkter for parfume, var der en del produkter, der ikke decideret angav ”parfum/parfume/fragrance” på indholdslisten, men i stedet var produkterne spækket med en masse æteriske olier. Det fik mig til at tænke.. Ofte er der angivet, at et produkt indeholder ”æteriske olier,” men hvad søren betyder det lige? Og hvad betyder det for os og vores sundhed? Nu hvor parfume ofte bliver angrebet som noget, man skal holde sig fra, betyder det så, at alt duft er no-go? Jeg var nødt til at suse hjem og google, for diskussionen er interessant, og selvom I kan finde informationerne på Google, så vil jeg i dag nørde lidt, og dele min nye viden med jer – det kunne jo være, der sad nogle derude, der, ligesom mig, synes, at det er en jungle at finde rundt i, hvad vi må og ikke må.

Hvad er æteriske olier?

Æteriske olier er olier i koncentreret form, der stammer fra planter. Det kunne f.eks. være rosenolie, appelsinolie eller lavendelolie, som alle er meget kendte i beautyverden. De udvindes direkte fra planten gennem presning og en række kemiske reaktioner, der opløser planten. Disse olier er, i denne meget koncentrerede form, enormt farlige for huden og kan forårsage udslæt og andre reaktioner, og de skal derfor blandes op med vand eller andre olier. De andre olier er vegetabilske olier såsom argan olie, jojobaolie og mandelolie, som vi også kender fra beautyverden.

 

Er det sikkert at bruge æteriske olier i kosmetik?

Efter et hurtigt kig rundt i mit badeværelse, tillader jeg mig at konstatere, at det bliver noget nær umuligt at finde et produkt, der indeholder æteriske olier (eller essential oils på engelsk), som ikke også indeholder vand – ergo skulle vi være sikrede på dét punkt, men hvis du, ligesom jeg, synes, det er sjovt at nørde lidt eller bare synes, at diskussionen er interessant, kan du roligt læse videre.

Olierne anbefales ikke til parfumeallergikere, fordi de er enormt svære at finde i deres naturlige form. Det vil sige, når vi læser bag på vores shampoo, der indeholder ”essential oils” så er denne olie ofte allerede blandet op, og vi kan som forbrugere ikke se med hvad. Det er et problem, da de 26 stoffer, der af EU er advaret imod som allergifremkaldende stoffer, ofte er nogle af dem, man i kosmetikverden blander æteriske olier op med, og så er olierne jo pludseligt ikke bedre end parfume, medmindre de altså foreligger i deres helt naturlige form kun opblandet med vand eller ”sikre” stoffer som ren vegetabilsk olie.

 

Hvorfor bruge tid på æteriske olier?

Ja, det er da et godt spørgsmål, når nu de i deres reneste form er decideret farlige, og man derfor er nødt til at fortynde dem. Der må da være en grund til, at man så alligevel bruger dem, ikke? Det er der også! Ikke alene afgiver de naturlige dufte, som vi især kender fra rose og lavendel, men de kan også have en række andre fordele. Jeg vil naturligvis ikke gennemgå dem alle i detaljer her, men en hurtig googlesøgning kan afklare en bestemt olie for dig, hvis du skulle ønske det. Lavendelolie kan f.eks. hjælpe beroligende på beskadiget hud, rosenolie fugter huden og anbefales også mod eksem, og te træ olie har en rensende effekt f.eks. på fedtet hud med tendens til akne. Derudover bruges æteriske olier også ofte i spa-produkter eller dufteprodukter til hjemmet, og det er der også fordele ved. Her kan lavendel bl.a. hjælpe kroppen med at slappe af, og den har således en afstressende effekt, der kan afhjælpe søvnproblemer, mens rosenolie ved indånding kan hjælpe mod mavesmerter.

 

Alt i alt..

Er der både fordele og ulemper ved æteriske olier. De kan, ligesom alt andet, ved kontakt med huden give allergi, og det er forskelligt, hvor meget eller lidt der skal til. Er man allergiker, vil jeg helt undgå olierne eller forsøge at finde dem i deres naturlige form, hvor de enten er fortyndet med vand eller en vegetabilsk olie.

Til slut vil jeg lige minde alle om, at jeg har fundet alle informationer gennem Google, og særligt denne side var hjælpsom. Jeg er jo hverken læge, professor eller farmaceut, og derfor vil jeg anbefale, at man kontakter en læge, hvis man oplever problemer med brugen af et produkt, der indeholder æteriske olier, eller man ønsker at forsøge sig med æteriske olier trods allergi, for det kan være stærke sager, man har med at gøre.

1 måned uden parfume – mine erfaringer

Så er der gået en måned, og jeg er kommet i mål med min lille personlige challenge. I dag vil jeg gennemgå, hvordan det har været.

Erfaringer/tanker jeg har gjort mig

Det var faktisk næsten overraskende nemt (måske fordi jeg havde pakket alle parfumeholdige produkter væk, så der ikke var anden mulighed?). Derudover viste det sig, at en stor del af min makeup pånær læbestifter og hudpleje i forvejen er parfumefrit. Det gælder f.eks. min Youngblood Natural Mineral Foundation, NYX Micro Brow Pencil, Lancôme Definicils mascara, Urban Decays Naked paletter og Sleeks blush trios, når det kommer til makeuppen, og Bioderma, Avéne Gentle Eye Makeup-remover og Neutral Face Wash når det kommer til hudplejen. Den største omvæltning har derfor været i badet eller produkter forbundet hermed – shampoo, balsam, showergel, bodylotion og deodorant.

Jeg må indrømme, at jeg er faldet i én enkelt gang, fordi jeg skulle til fest på min arbejdsplads. Det var ikke et uheld, men det var et valg, jeg tog, fordi vi ofte snakker om min læbestift-afhængighed, og så kunne jeg selvfølgelig ikke komme til festen uden prangende læber – eller  det havde jeg i hvert fald ikke lyst til. Derudover ejer jeg ikke en læbestift, der holder hele natten som Tom Ford Lip Color, så den er og bliver altså min go-to, når jeg vil have flotte læber hele natten trods både mad og drikke. Samme aften valgte jeg også at tage et enkelt sprøjt parfume på, fordi jeg synes, det hører sig til engang imellem.

Derudover er jeg ufrivilligt faldet i i det offentlige rum, hvor jeg flere gange har oplevet, at der kun har været parfumeholdig håndsæbe, og det er nok dét, der har gjort det allerstørste indtryk på mig den forgangne måned. Det er heldigvis ikke direkte et problem for mig at vaske hænder med parfumeholdig håndsæbe, men det kan det jo være for nogle – skal de så undgå at vaske hænder? Skal de vaske hænder uden sæbe? Jeg ved godt, det ikke er sæben, der gør det, men hvorfor ikke bare konsekvent have parfumefri håndsæbe i det offentlige rum, så alle kan være med? Oplevelsen har fået mig på helt nye tanker, og herhjemme bruges der konsekvent kun parfumefri håndsæbe nu, så alle gæster kan vaske hænder med velbehag.  

 

Fordomme

Nu stillede jeg jo en række fordomme op for en måned siden, og dem skal vi selvfølgelig have be- eller afkræftet.

      Parfumefri produkter er kedelige: nej, ikke nødvendigvis. Nogle er selvfølgelig, men er det ikke sådan med alle produkter? Der er et par produkter, der virkelig har imponeret mig, og de er langt fra kedelige. Derudover er en stor del af min ”normale” makeup allerede parfumefri, og det har jeg jo aldrig fundet kedeligt.

      Udvalget er mindre, og jeg vil føle mig stærkt begrænset: ja, udvalget er mindre, fordi jeg har taget et valg, hvor jeg ikke længere kan vælge frit. På makeupfronten har jeg ikke følt mig helt vildt begrænset (udover læbestift, hvor jeg kun ejer en håndfuld uden parfume, og det er jo slet ikke nok til en måneds forbrug), og hudpleje har heller ikke været det store problem, men når det kommer til forkælelsesting er det en begrænsning, for det er som om duft og forkælelse hænger sammen.

      Nogle af mine faste produkter kan ikke erstattes: nej, der er nok nogle produkter, som jeg i hvert fald heller ikke i denne omgang har fundet en afløser til.

      Parfumefri deodorant virker ikke: jo den gør! Ha, jeg er blevet klogere. Den sidste måned har jeg brugt Neutral anti-perspirant Roll-on, og jeg har ikke selv følt, at jeg lugtede dårligt, ligesom (normalt meget ærlige) mennesker i min omgangskreds ikke har påtalt det, når jeg har spurgt dem.

      Det er besværligt: tjo, når man tager et valg, hvor der ikke længere er frit valg på alle hylder så at sige, så kræver det jo i hvert fald, at man sætter sig lidt ind i, hvad man så kan vælge imellem. Jeg tror, det er en vanesag, for i starten virkede det besværligt og næsten uoverskueligt, men nu tænker jeg jo ikke over det længere, fordi parfume ganske enkelt bare ikke er en mulighed.

      Det bliver en hård måned, og jeg kommer ikke til at være glad: jeg var godt forberedt, så det var egentlig ikke så hårdt som forventet. Det har mest været kaotiske situationer med et halvt ben ude af døren, der var hårde at takle, fordi jeg er vant til at kunne bruge parfume. F.eks. ville mit hår en dag bare stå ud til alle sider, som havde jeg haft fingrene i en stikkontakt. Normalt ville jeg jo bare gribe en lækker hårolie og tæmme lokkerne, men det kunne jeg jo pludseligt ikke denne gang, og der har det været lidt hårdt lige at gennemskue, hvad jeg så skulle gøre – det er det der med at bryde vanen, hvor man slet ikke tænker over, at man bruger parfume, der har været hårdt.

 

De gode produkter

Der er nogle af de parfumefri produkter, som jeg ikke giver slip på. Det er Neutral anti-perspirant Roll-on – ikke fordi den er noget specielt, men det er bare gået op for mig, at der ikke nogen grund til at bruge parfumeret deodoranter, hvis jeg ikke lugter og heller ikke føler, jeg lugter uden. Derudover er jeg blevet vildt glad for Stuhr Mild Hair Care Shampoo og Balsam (fundet i Føtex for mit vedkommende). Det er et mærke, som jeg brugte meget, dengang jeg svømmende, og jeg har ikke brugt det siden, men mit hår føles bedre fugtet, når jeg har brugt dem, og derudover er det som om, mit hår nemmere holdes glat, fordi de nærmest giver håret lidt tekstur.

 

De knap så gode produkter

Der er også nogle produkter, som jeg godt kunne have været foruden. Det er Levevis neglelakfjerneren (forhandles i Føtex og Bilka). Den får jobbet gjort, men jeg ved ikke, om det er indholdet af olie eller hvad det er, men det føles som om, man har olie ud over det hele bagefter, og hænderne bliver fedtede, hvilket er træls, når man f.eks. gerne vil lægge et nyt lag med det samme.  Derudover har Neutral Face Cream ikke efterladt noget specielt indtryk. Den er meget fed og kan til tider være svær at smøre ud. Det er ikke fordi, den er dårlig, men den passer ikke rigtigt til mine behov, og så kan den slet ikke hamle op med min Embryolisse Lait-Crème Concentré, som I nok er ved at være trætte af at læse om. Til sidst er der Sanex Zero% Sensitive Shower Gel, som egentlig bare er for kedelig til mig. Den skummer fint nok op, når jeg bruger den med en svamp, men jeg tror måske, jeg er lidt for forvent til, at showergel bliver bedre, hvis den dufter godt.

 

Produkter jeg ikke kan undvære, selvom de indeholder parfume

Jeg formodede jo allerede for en måned siden, at der ville være nogle produkter, som ikke kunne erstattes. Det første er selvfølgelig min Embryolisse Lait-Crème Concentré, men derudover har jeg enormt svært ved at leve uden mine læbestifter, hvor jeg ikke har fundet parfumefri alternativer, der overhovedet kom tæt på at hamle op med nogle af mine favoritter. Jeg vil også fortsat bruge parfume – måske ikke hver dag – men jeg vil have meget svært ved fuldstændig at lægge det fra mig, hvis jeg f.eks. skal til fest eller lignende, hvor man gerne vil gøre lidt ekstra ud af det hele.

 

Fremtiden

Nu har jeg jo allerede afsløret ovenfor, at jeg finder nogle af mine parfumeholdige produkter frem igen, så jeg vil ikke fortsætte med stringent at leve parfumefrit. Dermed ikke sagt, at der ikke er mange ting, jeg tager med mig. Særligt deodoranten og håndsæben vil jeg permanent skifte ud, ligesom jeg har fået lidt blod på tanden i forhold til at prøve flere produkter uden parfume. Jeg vil ikke fanatisk undgå parfume, men hvis jeg står mellem to produkter, vil jeg for fremtiden ikke være lige så skræmt ved at vælge det parfumefri produkt, da jeg har fundet ud af, at nogle parfumefri produkter (ligesom alle andre) er rigtig gode, mens andre ikke er noget for mig, og det finder man jo kun ud af ved at prøve produktet, men det afhænger ikke af, om produktet indeholder parfume eller ej, og det har jeg lært. Selvom det kun har været et lille projekt på en måned, så har jeg sat mig rimeligt godt ind i den parfumefrie verden, og det gør, at jeg helt sikkert vil tænke mere over det i fremtiden, end jeg hidtil har gjort, så det er bestemt ikke sidste gang, I ser parfumefri produkter her på bloggen.

 

Mason Pearson Brush – BN3

Mason Pearson børsten er hårbørsternes Ferrari. Det er en meget omtalt og meget dyr hårbørste, som mange kendte stylister sværger til. Tanja har også haft den på sin ønskeliste, og jeg tilstår gerne, at den også stod på min, og det har den gjort i flere år. Vi snakker om en børste til en 1000 kr., hvilket, jeg synes, er helt sindssygt, især når jeg tænker på, hvor glad jeg er for min Wet Brush.

Men jeg er medlem af billigvoks.dk – Outlet på facebook, hvor de sætter nogle ting til salg billigere, hvis der er sket noget med indpakningen, eller hvis det er noget, som har skiftet design eller er udgået af deres sortiment.  Der har før været en Mason Pearson børste sat ind på siden, men det gælder simpelthen om at være hurtig, for det er først til mølle princippet, der gælder, så de er flere gange gået min næse forbi, MEN så kom dagen, hvor jeg faktisk var den hurtigste. Jeg læste hurtigt om den, så jeg var sikker på, at den passede til mit hår og ikke var helt forkert. Når man bruger så mange penge, skal man være sikker på, den er den rigtige, og de har forskellige børster, som passer til de forskellige slags hårtyper. Jeg fik min til 635 kr., som normalt koster 995 kr., fordi der var en lille revne i indpakningen. Jeg var overrasket over, hvor lille en revne der var tale om, da jeg fik den, og den havde på ingen måde påvirket produktet, så jeg vil sige, hvis du ikke er medlem af den gruppe, så er det en rigtig god ide at blive det, for der kommer rigtig mange ting, som man lige kan spare nogle kroner på.

Den Mason Pearson børste, som jeg endte med, hedder BN3 og er god til mellemlangt hår, hvilket passede med det hår, som jeg havde, da jeg købte den. Det er så ikke min skyld, at mit hår vokser som crazy og er ved at være langt igen, men jeg vil sige, at børsten fungerer stadigvæk godt. Børstens pigge er en kombination af vildsvinehår og nylon, som skal hjælpe med at give silkeblødt og medgørligt hår. Den kombination, som børsten har, skal hjælpe med at få hårets naturlige olier ud i længderne. Der står også, at den skal hjælpe med hårets tørretid på grund af den fordeling af håret, når man redder det ud. Jeg skal ærligt indrømme, at det har jeg ikke rigtig lagt mærke til,  og mit hår tager ellers lang tid om at tørre, så jeg føler, at jeg burde have lagt mærke til det, hvis der var sket noget på den front.

Det næste punkt er en skånsom udredning. Jeg synes personligt, at The Wet Brush er en af de bedste børster til at redde vådt hår ud, men jeg må sige, at denne gerne skulle være overmanden til The Wet Brush på grund af prisen. Den er HELT fantastisk til at redde vådt hår ud med. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det er totalt smertefrit, og jeg har ellers et hår, som filtrer godt, når det er vådt. Jeg behøver ikke at påføre noget produkt for at rede det ud, det kan børsten klare helt af sig selv. Det er helt sikkert på det her punkt, at jeg kan mærke den største forskel. Den er virkelig fantastisk, når man har filtret hår, og jeg er endda en person, som ikke er sart, når det kommer til at få reddet hår.

Jeg har også lagt mærke til, når man har lidt fedtet hår og så får det reddet godt igennem, forsvinder det fedtede look en lille smule. Den kan på ingen måde erstatte en tørshampoo eller en rigtig hårvask, men den kan godt tage noget af det fedtede look.

En kvalitetsbørste må man sige, at det er. Det er virkelig en børste, som er gennemtænkt, og som er dét bedre end andre børster. Dens design er overklasse, og den måde, som den redder vådt hår ud på, viser også, hvilken kvalitetsbørste man har med at gøre. Nu skal man huske på, at jeg er studerende, og jeg er ikke en, som går vildt meget op i hår. Jeg er også en, som er ret tilfreds med The Wet Brush og synes, det er en af de bedste på markedet.

Så for en person som mig er denne børste så pengene værd?

Jeg synes, det er et meget svært spørgsmål at svare på. Jeg synes virkelig, det er en kvalitetsbørste, og den performer bedre end nogen af de andre, jeg har prøvet, men det er stadigvæk mange penge, især fordi jeg ikke er en, der fokuserer vildt meget på mit hår. Jeg synes også, den største forskel er udredning af vådt hår, men er det nok til at give så mange penge for en børste? For nogen er det nok, men jeg har intet problem med at bruge de andre børster – det kræver bare en lille smule mere arbejde, men vi ender samme sted.

Jeg kan godt se, den er lækker at arbejde med, hvis man arbejder med hår hver dag, og hvis man skal bruge den i håret på andre mennesker, fordi den er så smertefri at bruge i forhold til nogle andre børster, men jeg er bare mig, en studerende, som bare skal have redt sit hår igennem morgen og aften.

Jeg ville ønske, jeg kunne svare på holdbarheden af den her børste, fordi når man ser på det økonomiske, kunne det være, den var billigere i længden end en Wet Brush, men det kan jeg desværre ikke.

Hvis man køber den, skal man ikke forvente mirakler, for det kan den ikke udlevere, men man skal forvente et kvalitetsprodukt, som gør en forskel i hårrutinen.  Jeg ved ikke, om jeg vil bruge penge på sådan en børste igen, fordi jeg synes,  billigere børster kan gøre det samme arbejde, men jeg vil også gerne understrege, at jeg på ingen måde er skuffet over det, den her leverer, men synes måske børsten er blevet overhyped i forhold til, hvad der findes på markedet, og som findes i en anden prisklasse.

Kan købes på billigevoks.dk

 

*Der medfølger en børste til at gøre selvom børsten ren og en lille guide til hvordan.

The (not so) Naked Look

Nu har vi jo før næsten skamrost Urban Decays Naked paletter og særligt den originale – altså 1’eren om man vil – er vi meget glade for. Personligt er jeg meget mere læbe-pige end noget andet makeup, og derfor må jeg tilstå, at hvis der skal ske mere end blot en winged liner og smukke læber, så skal det være nemt og simpelt for mig, for ellers får jeg det ikke gjort – til det er Naked jo bare helt perfekt. Alt er samlet i en palette, farverne passer sammen på kryds og tværs, og så er skyggerne så nemme at arbejde med – what’s not to love?

I december var jeg til julefrokost med min klasse, og i den forbindelse havde jeg sat tid af dagen inden til at finde det perfekte look (as you do), som jeg kunne kopiere dagen efter til festen, hvor jeg maks. ville have en time til at gøre mig klar, og derfor skulle det være planlagt i forvejen, og det skulle være nemt. Da jeg så ankom til festen, fik jeg komplimenter som aldrig før, og derfor vil jeg selvfølgelig også dele looket med jer. Jeg har sidenhen brugt looket flere gange, og det har været en succes hver gang, og til trods for julefrokoster og nytårsløjer har looket holdt hele aftenen på mine øjenlåg. 

 

Nu har jeg jo sagt, at det er nemt, og derfor kræver looket heller ikke ret meget. Jeg har brugt:

      Urban Decay Primer Potion

      Sigma Short Shader brush E20

      Sigma Small Tapered Blending brush E45

      Urban Decay Naked Palette

      Sephora Long-Lasting Eyeliner

      Lancome Definicils Mascara

      (false lashes)

 

Fremgangsmåden

Jeg er startet med at påføre et generøst lag af Primer Potion over hele øjenlåget op mod brynene og under øjet, så skyggerne bliver holdt på plads. Derefter bruges E20-børsten til at påføre Sin på hele øjenlåget og Toasted fra midten og ud mod kanten af øjet. Man kan sagtens blende undervejs, men jeg har ikke gjort det på dette step. Dernæst har jeg samlet lidt Hustle op med E45-børsten, og blendet det på den yderste del af øjenlåget og globelinjen – for at få en helt markant og klar linje af skygge, har jeg blot holdt den anden børste op i en vinkel som en normal winged liner (her kunne man også bruge tape, men det er lidt omstændigt og ikke så sikkert så tæt på øjet). Jeg kan godt lide, at looket er lidt dramatisk særligt til f.eks. nytår, men man kunne også blot blende øjenskyggen normalt og undgå den helt skarpe kant for et blødere look. Derefter har jeg brugt samme E45-børste og samlet lidt Blackhorse op, som jeg har blendet i globelinjen for at skabe lidt ekstra dybde i looket, og så er det bare at blende, blende, blende og blende, hvor jeg har brugt en smule Buck for at bløde looket lidt op opad mod brynet. Til sidst har jeg brugt en kombination af Hustle og Blackhorse langs den våde linje under øjet for at fuldende looket, lagt en tynd eyeliner langs øjets øverste kant og toppet det hele med et godt lag mascara.

 

Eylure Exaggerate No. 140

Til nytår gik jeg virkelig all in, og derfor brugte jeg i dagens anledning også falske vipper. Det er slet ikke noget, jeg kan prale af at være rutineret til, men jeg kastede mig ud i det, og det gik fint. Vipperne fra Eylure er virkelig dramatiske, og det var jo lige det, jeg gik efter. Der følger lim med, og den er hvid, så derfor er det en god idé at vente med at påføre eyeliner, til vipperne sidder som de skal, så lineren kan dække limen lidt. Jeg startede med at måle vipperne mod mit øje, og klippe lidt af i begge ender, så de passede til længden på mine øjne. Derefter samlede jeg vipperne op med en pincet, påførte et tyndt(!!!) lag lim langs kanten, og så påførte jeg vipperne nærmest oppe fra og ned på min egen vippekant. Til sidst lagde jeg mascara på for at få mine egne vipper til at mikse med de falske. Det tog et par forsøg, men da de først sad rigtigt, sad de også hele aftenen.  Derudover synes jeg faktisk, at vipperne var overraskende nemme at fjerne igen med almindelig makeupfjerner, og vipperne tog ikke skade (som jeg nogle gange godt synes de kan – eller de kan i hvert fald blive lidt trælse), så de kan sagtens bruges igen.

Beklager iPhone-kvalitetsbillederne men jeg har valgt af bruge dem, da jeg synes looket fremtræder tydeligt nok. 

De største beautytrends fra 2016

Der er nok mange opfattelser af, hvad der er beuatytrends, men i dag har jeg forsøgt at samle mine fra 2016, som mange nok kan nikke genkendende til – enten fordi de selv har fulgt dem, eller fordi de har set dem i gadebilledet.

Hår

Billederne er selvfølgelig lånte, og originalen kan findes ved at klikke på dem. 

 

Der skete rigtig meget på hårfronten i 2016, men nogle få ting sprang særligt i øjnene på mig. I starten af året var det helt tydeligt, at Kardashian-klanen havde været på banen igen, og det var snart ikke til at se sig om, uden at spotte en pige med hollandske fletninger, som vi også har lavet en guide til. Det er forholdsvis nemt at opnå en Kardashian-værdig frisure på ingen tid. Derefter satte Kardashian-klanen igen sit indtræf, og håret skulle efterfølgende være kort, let bølget og lækkert med massere af spil i. Looket er friskt, sommerligt og misundelsesværdigt pænt, og jeg tror, vi vel se det mere og mere i 2017 også. Derudover har 2016 været året for half-up-half-down, og det har været særligt brugt med en lille knold øverst på hovedet. Det er rigtig nemt at opnå, og særligt velegnet til de dage, hvor håret ingenting vil (her taler jeg af personlig erfaring). Der kan med fordel benyttes en lille hår-donut for at skabe mere fylde. I samme bolgade har det også været populært på to knolde øverst på hovedet, én på hver side. Det er et fint, barnagtigt look, som jeg har set mange steder online, men jeg mindes ikke at have set det i gadebilledet endnu, og det kræver nok også lidt mod at begive sig ud i. Hvis det har skullet være rigtig vildt, har det fortsat fra 2015 været en trend at farve håret i alverdens farver samt at drysse det med glitter. Personligt synes jeg, det er rigtig fint (og særligt ovenstående kombi af både fletninger, knolde og farve), men det er nok knap så praktisk – her taler jeg igen af erfaring fra nytårsaften, hvor jeg havde glittergel i håret; jeg finder stadig glitter over alt. 

 

Makeup

Der kan vidst ikke være tvivl om, at nøgleordene for 2016 på beautyfronten var bryn, bryn, bryn og læber. Gadebilledet har været meget præget af markante, mørke og skarpe bryn i alle afskygninger. Og særligt den sidste halvdel af året efter Skam har fundet sit indtræf på landets skærme, er det virkelig taget til med læbestift. Den røde farve ses over alt, men jeg har også selv spottet et par modige typer med både sort, blå og lilla læber. Derudover har det ligesom til håret være meget in med glitter – både i form af highlighter men også deciderede glittersten og glitterbryn har været in.

 

Hudpleje

Der er typisk ikke så mange hudplejetrends, fordi hudpleje er meget individuelt, og det der virker, plejer man at holde sig til, men noget, der helt sikkert er kommet i år (og som sikkert er kommet for at blive), er multimasking, som jeg har skrevet om før. Der er mange fordele herved, bl.a. at man kan bekæmpe problemerne zonevis, som de opstår, og så er det jo sjovt (særligt hvis man er mere end én, så man kan grine lidt af hinanden).

Gad vide om mange af disse trends ikke fortsætter et godt stykke ind i 2017 også?

Månedens favoritter: december ’16

December er for mange nok en fantastisk og helt speciel måned. Det bærer mine favoritter også præg af. Jeg har siddet hjemme det meste af måneden, begravet i eksamenslæsning, og når jeg endelig har begivet mig ud har det været til diverse julefrokoster og festligheder, hvorfor mine favoritter nok mest tager udgangspunkt deri.

Cacharel Amor Amor

Det er faktisk sjældent, at vi her på bloggen snakker om vores parfumer. Det skyldes nok mere, at det er sådan en dagligdagsting, at man glemmer at medregne den som beauty, fremfor at vi ikke kan lide parfume. Jeg har før skrevet om, at jeg prøver at undgå parfume, og det gør jeg stadig i unødige ting, men til fester – som december jo er fuld af – hører parfume sig altså til. Dette er min anden flaske af denne parfume, og den er lige nøjagtigt alt det, som jeg normalt ikke kan fordrage i parfumer. Den er sød og varm i duften (jeg er normalt til noget mere friskt og syrligt), men den har en undertone af noget syrligt, og så holder den hele dagen (og natten med for den sags skyld). Den koster 310 kr. for 30 ml. i Matas.

 

OPI Fresh Frog of Bel Air

Det er flere år siden, jeg købte denne, og jeg har aldrig fået den brugt eller åbnet. Hvad tænkte jeg dog på? Grøn glitter neglelak med større sølvglitterstykker – jeg har af gode grunde overvejet, om jeg skulle smide den ud flere gange, men i år har jeg brugt den til julefrokoster med en hvid base under, og dertil har den været helt perfekt. Jeg har fået så mange komplimenter for den. Den er virkelig over-the-top og meget glitter, så jeg vil formodentlig aldrig tage den i brug igen, men i december var jeg faktisk rigtig glad for den. På billedet nedenfor har jeg 2-3 lag på for at opnå den intense farve, men det er klart, at den vil være mere afdæmpet med blot ét enkelt lag. Den kan købes hos BeautyCos for 69 kr.

  Bare rolig, jeg har altså 5 fingre, og undskyld den ringe iPhone og snapchat kombi men det skulle gå lidt stærkt.

 

OPI Rapidry

Jeg ved godt, at det ikke er længe siden, jeg skrev det første review om denne, men hold nu fast det er smart. Jeg har brugt den i hele december, og jeg kan slet ikke få nok. Det er så smart, når man insisterer på at have grønne glitter negle fredag aften til fest, men man skal have mere afdæmpede, grå negle lørdag morgen på arbejde. Jeg tror, jeg har fundet en tro følgesvend til resten af livet, haha! Det var billigt sluppet for 135 kr. for 60 ml i Magasin.

 

Clarasonic Refreshing Gel Cleanser

Det første, der springer i øjnene ved dette produkt, er duften. Den er kraftig, og dufter som en parfume, jeg engang havde. Den er frisk og syrlig i duften, og selvom jeg ærligt må indrømme, at det er en smule i overkanten til min smag, så dufter den godt. Jeg har brugt den både med og uden min Clarasonic, og i begge tilfælde skummer den lækkert og luksuriøst op, samtidig med at den renser i dybden og efterlader huden følende ren om end en smule stram i det. Min er en prøve, jeg engang fik, men den kan købes i Magasin til 199 kr. for en full-size.

 

Tom Ford læbestift

Endnu en gammel kending, som bare bliver ved med at være lige fantastisk. Jeg er særligt glad for den, når jeg skal i byen eller til fest en hel aften, for den er simpelthen urokkelig. Det er underligt, for den er egentlig nem at fjerne, når jeg kommer hjem og står med makeupfjerneren, men til julefrokoster med rigeligt både mad og drikke sidder den perfekt hele aftenen uden at blive påført flere gange. Den er dyr, ja, men den er alle pengene værd. Den koster 370 kr. i Magasin.

Gode Beautyvaner at starte det nye år med

Først og fremmest fantastisk godt nytår. Nu ved jeg godt, at de fleste nok ikke er gearet til at læse et langt og typisk ”nyt år, ny mig”-indlæg d. 1. januar, men en af de bedste ting ved at gå ind i et nyt år er altså nytårsforsæt, hvis du spørger mig. Jeg er nemlig typen, der tager dem ret seriøst: jeg laver uendeligt mange af dem – ja, jeg skriver dem faktisk ned (lidt perfektionistisk er man vel), og jeg tjekker jævnligt, om jeg lever efter dem i min dagligdag. Nogle ting opnår jeg aldrig, men jeg prøver at være realistisk og mange af tingene opnår jeg som regel. Over tid har jeg fundet ud af, hvad koden til at opnå sine nytårsforsæt er. Det handler simpelthen om at være realistisk og sætte mål, der nærmest ikke kan slå fejl. Jeg ved godt, at det virker nyttesløst for mange, men andre (mig inkluderet) får nok en følelse af velvære ved at opnå de mål, de har sat sig for, uanset hvor små de måtte være.

Sidste år satte jeg mig for at stoppe med at bide negle, og det lykkedes, men det er sværere at realisere og mere ”slå dig selv i hovedet, hvis du ikke opnår det,” hvorimod jeg i år vil have nogle mere positive forsæt.

  1.     Få en god aften (og morgen) rutine

Det skal ikke handle om at slå nogle i hovedet, og derfor er det en god idé at sætte meget åbne mål. En god aften og morgenrutine er jo relativt, og det kan betyde mange forskellige ting. Min både aften og morgenrutine består af at rense min hud HVER dag, men for andre er det måske urealistisk, og så kan man jo bare sætte et mål om en mindre krævende rutine.

  1.     Vask dine børster oftere

Princippet er her det samme. Jeg vasker børster én gang i ugen med nogle få undtagelser, og jeg vil derfor se, om jeg i år konsekvent kan få det gjort én gang i ugen. Hvis du er typen, der vasker dem én gang om måneden eller året, så er det jo også en sejr bare at få det gjort to gange i måneden eller året.  

  1.     Skift vaskeklud, håndklæder og sengetøj oftere

Den her er vi vidst alle med på. Jeg tror ikke, der er ret mange, der skifter i hvert fald sengetøj og håndklæder så ofte, som de burde. Personligt vil jeg virkelig prøve at ændre dette, for jeg (som mange andre) bruger ret lang tid i min seng dagligt. Jeg vil ikke lægge mig fast på at vaske ugentligt eller noget, men jeg vil gøre det oftere end hidtil. Det er selvfølgelig ikke så præcist, men jeg er sikker på, at jeg alligevel vil sidde med en fornemmelse af, om jeg fik det gjort eller ej, når vi når 2018.

  1.     Drik mere vand

Det er sundt, det er godt for dit velvære og godt for din hud. Det er svært at komme med en grund til ikke at gøre dette, og medmindre du allerede drikker 3 liter vand om dagen, så er det noget, som vi alle vil have godt af.

  1.     Brug flere masker

Masker er gode. De er gode for håret, de er gode for huden, de er gode for læberne – ja, de er næsten gode for det hele. Mange masker bør man bruge ugentligt for at få den fulde effekt, og jeg må ærligt indrømme, at det får jeg ikke taget mig sammen til, når det hele er lidt hektisk. I 2017 vil jeg bruge flere masker (særligt hårmasker) – ikke nødvendigvis ugentligt, men jeg vil være bedre, end jeg var i 2016.

  1.     Prioriter dig selv mere

Det er nok en af de svære, men også en af dem der giver mest i den anden ende. Det kan betyde mange ting, men jeg vil for eksempel gerne være bedre til at tage mig tiden til at pleje mine negle mere eller lægge makeup i hverdagene, så det ikke altid er det samme, jeg får brugt. Andre forslag kunne være at skrubbe huden mere, bruge selvbruner oftere eller tage fodbad og pleje fødderne noget mere.

  1.     Smid gamle produkter ud

Jeg vil næsten vædde med, at alle har nogle gamle produkter liggende rund omkring. Der er altså en holdbarhed på de fleste produkter efter åbning, og jeg vil forsøge at være mere kritisk. På den positive side kan det siges, at jo mere der smides ud, jo mere nyt kan komme ind.

  1.     Spis mere chokolade

Det er måske ikke det sundeste, men er det ikke videnskabeligt bevist, at chokolade gør glad? Det mener jeg, og så er man meget smukkere og har det bedre, når man er glad, hvorfor jeg mener, det tæller som et beauty-relateret nytårsforsæt.